Rygsækrejse i Sydamerika

INDLEDNING

Dette afsnit handler om en 5 måneders rygsæktur i Sydamerika de 5 første måneder af år 2000. De første 3 uger rejste jeg med min gamle klassekammerat Henning, mens resten af turen var på egen hånd.

Turen starter i Buenos Aires og går ned til bunden af SA, hvorfra jeg sejler op langs Chiles kyst til Puerto Monnt. Turen forstsætter med bus og tog til Quito i Ecuador, hvorfra jeg flyver hjem, med en lille mellemlanding i Caracas.

Afsnittet indeholder udelukkende de e-mails som vi/jeg sendte hjem til en webmailadresse, tilgængelig for alle interesserede. Noget af turen er dog også omtalt i afsnittet om vandring i Patagonien.

Det eneste der er foretaget er mindre sproglige og gramatiske rettelser, samt indsætning af rigtige æ, ø og å'er, som ikke findes på de spansksprogede tastaturer. Derfor præger teksten i den grad præg af, at være griflet ned i en vis fart og er i et helt andet sprog end det man ellers finder på denne hjemmeside.

Der er lagt de få billeder ind, som jeg sendte hjem undervejs, samt et par andre, som jeg har fået sidenhen. De er alle taget af new yorkeren Zohar Adner med hans digitale kamara.

Brev nr. 1 fra Buenos Aires, den 9. januar 2000

Hej allesammem.

Vi er nu kommet godt til Buenos Aires og tager videre til Mar del Plata
mandag aften.

Vi var så heldige, at vi blev hentet i lufthavnen af Christian som Henrik
cyklede med i 3 uger for 2 år siden. Det var en overraskelse for vi havde
ikke kunnet komme i kontakt med ham i flere måneder men sendte en sidste
e-mail dagen før vi tog afsted. Den havde han heldigvis modtaget.

Vi har nu boet hos ham og hans mor i en uge, 50 minutter med tog fra
centrum. De er lige flyttet til en lille lejlighed i nogle nybyggede
lejlighedskomplekser lige op ad blikskure og andre slumlignende huse.

Vi har taget det med ro for at skåne Hennings knæ, som vi nu håber bliver
bedre inden vi når syd på.

Vi har spist oksekød hver dag og er i det hele taget blevet vartet op
af Christians mor hele ugen, og ikke nok med det, så er vi blevet slæbt
rundt til en masse mennesker og venner af Christian, for at fortælle en
masse om Danmark og danskere. Så allerede nu har vi fået en masse
bekendtskaber efter blot en uge.

For lige at fortælle lidt om Buenos Aires, så er det en af de hektiske storbyer vi nogensinde har besøgt. Byen har vel et areal på størrelse med Fyn, hvor centrum er meget moderne, men lige så snart man er uden for centrum begynder slummet. I distriktet hvor vi bor er vi decideret blevet frarådet at gå ud efter mørkets frembrud. Alligevel har vi gjort det for at få vores nysgerrighed stillet, og vi har indtil nu kun mødt venlige mennesker.

I hører fra os senere, når vi har flere oplevelser.

Hasta luego.

Henning og Henrik

Brev nr 2 fra Puerto Natales fredag den 28. januar 2000

Hej igen

Der er nu gået næsten 3 uger siden sidste brev, men der er heller ikke sket så meget.

Først vil jeg fortaelle, at Henning i mandags har været nødt til at tage til Santiago for at tage et fly hjem til Danmark igen.

Hans knæ var ellers ved at være i orden, men desværre var hans tanker hele tiden i Danmark og han led simpelthen af en for os begge uforklarlig stor og uventet hjemve, som den sidste uge blev for meget.

Derfor var vi begge 100 % enige i, at han burde returnere til Danmark hurtigst muligt. Han ville meget gerne have oplevet Sydamerika sammen med mig, men det ville efter min mening være tåbeligt at fortsætte, hvis han ikke føler nogen glæde ved det, samtidig med at det jo ikke er gratis. For mig ville det heller ikke være nogen fornøjelse at rejse med en der meget hellere ville være derhjemme. Vi tager formentlig revanche med en uges skiferie eller lignende en anden gang.

Entonces er jeg på egen hånd nu, hvilket ikke generer mig. Der er altid nogen at følges med paa backpackernes dybttrådte sti.

Tirsdag aften den 11. januar forlod vi sammen med Christian Buenos Aires og rejste med et tætpakket nattog til Mar del Plata, som er Argentinas største badeby. Det blev til et par timer paa stranden neden for vores campingplads, før vi blev enige om, at solen nok var en tand for stærk til at blive der længere. Om aftenen gav spejlet os ret. Solen er virkelig stærk og ozonlaget er meget tyndt hernede, så selv en faktor 12 hjælper ikke længe.

Christian tog nattoget hjem til BA igen og vi blev et par dage med behageligt over skyet vejr foer vi fortsatte på Pampassen ned langs Atlanterhavskysten. Det er ikke den mest spændende del af Argentina, men det ligner faktisk Danmark temmeligt meget, bortset fra byerne, som der er meget langt imellen. Pampassen er Argentinas spisekammer. Her er fladt, virkeligt fladt bortset fra to små klumper bjerge og det hele er god landbrugsjord. Her var langstrakte marker med solsikker, korn, m.m. og masser masser af køer.

Efterhånden blev pampassen afløst af Patagoniens sletter, som er næsten ligeså flade, men uden nogen landbrugsmæssig værdi. Det er temmeligt kedeligt og ensformigt at køre igennem, hvorfor vi selvfølgeligt foretrak natbusser.

Vi gjorde holdt et par dage i byen Puerto Madryn, som ligger ved halvøen Peninsula Valdés, som er en nationalpark, pga. dyrelivet med bl.a. nogle af Sydamerikas største kolonier af søløver, søelefanter og pingviner.

Vi købte en endagstur derud og blev i en lille bus kørt rundt til de forskellige bunker af dyr. Det var højsæson for søløver og søelefanter, mens der desværre ingen pingviner var.

Søløverne havde unger og var ikke til at komme i nærheden af, da det både var forbudt og farligt. Hansøeøeverne lignede faktisk almindelige løver temmeligt meget. De var kæmpestore, majestætiske og havde en kæmpemanke fuldstændigt som Afrikas løver og brølede også pa samme måde. Selvom vi ikke kunne gå hen og klappe dem, var vi dog tæt nok på til sagtens at kunne studere dem, idet de lå lige nedenfor kystens høje klinter.

Søelefanterne derimod var paa det nærmeste fuldstændig ligeglade med os og i en koloni, hvor de ikke var sammen med løverne kunne vi gå rundt midt iblandt dem. Det var dog kun fordi der ingen hanner var for de er mere aggressive og kan nå en imponerende længde pa 6 - 7 meter. Hunnerne er noget mindre, men dog alligevel kæmpestore. De lå bare der midt på stranden og gad knap nok åbne et øje, selvom vi kunne gå helt hen til dem. En gang imellem løftede en dog hovedet og gav et brøl fra sig, eller måske var det et gab og så på os med store brune øjne pa størrelse med tekopper. Måske kommer der et par billeder når Henning får hans fremkaldt.

Vi fortsatte ned igennem Patagoniens nåsten ørkenagtige landskab. Her er stort set kun seje græsser og nogle enkelte lave buske. Da vi en morgen ankommer med bussen fra Puerto Madryn til Rio Gallegos helt nede sydpå, mærker vi for første gang Patagoniens vartegn. Blæst og kulde og sådan har det været lige siden, men det var også forventet. Busforbindelserne til verdens sydligste by Ushuaia i ildlandet (som er en ø)er elendige, sikkert fordi man nødvendigvis skal igennem igennem lidt af Chiles del af øen. De fleste vælger at flyve dertil og det er næsten ligeså billigt. Vi tog derfor i stedet en bus tværs over sydspidsen til Puerto Natales, hvor det blæser lige så meget, samtidig med at her kommer en del regn.

Det er en lille malerisk fiskerby med små huse, hvor både mure og tag som oftest er malet i flere stærke farver med rødt og blåt som det dominerende. Mange er indrettet som små hoteller/pensioner og man lever virkeligt højt paa turismen, da det er udgangspunkt for nationalparken Torres del Paine, hvor jeg bevæger mig ind søndag morgen sammen med 2 schweizere. Herefter tager jeg formentlig en smut til Los Glaciares, som kun ligger et par hundrede km herfra og derefter med kystbåden den 17. februar op igennem skærgarden til Puerto Monnt.

Ønsker nogen at sende almindelig post til mig kan det gøres til følgende hotel i Carlos Paz i ved Cordoba i Argentina.

Los Laureles Hotel
Int. Juan Garcia 673
5152 Villa Carlos Paz
Cordoba
Argentina

Det er ejet af familien Thomsen, som har danske rødder og er lige nu det eneste sted jeg med sikkerhed ved jeg kommer til. formentlig midt i marts. Det ved forhåbentligt snart mere om. Det afhænger lidt af evt. rejsepartnere.

Her er godt vejr i dag med vil jeg tro ca. 15 grader. Det bliver sjældent varmere og her blæser for meget til at man kan dyrke noget, bortset fra i drivhuse. Vi er ellers tættere på ækvator end Holstebro. 51 grader 43, 99. Men sydpolen er meget større en nordpolen samtidig med at der er store ismasser her i det sydlige Patagonien. Derfor er det koldere.

Adiós

Henrik

Brev nr. 3 fra Puerto Natales, Chile den 9. februar 2.000

Hej igen og tak for e-mails og tillykke med fødselsdage.

Bær over med at dette er kradset ned uden hensyn til sprog og grammatik.

Så er jeg kommet hjem igen (søndag aften) efter 8 dage i nationalparken Torres del Paine og tager i morgen torsdag kl. 6.30 afsted mod nationalparken Los Glaciares og trekking omkring Monte Fitz Roy, inden jeg torsdag aften i næste uge går omborg på båden mod Puerto Monnt.

Mandag havde vi årets sandsynligvis bedste sommerdag i Puerto Natales. Jeg havde ligefrem shorts på, men egentlig lige så meget fordi alt andet var til vask. Det var næsten skyfrit hele dagen, vindstille og knap 20 grader varmt. Også i går og i dag er vejret meget fint. Noget andet end vi var vant til efter de forrige 8 dage i nationalparken, hvor vi havde alt slags vejr ligefra mildt forårsvejr til regn, sne og storm. Vi vár dog heldige med vejret og kunne gå hver eneste dag, selvom en enkelt hviledag måske godt kunne have vaeret tiltrængt, for det vár meget hårdt. For dem af jer der står på ski kan det nærmest sammenlignes med Dollomitternes Sella Ronda til fods. Man går ca. 100 km rundt om et stort bjergmassiv, der har de samme forrevne former og stejle klippesider som dolimitterne. Eneste forskel er, at hér er der ingen velpreparede pister og ingen lifter til at klare den hårde del, nemlig at komme opad.

Vi startede søndag i dejligt vejr med guanacoer (den mindste af Sydamerikas lamaarter) græssende omkring os, men måtte allerede efter bare 10 minutter have alt regntøjet på. Sådan fortsatte det de næste 20 km, kun afbrudt af ca. en times snevejr, på trods af, at vi nok aldrig var mere end ca. 200 meter over havets overflade. Det var en rimelig flad rute langs floden Paine og jeg fik her for første gang rigtigt brug for mine nye goretex vandrestøvler. Meget af vejen gik vi igennem våd sumpet eng og mose og skulle hele tiden som på resten af turen krydse utallige store og små vandløb. Så værdsætter man at være vandtæt omkring fødderne, for broer er der stort set ingen af. Måske en træstamme og et reb at støtte sig til, men sjældent mere. Også andendagen var nem. Ca. 20 km. igen og ca. 5 timer. På tredjedagen gik det opad igennem skov, men paa en rimelig god sti og vi kunne efter ca. 3 timer slå lejr på en lejrplads neden for en stor hængende gletcher, der hele tiden udløste små laviner med sne ned i en lille sø nedenfor.

Fjerdedagen derimod var knap 11 hårde timer, hvor vi tog en dobbeltetape og krydsede rundturens højeste punkt, et pas i ca. 1.200 meters højde. Jeg kender ikke definitionen på klatring, men hvis det er noget med at bruge alle fire til at komme op eller ned med, så klatrede vi meget den dag. Først brugte vi halvanden time til at gå stejlt op igennem en sumpet skov/krat. Sti var der ikke meget af, men man kunne hele tiden følge de orange afmærkninger og så var det bare om at finde en vej, hvor fødderne ikke ville forsvinde i mudder og så kæmpe sig igennem krattet. Bushbashing hedder det på engelsk. Herefter forsvandt skoven gradvist og vi havde endnu halvanden time opad over klippegrund, store løse sten og en smule sne. Men vi vár heldige for på toppen af passet var der kun hårdt blæsevejr, mens det f. eks. blot et par dage forinden havde været helt lukket pga. snestorm. Vi fik udsigt til den kæmpestore aflange gletcher Grey, som lå ca. 1 højdekilometer lige neden for os på den anden side og vi kunne lige netop skimte, hvor den ender i søen Grey omkring 10 km væk, hvor denne dags endestation lå. Vi klatrede igen ned over sten, sne og klipper før vi hurtigt kom til skoven og her blev det for alvor vanskeligt. Heldigvis havde det ikke regnet den dag for skovbunden var kun normalt fedtet, men stadig ekstem stejl. Efter regnvejr er den meget farlig og mange må derfor og pga. af uvejr, vente i flere dage med at gå over passet. Skoven er rimelig åben og man griber fat i et træ, en gren, en rod, en klippe eller hvad som helst og må hele tidet tænke 5 til 10 meter frem, for at se, hvor man forhåbentligt kan finde et brugbart fodfæste. Så bevæger man sig lidt og griber fat i et eller andet med den anden hånd og såden klatrer man nærmest slalom ned imellem træerne i 2 timer. Efter endeligt at være kommet helskindet et godt stykke nedad skal vi så gå på langs med bjergsiden langs gletcheren. Op og ned hele tiden og over og igennem et virvar af væltede træer og store sten og klipper. Vi måtte klatre ned af stejle klippesider for at krydse kløfter, skabt af brusende floder, med vand fra gletcherne oppe på bjerget højt oppe over os.

Den aften fik jeg mit eneste bad. Et kortvarigt brus i et træskur ved campingpladsen, ligefør søen bliver til gletcher. Vandet var bogstaveligt talt iskoldt, for det kom direkte fra søen, som flød med isbjerge, der med store knirkende brag knækkede fra gletcherkanten et par 100 meter væk.

De sidste 4 dage blev igen nemmere, men vi var alle 3 meget ømme på oversiden af lårene, hvilket gjorde det svært at gå nedad, når man hele tiden skal bremse og har en stor rygsæk på ryggen. Heldigvis blev vi belønnet ved at være kommet om på den mest spektakulære side af bjergmassivet og havde hele tiden udsigter til turkisblå søer og til de berømte bjergformasioner, hvorom der næsten hele tiden højt oppe svævede mindst en kondor. Samtidig blev rygsækkene naturligvis lettere og lettere efterhånden som vi fik spist vores mad. Vand skulle vi heldigvis ikke slæbe meget rundt på, idet der sjældent gik mere end et kvarter imellem vandløbene, som alle havde det fineste drikkevand.

Har slappet af siden og nydt vejret og prøver at komme til hægterne igen inden Monte Fitz Roy.

Lavede i går sammen med en anden dansker en stor, god og billig lammerygsmiddag til omkring 14 kr pr mand. Lam og oksekød er ekstremt billigt i her ligesom i Argentina.

Har købt en lille let bog med chilenske folkeeventyr og vil nu ku læse på spansk, så jeg kan få det ordentligt lært.

I hører fra mig igen, når jeg engang er kommet op i varmen omkring Puerto Monnt (sandsynligvis).

Brev nr. 4 fra Bariloche, Argentina, den 26. februar 2000

Hej igen.

Dette er kun et kort lille brev, fordi jeg har fået en midlertidig følgesvend, som har et digitalt kamara. Derfor vedhæfter vi et par billeder, så i kan se at jeg stadig er i live

Vi mødtes på båden til Puerto Montt og var så heldige at have en 6 mandskahyt helt for os selv. Et af billederne er fra båden.

Vi har været på en lille 4-dags trekkingtur i den Chilenske nationalpark Puyehue, hvor 2 af billederne er fra. Men ikke mere om det her. I må nøjes med billederne i første omgang.

Og! Husk, at hvis i vil være sikre på, at jeg læser jeres e-mails så send dem til begge adresser. Maskinerne hernede kan være meget drilske og utrolig langsomme, men det bliver bedre.

OG! Send aldrig noget som bilag. Skriv alt direkte i skrivefeltet. Det har nogengange i Puerto Natales taget op til 5 min at åbne en side.

Og Fl. K. Jeg er stadig på en eller anden kommunal adresseliste og modtager vittigheder og indbydelser til Thyge m.m.

MVH

Henrik

Brev nr. 5 fra Santiago, Chile, den 11. marts 2.000

Hej igen.

Så er jeg endeligt kommet til et sted, hvor internetadgang er let,
billigt og effektivt. Helt nede sydpå kostede det 30 - 40 kr i timen og var
uhyrligt langsom. Nord for Puerto Monnt er prisen ofte ca. 14 -15 kr i timen og
der er masser af internetcafeer m.m.

LOS GLACIARES

Efter brev nr. 3 om Torres del Paine, var jeg en lille tur over grænsen
tilbage til Argentina for at besøge den 6.600 kvadratkilometer. store nationalpart "Los
Glaciares". Ca. 40% af parken er en lille del af "Hielo Sur", verdens
største isklump/indlandsis uden for polerne og herfra glider 13 gletchere ned i
store og små turkisblå søer. I den sydlige del af parken besøgte jeg
først sammen med et par fra mit hospedaje i Puerto Natales en af landets
største turistattraktioner: "Moreno Gletcheren". Den var indtil fornyligt
verdens største voksende gletcher, men "gror" nu ikke længere pga.
klimaforandringer. Den glider dog stadigt 2 meter frem om dagen, med is oppe fra
Hielo Sur, men det brækker altsammen af og gletcherranden forbliver samme
sted.. Det er det sceneri, der tiltrækker de mange turister. Knagen og bragen
fra en 60 meter høj ismur der strækker sig over 4 km og hvorfra der hele
tiden styrter store og små isklumper/isbjerge. Det kan altsammen iagttages
på tæt hold fra en halvø overfor. Dog er man nødt til at holde sig til
de indrettede gangstier og gangbroer. I modsat fald kan man få bøder på
op til 3500 kr og det er ikke uden grund. Rigtig mange turister er blevet
dræbt af issplinter, der flyver som projektiler, når isklumper knuses
efter et højt fald.

Efter en nat i El Calafate, tog jeg næste morgen en bus til den lille by
El Chalten i den nordlige del af parken. I øvrigt den dyreste by jeg
nogensinde har været i. Normalt er Argentina dobbelt så dyrt som Chile, men
her kostede en pakke kiks præcis 5 gange så meget som i Puerto Natales. Men
det var nu lige meget, for jeg skulle på trekking/vandring omkring
bjergene i Fitz Roy og Cerro Torre, som begge til forveksling ligner Torres del
Paine, og havde derfor medbragt alt mad fra Chile. Mødte straks en tysker,
som jeg fuldtes med alle 5 dage indtil vi vendte tilbage til PN. Vi havde
det mest perfekte vejr man kan ønske sig. Sol, halvvarmt og nul vind og
havde derfor heller derfor heller ikke som man ellers kan forvente, problemer
med at gå op til udsigtspunkterne nedenfor de næsten lodrette spidse
bjerge. Det er ligesom Torres del Paine et sted, som tiltrækker klatrere fra
hele verden og vi mødte mange der havde ventet 3 uger på godt vejr, for at
kunne sætte livet på spil på bjergvæggene. Vi almindelige turister
holdt os til de i forhold til Torres del Paine lette stier nedenfor. Holdt i
øvrigt fødselsdag med Maggis tomatsuppe med ekstra krydderier og ketshup.
Ristet peberfrugt med en dåse skaldyrsmix( a la tun) med pasta og
tomatsovs.

BÅDTUR

Det usædvanligt gode vejr fortsætter. Heldigvis for ellers ville det
være spild af gode penge at tage båden op til Puerto Monnt.

Vi havde
imidlertid 3 perfekte dage og 4 nætter, hvor vi først kunne nye at sejle i
Chiles sydlige ubeboede skærgård gennem snævre stræder og kanaler. Hele
tiden med grønne skove på de bjergrige øer og med sne/isklædte bjergtoppe i
de sydlige Andesbjerge på fastlandet. I vandet var der både søløver og
springende delfiner i kølvandet. Efter et smut ud i Stillehavet, hvor
vist nok kun ganske få blev alvorligt søsyge sejlede vi igen ind i de indre
farvande, hvor udsigten nu var vulkaner og lysegrønt landbrugsland. Skibet er
et fragtskib, der med lidt ombygning har fået plads til omkring
200 passagerer. Alle kahytter er meget små, men jeg var heldig at få en 6
mandskahyt med bad alene kun sammen men New yorkeren Zohar. Alle andre
kahytter var fyldt op til bristepunktet. Jeg har fulgtes med Zohar siden lige
indtil i går, hvor han skulle hjemad.

NATIONALPARKEN PUYEHUE, LAKE DISTRICT CHILE

Efter sejlturen tog vi straks til Parque Nationel Puyehue, hvor vi
vandrede i 4 dage. Første dag steg vi opad godt 1.000 meter igennem tæt skov
indtil vi endeligt lige ovenfor trægrænsen nåede et refugie ved vulkanen
Puyehue's fod. Her hygger vi os med ild i brændeovnen sammen med bla. nogle
tyske geologer, der skal tage vandprøver fra varme kilder og geysere. Vi
spiser pestoris med rød peber ristet i olivenolie og med billige chilenske
tørrede rørhatte, som virkeligt også sætter liv i en ellers tam Knorr's
champignonsuppe. Tørrede svampe er supercamping/trekkingmad, da en god
pose kun vejer 30 gram og smager himmelsk. Næeste dag følges vi med en rar
hund knap 25 km og slår lejr ved nogle varme kilder i kanten af et lille
vandløb på str. med Savstrup Å. Vi stiger først ca. 400 - 500 meter op på
siden af vulkanen, der nedefra ligner et almindeligt bjerg. Man er dog
ikke i tvivl om, at det er en vulkan, for indimellem lugter der fælt af svovl
og vi kan ikke som normalt blot drikke frit fra alle vandløb. Efter at
have gået rundt om vulkanen havner vi i en ørken af lavasand og var det ikke
for udsigten kunne det være Sahara. Vi kan se flere sneklædte
vulkantoppe, deriblandt Osorno, som jeg klatrede på for 2 år siden og som kaldes
verdens 2. flotteste vulkan efter Fuji i Japan. Nedenfor os har vi en
kæmpemæssig størknet lavastrøm, som ligner en sort gletcher.

Næste morgen befinder vi os i skyer. Det er tåget og det småregner og
jeg har selvfølgelig glemt at købe eller leje regnbukser! Vi vælger at
gå samme vej tilbage fremfor 2 lange dage på en (ifølge vores "Lonely
Planet", Trekking in the PAtagonian Andes" guide) ikke særligt spændende
rute til den anden side af parken. En god ide for vi har meget dårlig
sigtbarhed hele vejen ned til refugiet og kan dårligt se de få røde
pæle/grene, der markerer ruten igennem ørkenen og mister da også sporet en enkelt
gang. Vi har dog bedt hunden, som ikke ville gå hjem dagen før om at
følges med os igen og den kender vejen uanset vejret. Den er hele tiden foran
os og sætter sig pænt og venter, hvis vi er for langt bagud. Tilbage i det lille refugie tørrer vi tøj, telt og støvler, som blev
gennemblødte de sidste 10 minutter ned igennnem en smal sti, omgivet af vådt græs på
begge sider. Har nu regnbukser, og må hurtigst muligt anskaffe gamacher,
som også kan holde småsten ude af støvlerne, når det går stejlt nedad i
løst sand eller grus.

LAKE DISTRICT ARGENTINA

De følgende dage krydser vi igen grænsen til Argentina, hvor jeg genser
byerne Bariloche, Villa la Angustura og San Martin de los Andes. Vi tager
nogle små lette 15 - 20 kilometers dagture uden bagage og skåner Zohar's
knå, som smerter en smule. Bla. besøger vi en lille nationalpark med de
sjældne arrayanestræer.

Det er uden sidestilling den flotteste skov jeg
nogensinde har set. Høje blanke flerstammede lysebrune træer med snoede
stammer og mærkelige former. Normalt er en skov grøn om sommeren, men her var
den udpræget blank lysebrun. Zohar sender sandsynligvis billede.

PUCON, LAKE DISTRICT, CHILE.

Vi er dog hurtigt tilbage i billige Chile igen, efter at have krydset
grænsen ved foden af den knap 4.000 meter hoeje vulkan Lanin, som jeg
forhåbentlig kan bestige en anden gang.

Vi er kommet til Pucon, der er efter chilenske forhold er en dyr by, men
alligevel har vi ingen besvær med at finde et hospedaje til 6 US pr nat pr
mand. Samme pris som vi betalte for camping i Argentina. Det er Chiles
førende turistby i dette område og ligger ved søen Villarica lige neden for
foden af vulkanen med samme navn. Hovedgaden er præget af
forretninger/kontorer, som tilbyder især rafting og bestigning af vulkanen, men også alt
muligt andet ligefra hesterygsture i bjergene til paragliding. Et
adventureparadis, der tiltrækker tusindvis af rygsækrejsende, hvorfor jeg også
genser mange fra helt tilbage til Torres del Paine. En fast destination på
gringoruten. Det er heldigvis sensommer og karnevalstid i Rio, så der er
ikke pakket med mennesker og vi kan let prutte om priserne.

Vi tog bla. en 16 US halvanden times raftingtur med op til "grade 4". Det
var billigt og pengene værd, men dog lidt tamt og som det rene vand i
forhold til Zambezi i Afrika i 1996.

Dagen efter besteg vi vulkanen Villarica, som hele tiden ryger, rumler og
pruster lige ovenfor byen og faktisk også kan gå hen og begrave den i
lave når som helst. For 30 US mødte vi op kl. 7.00 og fik udleveret tøj,
gasmaske og isøkse. Efter at have ventet en hele time på 2 chilenske par,
som åbenbart ikke havede et vækkeur, kørte vi så 9 turister og en guide
op til startstedet ved et lille skisportsområde. Første del foregik i
stolelift og derefter ventede knap 1000 højdemeters stejl spadseretur opad. I
perfekt vindstille solskinsvejr, som sædvanligt. Efter 16 minutter måtte
de 2 piger vi havde ventet paa en hel time, gispende give op efter at
være sakket bagud flere gange. Utroligt, at de ikke viste bedre, da det ikke
er nogen hemmelighed at turen op varer ca. 4 timer opad. De lever åbenbart
et sted uden bjerge eller trapper og har aldrig gået opad i mere end 5
min. Efter yderlige en halv time var deres mænd også forsvundet. Det var dog
faktisk en let tur i langsomt tempo og med masser af pauser og vi så
heller ingen andre opgive, blandt de ca 10 grupper der besteg vulkanen den dag.
Det meste af vejen foregik igennem hård sne, men det var som at gå på
trapper pga. de mange dybe fodspor og tiltrådte trappetrin. På toppen
ventede den flotteste udsigt jeg indtil dato har set i SA. Flere andre perfekt
formede sneklædte vulkaner, grønne bjerge og turkisblå søer. Og nød man
ikke udsigten kunne man istedet kigge ned i krateret. Et stort fladbundet
hul omkring 25 meter dyb og måske 100 meter i diameter. I midten en lille
pustende rødglødende åbning, hvorfra der hele tiden steg en krads røg,
ligesom fra flere steder i kraterets sider. Vi slap dog for at bruge
gasmasken, da der uheldigvis ikke var et mindre udbrud den times tid vi tilbragte
der.

Vejen ned var som en skiferie. Det meste af tide kunne vi glide på
bagdelen og når det gik for stærkt var det bare at bremse med isøksen.

VALPARAISO, VIÑA DEL MAR OG SANTIAGO.

Tog toget op til Santiago, hvor jeg fik stjålet pas og kreditkort, fordi
jeg var lidt glemsom, de 2 timer vi var der indtil vi tog bussen til
havnebyen Valparaiso, som hænger sammen med badebyen Viña del Mar. Blot byer.
Tilbage igen i Santiago har vi besøgt vinbodegaen Concha y Toro, som er
Chilen største og hvis vin også kan købes i Danmark. Har fået et nyt
midlertidig pas, men venter indtil midt i næste uge med at tage bussen til
Cordoba i Argentina. Måske dukker pas og kreditkort op på ambassaden.

VALUTA

I argentina er en peso lig en dollars, som derfor også kan bruges som
betalingsmiddel. I de andre lande har de deres egen valuta, men som rejsende
taler man som regel i USD, så man kan sammenligne m.m.

Med Venlig hilsen

Henrik

og tillykke med 90-års fødselsdagen til Anna Kirkegaard.

Brev nr. 6 fra Villa Carlos Paz, Argentina, den 18. marts 2000

Zohar har været så rar at sende endnu et billede.

MVH

Henrik

Brev nr. 7 fra Uyuni, Bolivia, den 1. april 2.000

Hej så er jeg her igen efter endeligt at være kommet til Bolivia.

Tak for breve, email og lakridser m.m.

Jeg kan desværre ikke nå at svare på alle lige nu. Jeg har kun en halv times tid og mit hoved dunker.

Har besøgt familien Thomsen i Villa Carlos Paz i Argentina. Modtog omkring 3 kg lakrids m.m. Heldigvis var der ikke den helt store smag for det blandt Thomsens og venner, men de gjorde stor lykke hos Stine, en dansk pige der var med på en jeeptur de sidste 4 dage.

Tog efter Thomsens bussen op til Salta i det nordvestlige Argentina. En utrolig flot by med masser af gamle velbevarede bygninger fra kolonitiden. Det er dog den fattige del af Argentina og har en stor indiansk befolkning. Boede på et hyggeligt og utroligt rent lille hostel, hvor vi bla. fik en asado/grill en aften. Dvs det var typisk argentinsk nærmere nat, for klokken var over midnat da køddet var klart. Mødte bla. også en backpacker Neill fra New Zealand, som finansierede noget af hans rejseudgifter ved at piercing. Som nogle ved har jeg før snakket om en ring i navlen, så nu har jeg altså gjort noget ved det. En ring i navlen og to aftagelige ringe i mit venstre øjenbryn. Det gjorde næsten ikke ondt, men desværre har de sidste 4 dage i en rystende jeep i en støvet ørken i 4.000 - 5.000 meters højde gjort deres. Der er uheldigvis gået betændelse omkring de 2 ringe i øjenbrynene og jeg render nu rundt med en hævelse på størrelse med en halv bordtennisbold og kan overhovedet ikke se ud ad det venste øje. Jeg besøger lægen i morgen.

Tilbage til turen

Efter et par dage i Salta uden problemer tog jeg en bus op til La Quiaca, som er en grænseby til Villazon i Bolivia. De sidste hundrede par km, var dog næsten som at være i Bolivia. Der er fattigt og indiansk og lamaer på vejene, som forlængst er blevet til grusveje. Steg ca. 2000 meter og mærkede lidt uventet højdeforskellen i form af træthed, ørhed og lidt ondt i nakken. Det var dog ovre da jeg mandag morgen spadserede over grænsen til en helt anden verden i Villazon. La Quiaca var noget nær en spøgelsesby næsten uden forretninger og restaurenter. Alt foregår simpelthen i Villazon, fordi priserne i Bolivia er langt langt mindre en i Argentina. Gik til togstationen, hvor jeg heldigvis traf Moses som var næsten forrest i koen til billetkontoret. Han skulle også til Uyuni og kunne derfor kunne købe billetter for os begge. Pris 27 Bolivianos/ca. 30 kr for 9 timers togtur. Det ville have vaeret 200 kr i Argentina. Jeg glemte dog at spørge, hvilke billetter han ville købe og han valgte de billigste for at spare en femmer, hvilket medførte en stopfyldt togvogn. Masser af baggage, og halvanden gange så mange passagerer som der var sæder. Det var dog ikke så slemt som man kunne tro og vi havde en hyggelig, men meget varm tur med, med utroligt meget indviklet benfletning for at alle kunne være der. Og eneste dyr var en lille hund og en hvid rotte i en lille papkasse med et kikhul.

Vi stod af toget kl 1 om natten og fandt let et fint hotel til 25 kr. pr mand. Næste morgen mødte Moses nogle af hans israelske venner, som havde bestilt en tur kl. 10.30, så i løbet af en time havde vi pakket og havde booket os ind ved samme firma. Han kom i en bil med larmende israelere og jeg med Stine, en amerikaner og 4 australere. Turen var en rundtur i det sydvestlige Bolivianske højland. Uyuni ligger i omkring 3.750 m.o.h. og højeste punkt var 5.000 m.o.h. Vi kørte først over saltsletten "Salar de Uyuni", som er på godt 12.000 kvadratkilometer og dermed godt og vel en fjerdedel af Danmark. Det var som at køre på en frossen sø med en lille smule sne på toppen. Bortset fra den lille del der var dækket af ca. 10 til 15 cm vand. Besøgte bla et hotel der var bygget 100 % af salt. Selv borde, stole og senge.

Kørte videre imellem vulkaner og søer, og passerede små landsbyer, med indianderkvinder der som altid render rundt med en lille bowlerhat der altid af en eller anden grund er alt for lille. Masser af flotte lamaer og søer med masser af lyseråde flamingoer.

En anden atraktion var en stor rød sø, rødere end det rødeste okkervandløb jeg har set. Skyldes alger og mineraler, som området er rigt på. Må desværre stoppe nu.

Hasta luego

Henrik

Brev nr. 8 fra Potosi (4.070 m.o.h.), Bolivia, 5. april, 2000

APRILSNAR, hvis nogen ellers troede på det.

(Alle troede på det. HA HA. Tilføjet senere)

Er kommet til Potosi, verdens højeste og engang Amerikas (nord og syd)
rigeste og største by. Ligger ved foden af Cerro Rico, som engang var fuld af
sølv. Mere om det senere.

Har det glimrende så længe jeg ikke løber alt for meget op og ned ad
gaderne. Luften er temmeligt meget tyndere end derhjemme.

Sidder fast her på ubestemt tid fordi der er strejke og vejene er blokerede,
men rejser hurtigst muligt videre til Sucre og La Paz

Med venlig hilsen

Henrik

Brev nr. 9 fra Potosi, Bolivia, den 8. april 2000

Lige nu har jeg masser af tid til at skrive, da jeg ikke kan komme ud af Potosi ad andre veje end tilbage til Uyuni, hvorfra man kun kan rejse tilbage til Argentina eller til Chile.

Jeg kom til Potosi søndag eftermiddag og ville have været videre til Sucre tirsdag kl. 14.00. Der er dog en mindre krise i Bolivia pga af stigende benzinpriser, privatisering af vandforsyning m.m. og derfor har bønderne spærret stort set alle de vigtigste veje og veje er der i forvejen ikke for mange af. Derfor er Potosi stort set afspærret fra resten af Bolivia. Jeg er på et typisk backpacker gringohotel, hvor vi alle venter på grønt lys til at fortsætte. Her er stille og roligt og vi mærker overhovedet ikke til noget som helst bortset fra de manglende busser, men der har været mindre uroligheder andre steder i landet. Dog formentlig ikke værre end f.eks det har været på Noerrebro i Kbh. Der skulle dog i aftes været indgået et forlig og en 90 dages tænkepause, hvor parterne så forhåbentlig kan finde en løsning. Busselskaberne har dog endnu ikke ment, det var sikkert nok til at køre til hverken La Paz eller Sucre, men kører dog formentlig i morgen eller allerede i aften.

Når det er muligt skipper jeg Sucre og tager direkte til La Paz og derefter enten på trekking nord derfor eller direkte til Titacaca og Peru, hvis jeg mener der er fare for at strande igen. Her er ingen fare på fære medmindre man forsøger at bryde blokaderne og Bolivia har ingen traditioner for voldelige oprør, så indtil videre nyder jeg/vi den gamle koloniby Potosi. Den er fyldt med masser af gamle flotte huse, der dog godt kunne trænge til en kærlig hånd og her er ikke mindre en 80 kirker og masser af museer.

Tog en flot 7-timers bustur hertil fra Uyuni, hvor vi igen var helt oppe omkring de 5.000 meter over havet. I modsætning til Arg. og Chile er det nu ikke store komfortable busser paa asfaltveje, men bumlebusser med mindre benplads på meget dårlige grus- og jordveje. Kun 5% af Bolivias sparsommer vejnet er asfalteret. Endvidere virker busselskaberne også som postbude og derfor skulle vi først have lavet en stabel på godt en meters højde af små pakker på taget for vi kunne få vores rygsække derop og det hele pakket godt ind i en stor pressenning. Efter 6 timer igennem et goldt bjerglandskab afbrudt af enkelte grønne enge fyldt med de sædvanlige flokke af flotte lamaer med farvede bånd i ørerne, kunne vi så endeligt se det meget let genkendelige vartegn for Potosi. Bjerg Cerro Rico, omkring 4800 meter hoejt. Det adskiller sig fra alle andre bjerge ved at være brunligt fordi der har været gravet og stadigt graves på hvert eneste kvadratccentimeter. Omkring 1550 vistnok fandt spanierne sølv i det og det i kvalitet så det stort set kunne tages ud af årerne som det reneste sølv. Her er dog også andre metaller som zink og tin. Derfor blev byen Potosi grundlagt ved dets fod i omkring 4100 moh, og blev hurtigt til Syd-og nordamerikas største og rigeste by med omkring 200.000 indbyggere. Ikke alle har dog nydt af rigdommen, for man anslår, at omkring i alt 8 millioner arbejdere og slaver er døde af det farlige arbejde.

I dag er byen en af de fattigste i Bolivia og har ca. 110.000 indbyggere, hvoraf ca. 7000 arbejder i minen. For 15 år siden var der det dobbelte. Sølvpriserne er faldet drastisk og kvaliteten af malmen er i dag meget ringe.

Var på en minetur i mandags. Det er det alle kommer for ligesom en af prinserne for et par år siden. Kunne konstatere at man stort set arbejder under de samme forhold som for 400 år siden. Den statsejede mine lukkede for mange år siden, men arbejderne har slået sig sammen i ca. 35 koopperativer og der er ét privat drevet selskab.

I det private selskab tjener ca. 250 arbejdere omkring 1.100 kr om måneden, hvilket er rimeligt godt, da det er ca. det 3 dobbelte af min. lønnen i Bolivia. De har rimeligt moderne hjælpemidler og en mand kan f.eks. bore ca. 15 dynamitstangshuller på en time.

Resten arbejder som i middelalderen under de ringeste forhold man kan tænke sig og de dør efter gennemsnitligt 10 års arbejde i minegangene. Kun ca. 1500 har forsikring og en lille tarvelig pension på ca. 15 US dollars om måneden.

Vi gik ind i et hul i bjergsiden, og gik rundt i de snævre lave gange fyldt med huller og skakter og havde som arbejderne, hver en gammeldags med dog effektiv lygte til at give lys. Jeg kender ikke det danske ord men man putter sten og vand i en kande og der kommer en pæn god flamme ud foroven. Vi kravlede rundt og mødte forskellige folk og børn, som demonstrerede, hvordan de arbejdede. Vha. en hammer og en mejsel banker de i løbet af 3-4 timer et 60 cm. dybt hul hvorefter de propper en dynamitstang ind, tænder lunten og bevæger sig 10 - 15 meter væk. Vi var heldige med tidspunktet og overværede en sprængning. Derefter kan andre lavere rangerede arbejdere i en kæmpe støv- og asbestsky begynde af fjerne stenene. Aflønningen i kooperativerne er i dag på ca. 400 - 450 kr. pr. 8 tons sten. Alle turister køber gaver til arbejderne før de bevæger sig ind i minen. Standardgaven koster ca. 15 kr. og består af en pose cocablade og en pose med andet godt, som f.eks. en dynamitstang chokolade, lunter, cigaretter m.m.

Cocabladene bruges overalt på altiplanoen (højsletten) og modvirker højdesyge, træthed og efter sigende meget mere. Uden dog af være eurofiserende. Det er 100 % legalt og serveres bl.a. på mit hotel til morgenmaden hver morgen. Man kan dog også vælge kaffe eller chokolade, hvilket jeg foretrækker, da jeg ikke har hårdt fysisk arbejde og da cocateen smager af græsplænegræs. Den mest almindelige måde at bruge cocabladene på er dog at krølle nogle stykker sammen og putte det ind under den ene kind. Minearbejderne havde alle meget store cocabylder, for at kunne udholde arbejdet. Apropos bylder og aprilsnar, så har jeg altså hverken bylder eller andre huller i min krop end dem jeg er født med!

Jeg har lige nu i dette øjeblik (17.10/22.10) hørt, at der vist nok nu er busser til La Paz. Sidder i en af de 6 - 7 internetcafeer, hvor vi hele tiden møder de andre backpackere og jeg har lige spist en halv lama. Det er så billigt her. Frokost for 20 kr. Hvidløgsbrød, suppe, 2 store lamasteaks med kartoffelmos og derefter frugtsalat. Inkl. Coca Cola.

Er på gringoruten og der er derfor propfyldt med rygsækrejsende. Har især mødt tyskere og schweizere (er der nogen der har Rogers e-mailadresse?) og israelere, som rejser rundt i store larmende, dominerende og til tider meget irriterende grupper. De rejser ifølge eget udsagn alle til enten Asien eller Sydamerika efter de har overstået hæren. Efter skole skal alle mænd tjene 3 år og pigerne i 2. Derefter kan de nyde deres ungdom og tager på den obligatoriske rejse, hvorfor de stort set alle er mellem 21 og 23 år. Ligesom sydamerikanerne kander dansk fodbold, kender israelerne og beundrer israelerne os. Hvilket de selvfølgeligt også bør efter et ydmygende 1-5 nederlag i Israel.

Hvor højt er himmelbjerget i øvrigt og Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj?

Dem der har bryllup og runde fødselsdage indenfor den nærmeste tid kan desværre ikke modtage kort da post herfra har været afskåret fra omverdenen.

Hasta Luego

Henrik

Brev nr. 10 fra Sucre, Bolivia, den 11. april 2.000

Hej igen!

Da jeg skrev i lørdags fik jeg som jeg skrev at vide, mens jeg sad ved maskinen at nu kørte alt igen som normalt. Imidlertid viste det sig da vi så nyhederne kl. 8.00 om aftenen, at alt var meget værre. Stadig vejblokader og uro i især Cochabamba og en smule i La Paz.

Senere på aftenen, hvor vi sad 7 turister paa en skummel bar og drak en smule rum og cola , fik vi at vide at der var indført undtagelsestilstand med udgangsforbud fra klokken 1.00.

Derfor troede vi, at nu sad vi for alvor fast, men næste morgen kørte busserne normalt til Sucre. Derfor er jeg nu der sammen med en hollandsk pige Anic og en tyskeren Johannes.

Sucre er Bolivias flotteste store by med masser af flotte gamle huse og bygninger. De skal alle i bymidten være enten hvidskurede eller hvidmalede og byen kaldes ikke for ingenting Amerikas Athen. Her er ikke nært så fattigt som i Potosi, og klimaet er dejligt ligesom der er til at få vejret også op ad bakke. Byen ligger i en stor grøn dal i kun 2.800 meters højde.

Vi skal dog videre og gerne til Peru hurtigst muligt. Anic har et fly om 10 dage fra Lima. Vi får dog mange forskellige oplysninger om hvorvidt busserne kan komme frem eller ej. Imidlertid har vi købt billetter til La Paz senere i eftermiddag fra et af de store busselskaber, som ikke vil risikere alt for meget stenkast på deres dyre Scania-busser. De ville bla. ikke køre til La Paz fra Potosi da jeg forsøgte dette i fredags. Selvom andre selskaber mente, at det var forsvarligt. Det forlyder dog at det kan lade sig gøre i dag, men med en alternativ rute, nemlig tilbage over Potosi, for åbenbart ikke at komme for tæt på Cochabamba.

Udover hvad vi ser i nyhederne og de manglende busser mærker vi overhovedet ikke til krisen. Den danske ambassade oplyste ligeledes i morges, at der ikke var nogen grund til at holde sig fra La Paz, hvis man ellers kan komme dertil. Vi tager chancen og kører med bussen i stedet for at tage et dyrt fly. Vi risikerer højest at komme til at sidde fast et sted eller to eller tre. Vi kan ikke komme til Peru uden at skulle over La Paz. Vi foretager stort madindkøb inden afrejsen.

Jeg går ud fra at I har læst om Bolivia i aviserne. Situationen skyldes flere ting. Bla. et stort vandprojekt, som vil forøge vandpriserne med ca. 20 %, samt en månedlig afgift for de indirekte implicerede. Derudover landbrugsreformer, der vil fratage jord fra mange landmænd. Endvidere er mange afgrøder blevet forgiftede. Det er selvfølgelig cocaplanterne, som den bolivianske regering har fået en kæmpestor pose penge af bla USA for af udrydde, udover det der bruges til normalt dagligt brug, som beskrevet i sidste brev. Derudover er der stigende priser på alt og situationen er forværret af, at politiet har strejket og forlangt højere lønninger, hvad de nu vistnok har fået efter at de sloges med militæret forleden.

MVH Henrik

NB. Hvis i ikke hører fra mig de nærmeste dage er det fordi vi er havnet i en lille by uden internet.

Brev nr. 11 fra La Paz, Bolivia, den 14. april, 2000

Kom ubesværet til La Paz onsdag morgen uden andre forhindringer end en
punktering, da vi kørte over en stor sten fra blokaderne. Superbus med
benplads nok til at jeg kunne strække min ben helt ud, men komforten blev
ødelagt en smule af en lang lang strækning med elendige veje, da vi måtte
køre over Potosi for ikke at komme i nærheden af Cochabamba. Og prisen var
kun 7 Usd for 14 timer.

Bliver her mindst indtil søndag, da der er en friluftskoncert koncert med
Manu Chao, på lørdag. Her er som regel stille og fredeligt, ligesom i
Sucre og Potosi, hvor der dog nu vistnok er strejke. Er dog stødt på
demonstrationer både i går og i onsdags, men det er ikke noget folkeligt
oprør. Der er posteret ca. grønne uniformer i omtrent hvert andet
gadekryds, men både soldater og folk virker meget afslappede. Da vi løb
ind i den første demonstration i onsdags, troede vi først, at det ikke var
skud vi hørte, for folk virkede totalt upåvirkede af situationen, selvom
det foregik kun en blok eller 2 derfra. Der hang dog stadig tåregas i
luften og folk kom imod os med tørklæder for munden. NB der skydes kun med
gummikugler og der er ingen fare for at rende ind i dem.

I øvrigt er La Paz en overraskende imponerende flot by. Ikke pga.
bygninger, men fordi den ligger i dal eller hul i 3800 meters højde.
Hovedgaden ligger i bunden og til begge side går smaller brostensbelagte
gader stejlt opad. Selve hullet omkring den centrale del er 400 meter dybt
og siderne, som er ekstremt stejle er fyldt med mærkelige klippeformationer
og bebygget med små røde huse. Derfor kan man altid når man går på
tværs af dalen se en høj bjergvæg i den anden ende, fyldt med små røde
prikker.

Her er som i alle hovedstæder rigdom, men det er fattigdom der præger
bybilledet. Tiggere, gadeboern og gadesælgere som har alt til salg ligefra
walkmen til negleklippere. Det er dog mest karameller, blyanter, toiletpapir
og andre småting, som ikke kan indbringe den helt store formue. For de
fattige La Pazere, hvilket er de størsteparten, drejer det sig ofte om, at
få så mange børn som muligt for at sende dem ud som gadesælgere m.m.
Børn tjener ofte mere end deres forældre.

MVH Henrik

Brev nr. 12 fra Arequipa, Peru, den 6. maj 2000

Forlod La Paz efter at have vaeret til en stor udendørskoncert med Manu
Chao. Det var dog ikke den helt store oplevelse, bortset fra omgivelserne.
Det foregik i et stort udendørs amfibieteater i centrum af La Paz. Plads
til omkring 10.000 publikummer. Mano Chao er fremragende på CD, men er ikke
gode til koncert, da det er akustisk lyttemusik.

Tog en morgenbus til Puno ved Titicacasoen paa Perusiden, hvor jeg skulle
besøge Uros, de flydende sivøer. Kørte meget af tiden langs søen og
krydsede den en enkelt gang for først at komme til Copacobana, som er
Boliviansk, men ligger på spidsen af en halvø, som stikker ud fra den Peruanske
del. Først måtte alle passagerne forlade bussen for at blive sejlet over i
små motorbåde, men bussen og alle andre køeretøjer, blev sejlet over
på små pramme, som åbenbart ikke er sikre nok til både biler og personer.

I Puno havde jeg problemer, med mit nye Visakort, som blev spist af en
bankautomat, da jeg forsøgte at hæve penge den første aften. Derfor kunne
jeg ikke tage på en af de mange ture, der om morgenen går til øerne. Lidt
uheldigt, for jeg havde allerede købt en busbillet til Cusco den følgende
dag. Gik istedet for selv ned til havnen om eftermiddagen, men det var
desværre lidt sent. Jeg ventede i to en halv time på, at der skulle komme
flere passagerer for at prisen for turen kunne komme ned på et acceptabelt
leje. Sammen med et par beboere fra ørne. Klokken blev kvart i fem og
netop, som jeg var ved at opgive kom der et fransk ægtepar. Vi fik et superkort
besøg derude for kun 10 soles tur retur. Solen var forsvundet da vi efter
en halv time igennem åbent vand og en kanal gennem siv ankom til øerne
og da vi efter endnu en halv time sejlede hjemad var det halvmørkt. Der bor
ca. 150 familier på øerne i dag. De lever alle af turisme og øerne er én
stor souvenierbod, restaurenter osv. Det er dog stadig interessant, for
bortset fra turismens præg er alt som for 100 år siden. Alt er bygget af siv
og man går ikke rundt på hverken græs eller grus, men på en stor
gyngende sivmåtte. Husene er af siv og folkene sover paa sivmåtter indenfor. En
kold omgang for det bliver meget koldt om natten om vinteren i omkring
3800 meters højde. Som overalt i Bolivia var de souvenirsælgende koner små
og runde med lange sorte fletninger, farvestrålende stribet dragt og ofte
med en bowlerhat, som af en eller anden grund altid ser ud til at være
flere numre for lille. De sidder altid helt helt oppe på toppen og ser ud
til at ville falde af, fordi de ikke har kunne få den ordentligt ned over
hovedet, men sådan skal det åbenbart være. Da det var ved at være koldt
derude lod jeg mig overtale til at købe en souvenir. En dejlig blød, varm
og flot Alpacasweater af den slags man ser til salg overalt. 20 soles,
hvilket er omkring vistnok knap 45 kr. Og jeg kunne sikkert have fået den for
30 hvis jeg havde prøvet.

Busturen til Cusco var en behagelig overraskelse med en enkelt lille
kortvarig ubehagelig overraskelse. Vejen dertil var næsten helt ny, bygget af
brasilienere for 2 år siden og da bussen samtidig var stor og komfortabel
og jeg havde en god snaksagelig sidemand, var det en god tur. Vi blev dog
lidt overraskede, da bussen pludselig stoppede pga kø. Det var en
vejblokade! Var jeg nu løbet ind i en nye transportproblemer ligesom i Bolivia, som
det lige var lykkedes at komme ud af. Det var ikke helt utænkeligt i disse
peruanske valgtider. Nej, heldigvis var det kun et enkelt brændende
bildæk og et par enkelt sten, men politiet, som var på stedet så ikke ud til
at ville foretage sig noget. Mens alle passagererne var steget ud begyndte
nogle af busserne at køre ud på markerne for at passere blokaden
ad sporene ved siden af og straks var der en flok mennesker der med hakker
m.m. forsøgte af gøre et par småvandpytter større og et par enkelte sten
blev kastet mod den første lille bus. Da den uden problemer havde passeret
viste det sig at de fleste folk dernede var passagerer og snart var vores
bus også forbi, samtidig med at politiet ryddede vejen. Alt i alt en lille
hændelse og der var heldigvis ikke flere blokader.

Cusco er den gamle inkahovedstad og en stor del den nuværende gamle
spanske bydel er bygget ovenpå fundamenterne fra inkahusene. En ekstrem flot by
- den flotteste jeg har set i Sydamerika. Smalle brolagte gader, hvor man
skal se sig for, for der er ofte kun lige netop til en bil på vejen og de
mange taxier, kører ofte en lille smule for hurtigt - som alle andre
steder.. Inkafundamenterne er ofte store store stenblokke, som er hugget så
fint, at man overhovet ikke vil kunne stikke et stykke papir mere end højst 1
cm ind imellem. Og så er der alle de flotte kirker, katadraler m.m. i
velbevaret spansk kolonistil. Det er dog også en turistby, men det dog endnu
lavsæson, så der er til at være. Man bliver dog hele tiden antastet af
diverse sælgere, især omkring den centrale plaza, som som i alle andre
sydamerikanske byer hedder Plaza de Armas. På plazaen vrimler det med
postkortsælgere. Børn, der som tidligere nævnt er sendt ud af forældrene for at
hjælpe til med familiens økonomi. De køber en kasse med postkort for ca.
1 kr pr. stk og sælger dem for omkring 2. Priserne er meget fleksible. På
en dag kan de typisk sælge 20 kort og tjener derved omkring 20 kr. Nogle
er meget ihærdige og ikke til at slippe af med - taler ovenikøbet en
smule engelsk og har lært de forskellige landes hovedstaeder, præsidenter m.m.
udenad for at gøre indtryk. Andre accepterer et nej, men fortsætter
måske med at sludre. Der er cigaretsælgere og sliksælgere og de kommer altid
ind i restaurenterne for at forsøge der, midt i ens frokost eller
aftensmad. Små børn fra 6-årsalderen, som kommer ind og bønfalder en om at
købe karameller, så de selv kan købe mad. Og så er der alle dem der får
kommision fra restaurenterne for at gå rundt og kapre kunder ved at stikke
menukort op i hovedet på os og fortælle, hvor fremragende netop deres mad
er. Maden er dog nogenlunde ens på alle stederne. Der er en dagens menu
eller turistmenu - til omkring 10 - 20 kr. Indeholder altid en suppe til
forret og derefter hovedret bestående af enten pizza, pasta, eller bøf med pommes frites og ris osv. og en
sodavand og måske desert. Billigt, rigeligt og godt.

Man kan dog også betale lidt mere ligesom jeg gjorde i forgårs og
bestille en andesspecialitet. Jeg betalte omkring 30 kr i en lille landsby uden
for Arequipa. Fik den serveret på en aflang tallerken ovenpå en god gang
salat, ris og pommes frites. Fladtrygt og helstægt med et ben/poter med
små fine kløer strittende ud til alle fire sider. Hovedet var flækket fra
kæben og opefter og overdelen vredet om til siden, så der var 2 hoveder.
Med små smilende tænder vendende opad. Smag som kylling, men med meget
tykkere skind, der var sprødt og godt ligesom kyllingens. Cuy, guinney pig
eller på dansk marsvin. Prøv det, prøv det. Det vil egne sig godt til
sommergrillen. Køb et par unger nu, de vokser og formerer sig meget hurtig
og i vil have nok til hele sommeren. MMmmm!

Mødte alle mine gamle venner i Cusco og blev hele 6 nætter. Var
indimellem på en heldags superinteressant guided bustur til de mange inkaruiner
m.m.. og naturligvis på den obligatoriske 4 dages inkatrail til Machu Picchu.
Machu Picchu var en ny hemmelig inkahovedstad, som inkaerne byggede,
efter, af spanierne var kommet til Cusco i 1532. Omkring vistnok 17 millioner
inkaer, blev i øvrigt besejret af kun 180 moderne bevæbnede spaniere. Machu
Picchi er i dag en stor ruinby og ligger højt ovenfor den vilde
Urobambaflod. Man kan i dag køre i busser derop fra byen Aguas Calientes (varmt
vandt) som ligger nedenfor, men dengang var dalen og floden jungle og helt
ufarbar, og eneste vej dertil var af en inkasti over de bagvedliggende
bjerge. Det er det der i dag er nok sydamerikas mest besøgte og befærdede
trekking/vandrerute. Det tager typiskt 4 dage, og går op og ned imellem stejle
grønne bjerge - det meste af vejen brolagt og med masser af trapper.
Undervejs er der andre inkaruiner, som i sin tid gjorde det ud for forsvar,
hvilesteder m.m. Jeg var doven og købte en organiseret tur hos en af de mange
mange udbydere, som dog er af afvekslende kvalitet. Vi var 16 turister, 8
bærere/kok og en guide, som var forrygende god. Engelsktalende, 5 års
universitetsuddannelse i turisme og altvidende om natur, kultur osv. Slap for
at tænke på mad og at bære mit telt, men rygsækken var dog stadig
rimeligt stor. Det var dog ikke nært så anstrengende, som jeg havde troet. Det
går meget opad, men då tophøjden er 4200 meter kan man ikke gå ret
hurtigt opad pga af vejrtrækningen og derfor nåede jeg aldrig at blive træt.
Mange er dog halvdøde især på 2-dagen, som har 2 skrappe stigninger og
12 ud af 16 hyrede da også denne dag en bærer. Godt vejr undtagen den
sidste dag, hvor vi stod op kl. 4 for af komme til det borømte udsigtspunkt
nedover Machu Picchi ved solopgang. I normalt vejr ser man ned på ruinerne
et par km væk og et par hundrede meter lavere, men vi kunne kun lige få lov
at skimte det igennem tåge og regn. Og det blev ved. Engang sender jeg et
par billeder. Jeg skal lige finde dem et eller andet sted på nettet.

Fortsatte til Perus andenstørste by Arequipa med godt en million
indbyggere, men som ikke ligner en storby. Der er som Cusco en flot by, men meget
provinsiel og med færre turister. Her er også færre gadebørn og plazaen
er istedet fyldt med et hav af ældre ensklædte mænd i kodakuniformer,
som tilbyder at tage poloraidbilleder. Den store plaza er omgivet af 4 lave
bygninger. Lave pga. af jordskælv. På den ene side er katadralen med 2
tårne - speciel fordi den har facade på den ene side og fylder hele den ene
side af plazaen. Resten af vejen rundt er det ligeledes grå bygninger med
søjlegange (hedder det sådan på dansk) og balkon på første etage. Her
sad vi onsdag aften og spiste middag til larmen af den peruanske valgkamt.
Det startede om eftermiddagen med højt højt musik og senere fulgte taler.
Ved 8 tiden kom han så. Toledo som kører næsten dødt løb med den
nuværende præsident Fujimori. Kom kørende i en åben bil i en lang kortege med
hænderne i vejret mens det meste af plazaen tiljublede ham. Efter lange
taler af hans støtter startede han selv og blev ved i en times tid, kun
afbrud af hans folk, som indimellem startede med diverse kampråb, som f.eks.
"Toledo presidente", "Toledo es trabajo" (Toledo er arbejde) osv. Og hele
plazaen råbte og skreg i kor. Det var ikke en stille og rolig tale, som i
vestlige land. Nej han råbte og skreg og opfordrede enda til revolution i
Arequipa, selvom det nok ikke skulle forståes i bogstaveligt forstand. Og
så lovede han i øvrigt guld og grønne skove. Fujimori er mere troværdig
og selvom Toledo vinder i Arequipa,vil Fujimori dog vinde valget, selvom det
ikke bliver overbevisende

Tog på en 2 dages tur til Colca Canyon, som ikke som jeg tidligere har
sagt er verdens dybeste kløft men den andendybeste. Den dybeste er
Cotahuasi, som er 2 hundrede meter dybere ca. 3800 meter og også ligger lige i
nærheden. Omkring 8 timer. Colca Canyon er flot, men er dog ikke hvad jeg
forstår ved en kløft. Meget af den er en stor dal, med en egentlig kløft
nede i bunden. På det dybeste sted Cruz del Condor (kondorkorset) som er
omkring 3600 dyb er der kun vistnok 1200 meter ned i det jeg vil kalde selve
kløften. I hvertfald der, hvor der i vores side var en egentlig afgrund. Det
er dog alligevel et besøg værd, for det er en gammel inkadal og den er
fyldt op af originale terrasser med vandingskanaler gravkamre/huller i de
stejle klippesider m.m. Bunden af dalen er en patchworktaeppe af bittesmå marker
i forskellige farver pga af de forskellige afgrøder. Og så er der
selvfølgelig kondorerne. Vi havde omkring 8 af dem svævende over og omkring
kløften og de er ligeglad med de mange turister og fløj 5 - 10 meter over
hovederne på os. Og for første gang så jeg Vicuñaer, som er den fjerde
af de 4 lamaarter og er truet. Lamauld er som fåreuld og lugter fælt
når det er vådt. Alpacauld er blødt blødt og lugtfrit, men vicuñauld er
meget blødere endnu. De lokale har tilladelse til at forsøge at fange dem
og klippe dem og man har altid gjort det. Der er dog så vidt jeg husker
kun 280 gram uld pr. dyr og det er ekstremt dyr. Man kan i USA købe en
sweater for 1200 USD sagde vores guide Blanca. Dvs. omkring 10.000 kr.

Kommer sandsynligvis hjem i løbet af 2 til 3 uger. Mogens Mammen
Sørensen, som forsøgte at snyde mig med mit depositum for min lejlighed har trods
advokatbistand endnu ikke betalt mine 14.000 kr og sagen er sendt til
retten. Det er dog af mindre betydning, da jeg vel får pengene før eller
siden, men da jeg har fået e-mail om arbejde bliver turen kun omkring 5 mdr. og
jeg må fortsætte hvor jeg slipper en anden gang.

Håber ikke jeg har glemt for meget og det er for kludret. Jeg har skrevet
direkte uden kladde denne gang. Og så har jeg i øvrigt udsigt til den
næsten 6.000 meter høje flotte vulkan El Misti, som Arequipa ligger ved
foden af.

MVH

Henrik

Brev nr. 13 hjemmefra, torsdag, den 1. juni

Hej igen

Jeg er hjemme igen. Var meget heldig med at komme med et fly på en ventelisteplads i fredags fra Caracas. Ellers skulle jeg have ventet endnu 2 uger, så det næsten ikke kunne betale sig at ændre flybilletten. Satsede og tog en dyr flyver fra Quito over Bogata til Caracas for at være klar.

Jeg får film tilbage i morgen og får måske også skrevet lidt mere om de sidste uger i løbet af weekenden.

Hilsen
Henrik

Brev nr. 14 fra Holstebro, den 20. juli 2000

Ok gæt en gang.

Her er det sidste brev, og snart følger nogle billeder. Jeg har netop indleveret ca. 60 lysbilleder til scanning og får dem tilbage engang i næste uge. Og så fandt jeg ved samme lejlighed en ekstra lysbilledfilm jeg ikke havde fået fremkaldt i første omgang for en måneds tid siden.

Jeg blev i Arequipa i ca. 2 uger og var derfor mere eller mindre nødt til at rejse direkte til Quito for at besøge danskecuadorianeren Solveig, som jeg kendte fra "Sproghøjskolen på Kalø", hvor vi gik i 4 måneder i 1991. Og derfra måtte jeg så bare forsøge, at komme hurtigst muligt hjem.

Tog en natbus fra Arequipa til hovedstaden Lima (i Peru) og så derfor ikke meget. Men det var en lækker bus. Der var 3 klasser til henholdsvis ca. 70, 140 og 210 kr og det eneste sæde der var tilbage, da jeg bestilte var den dyre. Stor flot dobbeltdækkerbus med kun 12 VIP-sæder forneden, fordelt på 4 rækker med 3 sæder i hver. Blev budt velkommen med et glas hvidvin og derefter var det så afsted på den mest komfortable køretur jeg nogensinde har foretaget. Superaffjedring og når man sidder nederst i en dobbeltdækkerbus er der heller i um som fortsatte næsten i det uendelige. Lima ligger ved kysten og her er landskabet en stor bakket støvet ørken. Nøgne støvdynger og små bjerge, som man bygger op og ned ad i noget der ligner et stor forvirring og uden vejbelægning. Det må være et stort mudderbad, når det regner, hvad det dog selvsagt sjældent gør for alvor. Husene er af blik og træstumper og hvad man eller har kunnet finde og er der endeligt mursten er det de sædvanlige røde teglsten eller adobe og op af taget stikker, som der som regel gør i de fattigere egne i hele Sydamerika, stumper af armeringsjern, så man engang hvis man får råd kan udvide med endnu en etage. Ofte er taget blikplader, som bare ligger løst over murene, med nogle ekstra sten ovenpå for at forhindre vinden i at flyve afsted med det.

Det blev snart mørkt, men jeg nåede da lige at se noget af vejen langs kysten. Forestil jer en slynget stejl klint et par hundrede meter høj og midt på en afsats, hvor der er bygget en vej. Nåede også lige at vinde det bingospillet, hvor gevinsten var en gratis overnatning på et fint badehote. Vi var dog 3 der havde bingo og heldigvis tabte jeg afgørende lodtrækning.

Sad ved siden af en chilener, som var på vej op til Guyaquill, hvor han arbejdede. Ecuadors største havneby. Vi aftalte af krydse grænsen sammen, da min bog sagde den var farlig og da han var blevet røvet sidste gang. Vi tog sammen med 2 israelere et gammelt vrag af en faldefærdig dodgetaxi ud af byen til emmigrationen, hvor vi skulle have vores exitstempler. Det vrimlede med valutahandlere, som selvfølgelig alle var billigst og naturligvis ikke kunne finde på at snyde, da de jo havde fået lov at komme ind på toldkontorets område, hvor der var politi osv. Og de havde som sædvanligt alle fine plastikskilte, så de troede de kunne bilde folk ind man kunne stole på dem. Det skal man aldrig tro og det gjorde jeg heller ikke. Vekslede lidt for at have lidt til Ecuadorsiden og så afsted videre i det gamle vrag. Israelerne fik i sidste øjeblik afværget et af de sædvanlige snydetricks. Kørte indtil vejen endte ved en bro ved grænsebyen og så fik vi hyret en trækvogn til at fragte vores bagage over broen og igennem det værste mylder i byen på Ecuadosiden, indtil vi kunne tage en taxi til immigrationen ved landevejen lidt udenfor byen. Her havde jeg selvfølgelig et lille stempel for lidt i midt pas. Helt min egen skyld og måtte tilbage til Peru for at erhverve det. Med en taxi til byen. Hyre en knallert og så bagpå ud efter stemplet og tilbage til den ventende taxi og snart var jeg tilbage igen og kunne få det nødvendige indrejsestempel og turistvisum. Tilbage i den samme taxi og ind til byen igen, hvor taxichauføren satte mig af ved et busselskab, som snart kørte til Cuenca.

Det skulle være et af de bedre busselskaber, men de er do ikke som i hverken Peru eller Bolivia og selvfølgelig ikke af Argenrtinsk eller chilensk standard, som altid er høj. En bumlebus uden aircondition, men med åbne vinduer og masser af hold. Men dog et rimeligt sæde og hverken dyr eller en overfyldt gang.

Efter at have forladt Perus ørkenkyst kom jeg nu ind i et meget frugtbart land, hvor der falder regn. Det var lige pludselig grønt overalt, og vi kørte igennem den ene bananplantage efter den anden inden det gik op i bjergene. Heldigvis, for det havde været varmt nede ved kysten. Ecuador er et flot land. Det hele er grønt ligesom i Danmark i foråret og om sommeren. Høje bjerge, som er grønne og opdyrkede eller afgræssede stort set til toppen, med undtagelse af de allerhøjeste, som for en stor del er vulkaner. Ecuador er fattigere end Peru, men mærkeligt nok lignede de næsten i den sydlige del Norge eller Sverige med rimelige pæne huse og en tæt befolkning. Gjorde ophold natten over i den hyggelige by Cuenca, som også så rimeligt velstående ud, men slummen har formentlig gemt sig et eller andet sted. Fortsatte næste morgen til Quito igennem et stadigt grønt og rimeligt tæt befolket bjerglandskab. Løb ind i endnu en lille vejblokade på vej ud af Cuenca. Nogle mennesker havde lagt et træ over vejen, så vi måtte finde en anden vej ud af byen. Efter lidt køren rundt fandt chauføren den perfekte løsning og drønede i fuld fart ned af en afkørsel til en "motorvej" krydsede de 2 modgående vejbaner og midterrabatten og så var vi på rette vej og mødte ikke flere forhindringer bortset fra en enkelt punktering.

Quito har ligesom Lima en gammel city og en ny, hvor stort set alle hoteller er sammen med et pænt opbud af politi og vagter. Her er massevis af rejsebureauer som tilbyder jungleture, Galapagoscruises osv., hoteller, restaurenter, banker og massevis af internetcafeer og sprogskoler. Quito er et af de bedste og billigste steder at lære spansk og det kan faktisk også betale sig at tage dertil, hvis man skal have et billigt kursus i andre af hovedsprogene. Besøgte Solveig, hvis mand ejer et rejsebureau, hvor hun arbejder. Desværre kunne min billet hjem fra Caracas ikke ændres til Quito, men efter lang tids møje og besvær hos Iberia kom jeg dog på en venteliste en uges tid senere den 26. maj fra Caracas og de mente jeg havde en god chance for at komme med. Ecuador har en økonomisk krise og nedtur i øjeblikket og derfor er de ved at dollarisere. Det var dog stadig enormt billigt så længe man bare er turist. Men for ecuadorianen er den gennemsnitlige indkomst halveret i løbet af det sidste års tid og samtidig er priserne steget. Derfor rejser i øjeblikket ugentligt ca. 5000 personer ud af landet for at søge arbejde i især Spanien og der er lange ventelister på en flybillet. Jeg fik dog uden besvær en til Caracas. Det vrimler med tiggere, skopudsere osv. og kriminalitenen er stærkt på vej op, hvorfor man skal passe på og se sig for. Også selvom de lokale forretninger har betalt for en kraftig forøgelse politiindsatsen i den nye city for at passe på de vigtige og dyrebare dollarsturister. Jeg nåede at opleve det 2 gange. Første gang var tidligt en aften drejet om hjørnet på den måske ikke mest befærdede gade, men dog i turistkvarteret, og så 2 fyre komme imod mig. Der var lige netop ikke på det tidspunkt andre på gaden. Jeg så den ene stikke hånden indenfor jakken og da de spredte sig samtidig med at de krydsede over imod det andet fortov lige som jeg anede jeg straks uråd. Og ganske rigtigt. De prøvede at stoppe mig, men der skete ikke mere end at jeg fik et par hudafskrabninger på knoerne. Det var faktisk temmeligt optimistisk og også tåbeligt af dem, da der er politiposteringer på hvert andet gadehjørne. Men nogle bliver selvfølgelig overrumplede og overdrager dem, hvad de vil ha, for ikke at få stukket en kniv i maven, men så langt nåede de slet ikke her, da jeg var mere eller mindre væk før de fik sagt stop. Anden gang blev jeg midt på hovedgaden ved 19 tiden jagtet af en flok fyre ind på en internetcafe. Jeg var næsten hjemme og skulle bare lige rundt om 2 hjørner, da jeg så en flok ved en taxi og en af dem pege i min retning, hvorefter de begyndte af spæne imod mig. For en sikkerhedsskyld løb jeg også, da det så ud til det var mig de ville have fat i – og ganske rigtigt. De beskylde mig for på en restaurent, at have røvet dem for 25 dollars. Sammen med min gulbuksede ven, som lige var sluppet bort i taxien. De ville ikke høre tale om, at vi kunne kalde på politiet og gå hen til til restaurent, jeg lige var kommet fra, men hvis jeg gav den pengene var det i orden. Og eller ville jeg have meget alvorlige problemer. Om det var et trick eller om de virkelig var blevet røvet ved jeg ikke, men de enten opgav eller troede på mig til sidst, men jeg tog selvfølgelig en taxi de få meter hjem. Ved udgangen spurgte et var colombianere, hvad det hele drejede sig om og tilbød mig at snakke med fyrene for 5 dollars. Jeg vidste jo nok, at man her havde respekt for colombianere!

Ellers er Quito ikke særligt spændende. Der var lokalvalg og småoptøjer med tåregas og fredag aften var alle restaurenter og udskænkningssteder lukkede. Selv på mit backpackerhotel, måtte vi ikke købe noget. Det forhindrede dog ikke ejeren Pierre fra Canada i at lave hans sædvanlige fredagsfest, med 15 liter rom og cola. Det var dog nærmere 10. Vinduet i hyggestuen ud mod vejen blev tildækket og så slap han for at blive kastet 3 dage i fængsel som for et par år siden for samme fortegelse.

Besøger et par uintereressante museer i den gamle bydel og et interessant slange- og krybdyrsmuseum nær mit hotel. En af de sidste dage tager vi en flok ud for at se "El Mitad del Mundo" – verdens midte ca. 25 km nord for Quito. En turistattraktion, hvor man har opført en masse souvenirforretninger, restaurenter og stort monument på den forkerte ekvator. Der er både en astrologisk og en matematisk/fysisk. Og selvfølgelig et posthus, så man kan sende postkort hjem fra verdens midte.

Der er også et lille interessant friluftsmuseum ved siden af på den rigtige ekvator og her kan man se et æg stå på højkant på et søm og vandet hvirvle forskellige veje ud af en balje på begge sider af ekvator. Og hvirvelfri på midten. Vi havde en god guide som fortalte viste og forklarede om inkaernes astrologi og deres kultur og levemåde. Vi pustede med sugerør og forbavsedes over, hvor let det var at ramme et kaktusblade, selv på lang afstand (op til 20 meter). De viste gamle indskrumpede inkahoveder og forklarede, hvordan man behandlede dem, så de kunne gemmes og holde sig. Og tro det eller ej håret på de gamle hoveder voksede stadig og var flot og blankt. Kunne ikke nå at tage i junglen eller på Cotopaxi fordi jeg skulle have ordnet min billet, men så istedet en masse fjernsyn og hang omkring.

Jeg fløj til Bogota i Colombia, ventede 8 timer i lufthavnen og fløj videre til Caracas i Venezuela, hvortil jeg kom lidt efter midnat. Sov i lufthavnen ved kysten og tog lufthavnsbussen og en dyr taxi til et af de billigste hoteller i min guidebog. Det var dog vildt dyrt og svarede til 8 – 10 overnatninger i Bolivia, Peru eller Ecuador, men heldigvis lykkedes det mig at komme med flyet hjem næste dag. Måtte dog vente stort set lige til take off og har derfor også en masse Venezuelapenge til salg, hvis der er nogen der kender nogen der skal til f. eks. Isla Margarita. I øvrigt er Caracas den grimmeste storby jeg indtil dato har set.

Kom hjem den 27. maj og har haft travlt med at arbejde siden. Bla. 4 uger i Kokkedal med et lille vandløbsprojekt for Jakobsen & Blindkilde. Flytter til Østerbrogade 2 i Holstebro til august.

God tur, men foretrækker dog helt sikkert at cykle. Rygsæk er dog ok, men man skal helst være 2 og det skal være med lidt mere trekking næste gang.

Hasta luego Henrik