REJSEBREV NR 14.

23. april, Holstebro, Danmark

12.095 km, 1 skiftet baghjul, 1 ny bagfælg, makshastighed 78 km/t, 132 bad.

Hjemme igen, men der gik dog først lidt mere tid i Costa Rica og Panama.

Vi forlod Heridia en tidlig morgen og begav os den korte vej mod hovedstaden San Jose og videre mod en anden provinshovedstad Carthago yderligere 20 km væk. En let fysisk tur men med en masse irriterende bykørsel i den allerværste myldretid og et par hensynsløse chaffører. Først passerede en bilist mig så tæt, at mit heldigvis vippebare lille sidespejl, som sidder for enden af styret i venstre siden blev vippet helt fremad. Dvs. hun ikke var mere end 5 - 10 cm fra mit styr. Skældud, finger og fakter. Senere passerede en bybus os og pressede os helt af vejen. Heldigvis var trafikken så langsom og med en masse stop, at jeg lidt senere kunne overhale indenom. Dog først efter at have stoppet op ud for hans åbne dør og give ham en ordentlig omgang på mit værste spansk.

Men det var det. Ren bykørsel indtil vi var halvejs i Carthago og vi passerede direkte gennem centrum af San Jose, som er en ikke særligt spændende storby. Heridia og Carthago, var langt hyggeligere.

Fra Carthago startede den store opkørsel til dødsbjerget. Det højeste punkt (vist nok) på den inter- eller Panamerikanske highway, som strækker sig helt fra Alaska til Ildlandet. Vejen når helt op i over 3.300 meters højde, og er kendt for at have tendens til at være indhyllet i dis og tåge, med deraf mange sødsulykker til følge.

Vi startede opkørslen forneden i landsbyen San Isidro i omkring 1200 meters højde  efter en kineserfrokost. Der er mange kinesiske restaurenter i Costa Rica og der kan man altid være sikker på god og energirigtigy cykelmad i kæmpemæssige portioner. Det var dejligt lunt solskinsvej men efterhånden som vi kom opad blev solen, ikke uventet afløst af skyer og indimellem smådis og det var da også af denne grund ganske passende, da vi efer de første 23 km opad fandt en hytte at sove i. Dvs. et helt lille sommerhus, som må være et af de bedste steder vi har overnattet på hele turen prisen taget i betragtning. For ca. halv pris fordi det endnu kun var torsdag og vi kun var 2 personer, fik vi denne hyggelige 2 etagers hytte med 2 soveværelser foroven og en stor stue med minikøkken og ildsted forneden. Ca. 22 dollars, hvilket er i den dyre ende af, hvad vi plejer at betale for overnatning, men denne gang absolut fuld valuta for pengene. Og så var aftensmaden billig, idet vi tilberedte vores medbragte pasta med masser af energi i en gryde over den levende ild.

Næste morgen ikke verdens bedste vejr og vi frygtede lidt at det ville blive tåget og regnvejr længere oppe, men troede dog optimistisk på godt vejr. Det blev lidt af en mellemting med kun lidt sol, men skyerne var dog heller ikke tunge nok til at smide regn af sig. Temperaturen var ikke længere 30 i skyggen, men det er sådan set også ligemeget, når vi starter med at køre 41 km fortrinsvist opad med typisk 4 - 8 procents stigning. Det går dog også nedad indimellem og så er det man bare håber på, at det snart vil stoppe, for man ved jo, at man skal til at hente de samme antal meter opad igen - ekstra. Vi regnede egentlig med at skulle cykle omkring 50 km for at nå toppen men pludselig lå den der og det havde vi slet ikke noget imod. Ja vi var godt nok derfor heller ikke helt sikre -  det kunne jo godt blot være endnu en lille nedkørsel, som skulle hentes igen, men da vi efter yderligere 6 km kom til Hotel & Restaurente Georgina var vi sikre, for den kendte vi fra vores guidebog. Ind og nyde lidt kage og en varm kakao, mens vi kunne studere de mange kolobrier, som var travlt optaget af at suge sukkervand, fra de mange fodringsringester, der var hængt op lige udenfor et stort panoramavindue.

Nedkørslen var sådan set ret let. Efter at have påklædt os lidt mere tøj satte vi os i sadlerne og yderligere 40 km senere, 2500 meter lavere end toppen, et par omdrejninger med pedalerne og en del grader varmere, stod vi på plazaen i San Isidro del General, hvor det lige havde regnet og der var store vandpytter overalt. Det var vi heldigvis blevet forskånet for på nedkørslen, men der havde dog været en del tåge og vi havde gang i de blinkende baglygter.

Et af de ting jeg hjemmefra havde sat på ønskesedlen hjemmefra var en tur på Chirripo, det højeste bjerg i Costa Rica og en tur i nationelparken Corcovado. Det sidste kunne vi desværre ikke nå pga. forsinkelserne, men nu var vi ved udgangspunket for en tur på Chirripo og vejrudsigten var lovende. Derfor satte vi, efter lidt research, næste dag kursen mod den nærliggende lille bjergby San Gerardo de Rivas, hvorfra vandreruten derop starter. Det var godt nok lidt sent på eftermiddagen og vi kunne have taget en bus derop, men det gik nu fint nok på cykel. Lidt op og lidt mindre ned og snart var vi en Rivas ca. 10 km væk og halvvejs. Men så gik det ligesom pludseligt ikke så let længere. Asfalten forsvandt og blev afløst af en rigtig dårlig grus- eller nærmere stenvej, som tilmed var temmelig stejl. Det varede ikke længe før vi indså eller måske nærmere kunne mærke, at noget der nærmest kan beskrives som hårdt tilkørte skærver iblandet massevis af halvstore sten ilagt hulter til bulter kke var den slags belægning der skulle til, hvis vi skulle nå frem til tiden. Vi skulle nemlig gerne nå frem inden vist nok 16.30 for at kunne betale for adgang til til Parque Nacional Chirripo og for overnatningen i hytten nær toppen af bjerget. Derfor sad vi inden længe i en pickup og kunne spare benene til vandreturen. Dvs. Gert sad komfortabelt indenfor i passagersædet og sludrede, mens jeg sad på kanten af ladet og blev rystet rundt mens jeg bandede over, at vi ikke havde fået placeret lidt bedre, idet de skramlede op ad hinhanden og imod modsatte ladside.

Men trods mine bekymringer klarede de den hårde medfart og det gjorde vi også selv næste dag. Vi forlod vores primitive hotel i ca. 1300 meters højde godt 6.30 næste morgen i strålende solskin og godt 6 timer senere havde vi nået det store refugiekompleks ca. 3.400 m.o.h. efter 16 km. Næsten ren optur og heldigvis på dette bjerg ad en god og meget ligefrem sti hele vejen. Derfor var også med vores gode cykelben rimeligt friske, da vi nåede refugiet efter at have nydt de forskellige klimazoner på vejen. Nu er man jo hverken biolog eller særlig planteinteresseret, men det var alligevel interessant, at se, hvordan skoven forandrede i takt med højden for til sidst helt at forsvinde og blive afløst af buske og anden lav bevoksning, som åbnede for de herligste udsigter. Fugle var der mange af, men heller ikke her så vi hverken slanger, tapirer eller elefanter. Ikke engang en abekat.

Vores gode tilstand, klokken og vejret taget i betragtning, sammen med det faktum, at vi helst skulle ned igen næste dag, burde vi nok havde fortsat de sidste 5,5 km mod toppen og tilbage igen, men vi troede på godt vejr næste morgen og gav os i stedet for til at kede os, da der der ikke var ret meget andet at tage sig til. Dumt. Og endnu mere dumt var det næste morgen, hvor det småregnede og var meget tåget kl. seks, hvor vi var klar til at drage mod toppen 3.841 m.o.h. Vi ventede og ventede og det stoppede da også i det mindste med at regne, men tågen forsvandt aldrig. Jo sigtbarheden blev en lille smule bedre men det var også alt. Nok til, at vi drog af sted kvart i ni og ubesværet nåede op i løbet af en time og tyve minutter. Men hvad var det værd. Jo det var da ganske sjovt at endeligt skulle have hænderne op af lommen for at klatre de sidste par hundrede stejle meter, men den lille kompakte top var totalt indhyllet i gråhed. Øv øv øv. Men et selvudløserfoto af os foran skiltet kunne man jo altid tá og så nøjes med at drømme om udsigten i baggrunden man ikke kunne se. Og hvad sker der så. I løbet af ganske få minutter letter det hele og vi har 360 graders udsyn til de omliggende tinder, mørkeblå søer og grønne enge. Fin fin sigtbarhed, men der er desværre stadig skyer naturligvis og derfor kan vi ikke se både Stillehavet og Caribien, som under optimale forhold, men hvad gør det. Vi bliver og nyder det et stykke tid og vender så sko- og søvlesnuderne nedad, hvor vi lidt efter møder to forpustede Ticoer, som vi overhalede i begyndelsen på vejen op. Vi nyder virkeligt godt af vores kondition på stigningerne, men frygter lidt, at det igen ikke hjælper på nedturen og vi derfor vil få ømme lår.

Men det går nu ganske let ned igennem skoven og benene føles stadig helt friske og uberørte da vi 9 km fra hotellet når det åbne og primitive nødrefugie, hvor vi nød vore nutellamadder på vejen op. Meen så begynder de mange mange bremseskridt så småt at gøre deres virkning på lårmusklerne og benene bliver knapt så sikre og stabile. Ikke nær så meget som på Maderavulkanen, men mere end nok til, at jeg straks begynder med strækøvelserne, mens vi venter på maden, på den restaurent vi straks styrer imod i San Gerardo.

Det virkede. Næste morgen har benene det nogenlunde fint men de skal næsten heller ikke lave noget. Det skal hænderne og fingrene til gengæld på de første 9 km ned ad den ekstremt hårdføre grusvej, som sjældent tillader en hastighed højere end 10 km i timen. Derefter tager det ikke lang tid før vi påny er nede på den Panamerikanske highway ved San Isidro del General. Resten af vejen til Buenos Aires er også let men tager meget længere tid end forventet. Det er fint vejr da vi gør frokostholdt ved de fin men stadig billig restaurent og så begynder det naturligvis at regne netop som vi skal videre. Vi venter til det er hørt næsten op, kører videre, søger i ly igen, cykler igen, men må snart ind under halvtag ved et busstoppested osv. Det tager tid, men endeligt kan ser det ud til endeligt at være ovre og vi kan fortsætte uhindret igennem ananasland, for vi er i et område, hvor disse frugter fylder det meste af landskabet omkring os og duften af dem mætter den varme fugtige luft når en ananastraktor eller lastbil passerer os. Næsten uhindret for vi skal først lige plages af et lille teknisk problem. Efter lidt tids drillen springer kablet til min bagskifter og kæden ryger derfor straks ned på kransens mindste tandhjul og dermed højeste gear. Ikke særligt rart, nå vi ved de sidste 6 km er opad og derfor kapper jeg straks kablet øverst oppe strammer til, så jeg ender på fjerde tandhjul og vikler resten af kablet omkring overrøret med et dobbelt halvstik og så har jeg en passende tregears cykel til resten af vejen og det går fint. Således 83 lette kilometer, som alligevel tog en hel dag.

De næste dage går på nogenlunde samme måde - i hvert fald hvad angår regn. Vi nærmer os regntiden og vi har næsten daglig eftermiddagsregn resten af turen, hvilket vil sige en uges tid. Det er heldigvis lørdag da vi cykler ind i Panama og der er næsten totalt fri for lastbiler. De holdt allesammen i en kilometer lang kø ved grænsen. Men det var måske egentlig næsten ligemeget for man er ved at udvide vejen til motorvej og derfor har vi meget af vejen igen som i Mexico og Nicaragua en halv uåbnet motorvej helt for os selv. Men regnen sætter nu alligevel ind da vi kører ind i David, hvorfra vi to dage senere tager en bus til Panama City.

Ud at finde cykelpakkasser ved en cykelhandler, gensyn med gamle venner fra Kobberkløften m.m. og så naturligvis en udflugt til Miraflores, et af de tre slusesteder ved Panamakanalen, som indtil år 2000 tilhørte USA, ligesom kanalzonen, som var en 5 km landstribe på hver side af kanalen. I forbindelsen af overtagelsen byggede man der et flot besøgscenter med museum, udsigtsterrasser m.m. lige ovenfor slusen, hvor mange store og små skibe passerer dag efter dag og efterlader en ikke ubetydelig mængde tiltrængte dollars til Panamas statskasse. Et must for alle besøgende i Panama og ikke blot interessant og imponerende for en vandløbsingeniør som undertegnede.

Den sidste strækning med tog i Danmark skal vi også lige have med. Jeg har uden sure miner, men med smil og overvældende hjælpsomhed haft cykler med i busser, tog og færger over den halve verden. I udriggerkano på Zanzibar, på bagagehylden i vores kupé i et tog i Afrika, på taget og i bagagerummet i talrige busser - store og små, stablet op bag chaufføren i en mellemstor backpackerbus i Sydafrika og på denne tur fik vi sågar kringlet vores to cykler ind i midterindgangen og toilettet på en stor moderne langtursbus i Mexico. Men hjemme i Danmark!!! I Kastrup lufthavn henvendte vi os ved DSB's billetkontor for at købe billetter mens vi stadig havde vores cykler i cykelkasser. Det var fint nok. Kasserne var for store til at kunne medtages som normalbagage, så vi var nødt til at betale for dem som cykler sagde billetsælgeren og det var jo også ganske rimeligt. Toget gik få minutter efter og vores elevator nåede perronen samtidig med at toget kørte ind. Hvor skal vi henad? Den ene eller den anden ende? Det vidste vi ikke med da vi så en DSB medarbejder oppe foran skyndte vi os at køre i den retning med vores bagagevogne. Det skulle vi aldrig have gjort for det var i den forkerte retning fik vi ret så bestemt at vide. Så vendte vi om og halvløb mod den anden ende. Så kom Gert til at gøre noget slemt. Han stoppede nemlig 2 sekunder ud for en forkert vogn og så skal jeg ellers sørge for at vi fik en overordentlig uforskammet overfusning af den højrøvede og uhjælpsomme DSB-mand. Og så fik han svar på tiltale!! Nå men vi kom da ned i den bageste vogn og kom vel ombord, men dog først efter endnu en lille diskussion med togføreren, som togkonduktører vist hedder i dag. Hun skulle lige fortælle os, at vores cykler slet ikke måtte være i kasser, fordi kasserne var for store til at være normalbagage. Hun lagde ikke skjul på at det kun var med hendes godvilje vi kom med, men vi kunne risikere at blive smidt af et eller andet sted, hvis der senere blev fyldt op. Men, hvis det var cykler og vi havde cykelbilletter ville det have været ok. Hjernedødt, firkantet og ufleksibelt. Vi havde billetterne, men havde blot pakket cyklerne pænt ind så de ikke fyldte så meget. Ville hun hellere have to beskidte cykler, som optog dobbelt så meget plads? Ja åbenbart. Og således kunne vi da også let, hvis det var blevet aktuelt og der havde været pladsmangel have pakket cyklerne ud og samlet dem. Men ellers var hun da i det mindste flink nok. Det fungerede bare ligesom ikke rigtigt foroven.
 

Tak for denne gang

Henrik og Gert