ARTIKEL BRAGT I CYKEL-MOTION DANMARK

Tilføjet denne webside den 8. sept. 2007.
I efterårsudgaven 2005 af dette blad fik jeg bragt følgende 7½ sides artikel om strækningen fra den mexicanske og mellemamerikanske del af turen fra Canada til Panama.
Der er naturligvis forskelle i tekst, billeder og opsætning

Af Henrik Fastergaard

En gang turcyklist – altid turcyklist. I hvert fald indtil videre. Så længe jeg selv kan bestemme. Efter adskilligecykelferier i Europa og to 4 måneders cykelture i henholdsvis Sydøstafrika og Sydamerika sidst i 90’erne, lod jeg mig overtale til endnu en Sydamerikatur i år 2000. Men denne gang med rygsæk og i 5 måneder.

Det blev naturligvis en fremragende tur, men aldrig har jeg savnet min cykel så meget og da var jeg klar over, at næste lange rejse nødvendigvis igen måtte være med bagdelen på en cykelsadel.

Ikke blot etaperne - korteeller lange savnede jeg, men også det at have en cykel til rådighed til endagsudflugter og sightseeing m.m. Og på cykelrejser slipper man for alt ståhejet på busstationerne. Ikke noget med at være omkranset af 15 taxichauffører, 7 bagagedragere og 11 pågående knægte, som kan tilbyde alt fra hotel til udflugter og derved tjene en lille provision.

Derfor havde jeg knapt ramt landingsbanen i Kastrup, før hovedet på ny snurrede med nye idéer og planer til den næste lange tur.

Der skulle dog gå 4 år og et par mellemliggende cykelferier i Frankrig før jeg atter var i sadlen uden at skulle bekymre mig om en nært forestående hjemrejse.
 

Sidst i juni 2004 landede jegi Vancouver, Canada. På returbilletten stod 15. april 2005 fra Panama City. Første del af turen i Canada og USA foregik på egen hånd og med forskellige rejsepartnere. Dog var Gert Runge Sørensen med hele vejen fra Colorado til Panama. Turcykling i Canada og USA er der skrevet så meget om, så det glemmer vi alt om og springer her direkte på cyklen ved grænsen mellem USA og Mexico.

Baja California
Vi havde efterhånden begge meget gode ben, da vi krydsede den kaotiske grænse lidt syd for San Diego og kunne sige ”hola” til party- og shoppingbyen Tijuana.

Bienvenidos a Mexico (velkommen til Mexico) udbrød immigrationsbetjenten straks til os, da han fik sig løsrevet fra en fodboldkamp i fjernsynet og opdagede, at vi ikke var nordamerikanere, som det canadiske par, der lige før os havde fundet vej til hans lille ikke særligt travle kontor. Dem ká vi nemlig ikke lí, sagde han uden omsvøb og det gældte Bush i særdeleshed. Men italienere, danskere osv. var mere end velkomne og således fik vi uden videre 180 dages opholdstilladelse imod de normale 90.

Alt var med et forandret og de følgende 4 måneder skulle ganske som ventet blive helt anderledes end de forrige 5 måneder i Canada og USA.

De første indtryk af Mexico vi fik i denne ikke særligt tiltalende by var mest skrald og larm men også duften af gadekøkkener. En dejlig duft af grill, som straks fremkaldte minder om både Afrika og Sydamerika. Her sælges der også mad på gaden, så snart der er chance for at mere end 10 sultne personer skulle komme forbi i løbet af dagen.

Efter ensformigt og ikke særligt spændende mad nordpå, hvad enten vi købte eller tilberedte det selv, var vi nu havnet i et land, hvor det flyder med spændende, billigt, varierende og godt mad. Noget vi efter USA værdsatte og nød rigtigt meget de følgende måneder. Det var med fornøjelse, når vi efter en hed og solbeskinnet formiddag skulle i gang med dagens store beslutning om dagens middagsfortæring. Om vi skulle spise burritos, tacos eller måske en comida corida (dagens menu)? Hvis vi da ikke gjorde holdt langs vejen et sted og proppede os med medbragt brød, bananer, syltetøj og måske nutella.

Eneste problem ved disse picnicstop var at finde et rent sted. Larmen og mylderet var godt nok forsvundet siden hektiske Tijuana, men skraldet lå stadig i en endeløs bred bræmme hele vejen ned til sydspidsen af halvøen. På trods af den meget beskedne befolkningsstørrelse og det faktum at det ikke er mere end godt 30 år siden vejen blev asfalteret hele vejen ned, ligger her skrald i for danskere ufattelige mængder. Plastik, flasker, øl- og sodavandsdåser bilvrag osv. Det har ligget uforstyrret og hobet sig op lige siden vejen blev anlagt og nu synes en oprydningsopgave sikkert alt for uoverskuelig. Som Ringe Festivalen på en mandag udtrykte Gert det meget passende.
 

I USA var vi ofte blevetadvaret imod Baja af uvidende og fordomsfulde amerikanere, som sikkert aldrig havde været udenfor USA. De kører som gale, politiet vil genere Jer, give jer fupbøder osv. og det ville ingen ende tá.

Men turen ned igennem Baja blev en yderst positiv overraskelse. Ja også på trods af alt skraldet. Vi havde ventet en ensformig og måske kedelig gold ørken, men i stedet var her flot og tilmed også grønt. Mod nord i form af græsgange og enorme plantager, hvor markerne ofte vrimlede med fattige landarbejdere, som stadig kan konkurrere med dyrt indkøbte landbrugsmaskiner.

Dette scenario blev dog efter nogle hundrede kilometer afløst af kaktusser, som hele vejen til sydspidsen gjorde den ellers golde, stenede og ufrugtbare jord langt mere spændende at se på. Kaktusser store og små og kæmpemæssige i alle mulige former og afskygninger. Skulle det ske, at der ikke var kaktusser i syne var der i hvert fald altid lavt stikkende buskads, der ofte var prydet af blomster i stærke iøjnefaldende farver. Vi var på forhånd lidt ængstelige for at alt dette kunne give os problemer med punkteringer, men det var dog heldigvis helt ubegrundet.

Punkteringer slap vi dog ikke helt for, men når det sker er hjælpen ofte nær. Baja Californierne er nemlig yderst venlige og imødekommende og det oplevede vi, da vi fik vores første mexicanske punktering lidt udenfor Tijuana. Nej faktisk ikke bare en almindelig punktering, men en dobbeltpunktering og det en ordentlig en af slagsen. Forårsaget af både en lille metaltråd og af et godt 3 cm langt søm, som havde arbejdet sig ind i dækket og ud igen i den ene side.  Da det jo er halvvarmt på disse kanter har man det med at søge i skygge i sådanne situationer. Her midt i den solbeskinnede ørken lå et enkelt lille hus med en dejlig skyggefuld veranda foran. Et salgskontor for en masse grunde, som netop var i færd med at blive udstykket til den hastigt stigende befolkning. Som de fleste andre steder i Mexico har man ikke specielt travlt og derfor var vi inden længe inde under halvtaget og i fuld snak med kunder og to gæstfri sælgere, som straks forsynede os med en spand vand til lapning og en forfriskning til os selv. Det tog over en time før vi kom derfra. Jo nu havde vi forladt bilernes land USA og så ved alle og enhver, hvordan man kører på cykel og kan finde et hul i en slange.
 

Baja er smukt, vildt og meget langstrakt. Kaktuser og fugle i lange baner, en enkelt flot geder i ny og næ, samt fænomenale udsigter over især den Californiske Bugt på østkysten. Lidt op og ned går det da også, men ikke noget man kan betegne som rigtig bjergkørsel. Dog nok til at få sved på panden og vi var meget tilfredse for vores planlægning der bragte os dertil midt sidst på året, hvor varmen faktisk var lige tilpas. Omtrent 1500 km er der fra Tijuana til La Paz, hvorfra man kan sejle til to forskellige steder på fastlandet. Det gjorde vi så, men dog først efter at have taget en lille rundtur på omkring 500 km helt ned til de store turistbyer på tippen. Til gengæld nuppede vi altså også en bus ca. den samme distance på den mest øde og golde strækning midt på halvøen. Ja vi skulle jo nå flyveren i Panama og ville ikke køre den direkte vej, for der var jo så meget man gerne ville se og opleve undervejs.
 

Hunde og Mexicos fastland
Og det var sammen med lidt byferie, afstikker med tog til Kobberkløften og en lidt fæl trafik visse steder også en af grundene til, at vi sad en del i busser ned langs Stillehavskysten i Mexico.

En Tarahumariindianer på en stille vej i kobberkløftområdet

Ja og så var der jo også en masse hunde der jagede os, mendem var vi nu ærlig talt blevet vant til for ikke at sige kolde i rø……n. Men så pludselig nærmest ignorerede de os halvvejs nede i Landet. Lidt mærkeligt efter næsten konstant at have haft en hundebande i hælene på os lige siden Tijuana. Los tres perros hed banderne altid og det var med stor forudseelighed at de bestod af en lille, en medium og en stor hund. Den lille var altid vågen og på jagt og derfor den der startede med at jage os. Derefter kom den mellemste halvhjertet luntende med en rigtig voksen hunds gøen, men den store som regel nøjes med at løfte hovedet, måske brumme lidt og allerhøjest løbe 10 meter. De kom dog aldrig ind på sparkeafstand, men gav op eller troede måske de havde jaget os væk. Og så kunne banden i den næste gade tage over. Eller ved det næste lille hus osv. Der ventede altid hund eller en hel hundebande til i især Baja California. Sjovt nok var der ligeså mange hunde i Mellemamerika, men af en eller anden grund var de nærmest ligeglade med os. Måske kedede de sig ikke så meget?. Måske var det varmen eller måske ganske enkelt fordi der var mange flere mennesker. For ikke at tale om cykler, som derved ikke var noget særsyn – ej heller for en bidsk vovse.

Tilbage i bjergene
I Chiapas helt nede i bunden af Mexico skulle vi på alvor på cyklerne igen, for nu ventede nemlig nogle rigtige bjerge som vi ikke havde set dem siden Utah. Ja faktisk var de langt værre eller måske bedre alt efter hvordan man nu synes om bjerge. Her fik vi en af de absolut hårdeste etaper, på min godt 12.000 km lange tur.

Vi startede lidt over 7 i den hyggelige koloniale by Chiapa de Corzo, som ligger lidt udenfor hovedstaden Tuxtla Guitiérrez. Målet var San Cristobal de Las Casas og det eneste vi vidste om etapen var, at byen lå omkring 1.750 meter højere. Vi havde ganske vist forsøgt at få oplysninger om ruten, men de var så forskelligartede, at vi af erfaring vidste, at vi ligeså godt kunne se bort fra dem. Nej flere sagde, at det ikke var muligt, at købe mad og drikke undervejs og det turde vi ikke ignorere, så vi havde fyldt godt op med mad og drikke i vores i forvejen tunge bagage.

Friskt derudaf gik det lige fra starten med en beskeden stigning direkte mod en høj stejl bjergmur, som udgjorde den nordlige afgrænsning af den frugtbare grønne floddal vi befandt os i. Vi kunne se vejen slynge sig opad og inden længe kunne vi også mærke det. Det gik dog overraskende let vores ”juleferie” taget i betragtning og da vi efter 4 timer gjorde holdt for at spise var vi meget fortrøstningsfulde for vi følte ikke at vores form var blevet ret meget ødelagt. Og da det jo havde gået meget opad hele tiden kunne vi ligesom regne ud, troede vi, at der ikke var langt tilbage før stigningen måtte aftage. Det gjorde den bare ikke. Vi kunne ikke forstå det og samtidig begyndte vi at blive trætte, samtidig med at Gerts gamle korsbåndsopererede højre knæ begyndte at knirke.

Heldigvis var det et fantastisk flot og grønt landskab, som kunne lindre lidt for trætheden og ikke mindst  Gerts smerter. Og selvfølgelig dukkede der indkøbsmuligheder op. Omtrent halvvejs på de i alt 71 km passerer vi den første lille landsby, hvor vi tæller hele 7 små forretninger og restauranter langs vejen. Havde nogen kunnet fortælle os det havde vi kunnet spare mindst 3 kilo hver på den første del. Det går jo ikke hurtigt når det går opad og man slæber på alverdens udstyr. Derfor var det også blevet halvsent, da vi endeligt efter 52 km stigning kun afbrudt af måske sammenlagt 500 meter, hvor det var fladt endeligt nåede en rigtig nedkørsel. Hurra hurra jublede vi og blev enige om, at vi sikkert havde steget mindst 2.200 meter. Desværre var min computer med højdemåler stået undervejs, fordi jeg, trods rigelige varsler, ikke havde fået skiftet batterierne.

Gerts ene knæ var nu meget dårligt, men nedad var det jo ikke noget problem. Et problem blev det dog alt for hurtigt igen, for nedkørsler foregår med høj fart, så det varede ikke længe før vi på ny skulle til at arbejde. Vi overvejede at tage den på stop, for ikke at ødelægge knæet, men fortsatte dog så stille og roligt vi kunne og med mange pauser. Og endeligt efter yderligere 15 kilometers vekslende op- og nedkørsel kunne vi pludseligt betragte San Cristobal, som lå langt under os. Vi drønede nedad med en nu kold vind til at afkøle vores bare nu kolde bare fødder. Vi have vanen tro startet sådan i spd-dandaler for længe længe siden samme morgen nede i det varme lavland.

Og koldt var det også de følgende dage i San Cristobal. Overskyet og hundekoldt dag og nat. Men heldigvis også en usædvanlig flot by, hvor man sagtens kan tilbringe nogle dage og blande sig med de mange især rygsækturister, der også finder vej dertil. Knæet havde det skidt og vi var nødt til at vente på bedring før vi turde begive os videre og der gik omkring 2 uger uden ret meget cykling, før det for alvor var på toppen igen.
 

Politi og militær
De mange politibiler i Mexico stoppede ofte og forhørte sig om alt var i orden og de få steder, hvor trafikken var slem følte ofte vi, at de passede ekstra på de skøre gringos, for evt. at kunne snuppe en bus eller lastbil i en uforsvarlig overhaling. De selv samme sorthvide biler passerede os i hvert fald iøjnefaldende mange gange i begge retninger og som regel med den sædvanlige venlige vinken.

Senere i Guatemala på vejen mod grænsen til El Salvador blev vi mere end 20 km eskorteret af først 4 og så 2 motorcykelbetjente. Det var dog først da vi ikke drejede af mod grænsen til Honduras og de kendte Copánruiner, at de stoppede os. De ville lige sikre sig, at vi ikke var kørt forkert og ønskede os derefter en videre god rejse.

Vi er i Latinamerika og det er ensbetydende med synligt politi og politi- eller militære checkpoints. De er dog altid bedøvende ligeglade med cyklister og hilser blot venligt på os og kommer måske med nogle opmuntrende tilråb. Sådan var det også her i Chipas, hvor vi efter Gerts lille knæskade fortsatte forsigtigt østover fra Palenque mod Frontera Corozal, hvor man med båd kan krydse grænsen til Guatemala.

Det er indianerland og den fattigste del af Mexico og mange husker måske zapatisternes spæde oprør for ikke så mange år siden. Derfor mange checkpoints, men zapatisterne skal man nu ikke frygte, for de er voldsomt populære blandt turister og har stor opbakning i hele verden for deres kamp for bedre vilkår.
 

Røveri
Røvere derimod skal man åbenbart frygte. Den tredje morgen på vores vej blev vi nemlig udsat for et holdop, hvor vi mistede pas, kameraer, kreditkort og lidt penge. Heldigvis kunne jeg skrabe tilstrækkeligt med nødpenge sammen fra bunden af min Bobtrailer, til at vi kunne tage en minibus tilbage til Palenque og havde også et ekstra kreditkort, så vi kunne hæve nye penge.

Det havde ellers været sådant et dejligt sted at cykle og vi var blevet helt opstemte efter lidt for lang jule- og skadespause. Grønne marker, bjergene nogle kilometer væk på begge sider, samt masser af venlige mennesker. Her var tæt befolket og der var altid nogen der vinkede og hilste på os, for ikke at tale om børnene, som ofte cyklede med os et lille stykke vej. Og det med vand- eller sodavandsforsyningen var også let, for hvor der er mange mennesker er der også mange små forretninger, hvor man kan få sig en kold cola og en hyggelig snak.

Men den tredje morgen var det søndag og derfor var det meste af trafikken væk og ligesådan med landsbyerne og husene. I stedet var her jungle. I hvert fald så langt vi nåede indtil vi hørte nogle råbe efter os igen. Nå! Det er nok nogle bønder, som arbejder inde i skovkanten, men da kom til syne var det ikke de sædvanlige macheter de bar på, men i stedet 2 store pistoler. Og på den måde blev 2 meget fattige unge fyre meget rigere, selvom de ikke har kunnet bruge hverken pas eller kreditkort til noget og sikkert ej heller har fået ret meget for mit dyre spejlrefleks kamera.

Sådan gik det til, at vi efter at have aflagt besøg hos de lokale myndigheder, på ny sad i en bus, for at blive fragtet til Mexicos ferieby nummer et Cancun, hvor vi hurtigt fik et nyt provisorisk pas.

Cykelturen derfra og ned gennem Yucatanhalvøen til Belize er noget af det fladeste jeg har prøvet og tilmed havde vi medvind meget af vejen. Fremragende veje og begrænset trafik men småkedeligt, da det meget af tiden blot er ligeud gennem lav ensartet skov.

Men det varede heldigvis ikke mange dage før vi kunne krydse grænsen til Belize, hvor det hele straks blev lidt mere spændende. Et smukt lille land, hvor befolkningen taler sjovt reggae-engelsk og cykler rundt på kinesiske havelåger i bedste retrostil.
 

Grænsekrydsninger
Det var faktisk en ren fornøjelse at krydse denne grænse, for på Belize siden blev vi overordentligt venligt modtaget af grænsebetjente, som straks ville fortælle os alt om landet og tilmed gjorde det på engelsk, som vi alt andet lige har det noget lettere med end spansk. Ja det med engelsk er måske så meget sagt, for det kunne vel nærmere betegnes som kreolsk, og man følte nu for alvor at man var i et caribisk land.

Især i USA, men også senere fra andre rejsende hørte vi historier om korrupt politi og toldere, som på forskellige måder forsøgte at aftvinge dollars fra rige gringos. Det gældte dog som regel bilister og måske også motorcyklister.

I hvert fald oplevede vi det som så ofte før, at når man rejser på cykel, så bliver man næsten udelukkende mødt med hjælpsomhed og gæstfrihed.

Som man måske ikke skulle tro om Mellemamerika, var grænsekrydsningerne meget nemme og hurtige, dog lige på nær en, hvor køen var meget lang og tolderne træge og øjensynligt ligeglade.

Mit pas var allerede tjekket og stemplet og jeg stod og vogtede på cyklerne, da Gert ganske ophidset og på randen af eksplosion kom farende og skulle há en dollar. Det kostede nemlig 3 dollars at forlade El Salvador og der lå derfor et bjerg af 1-dollarssedler indenfor lugen. Alligevel påstod tolderen, han ikke kunne give tilbage på en 5 dollarseddel og håbede således at kunne stryge 2 dollars til ham selv.

Men ellers var der altid kun venlige og nysgerrige toldere og betjente, som hellere end gerne tog en lille snak og gav os råd med på turen.
 

Guatemala, El Salvador, Honduras og Nicaragua
Og grænsekrydsningerne kom nu pludseligt i en lind strøm ned igennem Mellemamerika. Desværre var vi blevet forsinket af både dårligt knæ og røveri, så derfor varede det ikke længe før vi havde passeret de fattigste lande Guatemala, El Salvador, Honduras og Nicaragua og kunne krydse grænsen til Costa Rica, hvor vi hele tiden havde planlagt at ville tilbringe lidt mere tid.

I Guatemala havde vi igenbjergkørsel i det østlige højland. Guatemala er ellers kendt for sin store indianerbefolkning, men i dette hjørne af landet, var det mestizer, der var den dominerende befolkningsgruppe og det var tydeligt, at her var mere velstand end i indianerområderne. Et machofolk, hvor mændene i udpræget grad bar skydevåben og var kendt for at have en kort lunte.

I El Salvador begyndte vi pludselig at møde mange motionscyklister og da det blev weekend, fik vi flere hyggelige samtaler med dem på landevejen. Deres cykler var naturligvis ikke hverken dyre Pinarelloer eller Principiaer, så de var naturligvis altid, ligesom alle andre i øvrigt meget interesserede i vores cykler og skulle absolut spørge om prisen. Det var ikke altid rart at skulle ud med beløbet og på den måde eftertrykkeligt udpensle urimeligheden og forskellen mellem en jævn danskers ufattelige rigdom og en almindelig Mellemamerikaners fattigdom.

Og i især El Salvador var der mange tiggere. Mange irriterende fordrukne mænd, som absolut skulle hen og forsøge lykken og ikke kunne tage et nej for et nej eller én mønt for tilstrækkeligt. Nogle ville dog også bare sælge, som f.eks. ham der en morgen i La Libertad mente vi skulle have en lille grim fisk. Det var tidligt morgen men allerede omkring 30 grader, hvilket ikke var ret meget varmere end om natten. Udenfor restauranten, hvor vi havde lejet et meget primitivt værelse, spottede fyren os og kom straks ilende og tilbød os en lille ca. 25 cm lang sjov, men også uhyrligt grim lille klumpet og tykpigget fisk. Kun 1 dollars og så fik vi tilmed 4 små sardinlignende fisk med i købet. Næh tak!!!! Ikke lige hvad vi har brug for lige nu forklarede vi han. V i skal ud og cykle over 100 kmog det bliver mindst 35 grader varmt. Men den er god til salat og i kan få en plasticpose i kan fylde havvand i svarede han. Så holder den sig fint til i spiser den. NEJ TAK!! Osv. Vi kan desværre ikke bruge dine fisk. Beklager. Men det kú han ikke forstå og blev fornærmet. Vi skulle bare købe de fisk. Færdig. Efter 10 minutter, mens vi gjorde cyklerne klar, måtte jeg finde mit værste spanske frem og så kom vi af med ham.

Det var en lidt sjov oplevelse, men heldigvis var folk naturligvis også her næsten altid overkommende venlige.

Honduras blev et kort bekendtskab, med kun en overnatning før vi igen forlod landet og entrede Nicaragua, som var helt anderledes.

Det første vi stødte på, var en af de ganske få dårlige veje vi kørte på. Vi havde hidtil været heldige med mange fremragende nyanlagte veje, med sparsom trafik og et godt bredt vigespor. Sagen er, at mange af vejene i regionen for få år tilbage blev ødelagt af dels jordskælv, del orkaner. Nu var det ved at være blevet genopbygget og derfor havde vi faktisk indtil da kun ganske lidt dårlig vej. Det var i Belize, hvor man stadig manglede at asfaltere omkring 20 km af vejen sydpå. Normalt ikke en dårlig vej, men vi ramte den lige netop en af de få dage med regnvejr og hvor Gert skulle absolut have 2 punkteringer netop på denne smattede strækning.

På vores første dag i Nicaragua havde vi knap 70 km til første store by Chiranduga. Vejret var rigtigt dejligt tropevarmt og der var vejarbejde. Meget af vejen havde vi 2 spor med dejlig ny asfalt helt for os selv, men desværre var der også omkring 30 km, hvor vi måtte køre på tør støvet jord-og grusvej. Ikke noget problem egentlig, men man bliver bare så beskidt, når der er sidevind fra den forkerte side og der er mange lastbiler på vejen. Vi nød dog formiddagen for solen skinnede og det var vores første dag i vulkanlandet Nicaragua, hvor aktive og ikke aktive kegleformede vulkaner ligger på en lang række som kædeled i en cykelkæde et stykke inde i landet parallelt med kysten. Vi var sultne og fandt straks en pæn og måske også halvfornem gårdhaverestaurant i udkanten af Chiranduga. Har de været for tæt på et vulkanudbrud så personalet ud til at tænke, men lukkede os velvilligt ind og viste os hen til et ledigt bord. Lidt stirren var der da også fra de andre gæster så vi fortsatte straks over til den lille toiletbygning, hvor der var en lille vask udenfor. Her kom der straks vand i hovederne, så det drev med møgbeskidt vand men let var det ikke. Solcreme, sved og støv hænger bare usædvanligt godt fast i ikke helt nybarberet ansigtshud. Da Gert vente tilbage til bordet kort efter mig, måtte jeg være hård og sende ham tilbage for at få vasket de sidste lag væk. Vi ville ikke risikere, at de ikke ville servere for os. Det ville de gerne og maden var som sædvanligt god og tilmed fik jeg fyldt min termobeholder med is, til de sidste 44 km til Leon.
 

Og det gik heldigvis på enførsteklasses vej og mere grus så vi ikke før vi kom ud på de små biveje i Costa Rica.
 

Costa Rica
Farvel til fattige, men yderst behagelige, stille og afslappede Nicaragua, og goddag til det meget vestlige Costa Rica. Nu forsvandt strå- og lerhytterne langs vejene og blev afløst af små pæne træ og murstenshuse. Der var ikke længere børn der venligt ment råbte gringos til os og alt var pænt og velordnet. Det var i den grad tydeligt, at vi nu var kommet til et land, som skiller sig væsentligt ud fra sine naboer. Et land med potentiale og som har umådeligt meget at tilbyde turister og formår at udnytte det. De tiltalte eksempelvis ofte en på engelsk, uden at man så meget som havde fået chancen, for selv at indlede på spansk.

Men paradoksalt nok for dette forholdsvist rige land, som ikke har noget militær, så var den panamerikanske highway fuld af store huller, da vi havde krydset grænsen fra Nicaragua. Den var dog tilbage i fremragende tilstand da vi efter en tur ind landet vendte tilbage til den.

Costa Rica er et bjergland og det fik vi at føle på allerbedste vis. Det var dog også ved at være regntid, så derfor var det ikke alle bjergetaperne der var lige sjove. Nej egentlig så var der kun en der var slem. Vi startede kl. 6.30 en mørk og overskyet morgen i den lille by Venecia på de nederste skråninger af nordsiden af vulkanen Poas. Dagens forholdsvis korte etape på 49 km skulle føre os om på den anden side til en restaurant med udlejningshytter 6 km fra toppen. På vejen skulle vi dog først besøge ”La Paz Waterfall Gardens” - en lille smuk park med hotel/restaurant, vandfald, kolibrier og masser af kønne planter. Det burde der jo under normale omstændigheder være masser af tid til, også selv om vi skal stige 1700 meter. Men efter mindre end et kvarter åbnede sluserne og lidt efter startede stigningerne op mod passet mellem Poas og nabovulkanen Barva.

Vejen var smal og snoede sig op mellem høje træer og med i godt vejr helt sikkert masser af flotte og imponerende udsigter. Men desværre var den også stejl og det blev til mange strækninger med stigninger i det røde felt mellem over 10 procent. Da vi endeligt nåede parken var vi våde og hundesultne, men kunne heldigvis glæde os over, at den meget dyre restaurant var med buffet, så vi kunne fylde os alt vi havde lyst til for de 11 dollars. Regnen fortsatte desværre og gjorde besøget i parken mindre interessant, men videre skulle vi jo. Det blev udsat til sidste øjeblik, men vi måtte vi jo ud igen og kæmpe med procenterne. Vi nåede lidt trætte, kolde og våde frem lige efter mørkets frembrud efter en fugtig dag med 2.140 højdemeter af den slemme stejle slags.

Det med våde cykelbukser er ikke smart og vi var begge lidt røde i huden på de udsatte steder, men de næste to dage holdt vi meget passende cykelpause, for at komme op at se krateret af vulkanen som hører til blandt de mest aktive i Mellemamerika. Solen og de gode ben vendte straks tilbage og huden blev klar igen uden at have taget skade.

Heldigvis for der ventedemere hård bjergkørsel. I Costa Rica strækker den Panamerikanske Highway sig helt op i godt 3400 meters højde. Heldigvis ikke med de helt hårde procenter så det er til at overkomme. Vi var dog også så fornuftige at hakke den over i to, i og med, at vi på dag først passerede hovedstaden San Jose og derefter startede opkørslen først på eftermiddagen. Det passede lige med en overkommelig dag på 66 km, hvor vi steg 920 meter og totalt kravlede 1500 meter. Så satte tågen ind, som den ofte gør hen på eftermiddagen og vi kunne hygge os i en kæmpehytte, a la et lille dansk sommerhus, som kun kostede os 22 dollars, hvilket dog var langt over vores normale udgifter til overnatning. Tidligt næste morgen fortsatte vi opad i et vejr vi nok ikke skulle være utilfredse med for tågen udeblev og vi kunne holde varmen og dermed også nyde landskabet, som langsomt skiftede fra skov til mere gold højslette. Og pludselig efter kun 41 km og 1150 meters stigning var toppen der, ganske tæt på bjerget Cerro de la Muerte. Dødsbjerget. Vi havde regnet med at der var omkring 8 km længere, men vanen tro, kunne man ikke regne med, hvad folk fortalte, hvad angik afstande og stigninger. Heldigvis i dette tilfælde.

Efter yderligere 6 km, nød vi veltilfredse lidt chokolade, en kage og en varm kakao på en velbesøgt restaurant med panoramaudsigt og en sværm af kolibrier uden for vinduerne. Nu havde vi god til, for resten af vejen var ren nedkørsel.

Den nød vi i sandelighed også. Selv ikke en smule tåge kunne tage glæden fra os. Nej den gjorde nærmest bare skoven kønnere visse steder. Og hvem ville ikke nyde en sådan nedkørsel. I alt 46 km fra toppen og med en højdeforskel på 2,5 km. Jævn ensartet nedkørsel kun afbrudt af omkring 50 -100 meter, hvor det gik en smule opad igen.

Det var det sidste alvorlige bjerg. På cykel i hvert fald. For 2 dage efter klatrede vi til bens og med rygsæk op på Costa Ricas højeste tinde Chirripó 3.819 m.o.h. Det var egentlig ret let med de cykelmuller vi efterhånden havde fået opbygget. Desværre er det bare anderledes nedad, hvor vi ligesom på en vulkan i Nicaragua nogle uger forinden, blev straffet med overordentlige ømme overlår.

Men pyt. For nu var vi jo næsten i Panama, hvor vi fra den første store by David, inden længe hoppede i en bus og lod os fragte det sidste stykke til Panama City, hvor vi desværre måtte sande, at nu var turen slut.