|
REJSEBREV NR. 5. NÆSTEN. Nr. 5 er længere nede i teksten
Her en lille kort foreløbig beretning nr. 5 efter 6400 km og 53 brusebad.
Vi er nu i Utah og det er temmeligt længe siden eller omtrent vist nok 800 km siden vi var i en by med over 1000 indbyggere. Derfor ingen internet og her ved Bryce Canyon, som er Utahs største turistseværdighed koster det hvide ud af øjnene. Vi regner dog med at komme til St. George i løbet af ca. 10 dage og vil der benytte os af biblioteket og sende en længere udgave.
Claus og jeg tog en lille kort ferie i ferien og ventede 10 dage på Gert i Glenwood Springs i Colorado, hvortil han tog en bus fra lufthavnen. Drog straks afsted og havde en god tid i Colorado før vi forlod Rocky Mountains og kørte ned i Utah, hvor vi forventede godt vejr.
Det fik vi også og kunne de første dage sidde ude om aftenen i shorts og T- shirts, hvilket vi bla. nød i Monument Valley. Det fik dog en brat ende og Utah har været plaget af storme, kulde sne og regn siden. Ikke just hvad vi forventede af en ørkenstat, men det er absolut heller ikke normalt. Vi er dog kommet tørskøt over til Bryce Canyon, som ligger i omtrent 2700 meters højde, hvilket ikke just gør det til et varmt sted. vi har dog en lille cabin, som vi bliver i endnu en dag og derefter kører mod Zion Nationalpark og derefter flygter vi til St. George, hvor vi formentlig vil leje en bil og køre til Grand Canyon og Las Vegas. Og derefter er det hurtigst muligt ned mod Baja California. De lover sne og regn i morgen, men forhåbentlig rammer det og ikke her.
På trods af vejret har Utah været et godt bekendtskab med kløfter i lange baner og mærkelige bjergformationer.
Men alt det må i vente med til vi kommer til en ordenlig computer, hvorfra jeg forhåbentlig også kan sende flere billeder hjem, end de 5 jeg allerede mener at have sent!!!!!!!
Medvindlig hilsen Henrik ------------------------------------------------------------------------- Rejsebrev nr. 5 2. november 2004 St. George, Utah efter 125. dage, ca. 6.700 km og 55 bad. For nogle dage siden I Utah blæste vi 85 km af sted i stiv kuling og behøvede ikke at anstrenge stængerne ret meget selvom vi først lige skulle kravle 450 højdemeter. Havnede planmæssigt I Hanksville – en lillebitte flække, hvor vi camperede og håbede på, at teltet ikke ville flyve væk. Det stod heldigvis stadig fast forankret med alle pløkker og barduner I brug på campingpladsens for en gangs skyld bløde plæne, da vi tittede ud næste morgen. Senere stod den igen på snevejr ved Bryce Canyon nationalpark og indimellem var der lidt for mange dage med hård vind og regnbyger. Lidt for mange dage når man tager I betragtning, at sådan skulle det slet ikke være I Utah. Det har været meget atypisk og alle folk taler om, at så koldt og vådt har det aldrig før været så længe de kan huske. Nu er vi heldigvis kommet ned I under 1000 meters højde I det sydvestlige hjørne af statan og har formentlig og forhåbentlig lagt det kolde klima bag os. Men vi beklager os nu overhovedet ikke. Efter snevejret for efterhånden længe siden I Steamboat Lake, har det bortset fra overraskelsen I Utah primært været godt vejr og vi har rigtig nydt 3 ugers ophold I Colorados flotte bjerglandskab. Fra Steamboat cyklede vi på 2 dage til Glenwood Springs og blev så begejstrede for dette sted, at vi besluttede os til at vente på Gert der. En lille ferie i ferien, hvor det stod på afslapning og god international hostelhygge uden tv, men med ca. 2000 gode gamle lp'er i stuen. Lidt cykling blev det dog også til rundt omkring i omegnen og Claus fik afprøvet hans fuldt affjedrede cykel på en rigtig hardcoretrail. Han havde egentlig bare regnet med at skulle ud på en stille tur i bjergene og havde for en gangs skyld ikke medbragt sin cykelhjelm. Dem er vi ellers meget flinke til at benytte uanset vej og vejr. Undervejs mødte han en lokal mountainbiker, som han fulgtes med indtil et punkt, hvor han skulle en anden vej. "Kør ned ad stien der - og kør forsigtigt". Og nedad gik det for Claus på en smal stejl stil, hvor der ofte knap var plads til at trække cyklen. Over stok og sten , eller rettere skarpe klippestykker og en dyb afgrund lige til at dratte ned i. Så galt gik det nu ikke, men 2 gange fik han en pæn lille flyvetur hen over styret. Begge gange var han dog utrolig heldig at lande uskadt – og uden at få cyklen I hovedet bagefter. Det gik mere ud over cyklen, hvis fordæk eksploderede ved et af de brutale sammenstød med de skarpe klippekanter. Heldigvis var der ikke langt at trave hjem og det var nok også under alle omstændigheder det bedste på en trail, som er berygtet og frygtet selv blandt de sejeste af de lokale ryttere. Efter en velfortjent ferie ankom Gert endelig lidt forsinket mandag den 4. oktober. Næste formiddag var vi på cyklerne og naæde lige netop at rejse teltet på en næsten tom og halvlukket State Park Campingplads inden det mørknede både fordi det var ved at blive aften, men også fordi det trak op til regn. Der var lukket for bruserne og værst af alt var der lukket for vand I pumper og haner. Regnen startede og og vi manglede vand til madlavning, men heldigvis havde en af de 2 autocampere der var på pladsen ekstra vand vi kunne få. Hurtig madlavning,og ind I teltet og så styrtede det ned. Det STYRTEDE ned og selvom det er sket før og ikke burde kunne ske igen, så var teltet blevet rejst I det laveste hjørne af teltplads nr. 17 I Redstone. Stor stor vandpyt og det er mit 10 år gamle FjældRæven telt altså ikke længere gearet til, så pludselig var det ved at blive lidt fugtigt nede I Clauses ende. Ud med de tungeste ting og derefter en hurtig flytning af teltet. Heldigvis stoppede regnen samtidig, men lidt vådt og klamt var det hele jo godt nok alligevel. Og så kunne Gert endelig sove efter hans første dag på cykel, hvor vi kørte 50 km jævnt opad hele vejen. Og opad var I øvrigt også kendetegnende for de næste 2 dage, så det blev en halvhård start for Gert, som naturligvis ikke kunne være I samme form som os andre. Colorado var helt anderledes en Montana og Wyoming. Flere byer og mennesker, og utrolig flot I efterårsfarver. Røde bjerge og klipper, grønne nåletræer og citrongule, orange og røde aspetræer og for det meste en skinnende sol. En stat, hvor folk tydeligvis er mere fysisk aktive og virkeligt dyrker de udendørsaktiviteter, der er så rigelige muligheder for netop der. Vandring, cykling, skiløb, rafting, kajakroning osv. Vi oplevede igen en stor gæstfrihed og mange inviterede os til deres hjem for mad og overnatning, hvilket vi naturligvis benyttede os af, når det var på vores vej. Meen det var jo ved at være efterår og vi trængte til varme så det trak mod Utah, som jo normalt byder på sol og tørvejr det meste af året. Og ganske rigtigt. Da vi havde vinket farvel til Rocky Mountains og havde vores første overnatning I det tørre, golde og uheldigvis også tornede sydvestlige Utahlandskab, var det varmt nok til efter lang lang tid, at opholde sig udendørs om aftenen kun iklædt shorts og T-shirts. Men som sagt ændrede det sig hurtigt, hvilket dog ikke ændrer noget ved det faktum, at Utah har været den suverænt mest spændende stat I USA – og et sted jeg meget gerne vil vende tilbage til nogle uger med en bil, en rygsæk, telt og vandrestøvler. Her er utrolige landskaber og så behøver man I øvrigt næsten ikke at kunne tale engelsk, da næsten alle vi taler med tilfældigvis heller Hansen, Jensen eller lignende fordi de har en dansk bedstefar. Nej det med at tale dansk kniber det lidt med, men her er rent faktisk utroligt mange folk med danske mormonrødder. Apropos rødder er det valgdag I dag og vi glæder os til at opleve dagen og se, hvem af de 2 superrødder USA og resten af verden må trækkes med de næste 4 år. Forhåbentlig er Kerry en knap så stor skurk, såfremt han skulle vinde, men lige nu er det stadig dødt løb. Vi har haft en del overnatninger på moteller på det sidste og har derved også haft mulighed via TV ofte hovedrystende og sørgeligt smågrinende kunne følge med I valgkampen. Lidt mere om Utah, som er en stor meget øde og seværdig stat fyldt med kløfter og ørken. Gad vide hvad folk lever af. Lidt landbrug, offentlige jobs og det at flakkerne ligger I junctions/knudepunkter, hvor det er fordelagtigt at placere et par tankstationer, moteller osv. Første seveærdighed var Monument Valley, som egentlig ligger mest I Arizona I et kæmpestort Navajo indianerreservat. Her er ikke et ærligt træ, men derimod en masse særprægede lodrette bjerg- og klippeformationer, som kendes for utallige film- især westerns. Fladt landskab med enkeltstaænde lodrette spir, tårne og tablemountains. Det har faæt navnet monument Valley fordi samtlige formationer er blevet navngivet alt efter, hvad folk nu har fået det til at kunne ligne. Akkurat ligesom når vi leder efter noget genkendeligt på et abstrakt maleri uanset hvordan det end vender. Efter Monument Valley kom den opdæmmede men meget lavvandede sø Lake Powel I Glen Canyon. Efter 7 års tørke var vandet ca. 20 meter for lavt og faktisk var der kun en flod tilbage her I den øverste ende. Marinaen var tørlagt, campingpladsen tom og der var heller ingen mennesker I den lillebitte butik, så ligesom dagen før havde vi ingen indkøbsmuligheder. Afstandene er store og heldigvis har vi forsyningerne nogenlunde I orden så også denne dag overlevede vi. Næste nationalpark var den store Capital Reef Nationalpark med en masse foldebjerge og derefter Bryce Canyon som er helt speciel. Her er kløftens sider foruden forrevne klippeformationer dækket med hundredevis af hoodoos, som er høje lodrette forrevne spir- eller tårnlignende klipper. Altsammen I rødt som stort set alle steder I Colorado og Utah. Det var en helt speciel oplevelse af vandre på såvel kanten af kløften og kigge ned som at gå dernede. Vi fulgte en sti, som hedder eventyrstien og hele sceneriet kan også bedst beskrives som et trolde og eventyrlandskab. Sidste park var Zion, som vi oplevede I varme og solskin. Denne park byder på mere traditionelt landskab I form af kløfter med lodrette bjergsider, hvor vi så en hel del klatrere hænge. Og I øvrigt også ternede bjerge. Ja ternede. Her er træer I bunden og på siderne, selvom det ikke er til at begribe, hvordan de kan gro der. Vi nåede et par korte vandreture, bl.a. til Angels Landing. Nok den mest specielle korte vandrerute jeg har oplevet og absolut ikke noget for folk med højdeskræk eller usikre fødder. Men det kan kun billeder beskrive. Jeg mangler dog stadig at finde et sted at overføre billeder fra mit digitale camera til en cd. OG hvad værre er. Jeg lagde cameraet til opladning I campingpladsens vaskeri I morges. Lige overfor vores og campingpladsen eneste telt og efter en time var det væk. Forhåbenlig har nogen trøt det var glemt og leverer det tilbage, når de læser min seddel derinde. I morgen tidlig har vi lejet en biler for 2 dage og kører til Grand Canyon og derefter er det på cyklerne igen og med motorvejen til Las Vegas og derefter videre sydpå til varme varme varme I Baja California (Den Californiske halvø). Hvor der forhåbenlig ikke bliver alt for store problemer med torne og andet stikkeri. Og hvor vi endeligt kan slippe for den for en madelsker som mig meget meget dårlige mad amerikanerne propper I sig. Jeg har vist engang skrevet at de kan lave kager I bagerafdelingerne I de store supermarkeder, men det vil jeg egentlig gerne trække til mig igen. Medvindlig hilsen Henrik og også hilsener fra resten af teamet |