Kénitra?

HF, 15. april 2009.
Hvad er det? Har nogen mon hørt om det/den? Nej sikkert ikke, men det er en lille by med knap 400.000 indbyggere beliggende  ca. 40 km nord for hovedstaden Rabat, blot et par km fra Atlanterhavskysten.

Her slapper vi i dag af ved poolen på et bedre turistklassehotel midt i centrum. Her er dog ganske stille og roligt - kun ganske få gæster og selvom vi ligger mere eller mindre lige op til hovedgaden hører vi stort set ikke andet end en brusen fra poolens overløbsriste samt en ustandselig hidsig kvidren fra en stor flok småfugle i en palme.

Det er ellers ikke de små fugle der er faldet os i øjnene de første dage på vores cykeltur. Her er storke overalt og vi ser dem ofte cirkle omkring over os i mindre flokke eller måske på vej til toppen af en af de mange telefonmaster med en mindre gren i næbbet. Selv her midt inde i byen vrimler det med dem. Vi har lige stået i et gadekryds og talt fire beboede storkereder i de fire første elmaster til den ene side.

I Kénitra vrimler det med storke midt inde i centrum..

Lad os begynde helt forfra.

Jeg ankom let og ubesværet (med Transavia) med min cykel til Malaga mandag den 27. og fandt let vej ind i byen til det hostel jeg havde booket. Lige netop som det begyndte at blive lygtetid. Lidt mere uheldig var det med Annette som to dage senere måtte vente hele 1½ time på bagagen, som Norweigian åbenbart slet ikke har styr på. Øv! Vi havde håbet at kunne cykle direkte til færgen mod Melilla (kl. 14.00), men selvom vi var der 25 minutter før afgang hvade de lukket billetsalget. Ikke nogen stor ulykke for Malaga var en behagelig overraskelse. En pæn grøn by uden nævneværdig storbylarm og samtidig var Casa Babylon et hyggeligt hostel.

Torsdag trillede vi langsomt ned til færgen og oplevede her de første tegn på at vi nærmede os en helt anden verden. Vi er stadig langt udenfor sæsonen og der var stort set ingen passagerer med den store færge. Vi var stort set de eneste europæere, hvilket kunne ses på, at respekten for at bruge skraldespande m.m. måske ikke er helt som vi synes den burde være. Efter 7½ times sejlads ankom vi til Melilla og trak langsomt op til vores hotel gennem en halvsøvnig Melilla downtown. Ganske sikkert et pænt og hyggeligt sted, som tilsyneladende kører på lavt blus indtil byen utvisteligt bliver invaderet af europæiske turister hele sommeren. Vi forlod hotellet midt fredag formiddag og cyklede langsomt de få km mod grænsen, som heldigvis var hurtig og helt uproblematisk at krydse. Sådan!! Og med et var vi i det rigtige Afrika. Og så er det måske på sin plads lige at forklare geografien, for dem som ikke har helt styr på geografien omkring det vestlige Middelhav. På Nordsiden har vi Spanien og Gibraltar. På sydsiden har vi som de fleste nok har styr på Marokko, men her ligger altså også to bittesmå stykker Spanien, nemlig enklaverne Melilla og Ceuta, som vi formentlig sejler tilbage til Europa fra.

Marokko er Afrika, det er fattigt og det er muslimsk. Det er et kvantespring i kultur og økonomi og det afspejler sig straks set fra en cykelsadel, men naturligvis også når man skal indkvarteres og spise. Det første man bemærker er naturligvis at her er fattigt og at husene mildest talt ikke holder den spanske standard. For det andet er der jo lige det med affaldet. Det er fuldstændigt ligesom jeg oplevede i Mellemøsten i december og januar. Man smider det blot fra sig og det er som om det med renlighed er en by i Rusland. OK. Med undtagelser heldigvis. I de finere kvarterer er der en tendens til at man har folk til at rydde op og måske er den rigere befolkning også ved at lære det. At priserne er helt anderledes fik vi bekræftet, da vi efter ca. 15 km indlogerede os på et glimrende hotel i Nador for en særdeles fornuftig pris. Og frokosten på hotellets restaurent ligeså.

Affaldsrenovation er ikke noget man gør meget ud af i Marokko

Eftermiddagen gik med en gåtur i byen og køb af busbillet til Fez næste dag - lørdag. Den flotte promenade langs vandet var ganske nydelig og de mest velstillede promenerede frem og tilbage i det pæne tøj, hvilket for kvindernes vedkommende også vil sige tækkeligt klædt med tørklæde og dækkede arme og ben. Det bar præg af at det var fredag, hvilket jo mest kan sammenlignes med vores søndag. Alle danskere har vel efterhånden hørt om fredagsbønnen. Der var to steder at købe busbilletter. De beste busser kørte fra centrum, hvor selskabernes havde deres egne kontorer. De havde dog kunn natbusser til Fez. Så vi kom i stedet med fra hovedbusstationen, hvor billetterne er lidt billigere og busserne knap så fine. Og affaldet ligger overalt.

Vores bus var dog ok og efter en 6 times bustur gennem et småkupperet meget grønt landskab blev vi sat af i den gamle kongeby Fez. Cyklerne klarede næsten mosten, men var dog efter lidt baksen køreklare og snart var vi på et hotel og klar til at se på byen. Fez og Meknes minder om hinanden. De har begge en gammel bydel bag mure. Det er Medinaen. Og så er der en nyere commerciel bydel primært grundlagt af franskmændene. Her finder man de fine forretninger, banker, hoteller restaurenter osv. Medinaerne er et virvar af markeder, smalle stræder og gyder, moskeer og indbegrebet af 1001 nat i en nøddeskal. Et sted man går ind i for at fare vild, selvom man trods alt ikke skal regne med at kunne finde flyvende tæpper, som sikkert og hurtigt kan bringe en ud igen. Medinaen i Fez er kæmpemæssig og beboes af 175.000 mennesker så vidt jeg husker. I Meknes er den noget mindre, men ikke noget man bemærker, når man som vi blot tilbringer 2 - 3 timer i hver. Ellers var begge byer behagelige bekendskaber - ikke mindst for cyklister. Trafikken var moderat og slet ikke som jeg egentlig havde forventet af byer med henholdsvis 1 mill og 700.000 indbyggere. Og i modsætning til i Mellemøsten har bilisterne ikke den dårlige vane med at hornet helst skal være i bund det meste af tiden. Dejligt. Måske er det forbudt at bruge horn unødigt som i Danmark.

Masser af fortovscafeer og restaurenter, men vi er dog i et muslimsk land og det er stort set kun mænd vi ser der. Jo det er ikke et sted for pæne kvinder, og da slet ikke for enlige kvinder - de har det meget bedre af at blive hjemme, hvor de kan gøre det de er bedst til.

Fra Fez cyklede vi den første egentlige distance til Meknes ad den gamle hovedvej, som nu er aflastet af en motorvej. Det blev en overkommelig tur på godt 60 km i et flot og frodigt landskab og ikke mindst med en dejlig strid medvind. De første ca. 30 km fløj vi bare derudaf kun afbrudt af lidt morgenmad ved en benzinstation. Der var rigtigt pandekagefladt og hvis det ikke var for for bjergene og en anden type afgrøder kunne det såmænd godt ha mindet lidt om Danmark. Herefter fik vi et par små bakker der lige skulle forceres inden vi kunne trille ind i Meknes. Vejen var god hele vejen og havde et pænt bredt vigespor med masser af plads til cyklister samtidig med at trafikken var til at overse. De firehjulede var i øvrigt også yderst hensynsfulde og de store køretøjer flinke til at give et venligt lille dyt i god tid, for ikke at forskrække os når de passerede. Måske også blot for at hilse og ofte var der også en opmuntrende vinken ud af vinduet når de passerede eller en mand hængende ud af vinduet med en thumbs up.

Annette I vejkanten mellem Fez og Meknes

Fra Meknes havde vi også en nogenlunde let tur for os til byen Sidi Slimane, hvor der bor 80.000 indbyggere. Startede dog alligevel så hurtigt vi kunne, hvilket vil sige efter vi kunne få morgenmad. Vi havde valgt at køre ad en mindre vej, som dog bortset fra et ganske lille stykke også havde en pæn belægning og at vejen var mindre gjorde ikke så meget, når de firehjulede er så diciplinerede som vi indtil videre har oplevet det. Der er dog også meget politi på hovedvejene og vi har passeret mange radarkontroller bemandet af de fineste politifolk, med flotte uniformer, som i vesten kun overgås af mindst trestjernede generaler.

Igen var her meget meget grønt foruden de mange farver i vejkanten, som var præget at blomster som de bedste danske grøftekanter. Vi fik ret hurtigt efter Meknes en dejlig lang nedkørsel, som blev afløst af en ligeså lang opkørsel. Begge den første af slagsen for Annette. Efter ca. 40 km kunne vi se en lavning i bakkerne og pludselig befandt vi os i lange nedkørsel nummer to, som bragte os ned gennem en kløft til lavlandet, hvor vi tydeligt kunne se Sidi Slimane ca. 20 km fremme.

En af de mindre veje 20 km fra Meknes

Øv Øv Øv. I Sidi Slimane var der på trods af de 80.000 indbyggere kun et hotel og det var absolut ikke et sted for os to, mente den rare politimand vi spurgte til råds. Hotel Splendid hed det og det lyder jo glimrende. Ligesom det gode hotel i Fez. Det var det bare ikke - han have helt ret. Jeg gik ind ad døren og op af trappen i et hus der ikke var gadens mest prangende og fik efter lidt sprogvanskeligheder tjekket stedet. Uden nærmere at beskrive stedet kan jeg kan blot sige at politimanden og en anden venlig mand i øvrigt begge fik ret. Dermed fik havde vi nu endnu 62 km foran os, men heldigvis igen meget flade, men selvfølgelig havde den gode vind vendt, så den nu var blevet til stik modvind. Men vi kom frem og fandt os let et godt hotel, hvor vi har to overnatninger før vi i morgen onsdag bevæger os nordpå langs Atlanterhavskysten. Igen med garanti i et meget fladt og meget grønt landskab. Ja måske kommer det som en overraskelse for nogen, men Marokko er altså meget andet en Sahara.

De bedste hilsener
Annette og Henrik

Strawberry Fields Forever

HF, 11. maj 2009, Algeciras, Spanien
Vores sidste etape til Kénitra blev som bekendt lidt længere end planlagt og var lige i overkanten af enkelte udsatte kropsdele brød sig om. Det hjalp dog gevaldig med to overnatninger i Kénitra og kræfterne havde der aldrig været noget i vejen med, så det var med frisk mod vi om morgenenen begav os videre mod Moulay Bousselham. En etape på ca. flade 80 km. Vores guidebog havde desværre ikke noget bykort over Kénitra, så jeg spurgte hotelpersonalet om vej til broen over floden og den lille landevej mod nord. De snakkede sammen på arabisk og efter lidt diskotion, fik jeg tegnet et meget yderst kort. Egentlig blot en streg fra hotellet og et knæk og et navn på et skilt. Lidt mærkeligt så de ud som om vi skulle dreje mod syd i stedet for mod nord? Nå men vi kørte ud gennem byen samme vej som vi var kommet ind og kiggede og spejdede efter en vej nordpå. Uden held selvfølgelig! I udkanten af byen spurgte vi så en betjent som stod og styrede et større vejkryds. Heldigvis kunne han lidt engelsk og sendte os afsted til venstre mod broen og efter 4-5 km var vi stort set tilbage meget tæt på vores hotel. Blot af en grim, beskidt og lugtende industrivej. Lidt mere spørgen til råds og en mente vi skulle cyklte de ca. 7 km i den anden retning ud til havet og stranden, hvor vi kunne sejle over. Nå! Og nej tak. En ny betjent som ligeledes kom til mente ikke, at man hve rken kunne sejle over og han kendte heller ikke tiil en bro. Sådan. Ikke mere vrøvl og leden efter bro - i stedet cyklede hele den samme vej tilbage til Dupont nr. 1 og måtte derfra cykle en lang omvej nordpå af en noget større hovedvej før vi kunne krydse over på den oprindelige rute med små veje. Måske skulle vi bare ha taget motorvejen - det må man jo gerne i mange lande. Efter godt 60 km primært i strid modvind nærmede vi os påny denne og skulle med vores gule rute følge denne mere eller mindre parallelt resten af vejen. Heldigvis var der også lige præcist på dette sted en dejlige motorvejsresteplads med dejlig butik og hele to spisesteder. Vi trillede derover via en lille jordvej og parkede cyklerne på bagsiden og nød hver en lille pizza, fik tanket op med vand m.m. og holdt en dejlig lille pause i stegende hede. Det var som om at blæsten var forsvundet lige netop, som vi ikke skulle cykle. Det var adgangen til kvindernes toilet i øvrigt også.

Godt 40 km igen, men desværre med strid modvind og en vejbelægning, som var blevet stækt forsømt - sikkert fordi motorvejen nu sluger det meste af trafikken. Det blev endnu en meget lang dag før vi var fremme og Annettes mave var aldeles utilfreds med distancen, vinden og ikke mindst hullerne i vejen og den ujævne belægning generelt. Det hele ligger og ryster rundt derinde!

Vi fandt gudskelov meget let det B&B vi havde udset os i Moulay Bousselham, som er en lille hyggelig fiskerby ved en stor lagune, som har fået status af nationalpark. Midt på ugen i starten af maj, var der naturligvis også rigeligt med ledige værelser. Et stort pænt hus - en af mange på vejen som bogstaveligt talt lå på toppen af klitten, og dermed gav os den dejligste udsigt over stranden og atlanterhavet. Både fra vores værelseog fra terrassen og den smale have, som lå mellem terrassen og den bratte kant ned mod stranden. Et helt igennem dejligt sted, hvor vi udover morgenmad på terrassen også indtog vores aftensmad sammen med et hollandsk par på bilferie.

Aftenudsigt fra terassen I Moulay Bousselham

 Der var ikke mange strandløver på stranden, men derimod vaskeægte strandkøer

Og en strandløvinde, som hedder Annette

 Et blik ned over havnen og Lagunen i Moulay Bousselham

Med kunen lille omvej fandt vi efter to overnatninger heldigvis let vej til den noget større Atlanterhavsby Larache. En dag hvor vi som sædvanligt kørte igennem grønne landbrugsområder og hvor der lige nu høstes jordbær i stor stil. Noget det tydeligt kunne duftes når mange af de ældgamle tungtlæssede små lastbiler passerede os. I øvrigt også den dag, hvor vi krydsede grænsen til den spansktalende del af Marokko. Dejligt nu igen lidt lettere at kunne begå sig på et sprog, som jeg ikke har glemt ligesom det franske.

Fra Larache havde vi kun godt 40 km til Asilah, som vi havde læst skulle være en pæn lille turistby, med en hyggelig Medina og nogle gode strande. Det med Medinaen, der som sædvanlig er en gammel bydel bag tykke mure, var rigtigt nok. Pæne huse, mange farver og nydelige små forretninger, hvor man godt kan stå blot at kigge uden straks at blive overfaldet af ejeren. Det har i det hele taget været kendetegnende for Marokko, at vi har kunnet få lov at færdes i ro og fred uden konstant at blive antastet af fyre, som ikke forstår at et pæn nej betyder NEJ. Derimod var det med strandende absolut forkert. Vi kiggede og gik igen. Har vist været inde på det før, men man har et andet syn på affald hernede, ligesom jeg har oplevet mange andre stedeer - ikke mindst i Mellemøsten for et halv års tid siden. Det strand vi så havde mange lighedstegn med en losseplads og dermed ikke lige noget for os.

I morges hoppede vi på cyklerne for sidste gang i Marokko. Havde ca. 45 medvindskilometer til Tanger, hvor vi hurtigt og uden ret meget hassle fik købt to færgebilletter til Algeciras. Gudskelov var trafikken igen medgørlig og vi kunne igen prise os lykkelige for, at man har anlagt motorveje, til erstatning for de veje vi har kørt på. At der så tilmed er et vigespor på en meters penge gør det blot endnu bedre. Kun helt inde i centrum, var der et par kvindelige billister i små biler, der ikke havde hørt om, at man skal kigge efter cyklister, når man drejer til højre.

Medvindlige hilsener
Annette & Henrik

Spurt i Spanien

HF, 2. juni 2009, Danmark
Hjemme igen – endnu engang og som sædvanligt alt for hurtigt. Det er til gengæld ikke gået hurtigt med at skrive og publicere denne sidste del!

Det blev udover dagene i Spanien til ca. 10 dage i Marokko,  hvilket langt fra er nok til at andet end blot at få et lillebitte indtryk af dette store mangesidede land.

Inden hjemrejsen fra Malaga havde vi dog også lige nogle kilometer at tilbagelægge i Costa del sol, hvor solen den skinnede og vinden føg. I den rigtige retning – mod øst. Heraf overskriften for vi kørte nok næsten dobbelt så hurtigt uden overhovedet at anstrenge os, som de dage og på de strækninger i Marokko, hvor vi havde en tilsvarende modvind.

Vores færge landede som bekendt i Algeciras, som er en havne- og færgeby et lille stensmut overfor Gibraltar. At det er en vigtig havneby falder straks en i øjnene i blåt når man har passeret Gibraltar og er på vej ind i havnen og passerer en kæmpemæssig Mærsk terminal (hedder det sådan?). Havneby fordi det er den travleste havn for de mange færgeforbindelser til Marokko. Selvom det var dejligt at være i Marokko var det dejligt igen at se andet end mænd på gaderne og naaj hvor var her rent!

Vejen mod øst var dog ikke bedre end den strandvej vi havde kørt på det sidste stykke vej mod nord i Marokko. Desværre er der kun én at vælge imellem mod øst medmindre man vil- og har tid til at køre (en omvej) på de mindre veje oppe i bjergene. Derfor havde vi desværre pænt med trafik hele vejen fra Algeciras til Lufthavnen lidt vest for Malaga. Ja faktisk var der ikke blot trafik hele vejen, men også mere eller mindre by, idet hele kysten efterhånden er bebygget. Noget der ikke tydeligt fremgik af det kort vi havde til rådighed vi hurtigt anskaffede os i Algeciras. Nej her var blot de store byer store byer samt et par mindre boller til at illustrere de mindre bebyggelser. Ikke noget om alt det indimellem. Nå, men det var nu ikke den helt store overraskelse og det var vel heller ikke nødvendigt at anskaffe et mere detaljeret kort. Men som erklæret kortnørd skete det selvfølgelig på den første og bedste tankstation.

Første stop var Estepona, som hører til blandt de mindre strand- og badebyer mellem Gibraltar og Malaga. Et godt valg, for det var en ganske hyggelig lille by med smalle stræder, en gågade og ikke mindst en lille men flot Plaza de Flores, hvor vi indlogerede os på et lille hotel. Aftensmaden blev indtaget på samme plaza, hvor forskellige restaurenter deltes om den kostbare plads til de sædvanlige små borde og hvide plastikstole. For I hvert fald mit vedkommende blev det turens suverænt bedste måltid, hvor jeg forkælede mig selv med en fremragende 3-rettes menu. Det kunne i øvrigt ikke ses på vægten da jeg kom hjem og vægten viste et vægttab på ca. 5 kg. Måske ikke nok til at være en oplagt strandløve, men alligevel tilbragte vi den halve næste dag på stranden, som vi havde næsten for os selv. Ikke fordi det var koldt, for temperaturen fejlede som sædvanligt intet. Derimod var der nærmest stormvejr fra vest- ja faktisk sandfygning og vi krydsede fingre for, at vinden ville være noget nær det samme næste dag.

Måske blev det ikke helt sådan, men alligevel blæste vi uden at bestille ret meget hele vejen til Torremolinos, hvor vi ankom lidt over middag. Et sted som vi hurtigt kunne konstatere bekræftede de fleste af vores forventninger/fordommene om stedet. Stranden var utvivlsom fin, men det var bestemt ikke flot arkitektur, som prægede kystlinien og ej heller lutter fine restaurenter. Næh her var stilen tætstående betonsiloer til rejerøde middelklassebriter og scandinaver, hvis ganer og vaner mere er til pommesfrites, friturefilleter og øl end den ellers så dejlige spanske kogekundst. Vi fandt dog et lidt specielt lille hotel med atmosfære og nød til fulde resten af dagen - ikke mindst med at iagttage de mange sjove typer som spankulerede forbi.

Og forbi var netop hvad vores tur var ved at være og forbi var også grunden til at vi netop var i Torremolinos, som ligger ganske tæt på Malaga lufthavn. Næste morgen kørte vi den korte strækning dertil og Annette havde endnu en forfærdelig tur hjem med Norweigian, som formåede at miste hendes bagage. Dog heldigvis kun et par dage. Jeg fortsatte i modsat retning for at have min sidste overnatning i Malaga. Desværre havde en større gruppe optaget alle senge i det dejlige Casa Babylon, hvor jeg tilbragte de første nætter snart 3 uger tidligere. Fandt dog let et nyt og nød hele eftermiddagen med afslapning og et besøg på museet for byens store berømthed Picasso. Alt imens havde jeg min cykel låst inde i en lille gårdhave på hostellet. Nej det er ikke noget problem - her vil helt sikkert være nogen i morgen tidlig, lovede den flinke tyske pige, da jeg spurgte om jeg kunne få min cykel tidligt næste morgen, fordi jeg skulle afsted allerede ved 7-tiden næste morgen.

Meeen nej!! Kl. 7.15 forlod jeg 2. sal med min bagage og var klar til at tage afsted. Ikke en sjæl og på døren til receptionen stod der var åbent mellem 7.00 og 22.00 medmindre man havde aftalt andet. Og det havde jeg jo. Ventede lidt, rasede lidt og overvejede at smadre den tynde glasrude i døren til gårdhaven. Kunne vel lige netop få cyklen ud gennem hullet. Det endte dog med jeg ventede og kl. 8 kunne jeg endelig få øje på tyskeren da hun drejede ind I den smalle smøge, hvor hostellet lå for enden. Forsøgte at skynde lidt på hende, men hun var bestemt ikke ligeså kvik om morgenen, som dagen forinden. Pengekassen var også et problem, men det endte med hun selv lagde de 10 Euro ud, som jeg skulle have tilbage for depositum for en nøgle. Det lykkedes dog at komme afsted og heldigvis havde jeg som sædvanligt beregnet ekstra tid til uheld m.m. så efter en hurtig cykeltur nåede jeg frem i god tid, selvom jeg absolut ikke kom forrest i check-ind køen.

Efter et par timer hjemme igen og måtte så for første gang have regntøjet frem, til den sidste cykeltur fra lufthavnen til Kongens Lyngby.