INDLEDNING

Henrik Fastergaard
Forrige år (2001) var jeg på cykeltur i Massif Central i Frankrig sammen med Jan Bech og Flemming Kofoed.

Det var en yderst vellykket tur, hvor vi faktisk allerede inden dens afslutning begyndte at tale om en tur til Korsika i år, såfremt vi alle kunne og der ikke var råd eller mulighed for at jeg og evt. Jan kunne realisere nogle af mine andre mere tids- og pengekrævende planer.

Vi havde alle et rimeligt kendskab til Korsika og netop denne ø blev valgt fordi den efter sigende skulle være afsindig flot og samtidig meget bjergrig, hvilket i hvert fald for mit vedkommende er et must for enhver cykelferie. Netop derfor var Pyrenærerne også på tale, men det bliver måske en anden gang.

Allerede inden afrejsen fra Massif Central forrige år anskaffede vi de nødvendige Michelinkort, så vi kunne bruge hele vinteren til at studere og planlægge en omtrentlig rute og i løbet af efteråret lå det fast at turen skulle gennemføres.

I modsætning til sidste år ville vi afsted i foråret. Dels fordi Jan og Flemming skulle have brugt deres feriekvote inden juni, men endnu mere fordi vi ville undgå turistsæsonen, hvor der er langt flere biler på vejene og hvor sommerheden er på sit højeste. Det havde dog den ulempe, at hvis man ligger i træningsmæssig dvale om vinteren, så er tiden til at komme i tilstrækkelig form på landevejen meget begrænset. 1000 km mere og et par kg mindre ville absolut have gjort en forskel på de meget lange skrappe stigninger. Det gik dog nogenlunde og søndag den 14. april lettede vi fra Billund med retning mod Nice og herfra overlader jeg ordet til Jan:

Oversigtskort med ruten indtegnet med blåt

Oversigtskort med ruten indtegnet med blåt 

BERETNING

Jan Bech
Søndag den 14 april

Billund - Nice-Bastia - Miomo
Efter flyrejsen til Nice og en tre timers sejltur med hurtigfærgen, ankom vi langs Cap Corses østkyst til Bastia med dens 45.000 indb. Bastia ligger som en aflang by klemt inde mellem havet og bjergene. Amerikanske luftbombardementer under anden verdenskrig jævnede store dele af byen med jorden, hvilket gør den lidt forvirrende i byggestil og charme. Byen er desuden station for jernbanen der krydser tværs over øen til Calvi og Ajaccio.  

Synet fra færgen ind mod de slidte, men smukke pastelfarvede huse ved havnefronten, og de, syntes vi noget høje bjerge, var virkelig inspiration til tankerne om de næste 11 dages oplevelser på skønhedens ø. Det blev en lidt hektisk start ad vejen mod nord, da færgetrækket med biler lige skulle diffundere ud i landskabet. Efter syv kilometers kørsel fandt vi frem til campingpladsen i kystbyen Miomo, en lille flække lidt nord for Bastia. Eneste seværdighed er det velbevarede genuesiske vagttårn bygget i grønlig skifer. Første aften med teltbuerne i teltstoffet og indretning af den etværelses. Træt efter en lang rejsedag stod den på pizza på den lokale, inden teltet blev lynet tæt til lidt mandehørm.

Mandag den 15 april

Miomo - St. Florent.
Næste morgen vågnede vi til en stille lyd af småregn på teltdugen. Men op og ud kom vi da til morgenmad under et lægivende tag. Campingfatter var meget snakkesalig, men heldigvis gik det mest ud over Flemming som mestrer de franske gloser bedst. Ikke fordi han er mere intelligent end os andre, men fordi han er fransk gift. Men trods snakketøjet kom vi da afsted mod halvøen.....

Cap Corse, der som en pegefinger rager ud i havet på den nordøstlige del af øen. Det siges at halvøen er en miniature udgave af resten af øen og ingen tvivl om at her var en enestående natur med smukke kyststrækninger med småbyer i læ i bugterne med det turkisblå vand. Østkysten er dog lidt mere mild og ensformig end vestkystens barske og vindpåvirkede arrede klipper. Overalt hvor havets blå bølger ikke kan nå, vokser makien som et grønt tæppe mod bjergenes toppe. Endnu var blomstringen ikke i fuldt flor, men skær af blå og gule farver bølgede i bakkedragene, iklædt en parfume af berusende dufte.

Berusende var det dog ikke at se det nu nedlagte asbestbrud (1949-67), nogle kilometer nord for byen Nonza på vestkysten. Et gråt monstrum af en fabrik lige ud til kystvejen og et halvt bortgravet bjerg skærer i øjnene og i tankerne om, hvordan det må have været af arbejde her. Synd der ikke ofres bare en smule euro på at rydde op i området.

Videre sydpå gennem den lille og smukt beliggende maleriske by Nonza, der som så mange af de andre byer på denne del af Korsika højt er bygget højt over havet. For foden af byen er en lang sort skifferstrand klemt inde mellem de stejle klipper og det azurblå hav. Byens firkantede fæstningstårn skulle være et af de mest betagende af alle på øen, med en fantastisk udsigt over kysten. Besøgende var der i hvert til fald nok af i både biler og busser, men dog ikke så mange at man betragtede turistsæsonen startet for alvor. I hvert fald var hylderne i den lille købmandsbutik, hvor vi skulle gøre vores indkøb til aftensmaden kun halvfyldte og vi måtte tage til takke med pasta og en dåse flåede tomater.

Vi ville have sluttet dagen af på camping i Marine de Farinole, men også her var vi uden for sæson og porten var endnu låst. Derfor blev dagens etape lidt længere og sluttede først i St. Florent. En lille smuk, men turistet by helt inde i bunden af St. Florent bugten i læ af bjergene. Byen bærer præg af det store antal turister der hver dag besøger byen. Den store marina, mange restauranter og vist nok fem campingpladser gør stedet til et godt udgangspunkt til oplevelser inde i landet. Og så kunne vi heldigvis finde et rigtigt supermarked, så vi kunne købe lidt kød og grøntsager til vores trængende cykelryttermaver.

Tager man turen fra Bastia, halvøen rundt til St. Florent ad kystvejen er der ca. 110 km. Lige lovlig langt på cykel, men hvis man krydser over med vejen D180 kan det gøres på en dag, godt 90 kilometer.  

Tirsdag den 16 april

St. Florent - L`ille-Rousse
Dagens etape gik fra St. Florent til L`lle-Rousse. Ørkenen Desert des Agriates skulle krydses, men meget sand i kæden fik vi nu ikke, idet den såkaldte ørken mest bestod af klipper og måske rigelig beplantning i forhold til en sandkasse. Men smukt var det med flotte udsigter mod bjerge og hav. Det var på denne strækning vi fik den første øjenkontakt med de sneklædte toppe længere mod syd. På en af nedkørslerne blev den ene af Henriks cykeltasker trætte og hoppede af cyklen med et brag. Heldigt at Flemming ikke skulle bruge akrobatik med sin bike over den flyvende taske.

Efter en herlig lang nedkørsel ramte vi ind på hovedvejen mod mellem Bastia og L´lle-Rousse og Calvi. En ikke særlig sjov vej på cykel med meget trafik og en strid vestenvind. Vi nåede dog udtørrede i betrækket frem til camping i L´lle-Rousse (3500 indb.). Byens navn betyder den røde ø, opkaldt efter den røde klippeø ud for byen. Igen en charmerende lille by med stræder og gyder som ender ud på det store centrale torv med store skyggegivende platantræer. Også her er der mulighed for en omstigning til toget med forbindelse til Calvi mod vest og Ponte Leccia mod øst. Det var i L`lle-Rousse vi mistede vores elskede proptrækker, sorgens dag. Det var også her vi sendte Flemming ned til korsikansk normal nul i hav niveau for at indstille sin højdemåler. Magen til besværlighed, men den var nu sjov at have med.

Onsdag den 17 april

L`ille-Rousse - Galèria
Tredje dag på cyklen gik mod Calvi til Galèria. Igen en varm dag på den heldigvis ikke så trafikerede hovedvej, gik det mod Calvi, en smukt beliggende by i bugten i læ for vestenvinden. De franske legionærers faldskærmskorps har base her, og der kom da også nogle af de barske gutter med hår mellem tænderne dalende ned fra himlen. Calvi (5500 indb.) er mest kendt for sit 1400 tals citadel som ligger med sine høje mure som en by i byen. Det er værd at tage en tur op i de stenbelagte små gyder i citadellet. Belønningen er de smukke udsigter over byen og bugten. Calvi og Genova i Italien er ikke helt enige om fødestedet for Columbus, men efter sigende skulle han være født her i byen i 1441. Et skulle dog være sikkert, Nelson mistede sit ene øje under kampene da han i 1794 gav byen et skud for boven.
 
Vi holdt et længere middagshvil på stranden med fremragende patéer og oste. På stranden fik Henrik endnu engang en ven med logrende hale og fugtig snude, ja dyreven har han altid været. På vej ud af byen skulle cykeleventyrerne op af en meget stejl brostensbelagt vej. Da der var velformede korsikanske piger som tilskuere ville vi ikke være kyllinger og trække cyklen. Det var på de 30 sekunder vi brugte den største energiudfoldelse på hele turen, men op kom vi da til klapsalver og anerkendelse. Efter en rundtur i byen rullede vi videre 35 km ad den smukke men hullede kystvej mod syd til den lille flække Galeria. Byen ser egentlig større ud ved første øjekast fra den modsatte side af bugten, men ved nærmere bekendtskab er det en blot en samling huse på et bakkedrag og en mindre marina en kilometer fra byen som også campingpladsen ligger i nærheden af. Fra marinaen er der afgang med turistbåde til Calvi og Girolata / Porto.  Hos den lille lokale købmand fik Henrik købt Lonely Planet Corsica guide, en god støtte til resten af turen.

Torsdag den 18 april

Galèria - Porto
Dagens etape mod Porto startede med 11 kilometers kørsel op mod passet Col de Palmarella. Den mest fantastiske udsigt bredte sig over Girolata bugten, med forbjerge, hav og den lille isolerede by Girolata med 50 beboere gemt af vejen for foden af bjergene. Byen har ingen vejadgang, kun vandrestier samt rutefart med båd fra Porto / Girolata.

Videre gik det mod Porto, nu mest ned af bakke og stadig med fantastiske udsigter overalt. Efter et af de utallige stop med fotografering, denne gang med udsigt ned over byen langt under os, havnede vi efter en stejl nedkørsel meget hurtigt i byen. Vi fandt hurtigt frem til en åbnet campingplads, der ligger, hvor hovedvejen krydser floden Porto. Her var samtidig gode indkøbsmuligheder, idet byens to supermarkeder lå op ad hinanden, som vores nærmeste naboer.

Byen en langstrakt samling huse fra marinaen til vores campingplads ved broen ved floden, godt en kilometer. Den bærer præg af turisme, men er heldigvis ikke ødelagt af skilteskove og brallerbutikker. Fra Porto er der fordelingsveje videre mod syd til Ajaccio og østpå over bjergene til Corte, herom senere.

Området omkring Portobugten er af UNESCO udpeget som historisk monument, (verdensarv). Forståeligt når blikket panorerer rundt i det overvældende smukke landskab med orangerøde klipper hævet højt over det azurblå hav, hvor små fiskerbåde bringer dagens fangst af fisk og skaldyr ind til Portos restauranter. Smukkere solnedgang end hér ser man sjældent.

Fredag den 19 april

Endagstur til Piana og bestigning af Capu d'Orto
Vi havde på forhånd besluttet os for enkelte steder at blive en dag eller to. Dels for at hvile nogle af de 6 ben og fordøje de forgående dages oplevelser, dels og ikke mindst for at tage et par vandreture op i bjergene eller endagsture uden bagage.

Derfor kom cyklen denne dag frem til en oppakningsfri tur op til byen Piana ca. 11 kilometer sydvest for Porto. En drøj men utrolig smuk tur gennem det klippefyldte landskab Les Calanches, et område med okkerrødlige klipper, eroderet af vind og regn til de mest fantastiske formationer i alle mulige former og figurer, meget seværdigt. Vejen fører lige tværs gennem området til byen Piana hvor vi holdt en velfortjent frokostpause inden turen gik et par kilometer tilbage til en vandresti til toppen af Capu d`Orto (1294 m).

Her parkerede cyklerne på en lille parkeringsplads og begyndte opstigningen ad en markeret rute der var afmærket til at vare 2½ time. I starten følger stien langs ginklare vandløb og tæt skov, men snart begyndte bevoksningen dog at overgive sig som højden tog til. Det samme gjorde Flemming, som efter et par timers gang vendte om for at tage svalende bade i floden. Henrik og Jan begav sig dog videre mod toppen, som vi flere gange troede måtte være lige var for snuden af os. Men næserne blev ekstra lange, da der blot dukkede endnu en top op bagved. Og endnu én inden vi endeligt til sidst kunne forcere de sidste store klippesten og klatre op på spidsen af det stejle bjerg. En flot men lidt slidsom tur, idet vores cykelsko med glatte stålklamper underneden absolut ikke er særligt velejnede til hverken gang eller klatring på hårde klipper. Men den anstrengende optur blev rigeligt belønnet med den fantastiske udsigt mod sneklædte bjerge mod øst, det azurblå hav mod vest og lille Porto  langt nede i bunden af dalen godt 1.200 meter under os.

Turen kan varmt anbefales, men skal man helt op på toppen bør den foretages iført vandrestøvler med en god ankelstøtte. Derudover er det en fordel ikke at lide af højdeskræk og at være i en rimelig god fysisk form, da sidste stykke mod toppen er med klatring op over store sten og klippestykker.

Den første del af turen er ruten markeret med rød og grøn farve på træer og klipper, mens den oppe over trægrænsen er er markeret med stenvarder. De sidste ca. tre kvarter er der slet ikke nogen egentlig sti eller rute, men blot masser af meget spredte varder, så man selv må finde den bedste egnede vej.

Lørdag den 20 april

Hviledag med smuttur til Piana
Knæk sagde det i knæet da vi næste morgen vågnede i vores telt. Jans knæ havde ikke haft for godt af turen op på toppen. Hviledag for ham, mens man bare kan håbe på, at det ikke er en vedvarende skade. I stedet atter en tur op til det smukke område ved Piana for Henrik og Flemming og resten af dagen med afslapning og lidt forberedelse på de næste dages krydsning af bjergene mod øst til Corte.

Det var denne aften at Henriks brænder til madlavningen gjorde kludder med dysen. Eller rettere de forskellige brændstoffer vi kunne finde gjorde kludder med dysen og desværre havde vi ikke medbragt den anden der kan brænde på alt andet. Nu ved vi at det er noget nær umuligt at opdrive rensebenzin i Frankrig.. Efter en del parlementeren, skruen og rensning, røg dysen af så det blev en brænder med direkte udsprøjtning. Vi skulle jo have brugt det kyllingekød vi havde indkøbt i supermarkedet timer forinden.

Det blev sen aftensmad den aften, og som om det ikke var nok fik vi i den sene nattetime besøg af et par hunde som gerne ville gøre os selskab i teltet. Vi troede først at en korsikansk røverbande ville stjæle telt med indhold, men efter vi havde tumlet forvirret rundt i det store telt et øjeblik, kom Henrik ud og fik jaget de firbenede væk.

Søndag den 21 april

Porto - Calacuccia
Dagen oprandt, hvor vi skulle forlade Porto med retning mod øst over bjergene til Corte. Vi havde store forventninger idet vi skulle gennem den smukke kløft Gorges de Spelunca. Vi skulle også over turens højeste pas, Col de Vergio (1477 meter) og da vi startede i højde 10 meter vidste vi de næste 34 kilometer havde en vis stigning.

Turen gennem kløften var mageløs. Til venstre på stigningen lå bjergbyen Ota i lang tid og blottede sine lyse facader på de stejle skråninger på den modsatte side. Vejen gennem kløften var smuk i al sin råhed  med lodrette klippesider mod den dybe bund. Dog var der ét sted på dagens rute der kunne undværes. På et ellers smukt sted havde kommunens renovationsfirma valgt at dumpe affald over kanten. Selv om der var plads til adskillige hundrede års affaldsdeponering i kløften, var det nu ikke lige det man havde forventet. De fritgående grise havde dog fede tider i affaldet, hvor de lå og hyggede sig.

Vi krydsede gennem byen Evisa med et indlagt øl- og is stop, inden de sidste 10 kilometer mod toppen blev indledt gennem den smukkeste fyrreskov med høje gamle fyrretræer. En sjov ting vi så var larvefuttog krydsende vejen. 40 – 50 sommerfuglelarver på rad og række, hoved mod rumpe. (Hærorm red.). Desværre var en del blevet kørt over med det resultat at larverne gik i ring, og der går de sikkert endnu.

Nu var toppen endelig i sigte, selv om skyerne trak sammen med lidt finregn, men det var vi jo så vant til fra tidligere passager af pas. Men Col de Vergio var ikke i sit gode hjørne den dag og da toppen blev nået brød et uvejr løs med regnstorm, torden, lyn og temperaturfald. På med regntøj, de obligatoriske billeder på toppen og så ned af de regnvåde veje de næste 34 kilometer.

Regnen var dog heldigvis ophørt, da vi lidt våde og kolde nåede byen Calacuccia. Åbne campingpladser så vi ikke noget af, så efter noget besvær fandt vi et hotel med ledige senge. Det blev vores eneste hotelovernatning på øen og må man sige på et særdeles velvalgt tidspunkt. Vi kunne nemlig tørre Jans og Flemmings våde sko på den brændende varme radiator og da regnen senere på aften igen brød løs var vi glade for at kunne ligge indendøre.

Netop på denne søndag var der afholdelse af den første runde af præsidentvalget i Frankrig. På den lokale kro hvor vi spiste til aften var der liv og glade dage, især da borgmesteren og de tilforordnede kom på besøg efter stemmeoptællingen på kommunekontoret.

Mandag den 22 april

Calacuccia - Corte
Op til endnu en flot dag med sol og varme, men desværre også med lidt dis og skyer fra morgenstunden. Calacuccia ligger nemlig for foden af Korsikas højeste tinde Monte Cinto som rager 2706 meter op i himlen. Synet af toppen måtte vi bare nøjes med at se på hotellets postkort, så det var straks efter morgenmades afsted videre mod Corte.

Det var en kort og let etape der ventede os, så vi tog det med ro og nød i fulde drag den smukke tur. De første 15 km kørte vi ad en smal snoet vej gennem Scale di Ste Regina, som er en malerisk snæver kløft. Da den mundede ud ændrede landskabet sig drastisk fra det rå, vilde og dramatiske til bløde runde grønne bjerge. Efter at have kravlet op over en enkelt knold, fandt vi efter lidt bykørsel frem til camping i udkanten af byen.


Corte er en gammel by med citadellet knejsende højt over byen. Der er en gammel og spændende bydel og en mere moderne knopskydning af nyere boligområder. Den gamle del er absolut et besøg værd, især Place de Paoli som ligger for enden af hovedgaden, et dejligt sted at følge livets gang. Byen huser også et universitet, hvilket i middagspausen bidrog med en del seværdige piger med langt sort hår på gaden, og det er jo ikke så ringe endda.

Tirsdag den 23 april

Endagstur i Gorges de Restonica
Gorges de Restonica var en af turens højdepunkter i bogstaveligste forstand. En utrolig smuk dal der ender ved de sneklædte bjergtinder i 2.400 meters højde. Der er kun én vej op i dalen, som på sine steder havde alvorlige lange stigninger. Igen var vi forskånede for alt for mange firhjulede så det var en stor nydelse at cykle i lavt gear op i den smukke dal med floden brusende langs vejen. Her kunne sanserne virkelig nyde duftene fra fyrreskoven, lydene fra floden og fuglene, og synet af den vidunderlige dal. Alle disse sanseindtryk sugede vi til os, for vi vidste at på nedkørslen ville vi kun sanse den hurtige fart og spænding. Lidt drengerøve er man vel altid. Efter 14 kilometers optur endte vejen ved en parkeringsplads med et lille informationshus. Herfra var det på gåben to timer mod bjergsøen Lac de Melo i ca. 1800 meters højde.

Men først skulle vi da lige have en bid sandwich med tørret skinke ved det lille hus for enden af vejen. En gammel korsikaner havde en lille biindtægt ved at sælge lidt godt til mave og gane. Vi købte nogle kæmpe brød fyldt med tørret skinke, mmm. Godt i gang med maden kom han pludselig med en spand, åbnede den med en stank af ammoniak til følge, tog vores brød og smurte en gang gammel gul gedeost ud over det hele. Vi sad måbende tilbage med en kildrende fornemmelse i ganen efter det ny tilbehør. Det var her vi fandt ud af hvorfor fyrretræet ved siden af bænken havde tabt sine nåle.

Nå, efter at have forurenet vandløbet med ostefingre begav vi os opad. Først ad fine stier for til sidst at finde fodfæste i den tunge sne på den sidste del af opstigningen. Det var ikke ligefrem til lærredssko, som mange var kommet af sted med, så en del vendte om. Vi nåede dog op til søen hvor vi ventede at se den krystalklare bjergsø, omkranset af sneklædte bjerge. Bjergene var der, søen var der, men isen på søen var der også, lidt pudsigt når temperaturen i dalen var 22 grader. I området er der flere søer der er muligt at vandre til, men sneforholdene gjorde det svært at komme længere op, så vi tog ned igen. Samme vej tilbage til Corte på cyklerne. 25 minutter tog det for turen som tog godt tre timer den modsatte vej. Aftenen gik med lækker mad i byen og indtil flere øl.

Onsdag den 24 april

Corte - Zicavo
Turen gik nu atter mod syd. Denne gang ad den befærdede hovedvej mod Ajaccio, hvilket ikke var den største fornøjelse. Derfor var vi slet ikke mere i tvivl om, om vi skulle dreje af, da vi lidt efter byen Vivario stod ved vejen mod Zicavo. Det ville betyde, at vi skulle køre 60 km længere den dag, men ad meget mindre befærdede ”gule” veje. På strækningen ville vi få en del nedkørsler, men skulle dog krydse to toppe, Col de Sorba og Col de Verde.

Sorba var den mest dramatiske med serpentiner sving snoende op af den skovafbrændte bjergside. Hårdt men flot var opturen. Col de Verde var mere en lang stigning, hvor vi til sidst mente at nu måtte toppen da snart komme. Derefter var det ren nedtur mod Zicavo, dog med dæmpet fart da Flemmings baghjul var ved at ekse, fordi der var sprunget en eger.

Derfor kunne Henrik, som var kørt i forvejen på vejen ned,  heller ikke forstå hvorfor vi ikke dukkede op. Han havde ovenikøbet stoppet på et tidspunkt og var kørt omkring 300 meter opad igen, fordi han mente, at han mødte et af Korsikas mange vildsvin på vejen. På vej ned igennem skoven havde den pludselig stået midt på vejen efter at han havde rundet et af de mange skarpe sving. Han havde stoppet og på behørig afstand og forsøgt at tage et billede. Men fordi skoven var mørk havde kamaraets automatik villet slå blitzen til. Blitzen ikke længere fungerer og derfor blev det ikke til noget billede. Samtidig var svinet begyndt at løbe hen imod ham, så han var nødt til at flygte længere op ad vejen. Dog også for at forsøge at få et nyt billede, hvilket også lidt senere var lykkedes i huj og hast, inden det kom efter ham igen. Han måtte indtil flere gange vende cyklen og trampe opad fordi grisen blev ved med at følge efter. Han syntes dog også at vi skulle se grisebassen og derfor var han nødt til at få os stoppet inden. Da vi nåede frem var dyret dog væk og Henrik ligeså. Så vi nøjedes med at se vildsvinet eller grisen på billedet.

Vi ankom til byen Zicavo, hvor vi fandt frem til et Logis de France (vandrerherberg), hvor vi fik lov at stille teltet op i haven under de blomstrende æbletræer. Ejeren, en pensioneret lærerinde, lavede lækker aftensmad og snakken gik lystigt (på fransk) hen på aftenen.

Torsdag den 25 april

Zicavo - Ajaccio
Næste dag viste sig igen fra solsiden og efter morgenmad og cykelreparation tog vi afsted på den sidste etape på denne skønne ø. Målet var Ajaccio hvorfra  vi dagen efter skulle med færgen. Lærerinden mente den ”lige” vej ved for kedelig så hun foreslog en alternativ rute, der dog var noget længere, da den tog et kæmpe sving sydover inden Ajaccio ville komme til syne. Turen var da også rigtig flot, men den var laaang med to laaange stigninger, så vores efterhånden cykel superform gjorde godt på dagens sidste etape. Vi sluttede af med en flot nedkørsel med smuk udsigt over Ajacciobugten og byenpå den modsatte side, inden vi endte på motorvejen ind mod byen. Der var dog ingen skilte der forbød cykler så vi tog nødsporet de otte kilometer ind mod byen. Hvad vi ellers skulle have gjort vides ikke, da vores kort ikke viste andre veje til byen. Det var en lidt stressende tur med biler brølende i  tempo gigante tæt på os. Men vi nåede dog sikkert ind til byen og fandt camping i den nordlige udkant. Dejligt at slappe af efter en lang dagsetape.

Fredag den 26 april

Ajaccio - Nice
Så var vi nået til den sidste dag på Korsika, færgen havde afgang kl. 14:30 så vi fik lidt tid i hovedstaden Ajaccio (60.000 indb). Byen var fødested for en vis Hr. Napoleon, hvilket gadeskilte og pladser også bærer præg af. Det er en ret hektisk by med en noget ucharmerende bebyggelse mod nordvest i retning af lufthavnen. Men selve bykernen har bevaret sin gamle stil med gågader og flotte pladser. Da vi havde købt færgebilletter tidligere på dagen gik de sidste timer inden afgang med lidt indkøb og indtagelse af de sidste, i øvrigt udmærkede korsikanske øl.

Turen til Nice med hurtigfærgen varede fire timer, uden de store udskejelser. Efter landgang krydsede vi gennem byen til et billigt hotel nær banegården. Hotellet havde lige et værelse til tre personer til den billige pris af 580 kr. for to dage, kakkelakker iberegnet.

Lørdag den 27 april

Nice
Den sidste tid inden afrejsen mod nord gik med sightseeing, shopping og ikke mindst råhygge på de små beværtninger i de små gader og pladser i den gamle bydel af Nice. En rigtig dejlig by med alt hvad hjertet kan begære. Flemming fik sin dukkert i det kolde Middelhav, hvorefter han endelig efter at have været tilhørt den tunge ende af feltet på hele turen, kunne sige at vi andre var nogle kyllinger. Det var denne aften at Nice kom i bedste division i fodbold, og derfor væltede byen med fest og larm.

Søndag den 28. april

Hjem
Søndagen var kommet og afrejsen nærmede sig. Vi fik pakket tingene og drog mod lufthavnen hvor cyklerne blev pakket godt ind og de sidste indkøb blev gjort. Vi forlod det varme Sydfrankrig med kurs mod det kolde og regnfulde Danmark.

Igen havde vi haft en vellykket tur med en masse oplevelser set fra en cykel.