REJSEBREV NR 11.

6. februar, Tulum, Yucatanhalvøen, Mexico

9.400 km, 1 skiftet baghjul, 1 ny bagfælg, makshastighed 78 km/t, 100½ bad.

Ja man kan ikke ligefrem sige heldet forfølger os på denne rejse. Vi tog de lange busrejser op langs Mexicos Stillehavskyst for at komme foran tidsplanen og få mere tid i Nicaragua, Costa Rica og Panama. OG hvad sker der så_ Det hele mistes igen pga. en lille knæskade. Sidst skrev jeg fra kulden oppe i San Cristobal, men heldigvis blev der solskin igen efter 3 meget kolde dage og nætter. Så var det lige til at holde ud igen, de 8 nætter vi blev der og ventede på fremgang. Tiden blev brugt på 3 biografbesøg i en stor supermoderne iograf, på at håndsy et nyt Dannebrogsflag til min Bobtrailer, så jeg kan ses i trafikken og ikke mindst så folk kan se vi IKKE er fra USA. Sidste eftermiddag tilbragte vi med en lille tur sammen med Batman m.m. Op til en nærliggende pueblo/landsby San Juan Chamula med fortrinsvis indiansk befolkning

Batman er en rar 12 år gammel hesst, som er stort set lige så let at styre som min cykel. Og faktisk endnu bedre på smalle stejle stier, hvor cyklen for længst ville have sagt stop – opad altså. Gert og jeg og en lidt mere erfaren engelsk rytter på en 4 timers udflugt med en 16-årig dreng som guide. Pris 50 kr./mand plus drikkepenge.

Og hvordan var det så for en mand, som ikke har mere hesteerfaring, end at blive trukket omkring 50 – 100 meter i sommeren  1989)? Joh hesten kendte vejen og var let at styre og selv i gallup var det let ikke at falde af. Så vi havde en hyggelig dag med ca. 1 times pause i landsbyen. Og bagefter? Bagi?

På hostellet humpede der allerede dagen før mange rundt med en meget øm bagdel og en radbrækket ryg. De havde deltaget i samme tur. Derfor havde vi “klogt” polstret os med indercykelbukser og faktisk mærkede jeg ikke det mindste til det bagefter. Men vi er naturligvis også lidt vant til en cykelsadel.

Men Gerts knæ blev kun langsomt bedre, mens San Cristobal hurtigt blev kedeligere. Derfor den flotte tur til Palenque i endnu en bus. Det ville ellers have været en flot strækning, med store grønne knolde, gode lange nedkørsler og masser af liv i form af landsbyer. Grønt var det også i   El Panchen midt mellem Palenque by og de bereomte Mayaruiner. El Panchan var en lille samling hytter, restaurenter m.m og et rigtigt backpackerhængudsted. Midt i junglen, med hvad der hører sig med i form af natlige junglelyde og om dagen god dejlig skygge, for nu er vi nede i varmen igen 60 m.o.h.

Første dag benyttede vi på at besøge ruinerne, som består af pyramider, paladser og masser af alm. beboelseshuse m.m. Dvs. Den del der “gravet” frem fra junglens dyb, for byen havde i sin storhedstid 400.000 – 500.000 indbyggere og dækkede et areal på 120 kvm. siger en brochure i hvert fald. En flot og imponerende ruinby i et vellejet parklignende landskab med grønne plæner og det hele omgivet af jungle.

Og det var så det. Næste dag en udflugt til Aqua Azul nogle flotte vandfald vi ellers skulle have overnattet ved, hvis vi havde været på cykel til Palenque.

Endelig var vi klar til at forsøge os igen på cyklerne og forlod Palenque med ca. 170 km foran os mod Frontera Corozal, som ligger nær Yaxchilanruinerne og hvorfra man kan krydse Usumacintafloden til Guatemala på den anden side. En dejlig første dag med beskedne 69 km, men der lå meget passene det eneste hotel inden San Javier ved 140 km. En forholdsvis flad tur gennem en ryddet landbrugs- og landsbykorridor i junglen. Rart at være tilbage på cyklen igen, for vejen var god, trafikken ej slem, vejret var godt og der var masser at se på. I modsætning til eksempelvis ved kobberkløften, hvor indianerne var yderst reserverede, oplevede vi her, at alle lige fra de mange børn til gamle rynkede kvinder vinker, råber og hilser. Og som i Afrika har vi børn, som ofte løber eller cykler med os et lille stykke vej. Her er tydeligvis fattigere en f.eks. oppe ved Mazatlan og Puerto Vallarta. Det minder om Malawi og folk bor i usle træhytter og traktorer og den slags er der ikke skyggen af. Mad og drikke har vi dog ikke svært ved at finde, da der er massevis af små boder og forretninger, hvor ejeren sikkert ikke skal sælge ret maget sæbe eller Coca Cola, før det er bedre end ingenting.

Andendagen forløb ligeså, dog med en lille smule vej gennem ren jungle. 72 km til et lille sted med camping og udlejningshytter, samt en restaurent med en yderst begrænset menu. Og så brød min bagfælg i øvrigt næsten helt sammen lige før mål. Den sidste dag i Utah for længe længe siden ramte jeg en stor sten, som slog baghjulet irriterende ovalt. Det betød opdagede jeg for nylig, at adskillige eger var ved at arbejde sig ud gennem fælgen efterladende store åbne kratere. Ikke meget at gøre ved det og denne dag sagde det PLIM! Hjulet var skævt igen og 2 eger helt løse og de næste 2 godt på vej. Ingen mulighed for at redde det, men der kunne dog cykles videre.

Så det gjorde vi så på tredjedagen, men kun 4,5 km indtil vi blev røvet. 2 unge rystende nervøse fyre vidste åbenbart vi var på vej og ventede på os i det høje græs mellem vej og jungle. De var dog ikke alt for kvikke for det var ligeved, at vi var kommet alt for langt væk før de kom frem og hvis ikke det var fordi jeg havde vendt mig om, for at se, hvem det var der hilste/råbte som sædvanligt, kunne vi såmænd godt have fortsat uden at opdage det. Hvis altså ikke de havde skudt efter os, hvad de nok ikke havde turet. Men det endte med, at de i en vis fart fik fat i det de mente de kunne bruge fra vores styrtasker. Dvs. Lidt penge, men uheldigvis også pas, foruden pas og kreditkort, som de sikkert var ligeglade med. Men passene lå lige netop denne dag sammen med penge, fordi det er et område med militærcheckpoints og faktisk lå der en bare en km tilbage. Dem blev der ringet til i en hvis fart bagefter af taxichaufører, men det kunne nu ikke få dem til at rykke ud. Vi cyklede tilbage og efter først efter en halv time kørte vi i bil tilbage, så de kunne inspicere stedet. Og det var så militærets indsats.

Heldigvis har jeg altid mine kreditkort fordelt forskellige steder og ligeledes ekstra posos og US dollars, så vi havde lige netop penge til at hoppe i en minibus tilbage til Palenque, hvor vi havnede i El Panchan påny og traks spærrede vores kreditkort. Næste dag besøgte vi el Ministerio Publico, hvor de “afsindig” travle og interesserede men flinke mennesker med vores hjælp fik flikket en politirapport sammen, som vi bagefter kunne bruge til at få et nyt turistkort  (en slags visa) og i Cancun et nyt pas ved den danske konsul. Det var altsammen let nok.  Ikke mindst for politi og myndigheder, som forlængst har glemt os og puttet alt langt ned i en skuffe.

Egentlig ikke nogen slem oplevelse, men snarere skideirriterende, for vi var næsten i Guatemala og godt på vej til Belize. Og selvom det var det område vi hjemmefra ikke var helt sikre på, har vi altså bare været meget uheldige. Det var søndag og dermed uden ret meget trafik for ellers ville det ikke kunne være sket ved højlys dag. I øvrigt havde vi forinden besøgt turistkontoret i Palenque for at førhøre os om ruten, og ligeledes ved diverse andre folk, som burde vide besked.

Men nu er både mit lille digitale kamara væk, Gerts normale, samt mit store gode halvdyre spejlrefleks. Men pyt med det. Vi køber nok en lille billig og er fælles om den resten af vejen. Være er det med ham der sheriffen oppe nordpå. Bush.

Vi har flybilletter hjem fra Panama, men via New York og Paris og det er ligenu hvores største problem. Selvom vi kun skal skifte fly i New York, skal vi igennem hele pas-og visakontrollen med alt bagage osv. Men da vi kun har fået provosoriske pas/emergency passport kan vi ikke rejse den vej. De vil overhovedet ikke lade os komme ombord på flyet i Panama. Heldigvis er det dog kun regner vi med, kun i USA, at vi vil få problemer, så vi skal til ud at finde ny billetter til en rute der går udenom USA. Det arbejder vi lidt på lige nu og fortsætter med at tale med Continental Airlines. De skal da være velkomne til at lægge os i håndjern allerede i Panama og indtil vi er i Paris, hvis de er så bange for os.

Men nu er vi da på cyklerne igen. Efter en bustur til og et ultrakort besøg i den forfærdelige turistdestination Cancun er vi nu på vej sydover langs østkysten af Yucatanhalvøen mod Belize og forsinkelsen er ikke så slem endda, men vi går sikkert glip af Tikal – måske de mest imponerende af alle Mayaruinerne.

Min cykel blev ligeledes repareret ved en af de bedre cykelforretninger vi har set siden USA. En ny blå fælg monteret på mit nav med nye eger, en slange til min cykel og en til min trailer, en skiftet eger på Gerts baghjul og et rigtigt godt nyt Blackburnspejl til i alt 310 kr. inkl. arbejdsløn. Spejlet alene over 100 kr.

Vi ville ikke have været til yacatan i første omgang og det har da heller ikke været det mest spændende sted at cykle indtil videre. Men suverænt det fladeste de første 150 km hertil Tulum. Det har været motorvej med rigtig god plads til cyklerne, masser af krat og skov eller er det jungle, foruden masser og atter masser af hoteller. Maya rivieraen kalder de det og her er ganske givet masser af flot caribisk bountystrand – vi kan bare ikke se noget af det fra vejen.

Har i øvrigt også været ude for at købe de første souveniers i Palenque i den tro, at jeg kunne sende det hjem. En stor hængekøje foruden den mindre og lettere udgave jeg vil rejse med, samt lidt træfigurer, nogle zapatiskdukker m.m. Men da det ekstremt upålidelige mexicanske postvæsen ville have 500 kr. for godt 4 kg sagde jeg nej tak. Plus ekstra for at få det sendt certificado. Nej så kan det vente lidt til Belize evt. Måske er det billigere der. Og nu har jeg jo også en uanvendelig tung trefod til kamaraet og en zoomlinse m.m. jeg ikke længere kan bruge.

Efter at have besøgt ruiner i Tulum idag fortsætter vi efter planen videre mod Belize i morgen mandag og er nok fremme tidligt onsdag. Der er både fladt og indtil videre ovenikøbet med en rigtig god medvind.

Så skal vi ned at tale engelsk igen. En slags i hvert fald for Belize er det tidligere Britisk Honduras.

Desværre har jeg ikke haft held med at finde et sted med kortlæser og egentlig har jeg jo også haft meget andet at lave, så det må vente med flere billeder medmindre de imod alt forventning bliver sat på siden hjemmefra Holstebro.

Medvindlig hilsen Henrik og Gert