REJSEBREV NR. 2

Onsdag den 22. juli (sendt Torsdag)

Port McNeill, Vancouver Island, Canada

 

 

 

Hej!  Så er jeg tilbage igen. Ikke tilbage I Port Alberny efter West Coast Trailen (WCT) men tilbage med et nyt rejsebrev.

 

Selv er jeg nået noget længere, nemlig til Port McNeill og har kun ca. 50 km tilbage til Port Hardy I morgen efter at jeg har besøgt et internet sted og sendt dette. Har en reservation til færgen derfra til Prince Rupert i morgen tidlig.

 

Har lige sagt davs til endnu en bjørn. Var ellers lige ved at tro, at det var løgn, da motionscyklsten I Sidney ( altså ikke I Australien men I den sydlige ende af øen) sagde jeg ikke kunne undgå at møde den heroppe I ingemandsland. Havde faktisk også I morges bevæbnet mig med en bjørnespray i en af lommerne på min eneste medbragte cykeltrøje, som jeg bar for første gang og derfor endeligt havde lommer I overskud. Ellers har sprayen ligget I rygsækken ovenpå bobtraileren. Cykeltrøjen havde jeg på fordi jeg de sidste 2 dage har været plaget af regnvejr og øv for det. For ellers havde jeg sikkert også set pumaen der krydsede vejen 200 – 250 meter foran mig. Jeg havde den dag valgt at køre med briller I stedet for kontaktlinser, men pga. Af regnen havde jeg taget dem af. Det for I sagens natur lidt ud over synet, selvom det er bedre end at se gennem et par halvduggede og regnfyldte brilleglas. En modkørende bil standsede pludseligt og gjorde opmæksom på katten. Vær forsigtig! Ja tak - og nej jeg havde ikke selv set den. Det er yderst sjælden at mennesker ser pumaer, da de ligesom andre vilde katteholder helst holder sig på lang lang afstand af os. Så da der netop var en pause I regnen forsøgte jeg at pudse brillerne men forgæves. Larmede lidt og klimptede med klokkern og så videre. Bjørnen I dag luntede ud på vejen knap 200 meter foran mig, men da der uheldigvis I same øjeblik dukkede hele 3 køretøjer op bag mig fik den hurtigt travlt og forsvandt ind i skoven på den modsatte side.

 

Regn har jeg heldigvis næsten været forskånet for. Kun de sidste 2 dage og en morgen pa WCT. Efter lidt ventetid I Port Alberny på David Ipsen, som jeg spiller med I Harmoniorkestret I Holstebro lykkedes det os Tirsdag den 6. juli at komme med færgenud gennem fjorden til Bamfield, som ligger ca. 5 km fra trailheaden (stiens start). Der var ellers udsolgt mange dage I forvejen, men pga. En flok børn som skulle på sommercamp på en at de mange mange øer havde de skiftet den sædvanlige færge ud med en større. Endnu en flot sejltur igennem fjord, skærgård og massevis af private bade med håbefulde laksefiskere. Desværre så vi ingen hvaler, men dog turens første sorte bjørn, som luskede omkring I vandkanten ved et lille fiskerleje, hvor vi gjorde holdt. Og tænk det kostede kun 130 kr., mens bumlebussen vi havdeindstillet os på koster 155 kr.

 

Vi havde regnet med 1 – 3 dages ventetid på at blive lukket ind på trailen, men af en eller anden årsag var der ingen andre på ventelisten, så værsgo at gå. De lukker kun 52 ind hverdag, hvoraf de 40 er for folk der reserverer, mens de sidste 12 pladser er for folk der bare dukker op. Vi tog

afsted næste formiddag efter at have deltaget I det obligatoriske halvanden times orienteringsmøde og gjort de sidste indkøb.. Turen tog os 7 dage uden at vi overanstrengte os og vi havde tilmed vejret med os. Kun omtalte regn om morgenen og en halv fordiddag på fjerdedagen om, hvilket ikke var nok til at gøre terrænnet vanskeligt. Vi startede fra den lette ende og hørte hele tiden fra modgående vandrere om hvor vanskeligt og mudret det ville blive på de sidste dage. OK – de havde haft regn og mudder mens de var der og det gør uden tvivl en kæmpegevaldig forskel, men for os nedsatte det blot farten uden at det var svært. Lidt tagen hænderne til hjælp og lidt mere

op og ned men ikke rigtigt slemt.

 

Og hvad er WCT så? Den sydlige del af kysten langs Vancouver Island er blevet kaldt Stillehavets kirkegård og hele vejen langs trailen er der skibsvrag og ankre og andre skibsdele ligger spred på strandene. Da for omkring 100 år siden blev lidt for meget byggede man et par fyrtårn og etablerede trailen, så de folk der fik bjerget sig I land havde en mulighed for at komme derfra. Turen er omkring 75 – 80 km lang og foregår dels på stier I regnskoven dels på stranden nå tidevandet tillader det. Man får udleveret et godt vandtæt kort med alle relevante oplysninger om tidevand, lejrpladser m.m. foruden en aktuel tidevandstabel. På skovstierne gik vi meget på gangbroer af variende kvalitet lige fra helt nyrenoverede til gamle mørnede planker, der var skæve løse, glatte eller helt forsvundet. Floder og kløfter passeredes via pæne gangbroer, hængebroer, svævebaner, træstammer og ved blot at vade over. Mange steder eller nærmere rigtigt mange steder mætte vi kravle op og ned ad meget stejle træstier. Heldigvis for det, for det er ikke rart at kravle op ad en halvflad stie med 15 – 20 kg. På ryggen. Stierne var ofte I mange sektioner – helt op til 7, med typisk 20 – 40 trin på hver. Skoven var som regel tæt og ofte sumpet. Masser af bregner og verdens højeste sitkagran fandtes også undervejs. Ud over lidt fugle og masser af egern så vi ikke mange dy I skoven. Jo bananaslugs, som er en grøn eller grøn og sortstribet kæmpestor skovsnegl. Og lidt friske spor af puma og ulv så vi da også.

 

På stranden var der flere muligheder. Fast sand, løst sand, sten eller når tidevandet tillod det kunne vi gå ude på “shelfen”, som jeg ikke aner hvad hedder på dansk men direkte oversat betyder hylden. Når vandet er lavt efterlades der en stor bred breæmme med stenbund, fyldt med vandfyldte huller spækket med småliv fra havet. Det er langt lettere at gå på, selvom man også skal vade lidt I lavt vand engang imellem. Kysten er vild og fyldt med spektakulære klipper og klinter og ude I vandet tæt på kysten lå søløverne og sælerne og kiggede på os når vi passerede. Eller ligefrem hoppede I vandet og fuldte os et stykkevej, mens de betragtede os med deres hoveder og store øjne stikkende op ad vandet. Der var dog også andre dyr, som eksempelvis gråhvalerne vist nok, der ofte lå ganske tæt på land ud for lejrpladserne. Eller mink og havodderede, som fangede fisk I vandet og kravlede op på klipperne for at fortære dem I ro og fred. Som alle andre steder på hele cykelturen var der også masser af Bald Eagle, som jeg heller ikke ved hedder på dansk ligesom den anden rovfugl Osprey. Den første morgen fik vi besøg af en bjørn. En sort en, da der ikke er grizlyer på denne del af øen. Vi havde slået lejr ca. 100 meter oppe langs en flod næsten og kunne heller ikke komme ret meget længere, da lysningen langs vandløbet endte I et flot vandfald oppe fra regnskoven. Da vi og 5 andre, som var på vej I den anden retning var ved at gøre os klar til afgang kom bamse pludselig gående ude ved vandet og krydsede langsomt floden. Den var ligeglad med os og kom dog også tilbage same vej lidt senere. Da de andre en halv times tid senere var gået ud langs med den smalle stenede flodbred til kysten for at krydse vandløbet der, dukkede den sørme op påny. denne gang var den blot ligesom blevet fanget midt imellem os, men de andre var dog kloge nok til blot at blive stående hvor de var,

så bjørnen ikke blov forvirret, men I ro og fred kunne finde ud af, hvor den så kunne gå hen.. Og på den made fandt den ud af roligt at krydse vandet midt mellem os og næsten uforstyrret forsvinde ind I den tætte skov igen. Dog ikke hurtigere end at den tog sig tid nok til også at spise nogle af de mange bær undervejs. Således var vi heldige at få set en sort bjørn på tæt hold og faktisk mødte vi ikke andre på hele turen som så en.
 

I øvrigt er her også masser af slanger og jeg håber jeg bliver bedre til at spotte den inden vi når til klapperslangelang, for jeg har allerede været ved nasten ved at træde på 2. Ikke at det ville gøre noget undtagen for slangen for det er for det meste (og det er ikke for at være morsom)

haveslanger og de er ikke giftige.. Det hedder de faktisk direkte oversat og er som aller øens slange uskadelige.

 

Kysten er som sagt vild, flot og forreven med masser af kæmpemassigt drivtømmer, der ofter ligger I meterhøje bunker. De sidste 3 – 5 km af vores vandretur foregik næsten udelukkende på “boulders”, som lå hulter til bulter. Dvs. Store sten lige fra fodboldstørrelse til varevognssørrelse. Ikke just det mest sikre at færdes på hvis der er vådt og der er dog også 150 – 200 evakueringer fra ruten hvert år.

 

Bortset fra hos en hvid kvinde gift med en indianer er der ingen muligheder for forplejnings- eller indkøbsmuligheder undervejs. Hos Chez Monique kan man dog få næsten alt hvad man ønsker sig efter 4 dage på ruten. Kæmpemæssige burgers og morgenmad, øl, snacks m.m. Altsammen fra hendes lille restaurent på stranden. HMM. Et træskellet til et hus, - beklædt med klart plastik. Hyggeligt og tiltrangt, men enormt rodet. Hvis der kommer smileypoliti forbi her ville mundvigene I den sure smiley hænge helt nede I strandsandet. Canadierne er dog sikkert lidt tilbageholdende med restriktioner og regler I reservaterne og det var netop et lille hjørne af en sådan vi passerede her.

 

Ellers levede vi af typisk camping/vandremad som vi lavede på de altid smukt beliggende lejrpladser, hvor der også var primitive toiletter og bjørnesikre madcontainere. Vand fra vandløbene, lejrbålshygge og teltet op på strandsand eller sten.

 

Menuen var dog ikke meget anderledes en ellers bortset fra lidt sandwiches og sodavand. Lige bortset fra I lørdags, hvor jeg sammen med Vanessa fra den sydlige del af øen, åd os overmætte I friske østers. Vi kørte en del km for at hente dem (I bil) og fik så et net med 5 dusin store friske østers for 20 canadiske dollars + 95 kr. Købte hvidvin, smør, citroner og chilisauce på vejen hjem og samlede brænde på en strand. Gang I grillen, ca. 10 minutter  og værsgo at spis. De var store og vi måtte faktisk give op halvvejs og konstaterede så at der nærmere havde været 75. Heldigvis

kan man få is overalt på tankstationer m.m. så Vanessa tog resten med hjem søndag, hvor jeg drog videre nordpå.

 

Selvom jeg blev stopmæt af østers er jeg blevet tyndere og benene er komme I form. Faktisk er jeg blevet mærkbart stærkere og har fået en fin hvilepuls på omkring 45. Længste dag 124 km inkl. tilbageturen over øens højeste pas.. Samme dag blev jeg endnu engang stoppet af en halvdansker, som var slagter og kørte rundt med hans delicatesseprodukter, som jeg sidehen

har set hundedyre I supermarkederne. Han forærede mig lidt specialiteter herovrefra. Diverse tørret kød, som er gode at tygge på på cyklen og som tilmed kan holde sig uden køleskab.

 

Den sidste halvdel af øen nord for Cambell River har været øde. Skov skov og høje bjerge og ikke ret meget andet. Kun de små flækker jeg har sovet I samt en tankstation, hvor jeg købte min første is. Man kunne kun vælge mellem 2 slags vafler og 1 eller 2 kugler, så jeg to naturligvis den dyre vaffel og 2 kuger. Den var dog ekstem stor og det var dog lige ved at være for meget. Havde det ikke været fordi det begyndte at regne voldsomt havde jeg nok smidt det sidste væk og var kørt videre. Øverste del supergod mangois og nederste del chokolade. Pris inkl 591 ml. Sprite kun 25 kr. Ikke mærkeligt at nordamerikanerne i sørgelig udpræget grad er voldsomt store og fede. Vil Bush huskes for andet en at være en stor uintelligent tåbe af en præsident gør han noget fornuftigt og sætter kæmpemassige skatter på fedt og sukker.

 

I morgen tager jeg som sagt færgen nordpå til Prince Rupert nasten oppe ved Alaska og derefter toget ind til Rocky Mountains, så naste gang I høre fra mig er jeg i rigtige bjerge.

 

 

Medvind lig hilsen

Henrik