REJSEBREV NR. 9

1. januar 2005, Puerta Vallarta, Jalisco, Mexico

Det. var så den jul og det nytår og hvis der er nogen der tror jeg har taget på er det delvist rigtigt, for det er altsammen smidt igen i løbet af den sidste uge, hvor vi i 25 – 30 graders varme er cyklet fra Mazatlán til Puerto Vallarta.

Da vi skrev sidste fra La Laz i Baja håbede vi på, at det nye telt ville dukke op næste morgen, som damen på posthuset forsikrede os om. Men det gjorde den naturligvis ikke og derfor sad vi samme eftermiddag på færgen til Los Mochis på fastlandet. Det var dog lige ved at blive en tand for besværligt, for da vi forsøgte at købe en billet inde i La Paz oplyste rejsebureauet efter en telefonsamtale, at cyklerne skulle pakkes ned i kasser. Lidt tåbeligt kunne hun godt indse og opfordrede os derefter til blot at cykle de godt 20 km til færgen nord for byen. Og det gjorde vi så og kom uden problemer ombord på en kun tredjedel fyldt stor moderne færge, som sejlede til tiden og ankom til Topolobambo til tiden. Kl. 23. stod vi på kajen og baksede med Gerts bagdæk, som desværre havde fået en af de sjældne punkteringer. Taxierne ville gerne køre os til Los Mochis for en uhyre høj pris, men hvorfor dog det. Der var en god motorvej, med mindst 2 meter nødspor og næsten ingen trafik, så det var en dejlig cykeltur i en behagelig temperatur og helt bakkefri. Men dog med en lille punktering på min bobtrailer, så det blev trods alt sent før vi kom i seng. Først skulle vi lappe og jeg kunne trække et stykke metaltråd ud af bob-dækket. To en halv times søvn og så afsted 5 km mod stationen i buldermørke. Heldigvis fulgte en mand på vej hjem fra arbejde os vej helt derud. Ja i modsætning til i USA og Canada er her forholdsvis mange cyklister.

Fik let cyklerne ombord i bageste vogn, som er til fragt, men måtte dog nok betale noget af en overpris, nemlig 150 kr. Og så tøffede vi afsted og det gik låangsomt. Selv i starten nede i det greonne frugtbare lavland, som hurtigt blev efterfulgt af en låang stigning op til Creel i omkring 2400 meters højde. En flot flot togtur med mange tuneller og broer og et enkelt sted slår sporet også en stor lykke omkring sig selv for at vinde højde. Der er et hurtigt og et langsommere tog, som går en time senere, men skulle være fremme kl. Ca. 5 ifølge køreplan, billetkontor og billetkontoret på stationen. Men toget kørte meget langsomt og ingen synes at tage notits af det, så da kl. Omkring 17.30 spurgte vi om hvornår vi var fremme. Omkring kl. 19 – nej 20 lavede han det om til. Men klokken var 21 da vi stod ud af toget og sådan er det hver dag. Så desværre så vi ikke så meget af den sidste del af den meget spektakulære tur i dagslys. Men toget var komfortabelt og der var rent. En af de mange togansatte fejede gulvet mindst hver halve time og en gang imellem gik han lige en tur ned i midtergangen og sjaskede sæbe ud først. Ja og endog også en gang giftigt spray sidst på aftenen, hvor mange børn lå og sov imellem sæderne og på den måde fik en hostende opvågning. Og så marcerede kostemanden frem og tilbage med sit kosteskaft, sammen med vagten som havde sit maskingeværklar til affyring i tilfælde af banditter eller folk der ikke havde billerne i orden??

I øvrigt vrimler det med rifler og maskingeværer herovre og politiet ses hele tiden køre rundt i store amerikanske pickups, men 3 – 4 betjente siddende bagi – tilsyneladende skydeklare.

I Creel fandt vi i løbet af 2 minutter over til Hotel Margarita, som også har en billig backpackerafdeling, hvis man ellers kan holde ud at sove  8 – 10 mand i samme afdeling. Kun 40 kr. pr. mand inklusive morgenmad og aftensmad. Aftensmad med dagligt besøg af en eller 2 mariachier, som kom forbi med en guitar og en harmonika og i 10 – 15 minutter “underholdte” med mexikanske kærlighedssange m.m. Ikke fordi portionerne er store, men vi blev der i ca.en uge og slappede af med andre rejsende, tog på ture til Kobberkløften og kiggede på indianere. Så faktisk endte det med, at vi ikke syklede ret meget i ca. 2 uger, hvilket straks kunne ses, men den sidste uge har straks gjort os til halve skeletter igen. Da vi ankom en lille flok togturister havde de faktisk aftensmad nr. 2 klar til os. Toget er altid for sent og ankommer altid først ved 21 – tiden. Togselskabet er bare enten meget naive optimister og tror at i morgen kører det hurtigere eller så synes man ikke det er særligt nødvendig at ændre køreplanen til noget lidt mere realistisk.

Tarahumari- eller Rarámuri - indianerne i området er et af de større oprindelige folk i Mexico og der er omkring 50.000 af dem. De holder i vid udstrækning stadig fast i deres gamle leveformer, traditioner og klædedragter og således bor mange i primitive bjælkehytter eller klippehuler. Ikke just noget for danskere og slet ikke i betragtning af, at der nogle dage var så koldt deroppe, at vi sagtens kunne have fået sne. Kvinderne er farvestrålende og mændene render rundt i sandaler og et kort hvidt lændeklæde (hedder det vist), hvilket dog trods alt ikke forhindrer dem i også at bære en brugt varm vestig genbrugsjakke og en omvendt baseballkasket. Kan de ikke holde varmen på denne måde tager de sig måske en løbetur, for rarámurier betyder de som løber hurtigt på deres eget sprog. De har før levet af at løbe vildtet træt og har nu en årlig løbekonkurrence, hvor der løbes 160 km sparkende til en tøjbold.

Kobberkløften er noget for sig selv og navnet er faktisk lidt misvisende, da det er et område der er 4 gange større en Grand Canyon og består af mindst 20 større kløfter, hvoraf 9 er dybere. Den dybeste ca. 1850 meter. Vi tog en 2-dages biltur ned til byen Batopilas i bunden, hvor der igen var dejligt varmt. Nedturen  var den hidtil stejleste og mest hårnålesvingsgyldte vej jeg til dato har set og det var nok ganske godt og det ikke var med cykel. Smal grusvej og masser af steder at få sig en lang flyvetur, hvis bremserne svigtede.

Fra Creel tog vi den 22. dec igen toget tilbage til Los Mochis og direkte videre derfra med bus til Mazatlán, for at være der til jul. Toget skulle afgå kl. 13.00 ligesom det rent faktisk gjorde dagen foør, men den blev 14.30. Imens stod vi og ventede med den fragtansvarlige på perronen, hvor han mente bageste vogn skulle standse. Men nej. Det var jul og der var vistnok flere vogne med, hvilket åbenbart kom bag på ham, så mens jeg blev ved vores tasker, bevægede Gert og en mindre flok mennesker sig tilbage mod fragtvognen for at få læsset cykler, anhænger, kasser, schweizisk motorcykel m.m. op. Schweizerne med deres motorcykel blev efterladt halvvejs, men Gert nåede lige at få anhængeren op før der blev fløjtet til afgang og toget rullede afsted. Men vi havde også kun betalt 65 kr. For det denne gang. Problemet var bare at vi ikke selv var kommet ombord. Gert løb tilbage og jeg råbte til togpersonalet, som rystede på hovedet. Det lykkedes dog at få forklaret dem, at vi ikke kunne være to steder på engang og så fik vi stoppet toget og kunne efter en lille løbetur med fuld oppakning hoppe på et godt stykke henne ad sporet midt i centrum af den lille hyggelige Creel. Så skulle vi bare vente ca. 4 timer sammen med et hollandsk par vi havde slået følge med før vi kunne få os en siddeplads. I mellemtiden opholdt vi os i snackvognen, hvor de også havde glemt det var jul, for det blev meget hurtigt udsolgt af næsten alt.

Bussen i Los Mochis gik det lidt lettere med. En cykel ind på toilettet og den anden udenfor på trappen til midterindgangen. Ingen pjat her, men det var dog meget besværligt at få dem lirket ud igen.

Julen i Mazatlán var stille og rolig. 2 gange billig men god middag. Først vores den 24. december, hvor vi troede vi skulle spise dyrt og flot men trods alle anstrengelser ikke kunne spise for mere end for ca. 85 kr. hver på en god restaurent. Men så serverede de heller ikke hverken øl eller vin, hvilket vi først opdagede for sent. Næste dag var hollændernes jul og der lykkedes det os at finde et dyrere sted, men da vi skulle i biogragen kort efter blev det også en billig og kort affære og filmen “alexander den store” var dødkedelig.

Op på cyklerne igen og sydpå i forholdsvist fladt landskab. Det er nu for alvor blevet varmt og vi har været omgivet af palmer og frodigt grønt landskab. Her er også kommet flere dyr, efter lang tid, hvor vi ikke har set ret meget andet end fugle. Jo der var en enkelt spændende edderkop i Baja. Jeg nåede lige at foretage en voldsom katastrofeopbremsning og styre udenom, så Gert kunne få et billede af den uskadt. Den var på vej over vejen i adstadigt tempo og jeg prøvede at stoppe den ved at spærre vejen med en fod, men den var ligeglad. Foden viser dog størrelsesforholdet, men ikke at edderkoppen var totalt ligeglad med os og de store lastbiler, som ellers ville kunne gøre selv den største edderkop til en meget lille og flad edderkop. Vi målte kroppen til at være ca. 8 cm lang og benene var lange og tykke som lygtepæle. Og så er der begyndt at dukke en masse slangelig op på vejen og så en enkelt, som vist nok var i live. I forgårs lå der en stor fed en rullet sammen lige op ad asfaltkanten. Ikke lige det bedste sted at blive jaget af vejen af nogle af de store meget hensynsløse lastbiler og busser som der hær været for mange af på visse strækninger de sidste dage. Hvis ellers den da var levende. Død var i hvert fald den store kat vi så i går en halv meter fra vejen. En jaguar og det er vi sikre på efter lige at have tjekket jaguarer her på nettet.

Lidt mærkeligt har det været at vi har været næsten fri fra jagtende hunde siden vi forlod Baja. Der havde vi næsten konstant en hundebande i hælene på os. Los tres perros hedder banderne altid og består af en lille, en mellem og en stor stor hun. Den lille er altid på jagt og starter med at jage os og derefter kommer den halvstore luntende med en voksen hunds gøen, men den store som regel nøjes med at løfte hovedet. De kommer dog aldrig ind på sparkeafstand og giver op eller tror de har jaget os væk og så kan banden i den næste gade tage over. Eller i næste gade. Der er altid en hund eller en hel hundebande til I Baja California. De kommer sikkert igen, men vi er efterhånden temmeligt ligeglade hvadenten det er chihuahua’er eller store “rigtige” hunde.

Vi havde planlagt at være i Puerto Vallarta tidligt den  31., så vi kunne finde et billigt sted at bo med backpackere at fejre nytåret med. Det kom vi også på trods af en punktering, men alt var udsolgt og kun med nøje og besvær fandt vi et meget dyrt 275 kroners fængselslignende hotel. Så vi kom først sent ud at spise og faktisk var klokken halv elleve, da vi fandt ud af, at vi faktisk var kommet i en ny tidszone og kl. I stedet var halv tolv. Vi fik spist resten af vores mad og nåde i god tid at komme ud til fyrværkeriet kl. 0.00. Det var ganske flot med spredt fyrværkeri langs bugtens kyst og et rigtigt organiseret festfyrværkeri ved hovedplazæn, som strækker sig ned til stranden. Meeeen. Det var lidt tamt for ikke at sige meget i forholt til Holstebro. Glædeligt var det dog at private folk åbenbart ikke bruger penge på det, for der var så at sige intet at se eller høre før midnat eller en halv time efter.

Nu er vi i badebyen Puerto Vallarta i et par dage og cykler så enten videre sydpå eller tager bussen til Acupulco, hvis vejen viser sig ikke at have mindst 60 – 80 cm ekstra asfalt udenfor sidestriben. Teltet ligger nu med lidt helt i Acupulco og venter, ligesom vi har bestilt guidebøger til og på posthuset i Belmotan, som er hovedstaden i Belize.

Der forventer vi at være mellem den ca. 25. januar og skal vi sige 8. februar. Dvs. post kan evt. sendes dertil på adressen.

Henrik FASTERGåRD

Poste Restante

General Post Office

Belmopan

Cayo

Belize

Sandsynligvis er vi der allerede først i denne periode og vi tror på vores bøger også er det. Efternavnet skal skrives med stort.

Og beklager, at der stadig ikke er kommet ret mange billeder med på hjemmesiden. Jeg har arbejdet hårdt på at få dem lagt ind af min hjemlige webmaster, som i månedsvis har haft et godt udvalg liggende på cd’er. Hvis ikke det lykkedes må jeg se om jeg selv kan finde en computer med et billedbehandlingsprogram, så jeg kan sende et udvalg hjem i en wordfil uden at overbelaste nettet og mit domæne.

Godt nytår og medvindlig hilsen

Henrik og Gert