REJSEBREV NR. 1.

3. juli. Første rejsebrev fra Port Alberni, Vancouver Island, Canada.

Efter de første 430 km ankom jeg til Port Alberni sent i går eftermiddags og har brugt i dag til at lave ingenting.

Kan godt mærke, at jeg ikke var i særlig god form hjemmefra og har derfor også taget det med ro den første uge. Længste etape var godt 90 km den første dag, men da var jeg også meget tidligt ude af fjerene. Det med fjerene er nu så meget sagt, for efter 24 timers flyrejse inkl. skift og

ventetid i Paris og Houston ankom jeg omkring midnat til Vancouver. Kom let igennem immigrationen (de er ikke så hysteriske som i USA), riggede cyklen til og ventede til det blev lyst ved 5-tiden, hvor jeg så trillede ind til byen på sightseeing. Sov godt da jeg endeligt faldt i søvn sent på eftermiddagen efter godt 90 km og 45 timer uden egentlig søvn.

Mit første besøg i et Canadisk supermarked samme dag var en glædelig overraskelse. Først fik jeg øje på gajol og så pludselig dukkede de alle op en efter en. Altså Galle og Jessen, Toms/Anton Berg, Pingvin, Evers, Katjes, Haribo og Panda Lakrids m.m.. Et bredt udvalg lige fra Tyrkisk Peber til marcipanbrød. Og til sidst en dansktalende pige ved kassen!

Desværre har jeg ikke set ret meget af det sidenhen!

Vejret har været fremragende og de er ved at længes efter regn herovre. Det er dog stadigt grønt overalt og jeg er ved at nærme mig den del af øen, hvor der er skov og vildnis overalt og dermed også den del, hvor der er sorte bjørne. Mødte en motionscyklist den anden dag, som påstod at jeg

ikke ville kunne undgå at møde dem om morgenen de sidste ret øde 300 - 400 km op til Port Hardy, hvorfra jeg skal med færgen op til Prince Rupert næsten oppe ved Alaska. Bare kør udenom og lad som om det er en hund. Det havde han gjort masser af gange. Det vil jeg nu undersøge nærmere. Under alle omstændigheder plejer de at fordufte når de hører larm og angriber stort set kun mennesker, hvis de bliver overrasketm, hvorfor man bare skal klimte på klokken og synge i vilden sky. I skal ikke regne med jeg ringer hjem deroppefra for jeg har nok ingen stemme tilbage.

Det med cyklingen går som sagt fint. Knæene har det fremragende og cyklen ruller, selvom det stadigt går langsomt. Passerede øns højeste pas (370 m.o.h.) lige før Port Alberni. Ikke alverden men det føltes heldigvis heller ikke sådan på trods af stigninger på 7 - 8 procent. Det bliver dog rart at få fordelt noget af alt fællesgrejet på Claus og Gert. Bilisterne er flinke i deres kæmpemæssige monstertrucks og farmerpickups, men skiltningen er på det nærmeste ikke eksisterende. Kortene er ej heller for gode for det er ikke til at opdrive nogle med højdeindikationer. Jeg finder dog vej trods alt, men det er ikke nogen overdrivelse, at jeg ikke har set de første 5 skilte undnu som vi kender dem hjemme fra Europa. Jo der er nogle på highwayen, hvor jeg naturligvis kører så lidt som muligt, men

udendor er der kun skilte med vejnavne og hvad hjælper det, når man ikke aner hvor vejen fører hen. Ikke noget med afstande og retning imod det og det sted. Det må ha en god stedsans herovre og nogle gode kort i alle deres handskerum, som sikkert er på størelse med bagagerummene i en almindelig dansk bil.

Sidder på en internetcafe, som der ikke er for mange af. Har været på sightseeing med et gammelt damplokomotiv op til et gammelt savværkt som lukke for 40 ar siden men nu kører som noget i retning a la Hjerl Hede.
 

Næste punkt på progammet bliver West Coast Trail, så i vil nok ikke høre fra mig de næste 2 uger. Med lidt held er David Ipsen ankommet til campingpladsen når jeg kommer tilbage, så jeg kan få følgeskab på turen. Har i øvrigt også forberedt mig for lidt siden ved at købe en hundedyr bjørnespray.

Medvind lig hilsen

Henrik