REJSEBREV NR. 10

Torsdag den 18. januar 2005

San Cristobal del las Casas, Chiapas, México

Uha uha. Hvem skulle have troet det, men her er hundekoldt.

Vi er efter 3 lange busture nået fra Puerta Vallarta via Acapulco til Chiapas og cykler nu formentlig resten af vejen, hvis det ellers kan lade sig gøre.

Første stræk var til Acapulco, hvor der var endnu varmere og fugtigere end I Puerta Vallarta og vi kørte med vores to ventilatorer for fuld drøn hele natten. En meget smukt beliggende storby beliggende omkring en dyb bugt og bjerge bagved. Masser af strand, hoteller, billig mad osv. Vi startede med at se de berømte klippeudspringerne, som siden 1934 dagligt har sprunget fra 25 og 35 metershøjde ned I Stillehavet I en lille kløft. Der skete som sædvanligt uden den helt store dramatik.

Dramatik fik vi til gengæld I den helt store stil da vi var til tyrefægtning. Det var en blodig forestilling, med 4 runder, hvor 4 temmeligt gale tyre blev slagtet langsomt. Der var dog lige ved at ske en lille smule retfærdighed, da en af slagterne faldt, lige efter han havde
fået stukket to korte farvestrålende spyd i ryggen på en af tyrene, som derefter naturligvis gjorde gengæld, indtil den blev afværget. Han var dog mirakuløst i stand til tilsyneladende uskadt at gå ud af arenaen selv. Det var "interessant", men absolut ikke anbefalelsesværdigt for sarte sjæle og burde i stoppes øjeblikkeligt efter vores mening - eller der burde være lige vilkår for tyr og mennesker og heste.

EN KORT BESKRIVELSE AF TYREFÆGTNING I ACAPULCO

Det går ud på, at en gal tyr med et lille spid i ryggen først bliver lukket ind i den runde arena, hvor den straks går til angreb på det første den får øje på. Den farer rundt til de forskellige peones (tyrefægtermedhjælpere), der kan gemme sig bag en lille fremskudt mur 3 - 4 steder i arenaen. De kommer dog også ud og laver de sædvanlige tyrefægtertrick med deres store røde eller gule kapper. Dette har til formål at trætte og tirre turen, men også at give matadoren lejlighed til at se tyren an. Bagefter er det nemlig hans tur til sin første soloforestilling.

Når dette er slut er det picadorernes (picar betyder at stikke) tur. Der ommer der 2 store velvoksne og yderst velpolstrede heste med bind for øjnene ind på scenen. Rytterne er ligeledes polstrede og har store metalstøvler på, hvilket er en god idet, når tyren går direkte ind i siden på en af hestene. Hvis ellers de ekstremt rolige heste kan holde sig på benene stikker picadorerne tyren i nakken/ryggen med en lang lanse, så blodet står ud i lange baner. En af hestene blev i øvrigt løfter og væltet uden der dog skete noget, da medhjælerne straks fik afledt tyrens opmærksomhed.

Hestene forlader arenaen og legen fortsætter med de 3 - 4 banderilleros, som uden kappe skal placere 2 ca. 80 cm lange kulørte spyd I tyrens nakke. Det er ikke en let sag, da de er uden kappen, som ALTID er det tyren går efter. Nogle gange mislykkedes det og så bliver de buuet ud eller de får kun et af spydene i. Ham der faldt havde kort forinden haft et mislykket forsøg og havde måttet flygte ud bag sikkerhedsmuren og var nok blevet for overmodig.

Når tyren er blevet drillet et stykke tid af medhjælperne eller banderilleroserne er er det igen stjernens tur. Matadoren giver sin eneopvisning i at drille en hidsig og allerede lemlestet tyr og til sidst stikke sit sværd i bund i tyrens ryg. Da står den som regel, meget meget træt og står stille med bøjet hoved.

Til sidst lægger der endnu en død tyr i arenaen og den kan slæbes ud af 2 gamle magre krikker og arenaen kan som på en tennisbane fejes og gøres klar til næste omgang.

Aftenes højdepunkt var da krikkerne efter anden omgang strejkede og nægtede at nærme sig tyren og det tog 10 minutter for 4 - 6 mand at få dem til at makke ret.

OG videre

Et besøg på et godt museum og så afted I bus igen mod Tuxtla, hvor vi ankom midt om natten efter ca. 24 timers busrejse I 2 busser.

Tuxtla er en storby, med masser af trafik, internetcafeer, apoteker, fotoforretninger og telefonforretninger. Når man siger forretning er det måske så meget sagt, for det er ofte blot meget små boder, hvor de sikkert er meget tilfredse med en ganske lille omsætning, da Chipas er Mexicos fattigste stat. Det var her som mange sikkert husker at Zapatisterne gjorde oprør I 1994 og besatte San Cristobal, hvor vi befinder os nu. Nu er her dog stille og roligt og hverken staten eller indianerne, som I vid udstrækning har vestens sympati og bevågenhed, har råd til at genere turister, som er en meget vigtig indtægtskilde. I Tuxtla besøgte vi I øvrigt en rigtig god zoo, men mange af dyrene, som findes I Chiapas. Den ligger I skoven I udkanten af byen og dyrene kan ses I store indhegninger I naturlige omgivelser. Det gælder bla.a. jaguaren, som vi stadig mener er den kat vi så I nærheden af Puerta Vallarta.

Der var jo nu gået et pænt stykke tid uden ret meget cykling, så de 15 km nedad bakke til Chipa de Corzo, gav os ikke den helt store genoptræning til turen op til San Cristobal. Men der var kun 15 km og det er derfra bådturene afgår ind I Sumiderokløften. Vores sidste store kløft, regner vi med, på denne tur. En flot speedbådstur på en bred flod, som fylder hele bunden af denne dybe spektakulære kløft, som er godt en km dyb og meget stejl og brat på begge sider. Masser af fugle og et par enkelte små krokodiller, som lå og sov på klipperne I kanten.

Næste morgen tog vi afsted lidt over 7 og håbede på, at vi ikke havde mistet alt for meget af vores gode kondition. Vi skulle stige godt 1700 meter op til San Cristobal, som ligger I over 2100 meters højde og har helt anderledes temperaturer, for lige nu sidder jeg med det mest af mit tøj på. Vandrestøvler med tykke sokker, en skiundertreoje, langærmet tyk cykeltrøje, alpacasweater, tynd fleecetrøje og en windstopperfleece. Foruden mine lange termocykelbukser indenunder mine normale lange bukser. Problemet er, at her som regel ikke er særligt koldt, så derfor er der ingen opvarmning og alle døre står åbne, da det ellers ser ud til at stederne har lukket. Forretninger, restaurenter osv.

Nå men cykelturen herop blev som frygtet lidt hård og varede hele dagen. De første 52 km gik opad med formentlig omkring 4 % I snit, selvom det første stykke ud af byen var halvflad. Der var kun omkring ca.1 km sammenlagt, hvor det gik en lille smule fladt nedad. Men så kom der også endligt en nedkørsel, blot for kort efter at blive afløst af endnu en lang opkørsel, der dog ikke var så stejl Men føltes sådan fordi vi var blevet trætte. Til sidst blev vi belønnet med en udsigt over byen der lå langt under os og en lang nedkørsel, der ligesom den forrige var halvkold, fordi vi kørte med bare tæer I vores cykelsandaler.

Byen er flot og hyggelige og alle der er synes om Ebeltoft og Ribe vil være ellevilde her. Ene smalle hyggelige gader og massevis af gamle kirker osv. En rigtig flot kolonial by, som man kalder det. Og slet ikke hektisk som Tuxtla. Her er dog stadig en konstant larm af fløjter, eftersom der står policia og styrer trafikken på hvert andet gadehjørne og alle steder folk kunne tænkes at krydser gaderne. Her er flot og hyggeligt men bare for koldt og vi er klar til at cykle nedad bakke 88 km til Ocosingo I 900 meters højde på vejen til Palenque. Vi har dog lige et ømt knæ, som vi helst ikke vil risikere noget med og bliver derfor formentlig en dag mere heroppe. Og går måske I biografen igen for 3. dag I træk, da det er et sted man kan holde varmen.

Som nogen nok har bemærket har jeg sendt en wordfil med billeder til cykeltur@fastergaard.dk, da det desværre kniber med at få lagt billeder ud på selve hjemmesiden. Desværre mangler både Colorado og Utah, men disse har jeg desværre ikke pa cd, men kun på mit memoricard. Så snart jeg finder et sted med kortlæser og et ordentlig billedbehandlingsprogam, vil jeg også sende en fil med disse billeder. Så, hvis I vil se billeder så hold øje med denne adresse iht. vejledning på hjemmesiden. Og beklager, at første billedfil er så stor.

Medvindlig hilsen Henrik og Gert