En fortælling fra en 4 måneders kombineret cykel- og busrejse i den "rige/europæiske" sydlige del af Sydamerika.
 
Det starter med vind og regn i det flade Uruguay, efterfulgt af lange seje bakker i det hede nordøstlige Argentina og i Paraguay. Herefter er formen blevet lagt til Andesbjergene, som besøges omkring Mendoza og længere sydpå i "sødistriktet"

Turen foregår fra starten af december 1997 til starten af april 1998

Turens længde 4.000 km på cykel

Tekst og foto: Henrik Fastergaard og Christian Denis Peña

BUENOS AIRES

Præcis elleve måneder efter hjemkomsten fra min fire måneders cykeltur i det sydøstlige Afrika er jeg på farten igen.

Det er tidlig søndag morgen den 7. december i året 1997 og stegende hedt for en bleg nordbo netop ankommet fra en kold og klam dansk vinter. Tiden er blot en time gammel og jeg står allerede overfor det første mindre problem. Ikke så meget at mit ene bremsegreb er blevet kraftigt forvredet eller at min bagbagagebærer er deformeret. Nej dét er blevet ordnet og jeg ér klar til at cykle de første kilometer men..........! Jeg befinder mig lige udenfor Ezeiza, den internationale lufthavn i Buenos Aires og der ér simpelthen ikke andre veje derfra end motorvejen mod centrum.

Mens jeg står og undrer mig i heden racer der dog indtil flere helt korrekt påklædte cykelmotionister forbi. Én har dog ikke mere travlt, end at han stopper for at hjælpe mig i min åbenlyse rådvildhed. Sydamerikanere har det dog med, kun at kunne deres eget sprog, hvilket er spansk eller castallano, som det hedder i Argentina. Og da jeg kun har fået lært de vigtigste 20 til 30 ord hjemmefra når jeg aldrig rigtigt at finde ud af, hvad vi egentlig taler om. En pickup er standset og tilbyder mig en lift de ca. 30 km ind til centrum. En ung tysker, som jeg kort forinden hilste på i lufthavnen er blevet hentet af hans kammerat, som er agronom ude på pampassen og de har rigeligt plads til en mere. Vi smider cyklen og et par drenge om på ladet og derefter går det ellers ind igennem forstæderne i denne kæmpemæssige by.

Jeg er ikke længere hjælpeløs og da vi nu både kan kommunikere på tysk og engelsk, får jeg rigtigt meget ud af den lange sightseeingtur de insisterer på at give mig, inden de endeligt sætter mig af ved et hotel og ønsker mig en videre god rejse. På vejen ind til byen kunne jeg forbavset konstatere, at her kan motorvejen altså også benyttes af cyklister, hvis man da ellers tør. Men nu er det weekend og trafikken meget beskeden i forhold til det normale hverdagsmylder. Den bliver flittigt brugt af de mange motionister der akkurat ligesom i Danmark tror, at de i kraft af den rigtige påklædning og måske en tynd top, kan komme til at ligne Riis og Rolf på trods af både mave og alder til forskel.

Buenos Aires er en kæmpemæssig og hektisk men alligevel charmerende storby, som dog ligesågodt kunne have ligget et eller andet sted i Spanien. I hvert fald indtil man kommer udenfor den indre by og ser slumkvartererne. Inde i byen er der dog ikke meget mere tegn på fattigdom end i København. Det skulle da lige være de mange paseaperros i den mondæne bydel. Det er professionelle hundeluftere, som ofte ses spadsere rundt med 8 til 10 hunde, som de på forunderlig vis altid ser ud til at have styr på.

I modsætning til i en europæisk storby er her ingen rulleskøjter! Måske fordi det er for farligt. Der er nemlig mange huller i fortovene og på gaderne respekteres kun én regel. Den der er modigst og kommer først ud i krydset har førsteret. Og intet er ulovligt før ulykken er sket og politiet finder færdsesreglerne frem af de støvede skuffer.

Der er også bemærkelsesværdigt få, der bærer kasketter, en fjällräv eller anden rygsæk. I stedet er det påfaldende, at stort set alle absolut skal bære rundt på en stak papirer eller en tynd mappe under armen. Det oser af wanabees

JUL OG DÅRLIGE KNÆ I URUGUAY

Efter godt en uges storbyferie tager jeg færgen over Rio del Plata til Colonia del Sacramento i Uruguay. Mine ambitioner om et kort spanskkursus i B.A. har jeg opgivet. Det er hundedyrt, som næsten alt andet i Argentina og Uruguay. Men heldigvis viser det sig, at stort set alle andre gæster på vandrehjem og campingpladser er utroligt ivrige for at snakke med mig helt gratis. Så alt i alt et fornuftigt valg, for en cyklist på sparebudget.

Turisme er en vigtig indtægtskilde for Uruguay, men er stort set udelukkende baseret på badeturister. Her er næsten ingen europæiske turister og da slet ikke på cykel. Alligevel møder jeg den tyske cyklist Andreas allerede på den første campingplads udenfor Colonia. Han har været undervejs i ca. en måned og er derfor i langt bedre form end jeg. Noget jeg kom til at mærke de følgende 3 uger.

For selvom jeg havde planlagt at skulle cykle mig i form med forholdsvise korte distancer i det rimeligt flade Uruguay, så fortsætter vi sammen op langs kysten. Første dag med omkring 140 km i svag modvind og ca. 40 kg cykel og bagage.Da vi endeligt kan sætte cyklerne fra os i halvmørket ved en pragtfuld strand i udkanten af en lille landsby ca. 15 km fra hovedvejen er jeg meget meget træt. Jeg har begyndende smerter i venstre knæ. Et gammel velkendt overanstrengelsessymptom og jeg føler mig så utilpas, at jeg bare smider mig på jorden og kigger op på den helt anderledes stjernehimmel. Først efter en times tid kommer jeg til hægterne igen, får rejst teltet og kan derefter lægge mig ind og spise.

Næste morgen føler jeg mig mærkeligt nok næsten helt normal igen. Ingen problemer og de ca. 70 km til hovedstaden virker overkommelige. Uheldigvis bliver de 70 km til 100 før vi i bælgmørke camperer i den modsatte ende af Montevideo og nu er bégge knæ meget dårlige. Da Andreas efter et par dage fortsætter nordpå til Tacuarembo for at besøge sin gamle ven Hugo Holtz, er jeg nødsaget til at blive i hovedstaden endnu et par dage med smertefulde knæ, før jeg igen forsigtigt vover mig ud på den næste lille etape. Nogle dage, hvor jeg fordriver tiden med at studere spansk og halte omkring og betragte bylivet i centrum, som er af en meget beskeden størrelse og virker meget provinsiel i forhold til den enorme Buenos Aires på den anden side af Rio de la Plata. Det regner meget af tiden og er lidt halvkedeligt når man ikke rigtigt kan foretage sig noget..

Jeg kaster mig straks på cyklen da jeg endeligt en morgen vågner op til omend ikke solskin så i det mindste tørvejr. Og da mine knæ har det nogenlunde håber jeg på at nå frem til badebyen Atlantida. Det bliver en god dag. På min vej ud af byen passerer jeg tilfældigvis en boghandel med udelukkende engelsksprogede bøger. Lige netop, hvad jeg forgæves har ledt efter de sidste dage og jeg forsyner mig derfor grådigt med 3 tykke romaner, der forhåbentlig kan forslå indtil jeg igen for mulighed for at handle eller bytte. Og sørme om solen ikke dukker op på min videre vej ud af byen kort efter. Midt på eftermiddagen når jeg efter 60 km meget forsigtig cykling Atlantida og kun mit højre knæ er en anelse dårlig. Jeg camperer på en kedelig og fuldstændig tom campingplads langs landevejen. Det er den 23. december og urugayanerne tager åbenbart ikke på sommerferie før efter jul.

Da jeg naturligvis er sulten varer det ikke længe før jeg sidder på en lille café, hvor jeg får mig en mindre overraskelse, da jeg ser de sælger 1 liters Ceres Royal dåseøl. De er ikke så smålige i Sydamerika, hvor en standard øl, som regel ikke er på mindre en 0,7 eller 1,0 liter. Jeg nøjedes nu med en sodavand til min pizzetas, som de kalder deres små pizzastykker. De er ikke særligt gode, men som altid i Uruguay og Argentina er der overordentlig meget ost på. Noget man kan undre sig over, når man kender priserne på deres mejeriprodukter. Således koster en halv liter yougurt omkring 10 kr og en liter kakaomælk 14 kr.

Det gode vejr fortsætter og det gør jeg også. Det bliver en flot tur, med stedvise glimt af havet imellem fyrretræerne, palmerne og de runde grønne bakketoppe.Jeg cykler langsomt, men mit højre knæ bliver alligevel værre, mens det andet har det storartet. Da jeg endeligt når udkanten af badebyen Piriapolis, står jeg simpelthen af cyklen og trækker det sidste stykke vej. Det havde jeg nu måske nok gjort alligevel, for klokken er kun 14 og jeg kan ligesågodt nyde turen langs Ramblaen, som byens lange strandpromenade kaldes. Jeg går vel omkring 1 kilometer på fortovet og kan kigge ned på den lange brede strandsand på den ene side og hoteller og restauranter på den anden.

Her er ikke mange mennesker på trods af det fine vejr. Hvorfor mon dog det? Nåh jo. Det er jo jul - måske er det derfor. Folk bliver vel hjemme til familiekomsammen, fester osv. Der er ellers ikke meget der tyder på, at julen er noget der bliver fejret. Ser man lige bort fra årstiderne og vejret, der er vendt på hovedet er her vel ligeså meget julestemning som i Danmark allerførst i november, når de første irriterende kommercielle juleplatheder endnu engang bliver hentet frem eller dukker op med posten. Jeg finder let byens 2 store youthhostels, som ligger lige ved siden af hinanden og tager ind på det første, som desværre er næsten tomt. Heller ingen jul her. Lige bortset fra et lille plastictræ i receptionen. Det er elektriciteret med små lys og skrattende dåselyd og drejer rundt om sig selv til tonerne af jingle bells m.m. Jeg savner nu ikke julen, eller det danske vintervej og har intet imod, blot at tilbringe aftenen med at gå ud at spise en íkke traditionel julemiddag. En god pampasbøf med champignonsovs og hvide kartofler. Og en masse snak med tjeneren der taler engelsk og ikke har ret meget andet at lave.

PUNTA DEL ESTE

Jeg bliver 2 dage i byen. Dels for at give mine knæ en fair chance for at komme sig, dels fordi jeg lige skal have overstået endnu en hel dag med regn og torden. Lægger byen bag mig en tidlig morgen i solskinsvejr, med højt humør og håbet om at knæene nu er ved at være i orden. Jeg kan nu kún lige netop ænse dét, der for få dage siden var slemme smerter. Den næste større by er tvillingebyen Maldonado og Punta del Este, som skulle være det fineste og måske dyreste feriested på hele kontinentet. Sydamerikas pendant til Monte Carlo eller Saint Tropez ved Middelhavet og stedet hvor alle berømthederne flokkes for at blive set. Selve hjertet af Punta del Este er en smal lang halvø, hvor ejendomspriserne sandsynligvis ikke levner andre end multimillionærer chancen for at erhverve sig en bolig. På min vej dertil passerer jeg dog hobevis af flotte hvide sandstrande og højhushoteller i bedste Costa del Sol stil, men på behørigt afstand af overklassen, nemlig i bydelen Maldonado. Her kan selv halvalmindelige mennesker snuse lidt til jetsetatmosfæren og måske prale med, at de har tilbragt ferien i Punta del Este.

Da kystvejen endeligt når halvøen er det således ikke længere mere eller mindre udslidte gamle biler der falder en i øjnene, men derimod eksklusive limousiner og sportsvogne med argentinske eller brasilienske plader der præger billedet. Og dem der ikke selv er kørende eller er fløjet hertil har måske deres lystyacht liggende i marinaen.

Jeg følger vejen hele vejen rundt langs kysten til den modsatte side, hvor jeg begiver mig ind mod hovedgaden lige midt på halvøen. Efter at have trukket igennem et strøg fyldt med souvenirbode, eksklusive mærkevareforretninger og fortovscafeer finder jeg på trods af det er søndag en åbea casa de cambio. Her hæver jeg nogle penge og glæder mig til at få noget at spise. Jeg bestemmer mig for en hyggeligt udseende pizzarestaurant, hvor der er et ledigt lille bord og en fri mur med rigeligt med plads til at stille min tungt belæssede cykel op ad. Jeg har dog knapt fået den stillet fra mig før en emsig tjener er henne ved mig og forlanger, at jeg vha. støttefoden skal parkere cyklen ude ved vejen, hvad der selvsagt er umuligt med bagage på. Det prøver jeg venligt at forklare ham, men det er tydeligt, at den eneste grund er, at jeg ikke er fin nok. Min påklædning er ellers ganske nobel. Almindeligt argentinsk købt t-shirt og de uundværlige cykelbukser indenunder et par pæne shorts. Kun cyklen og måske for kendere mine spd-sko, indikerer at jeg skiller mig ud for mængden ved at rejse på cykel.

Det gjorde mig lidt rasende og hans opførsel lignede slet ikke det ellers så venlige og imødekommende Uruguay jeg havde mødt hidtil. Inden længe var jeg på vej videre ud af strandvejen og efter omkring 10 km langs den ene strand efter den anden gjorde jeg i stedet holdt på en rasteplads. Her kunne jeg i fred nyde mit sidste brød og pålæg mens jeg nød udsigten tilbage på højhusene kunne betragte de mange lystfiskere der fiskede fra klipperne, som her havde afløst sandet.

BESØG PÅ EN KVÆGFARM

Jeg fortsætter cykelturen langs kysten helt op til den brasilienske grænse ved byen Chuy. Landskabet er fladt hele vejen, hvilket ville have gjort turen meget let, hvis ikke lige det var for den konstante modvind. Ikke desto mindre er det en dejlig strækning da vejene er gode og ikke særligt befærdede. Det er grønt overalt og man er overhovedet ikke i tvivl om, at man er i et landbrugsland - eller mere præcist et kvægland. Overalt langs vejene kan man næsten altid være sikker på at finde et hegn og inde bag det befinder der sig tusindvis af førsteklasses kødkvæg, der tygger sig fede og sunde af pampassens fine græs. "En ko er en ko" sang Sebastian, men jeg tror nu en ko i Uruguay er en gladere ko med et bedre koliv end så mange køer andre steder i verden. De har masser af plads og masser af føde og bøfferne er altid gode. Derfor var Uruguay sammen med Argentina et af verdens rige lande i den første halvdel af 1900-tallet, men desværre faldt priserne på deres firbenede guld og økonomien ramlede sammen.

Regnen driller stadig og i Chuy styrter det ned uden udsigt til nogen bedring. Jeg skal stadig tænke på mit knæ og da det første stykke vej videre nordpå er på grus vælger jeg at tage en bus. Faktisk ender det med, at jeg efter to overnatninger i Treinta y Tres og Melo har taget busser hele vejen op til Tacuarembo, hvor jeg veloplagt kan stige af bussen i strålende solskin. Andreas har skrevet en lille kørselsvejledning ud til Hugo Holtz, som har en lille kvægfarm en 5-6 kilometer fra bygrænsen. Efter nogle kilometer forlader jeg asfaltvejen og kører endnu nogle kilometer ad en dårlig rusvej, hvor jeg passerer utallige gigantiske vandpytter og en ligeså forfærdelig stor men gudskelov ganske fredelig Ferdinand, der efter min mening var på den forkerte side af hegnet. Så er jeg der! Et lille uanseeligt skilt ved et led viser vej ind ad en sidevej til "Estancia Normandia". På en lille bakketop på den modsatte side af en smal grøn dal ligger huset.

Hugo, som er af tysk oprindelse, viser sig at være en gammel eventyrer og pilot. Han har oplevet mere end de fleste drømmer om i løbet af sit liv, men har nu slået sig ned her i bakkerne udenfor Tacuarembo for at leve i et mere roligt tempo og lave kvægopdræt. Han har selv bygget huset, som rummer både beboelse og malkestald, men det er dog endnu langt fra færdigt. Han har ikke haft særligt travlt med at færdiggøre det, for det første der blev færdigt var jo hans soveværelse og et slags alrum, hvor han kan lave sin mad over ildstedet. Ret primitivt, men ikke af nød, men blot fordi han har levet et rigtigt afslappet ungkarleliv herude og ikke har haft behov for mere.

Det er dog slut nu og derfor er Andreas kommet for at hjælpe ham med at gøre huset beboeligt efter lidt mere vestlige/nordeuropæiske standarder. Han er nemlig gået hen og er blevet gift igen. Vist nok for fjerde gang og konen er fra byen og skal snart flytte ind. Derfor skal der nu til at være helt andre forhold. Der hersker en tilbagelænet hektisk atmosfære og vi maler, skurer og skraber alle på fuldt tryk og låner i øvrigt også naboens truck så vi kan komme til byen efter et rigtigt komfur, som jo naturligvis også hører sig til i ethvert ordentlig hjem i Uruguay, som hører til de rigeste og mest udviklede i Sydamerika. Om aftenen sidder vi og snakker en mellemting mellem spansk, tysk og engelsk og hygger os med rødvin og god mad. Mad som altid bliver lavet i en kæmpestor gryde over ildstedet. Løg, masser af hvidløg og andre grøntsager i en stor dejlig pærevælling og så naturligvis en masse førsteklasses oksekød. Han har dog også et par gasblus, som vi benytter til ris og kartofler, men det med den store sorte gryde, der står og syder og simrer over den åbne ild mens vi venter i halvmørket er nu så hyggeligt. Jeg når lige netop at møde konen som kommer på besøg og inspektion, blot et par timer før jeg drager videre efter en lille uges bondegårdsferie

MØDET MED CHRISTIAN - EN ARGENTINSK TURCYKLIST

Jeg er kommet nordpå. Meget længere nordpå faktisk og er på vej op igennem Misiones i det øverste højre hjørne af Argentina. Mit næste mål er Iguazu vandfaldene der ligger midt i junglen i området hvor Argentina, Brasilien og Paraguay mødes. Det er allerede blevet rigtigt junglevarmt og dét er dejligt, selvom det godt kan kalde et par svedperler frem i ny og næ. Landskabet har nemlig også forandret fra at være totalt fladt til noget der kan minde om bjerge. Store bløde bakker, som kan få danskere til at tænke på stigningerne omkring Kassel på den tyske autobahn. Lange seje stræk opad efterfulgt af en lang nedkørsel og så forfra igen. Kilometer efter kilometer.

En dag hvor alle varmerekorder bliver slået kører jeg efter 50 km ind på den kommunale campingplads lidt udenfor flækken Jardin America. På vej ind igennem den tæt pakkede campingplads hører jeg som så ofte adskillige"Gutentag" og andre tilråb og hilsener på gebrokkent tysk. Jeg har dog kun ét i tankerne og styrer efter at have været i receptionen, direkte op mod den hyggelige udendørs bar, hvor jeg ganske hurtigt gør kål på 1 liter Sprite og 4 fortrinlige empanadas.

Empanadas finder man i mange forskellige afskygninger i det meste af Sydamerika. En dejcirkel foldet sammen om noget fyld og derefter enten bagt i en ovn eller i kogt i friture. Fyldet er typisk ost, oksekød eller kylling, men kan i og for sig også være alt muligt andet. Da jeg i Mendoza bestilte 4 styk på gaden sammen med Katja fra Heidelberg troede hun jeg var vanvittig. Hun var netop kommet over bjergene fra Chile og kunne absolut ikke spise mere end én - troede hun da. I Chile er de nemlig store og i Argentina er de små.

Mens jeg spiser og drikker får jeg som sædvanligt hurtigt selskab af snaksagelige argentinere på sommerferie. Fransisco fra Resistencia er blevet tiltrukket af min cykel og vi får en lang snak om cykling. Selv er han regional mester på bane og kører på en Trek Zenith forklarer han.

Ellers er det ikke så meget cyklen der tiltrækker sig opmærksomhed på campingpladsen i denne egn. Da jeg senere går en tur rundt på pladsen, sludrer jeg med mange, som lige ser deres snit til at få talt lidt tysk. Jeg ligner og er jo også en nordeuropæer og taler derfor sikkert tysk. Dagen tilbringes med i nogle timer med at tale med en familie, hvor faren har tyske rødder. Han taler det endnu dårligere end jeg, men en pige taler lidt engelsk, så det bliver som så ofte når der er mange tilstede - et værre mix af tysk, engelsk og castallano. Men nu har han i hvert fald vist familien, at han taler tysk. Snakken går, tiden går og øllet flyder, men dog ikke ligeså hurtigt som vandet i floden. Vi sidder nemlig på bredden ved vandfaldene "Salto de Tabay", hvor folk hygger sig ude på klipperne og i de små pools i de brede klippefyldte strømfald. Et godt sted at tilbringe en dag i 35 graders solskin.

Aftenen tilbringes udenfor mit telt, hvor jeg studerer og planlægger de næste etaper til lyden af argentinere i alle aldre, som boltrer sig. Bogstaveligt talt for lige ved siden af ligger campingpladsens obligatoriske fodboldbane. Og et er sikkert i Argentina! Er der en optændt grill er der gode bøffer på risten og har man en fodboldbane er den fyldt med dygtige boldglade fodboldspillere.

Næste morgen er jeg oppe og ude af lejren, langt tid før de fleste andre campister, som har det med at feste det halve af natten. Efter få kilometer gør jeg holdt ved en tankstation for at forsyne mig med morgenmad og drikkelse. Til min store forundring opdager jeg her, at der kommer endnu en turcyklist halsende langt efter mig. Det er Christian fra Buenos Aires, som overnattede på samme campingplads og lige netop nåede at se, at jeg forlod pladsen lidt før at selv var klar til at tage afsted. Derfor satte han fuldt fart på for at indhente mig og var slet ikke utilfreds med, at jeg havde valgt at stoppe her.

Vi spiser lidt morgenmad sammen i det lille cafeteria, man finder på mange af de argentinske tankstationer. Han er lige startet på en tur rundt i Misiones og skal skrive en artikel til et argentinsk cykelmagasin. Hans engelsk er ikke særligt godt og mit castallano ligeså, men det går dog udmærket og vi beslutter os for at følges ad.

Vi lægger ud med et gevaldigt højt tempo og jeg er næsten allerede begyndt at spekulere på, hvordan jeg skal få sagt at det er rigeligt hurtigt. Jeg kan dog sagtens holde tempoet, men er naturligvis stadig en smule bekymret for mine knæ, selvom de ikke viser nogen svaghedstegn. Det får dog hurtigt en ende og mine bekymringern bliver vendt til en god fornemmelse af, at jeg nu efterhånden er kommet i god form og er den stærkeste. Christian har måske brugt lidt rigeligt af hans kræfter og hænger lidt, når det går op ad bakke. Hvad det gør hele tiden når det altså ikke går nedad. Der er ingen flade steder længere.

Det er et dejligt sted at cykle. Vejret er godt, bakkerne ikke for stejle, men lange og seje og vejen er god og har et meget bredt vigespor vi kan cykle helt uforstyrret på. Der er ikke meget trafik og det gør heller ikke noget, at der kommer mange store larmende og prustende lastbiler. Misiones hovedindtægtskilde er nemlig plantagedrift og vi passerer hele tiden enten forbi marker med maté eller plantager og skove. Tømmeret bliver fragtet på store  lastbiler med anhænger og ofte i lastvognstog bestående af 3 til 4 enheder. De er læsset med en del mere end vejmyndighederne tillader herhjemme og derfor har de det hårdt op ad bakke. Det er en fornøjelse at være i stand til at cykle fra dem, når man engang imellem mister forstanden, efterlader Christian bagved og cykler om kap med dem den sidste måske halve kilometer til toppen og vinder suverænt. Og derefter bliver hilset med en masse trutten i hornet og måske en venlig vinken ud af vinduet. Skøre gringo! Efter sådan en tur tár man det med ro igen og tempoet med Christian passer mig storartet for jeg vil hellere cykle i et afslappet tempo og nyde turen, end at okse afsted dagen lang dag efter dag.

EN LILLE SMULE SYGDOM

Efter nogle dage nærmer vi os endeligt yderste af Misiones og markerne og plantagerne langs vejen er nu blevet helt afløst af regnskov. Vi er blevet lidt forsinket pga. af et mindre maveonde, som heldigvis er det eneste sygdom der rammer mig på turen. Den bliver dog hurtigt kureret så jeg er nogenlunde ovenpå igen. Vi havde en aften det var blevet mørkt fået lov at slå lejr på den store flotte græsplæne ved en servicestation, der som sædvanligt ud over det dejlige bløde græstæppe kunne byde på kiosk, bade- og toiletforhold bedre end på de fleste campingpladser i såvel Argentina som Danmark.

Men da jeg vågnede op næste morgen var jeg syg og kastede op. Hvad gør man så? Jo alle rejsende ved, at en colakur ofte er midlet, men det resulterede her blot i endnu en opkastning lidt efter indtagelsen. Men så havde jeg det også helt fin igen. Det var jo dejligt, men desværre kunne jeg lidt efter fornemme at så let gik det altså ikke. Langsomt fik baksillerne overtaget igen for endeligt at forårsage endnu en opkastning. Der var mange gode råd fra personale og lastbilchaufører og nogle fremstillede endog en the til mig brygget på blade, som de hentede i junglen bag græsplænen. The, cola og opkastning optimistisk gentaget mange gange. Og så belønningen - endeligt engang over middag var det bedre og vi listede os ud på landevejen. Efter ca. 10 km i stegende varme måtte vi dog holde en lang pause på et par timer på en anden servicestation, hvor jeg kunne ligge i skyggen af tankanlægget og blot håbe på at det ville blive bedre og jeg ikke kastede op igen på trods af de kolde colaer Christian ivrigt fodrede mig med. Det gik men vi nåede ikke så langt den dag.

IGUAZÚ

Nej vi nåede ikke så langt den dag, men kom dog lidt videre. Vi mangler endnu ca. 30 km til byen Puerto de Iguazú, da vi kommer til en stor campingplads og ikke rigtig kan bestemme os til om vi skal fortsætte eller slå lejr og skåne mit muligvis sarte helbred for yderligere anstrengelser den dag. Heldigvis vælger vi det sidste og når lige akkurat at rejse vores telte inden der går hul i de mørke skyer, der pludselig er trukket sammen over os. Vi slap for at blive drivvåde og min mave havde heller ikke noget imod at spise et par af pladsens gode sandwiches.

Næste morgen stråler solen igen og vi får hurtigt pakket cyklerne og er på farten. Det er lækkert at cykle her midt i junglen. Vejen er her på den sidste strækning splinterny og stadig med store brede vigespor så vi ikke bliver generet af den lille smule trafik her er. Vi kan i fulde drag nyde de mangfoldige lyde der kommer inde fra junglen, men har dog svært ved at spotte hvor de kommer fra. Der er dog en del store og små fugle i træerne, og vi når lige at se et bæltedyr stikke af ude i den ligeledes brede rabat. Armadillos hedder de herovre, men deres armering kan ikke holde til en bil og en del er blevet smattet ud på asfalten. Derimod er der sommerfugle i tusindvis og de er absolut ikke generte. Christian er iklædt en gul og sort cykeltrøje, som tiltrækker dem i massevis. Det er en fornøjelse at ligge i læ bag ham og studere dem i ro og mag når de ofte en 2 - 3 stykker ad gangen nupper en lift på hans trøje upåagtet af at han cykler med 20 - 25 km i timen.

Efter en dag i byen cykler vi ud til vandfaldene som ligger omkring 15 km fra byen. Man bliver imponeret lige med det samme, selvom man overhovedet ikke kan se andet end en lille del ad gangen.

Floden danner grænse mellem Argentina og Brasilien og begge lande har lavet et fint net af stisystemer og gangbroer så man kan komme på virkeligt nær hold af de mange fald. Det består nemlig afhængig af årstid og vandmængde af op til omkring 275 individueller fald hvoraf den højeste har et fald på ca. 70 meter.

Vi har valgt at koncentrere os om den Argentinske side og starter derfor med at henvende os i informationscentret, hvor vi køber en tilladelse til at campere i det primitive campingområde et stykke oppe ad floden. Der er 7 km dertil ad vejen så derfor overtaler vi info kontoret til at opbevare vores bagage, mens vi bruger det meste af dagen til at gå rundt på stierne, slappe af, solbade og skrive postkort. Postkortudvalget er stort i de mange souvenierforretninger for stedet ér meget berettiget en af de største turistattraktioner i Sydamerika. Hvor jeg hidtil har været vant til kun at høre castallano omkring mig er det nu ikke længere hovedsproget. Det vrimler med amerikanere, europæere, japanere osv. i alle aldre og fra alle samfundslag.
 

Flest er der formentlig af de mange med penge men uden tid, (som vi jo er flest af herhjemme) der er på en hurtig Sydamerikarundrejse med et stramt program og flyver fra seværdighed til seværdighed, bliver fragtet rundt i store busser og ikke skal bekymre sig om andet end om hvad de skal há på når de skal ud at spise om aftenen. Hvorfor dog ikke nøjes med det halve og så nå at få en ordentlig oplevelse? Det meste af deres tid går med at sidde i flyvere, kigge ud af busvinduer mens guiden forklarer, tjekke ind og ud af hoteller og kikke i målsøgeren på videoer og kameraer. DEM er der rigtig rigtig mange af her og man hører dem ofte gå højlydt og sammenligne og måle stedet med de andre steder de har besøgt på deres forjagede tur. Men når de kommer hjem kan de jo sige at de kender og har været i det meste af Sydamerika.
 

Men faldene er så store flotte og imponerende at alle finder vej hertil, selvom det formentlig ligger på en omvej for de fleste. Derfor er her selvfølgelig også et hav af rygsækrejsende, så man kunne forvente en skov af telte på lejrpladsen. Men til vores store forundring er her kun 4 andre telte da vi ankommer, selvom eneste alternative overnatningsmulighed herude ved selve faldene er et luksushotel. Det bliver en hyggelig aften, hvor vi på mange sprog hygger os med de andre og lytter til nattejunglens mange lyde akkompagneret af vandfaldenes brusen. Det er bælgravende mørkt og her er mange småirriterende insekter men heldigvis ingen myg.

Lejrpladsen ligger noget afsides ved det sted, hvorfra der i sin tid blev bygget en lang lang gangbro ud til hovedfaldet "Djævlens Hals". En stor del skyllede dog væk i 1983 under en El Niño flodbølge og nu står kun den yderste del tilbage. Derfor kan man i stedet for tage en båd ud til den resterende del og det var netop hvad vi startede morgenen med. Og hvorfor egentlig reparere broen, hvis man kan tjene lidt penge på at sejle folk derud og så risikerer man jo ikke at noget skyller væk igen. Det er alle pengene værd. Man er meget lille når man når helt ud for enden og drivvåd kan betragte, hvordan vandet lige under en brat vælter 60 udover kanten på det store hesteskoformede "Djævlens Hals".

Hele området ligger i en nationalpark med en mangfoldighed af dyr og planter. Vi cyklede hen til startpunktet af en de mange afmærkede stier ind i junglen og begav os meget agtpågivne derindad.. Der var desværre ikke mange dyr at se og ej heller mange besøgende, der havde valgt at tage en lille vandretur. Det sidste gjorde naturligvis ikke noget, men vi ville da gerne há set et par spændende fugle eller slanger. Vi så bare ikke noget som helst, men samme år blev en dreng på en af de afmærkede stier ædt af en puma eller var det en jaguar.

SIERRAS DE CORDOBA

Efter nogle yderst betagende tage ved vandfaldene beslutter Christian sig for at følges med mig et stykke i Paraguay. Han tager bussen hjemad til pligterne efter en uges tid, hvor jeg nyder at há selskab ligesom jeg nyder det venlige, gæstfrie og behagelige Paraguay. Da jeg når tilbage til Posadas i Argentina kører jeg straks til busstationen og sidder snart derefter i en stor behagelig bus direkte mod Cordoba.

Bussen ankommer tidligt om morgenen i solskinsvejr til Cordobas store moderne centralt beliggende busterminal. Jeg finder hurtigt et passende hotel og bruger resten af dagen og den følgende med til at kigge på byen. Det er Argentinas andenstørste og en af de mest velhavende. Her er et fint gågadenet, der ikke lader nogen danske byer noget tilbage, men den er samtidig noget kedelig. Dyre forretninger og pænt fejede gader alene gør ikke en by til noget særligt. Der skal charme og atmosfære til, og det finder man desværre i dag som regel kun, hvor man har grønne områder, pladser og gamle velbevarede bygninger. Det er ikke Cordobas stærke side.

Derfor sidder jeg atter på cyklen om morgenen den 12. februar og skal ud på min første bjergetape. 97 km til Villa General Belgrano, hvor jeg måske vil være så heldig at møde Andreas igen. Det er let at finde ud af storbyen og det varer ikke længe før jeg har lagt den bag mig og cykler i fladt landbrugsland nedenfor bjergene. Men så endeligt går det opad og for første gang på turen er jeg i rigtigt bjergterræn. Gad vide hvordan benene har det med dét? Eller rettere sagt knæene, som jeg stadig tænker på, men gudskelov ikke har haft problemer med siden starten af turen i Uruguay. Heldigvis går det ganske let og ubesværet på vejen op, hvor jeg i det kuperede terræn kører igennem små skove og passerer adskillige floder, hvor der ofte er en campingplads, et hotel, en restaurant m.m. Med ca. 20 km igen når jeg op i en meget bred dal eller måske nærmere et plateau. Derfor er resten af vejen næsten flad og jeg kan efter en forbavsende let tur trille ind i den særprægede by Villa General Belgrano.

Det er en sand alpeby blot placeret på en helt andet kontinent og i nogle helt andre bjerge. Og sørme om ikke der også tales tysk ligesom mange navne og skilte er på dette sprog. Nej selvfølgelig tales der ikke tysk som hovedsprog, men det høres så sandeligt i butikkerne og på gaderne i den lille charmerende by, der mest af alt minder om en lille turistflække i Tyrol. Næsten alt har jo en forklaring og forklaringen på netop dette er ganske simpel.

Et af de første egentlige søslag under anden verdenskrig blev udkæmpet i Sydatlanten i december 1939 og under dette slag blev det ellers så stærke tyske lommeslagskib "Admiral Graf Spee" svært beskadiget. Det søgte derfor ind i Rio de la Plata for at forsøge at få udbedret skaderne. Det kunne ikke søge ind på Argentinasiden, men lagde sig i stedet ud for Montevideo i Uruguay. Her blev kaptajn Hans Langsdorff dog mødt med et krav om at forlade havnen inden senest 72 timer, hvilket slet ikke gav mulighed for at udføre de fornødne reparationer. Der var derfor ikke andre udveje end at sænke skibet. Og som en rigtig kaptajn valgte han at gå ned med det, mens hele besætningen blev interneret langt inde i Argentina nær Villa General Belgrano.

Det er derfor efterkommere af besætningen, som har sat sit meget tydelige præg på byen, som sidenhen også har tiltrukket andre tysktalende immigranter fra såvel Tyskland, Østrig og Schweiz. Her er alt fra Gasthofen, Bierstuben til Brackwurst og Sauerkraut og selvfølgelig også en rigtig oktoberfest.

Men her var desværre ingen Andreas, hvor jeg havde håbet at finde ham. Han havde givet mig adressen på Camping Villa Florida, men Ralf og Betina Lage, som ejede pladsen kunne fortælle mig, at han formentlig først kom tidligst 2 uger senere. ØV! Ralf og Betina var også tyskere og havde boet her i knap 2 år. Hjemme i Tyskland havde de ført et travlt og hektisk liv og drevet et kæmpemæssigt musiketablissement i Hamburg. Men det var der blevet sat en brutal og brat afslutning for, da lysanlægget en dag var drattet ned lige oven i hovedet på Ralf, som nær var omkommet og stadig havde mén af det. De solgte stedet og lagde den stressede tilværelse bag sig og startede på et, må man, sige temmeligt nyt og anderledes liv. De talte ikke spansk og kendte ikke meget til Sydamerika. Kendte blot nogen som havde boet i Villa General Belgrano og mere skulle der åbenbart ikke til.

Her var i hvert fald ingen hektisk hverdag, men nu var turistsæsonen jo også ved at være ovre og der var ikke mange besøgende på pladsen, som i øvrigt er den flotteste og hyggeligste jeg har set i Sydamerika. Og helt sikkert den der var bedst passet og vedligeholdt, selvom det nogengange kunne være svært at få skred i tingene. Det var noget af det Ralf havde sværest ved at vende sig til i sit nye land. Han var forvent med vestlige kvalitetsvarer, tysk grundighed og pålidelighed, men her kunne det tage evigheder synes han, blot at få en håndværker til at lave en simpel reparation.

Alligevel tror jeg de nød det. Jeg nød i hvert fald de dage Ralf viste mig rundt i omegnen og jeg vandrede i bjergene.

 
FAMILIEN THOMSEN

Mit næste stop med cyklen er Villa Carlos Paz, som er hovedbyen i bjergene og Argentinas andenstørste turistby, efter Mar del Plata ved Atlanterhavskysten. Knap 100 km og en ganske let og overkommelig dagstur skulle man tro. Ca. halvdelen af vejen tilbage mod Cordoba igen og så dreje fra mod Carlos Paz.

Det går dog også ganske let og ubesværet den første halvdel og vejret er tilmed meget bedre end på vejen op. Nogen gange er man tilbøjelig til at synes at det er spild af ens kostbare ferietid at være nødt til at cykle den samme strækning to gange, men især i bjerge er oplevelsen ofte markant anderledes, når blot styret vender den anden vej og at vejret er bedre gør ikke forskellen mindre. Det minder om, at man altid skal gí sig tid til at stoppe og også se på udsigterne bagud og måske knipse nogle billeder. Med mindre selvfølgelig man er på en præstationsferie og bare skal fremad. Men det er ikke det eneste man skal huske!

Mad og drikke. Selvom jeg efterhånden har prøvet det nogen gange og hver gang tror jeg er blevet klogere og aldrig gør det igen - ja så sker det selvfølgelig uomtvisteligt alligevel. I "Alta Gracia, hvor jeg forlader Cordobavejen får jeg ikke købt ind før jeg pludselig står i bykanten. Nåh ja. Der kommer nok en tankstation eller eller en lille flække, hvor jeg jeg kan købe en sodavand og lidt mad, så hvorfor vende om og køre ind i byen igen. Og jeg har jo i øvrigt lige spist min madpakke og der er heller ikke særligt langt til Carlos Paz. Så jeg kører videre og videre og passerer absolut ingenting. Det er helt anderledes end hidtil, hvor der har været masser af bebyggelse, turiststeder, restaurenter osv. Selvom det er blevet rimeligt fladt og jeg kun skal ca. 40 km, kører jeg helt død. Sukkerkold! Og med tunge træge ben må jeg kæmpe mig i sneglefart hele vejen til Carlos Paz, hvor jeg styrer mod den nærmeste tankstation, hvor der gudskelov er et rigt udvalg af kager, snacks og drikkelse. Længe leve de gode Argentinske velforsynede benzinstationer.

Mens jeg sidder udenfor og råguffer kommer jeg i snak med en ung tankpasser, som fortæller mig, at han faktisk kender en dansk familie og i ganske samme øjeblik suser Erik Thomsen ind foran på en rød Jawa offroader. De næste dage bor jeg hos familien Thomsen, som driver "Los Laureles" et af byens mange hoteller. Man skulle så måske tro, at jeg endeligt kan snakke dansk igen, men nej. Det er kun Erik der kan tale dansk og der er fordi han et par år tilbage har været udvekslingsstudent i Grønland, hvor han til gengæld har lært at tale (og stadig husker) det svære danske sprog på imponerende vis. Men det gør nu heller ikke noget, når man er i en familie, der båder taler castallano og engelsk. De danske rødder ligger simpelthen for mange generationer tilbage og var det ikke for navnet Thomsen og de 3 voksne sønners navne Roald, Erik og Sven - så ville man ikke ane det danske islæt. Det er slut på sæsonen, men stadig i de studerende sønners sommerferie, så vi har masser af tid sammen, til sigtsseeing på offroader, lidt bytur osv. Desværre kan jeg se på kalenderen, at jeg ikke har meget tid tilbage, hvis jeg skal nå at opleve det nordlige Patagonien i nogenlunde sommervejr. Så jeg siger pænt tak for denne gang og sidder snart på cyklen igen klar til turens på papirets hidtil hårdeste etape. Etapen til en anden turistby Mina Clavero ved foden på den anden side af bjergmassivet. Via "Camina de la altas cumbres". Vejen over de høje tinder.

Faktisk har alle drengene i familien dyrket mountainbiking og cykelferie, selvom de nú er mere til motorcykler. De fortæller mig at turen sagtens kan gøres på ca. 6 timer, så selvom klokken efterhånden bliver 10 formiddag føler jeg mig ikke presset, på trods af jeg normalt ville begive mig afsted på sådan en tur tidligt om morgenen. Det går opad, opad og opad - kun afbrudt af enkelte korte nedkørsler. Ikke vildt stejlt med alligevel. Vejen er god og vejret er godt og dermed også udsigterne. Vejen snor sig og slår knuder på sig selv, som veje nu engang gør og bør i et sådant terræn. Snart har jeg Villa Carlos Paz bag mig, så til venstre og så til højre. Den bliver dog ved med at ligge dernede klods op ad den store sø, selvom bygningernes konturer efterhånden udviskes og det er svært at se, at det rent faktisk er en halvstor by. Og foran mig et eller andet sted skal jeg forcere bjergenes højeste landevejspas, men jeg har godt nok temmeligt svært ved at se hvor. Der er kun en tiltagende stejl bjergvæg, hvor det er svært at forestille sig en vej over.

Jeg skal i alt klatre 1.550. højdemeter for at nå toppen, som ligger i 2.200 meters højde. Fordi jeg tror jeg har god tid tager jeg den meget med ro i starten og stopper ligesom de gamle argentinske biler med middelklasseargentinere på ferie også op ved de mange udsigtspunkter. Her sker det ofte, at det i stedet for udsigten bliver mig der skal fotograferes. I forskellige opstillinger sammen med børn, bedsteforældre, hele familier osv. Andre gange filmer eller fotograferer de mig, nærmest hængende ud af af bilen mens de i lav fart overhaler mig akkompagneret af opmuntrende tilråb.

Efter ca. 80 km når jeg endeligt "El Condor" på toppen sidst på eftermiddagen og forsyner mig igen med føde og drikkevarer fra servicestationen.. Her holder selvfølgelig mange biler og flere snaksagelige feriefolk tilkendegiver at de har mødt mig på vej herop. Der er dog ikke meget tid til snak da jeg helst skal i mål inden det bliver mørk. Her var længere end jeg regnede med. Men det gå ikke nedad. Øv. Nej her er kedelig halvfladt forblæst højslette de næste mange km og jeg når slet ikke fremad med den fart jeg havde forstillet mig. Men pyt med det. Fremad kommer jeg da og med ét åbner klipperne sig og åbenbarer en fantastisk udsigt ud over lavlandet langt langt nede. I det fjerne på den modsatte side skimtes den næste bjergkæde. Bjergmassivet er meget stejlt på denne side og jeg kan tydeligt skimte Mina Clavero dernede og også vejen, som i zig zag klæber sig ind mod bjergsiden for ligesom at bløde ud forneden og bølge sig hen imod byen. Solen står lavt på himlen men nu går det også rigtigt stærk. Ikke længere noget med 10 - 15 km i timen men typiskt 50 - 60. Der bliver dog også tid til her at stoppe og tage billeder og blive fotograferet. Bjerge er altid ekstra flotte når solen står lavt og fremhæver farver og konturer, som man slet ikke ser ved fuldt sommerdagslys.

Det er blevet halvmørkt da jeg efter 130 km flot flot bjergtur, forbavsende frisk triller ind i byen og vælger at lade campingplads være campingplads og finder et billigt hotel. Godt med et varmt bad og et godt måltid på en fortovsrestaurent ude i byen. På gaden og endog mens jeg jeg spiser, taler jeg med flere folk, som lige skal have stillet nysgerrigheden. Er jeg mon ikke ham cyklisten de så om eftermiddagen? Hvor kommer jeg fra? Er jeg ikke dødtræt? Hvor skal jeg hen? Osv. osv. Nogle vendinger lærer man meget hurtigt på castallano.

ENDELIGT ANDES

Jeg har vist allerede nævnt, at det er El Niño år. Regnvejr, regnvejr og oversvømmelse. Det er ikke mit yndlingsvejr på en cykelferie, så derfor flygter jeg efter endnu nogle få dages cykling ind i en bus og ankommer lidt over midnat i styrtregn til Mendoza ved foden af Andesbjergene. De mægtige  andes, som får Sierras de Cordoba til at ligne Ejer Bavnehøj.

Mendoza er en flot og spændende by, spækket med grønne pladser og parker og skinnende blankpolerede fortove. Og så er der jo beliggenheden lige for foden af Andesbjergene. På mit hotel møder jeg Katja fra Heidelberg, som jeg tilbringer et par dage med som storbyturist og jeg får også tid til at give cyklen en sidste trimning inden det går opad for alvor.

Det er tidligt på formiddagen, dejligt vejr og benene er helt klare og friske. Det er hjernen bare ikke og derfor lykkedes det mig at køre den helt forkerte vej ud af byen, selvom jeg udmærket er 100 procent klar over at jeg skal syd ud af byen. Men formentlig fordi bjergene jo ligger lige mod vest vender jeg styret i den retning ad en stor boulevard, hvor jeg har gået med Katja. Opdager først fadæsen i udkanten af byen, da jeg står ved et T-kryds, hvor der slet ikke står de rigtige ting på skiltene. Jeg gider ikke cykle hele vejen tilbage til centrum og beslutter mig derfor til at krydse tværs igennem forstaden Godoy Cruz, hvilket vel ikke kan være så svært, selvom jeg ingen kort har. Det var det nu bare alligevel. Det er svært i det hele taget at finde en vej igennem et ikke beboet område og så havner jeg i noget der til tider kan minde om deciderede slumkvarterer. Solen er dog endnu fremme så ved dens hjælp og ved gentagne gange at spørge om vej ender jeg endeligt på Av. San Martin og er på rette vej. Efter en time og 40 minutter og 12 - 15 kilometers omvej. Men så fik jeg set en anden side af den ellers så pæne og tilsyneladende velhavende by.

Efter endnu lidt cykling ud igennem nydelige forstæder lægger jeg byen bag mig og  kører et kort stykke gennem svagt bakket grønt terræn indtil vejen drejer mod vest og nærmer sig den enorme væg kaldet Andesbjergene. På det sidste flade stykke direkte imod den voksende mur, er det mig en gåde, hvor i alverden man har kunnet fortsætte vejen ind igennem og over den, for det kan jeg jo se på mit glimrende kort at den rent faktisk gør.

Og mindsanten om ikke der henne ved foden åbner sig en meget smal og bugtet kløvt ind mod højre. Der er lige netop plads til vejen langs Mendozafloden og den gamle jernbane der nu er taget ud af drift. Begge dele skulle jeg følge hele vejen op til Las Cuevas 180 km længere fremme og godt 2 km højere oppe i 3.150 meter højde. De følgende km følger denne smalle passage uden at jeg møder ret mange køretøjer bortset fra lidt vejarbejde. Undervejs spiser jeg frokost i den eneste by, en lille flække med varme kilder og et par hoteller. Serveringen lader ikke til at være overrasket over en cyklist. Jeg har valgt at køre opad den gamle vej, derfor ingen trafik. På det nederste stykke er der dog netop lavet et ny, som er et par kilometer længere og rammer bunden et par kilometer længere mod syd. Da jeg efter 20 kilometer kommer frem til denne, frygter jeg at vejen nu vil blive fyldt med osende lastvognstog og racende personbiler, da det er hovedpasset mod Chile og Santiago, uden ret mange alternativer indenfor mange hundrede kilometer mod hverken nord eller syd. Sådan er det heldigvis ikke. Bilerne er stadig overraskende få og ligeledes lastvogne og busser.

Her er ingen problemer overhovedet. I og med at vejen følger floden er stigningen moderat og vejen er tilmed god. Fin belægning og meget af tiden med et bredt vigespor. Alle er hensynsfulde og igen får jeg mange venlige hilsene i form blink, dyt og vinken. Ikke mindst fra busserne, hvor folk også stirrer vantro ud af bagvinduet. Landskabet har ændret sig fra at være en smal kløft til en bred åben dal, hvor en smal næsten udtørret Mendozaflod svinger sig fra side til side i en stenet flodseng, der andre tider om året vil være fyldt med hvidbrusende vand der tordner ned mod de ventende vinmarker. Selvom vi endnu ikke er særligt højt til vejrs er vegeationen sparsom og begrænset til halvtørt græs og småbuske. Kun i ny og næ passerer jeg en lille lund med træer. I stedet for træer må jeg benytte mig af vejskilte til at fastgøre mit kamara på vha. min meget flexible lille trefod. Og så være hurtigt på benene for at benytte selvudløseren. Jeg har nemlig fået meget kritik for hverken at have cykler eller mig og Ole med på billederne fra Afrika.

Ind i mellem skimter jeg sne på fjerne toppe og ved, at selv de er langt fra på højde med de tinder der skal omgive mig senere. Efter et halvt hundrede kilometer kniber det dog pludseligt med at se toppene. Det er blevet smådunkelt og halvkoldt. Ikke fordi det er aften, men fordi det er blevet overskyet og ildevarslende mørkt i det fjerne. Inden længe starter det med at buldre og smålyne, så da jeg efter 62 km når den lille by Potrerillos samtidig med at det begynder at smådryppe, er jeg ikke længe om at dreje ind på deres ACA (svarer til FDM) campingplads og rejse teltet i en fart. Regnen ophører dog med det samme og kun en svag buldren holder mig ved selskab i et par timer, mens jeg går en tur inden aftensmaden.

Næste morgen er vejret igen perfekt og de 53 km til Uspallata i 1.900 meters højde går som en leg og jeg når tidligt frem. Netop som jeg når tilbage til den lille byes centrum møder jeg den første cyklist i umindelige tider. Jørgen er tysker og på vej nedad, så vi spiser frokost sammen og udveksler cykelerfaringer, før han suser videre nedad de ca. 110 km til Mendoza.

Det gode vejr fortsætter og meget tidligt næste morgen gør jeg det samme. Jeg har 85 km foran mig og skal gerne ende i Las Cuevas 3.150 m.o.h. Det skulle jo nok være til at overkomme, hvis ikke lige det var vinden. Det starter ellers meget fint med samme moderate stigning og en svag viento a favor. Ja man lærer også hurtigt de spanske gloser for medvind og modvind. Men da dalen ca. 30 km fra toppen slår et svagt knæk vender vinden 180 grader samtidig med at styrken tager til og stigningsgraden ligeså. Sådan et sted har man enten mod- eller medvind og pludselig slap mit held altså op. Bjergene er samtidig blevet enorme og landskabet langt mere vildt og goldt.

Hidtil havde vejen gået snart opad og snart nedad, men hele tiden langs med floden. Men på dette sidste stykke gik det konstant opad og sølle 35 kilometer efter en ellers let dag blev en mindre kamp. Det var med meget trætte ben jeg rullede ud af en lille kort tunnel øverst og endeligt nåede den sidste by Las Cuevas. Heldigvis havde jeg jeg haft god tid og var blevet belønnet med udsigter til den nærliggende Aconcagua (det højeste bjerg udenfor Himalaya), som jeg håber at kunne bestige en anden gang. Til den anden side mod syd kunne jeg se den lidt lavere men meget flottere kegleformede vulkan Tupangato. I Punta del Inca 16 km fra toppen havde jeg holdt en halv times pause for at se en naturlig bro over floden. Under broen er der varme kilder, som var grunden til, at man også her finder nogle af de sydligste incaruiner.

På trods af at min guidebog berettede noget andet og at jeg flere gange på vejen op er blevet fortalt hvor jeg kunne overnatte er der ikke en enese udlejningsseng i Las Cuevas. Derimod er en storstilet udbygning af byen til et skisportssted gået fuldstændigt i stå og derfor kan jeg campere i mit indertelt på betongulvet  i en halvfærdig bygning bag hovedvejen. Det er ganske fint og jeg er ikke den eneste, der har sovet der, da væggen er fyldt med navne og adresser på folk, som har gjort det tidligere. Damen i et lille cafeteria havde anvist mig stedet og solgt mig et par sandwiches, som åbenbart var det eneste der kunne opdrives i byen. Bortset fra dyr Toblerone.

Næste morgen sover jeg halvlænge. Mine ben er for første gang halvømme og føles meget tunge. I øvrigt befinder jeg mig jo i øver 3.000 meters højde, så det er ikke just varmt de første timer. Men ved halv titiden har jeg dog fået pakket mit grej og spiser igen sandwiches i cafeteriet. I Las Cuevas forsvinder hovedvejen ind i en tunnel og kommer ud igen på østsiden af bjergene i Chile. Det er naturligvis ikke tilladt at cykle derinde, men det er nu heller ikke meningen. Jeg skal bare op på toppen af det gamle pas 4.200 m.o.h. og tilbage igen, da vejen ned på Chilesiden er lukket.

Jeg frygter det værste, da jeg ikke ligefrem føler mig som ørn denne morgen, men jeg er da heldigvis fri for baggagen. Den har damen i cafeteriet godvilligt lovet at opbevare for mig til jeg kommer ned igen og skal tilbage mod Mendoza.

Da jeg under en skyfri himmel triller igennem den gamle port til passet nulstiller jeg kilometertælleren og så afsted stille og roligt. Ja det kan man roligt sige for nu går det for alvor opad, men vingerne er kommet tilbage eller måske er det den manglende bagage der gør forskellen. De 8,3 kilometer til toppen forløber i hvert fald forbavsende let, selv om stigningen i snit er på 12,5 procent og formentlig mindst 14 de sidste 7 kilometer. Asfalten er aldrig nået herop, men grusvejen er ok bortset fra enkelte korte stræk med sne og is, som endnu ikke er smeltet fra den snestorm der var for mindre end en uge siden.

Bortset fra to biler møder jeg ikke andre køretøjer på vejen op og vi når frem næsten samtidig. Jeg har taget det med ro det meste af vejen, men er alligevel meget forundret over, at det gik så let, mine trætte morgenben taget i betragtning og selvfølgelig luften, som også er blevet halvtynd.

På toppen som jo danner grænse til Chile har man i starten af 1900 hundredtallet rejst en stor statue "Cristo Redentor" til minde om afslutningen af nogle hæftige grænsestridigheder. Sammen med Punta del Inca er dén og turen herop i det hele taget er nu blevet et yndet udsigtsmål for turoperatørerne nede i Mendoza.

Jeg bliver hængende deroppe en times tid og kan i det stadig perkekte vejr beundre de fantastisk smukke bjerge der ikke findes højere uden for Himalaya. Under mig kan jeg betragte de mange hårnålesving på vejen, som efterhånden er ved at være småtrafikeret med flere biler og af karavanen af minibusser fra Mendoza.. Efter en halv time er her en vrimmel af turister fra hele verden og som sædvanligt bliver tiltalt med en blanding af beundring og vantro som var jeg fuldstændig sindsyg. Folk skulle bare vide bedre, for jeg har med garanti haft den bedste tur opad zig-zag vejen og det uden nævneværdig sved på panden.

EN SNERT AF PATAGONIEN

Patagonien ligger langt væk fra alting plejer man at sige. Og det er ganske rigtigt – i hvert fald langt væk fra langt de fleste andre steder på vores lille klode.

På et almindeligt verdenskort er Mendoza dog en af de nærmeste byer, men min bustur til Junin de Los Andes varer dog alligevel omkring 20 timer inkl. busskifte i Neuquen. Heldigvis er busserne i Argentina ganske komfortable om end ofte noget udslidte. Derfor er det ganske almindeligt at man i ny og næ skal udskifte et dæk undervejs eller udbedre mekaniske problemer af forskellig art, som jeg absolut ikke har forstand på.

Derfor gjorde vi også denne aften en del småpauser, hvor chaufførerne måtte ud og bakse med skidtet, men altid vendte tilbage i samme ulasteligt rene og pæne uniformer med hvide skjorter. De har overtrækstøj til mekanikerarbejde og fik også ordret det lille problem denne aften, hvad det end så var.

Et af stoppene var dog også for at hente mad. På mange af langturene er maden nemlig inkluderet i prisen og så sidder man i de komfortable sæder og spiser ofte ganske glimrende mad – akkurat som vi er vant til i fly. Bortset fra at rigtigt godt flymad efterhånden er blevet en sjældenhed.

Det er hen på eftermiddagen da jeg efter den sidste strækning gennem et trist og ørkesløst landskab ndeligt kan stige af bussen i den lille by Junin de los Andes i periferien af Patagonien. Jeg skal finde noget at stille min cykel opad, mens jeg pakker den med al bagagen, da støttefødder er nærmest ubrugelige på en tungt pakket turcykel. Jeg ser et ca. 15 cm stort rør stikke lidt ud af muren til den stationsbygning. Den passer glimrende til at støtte cyklen på kartoffelsækken jeg har på bagagebæreren. Så er der nemlig plads foran til at hægte fortaskerne på.

Lidt efter er jeg klar til afgang og det var også i absolut sidste øjeblik. Jeg ser et mærkeligt hul i min pæne hvide kartoffelsæk. Hvad i alverden er dog det. Det er varmt og lugter tilmed og så går det op for mig, at jeg har parkeret opad en glohed udluftning, som man åbenbart i Argentina sagtens kan placere i ca. en meters højde. I sækken har jeg mit telt, min dejlige varme sovepose og mit liggeunderlag, så det er med stor bekymring jeg lidt efter pakker ud på campingpladsen. Meget meget heldig er der ikke sket noget med hverken telt eller sovepose, men mit liggeunderlag er blevet brændemærket for resten af dens levetid. Den har fået et hul på størrelse med en 25 øre, som det lykkedes at lappe i 2 omgange. Vi er trods alt i Sydamerika, hvor man ikke bare køber nyt, hvis noget får en lille skramme. I stedet besøger man den lokale købmand, hvor man altid kan finde et bredt udvalg af diverse lim, tape og ikke mindst superstærke lapper. Det er en stor salgsartikel, som man ikke kan undgå at støde på i form af reklamer.

Heldigt at det var det ellers meget slidstærke liggeunderlag der var blevet ramt. Nu bliver jeg mindet om Junin hver eneste gang jeg ruller den ude og bliver mødt med en stor skrigende orange lap. Og resten af pakken har fremover været fast bestanddel på mine rejser.

Selve Junin er der ikke meget at sige om. Det er den omkringliggende natur, der tiltrækker folk. Den nærliggende Parque Nacional Lanin opkaldt efter vulkanen af samme navn og ikke mindst søerne og floderne, som er fyldte med fisk og har gjort dette område verdenskendt som et lystfiskereldorado. Byen er halvkedelig, men danner base for mange lystfiskere, vandrere og klatrere.

Jeg er på cyklen igen næste morgen og sætter efter indkøb af 5 lækre empanadas kursen mod San Martin de Los Andes. Efter 50 km i modvind, hvoraf den sidste halvdel i regnvejr kører jeg endelig ind i San Martin, der er en helt anden type by. I modsætning til Junin, der lå på kanten af den tørre patagonske slette, er landskabet nu blevet alpint og bjergene er dækket af træer. Byen bærer fra første øjekast præg af glamour og argentisk overklasse. Dalskråningerne langs indfaldsvejen er strøet til med luxeriøse "sommerhuse" og komplexer med timesharelejligheder og mange flere er under opførelse. Jeg nøjes naturligvis med en campingplads og efter et tiltrængt varmt bad er jeg klar til en spadseretur i byen. Det viser sig at være en rigtig hyggelig lille ferieby, som i modsætning til Junin er overstrøet med hoteller og restaurenter i alle prisklasser bortset fra helt billige, som i 1998 er svære at finde i Argentina. (Nu i 2003 forholder det sig helt anderledes, da pesosen er frigjort fra dens fastbinding til dollaren og er faldet til under en tredjedel uden at inflationen har fuldt trop). Om vinteren forvandles byen til et mondænt skiby, da et af landets største skisportssteder Chapelco ligger i bjergene lige oven for byen.

Efter en runde i et par af byens velasorterede cykelforretninger udskifter jeg næste formiddag efter ca. 2.800 km mine glatte slickdæk med et par Bontrager knopsæk. De gamle kunne sagtens have kørt længere, men fra nu af venter der meget grusvej. Første tur en lille dagstur uden bagage op til Chapelco. Efter en lang flot tur ad en lille snoet grusvej gennem tæt skov med enkelte kikhuller ned til San Martin, Lago Lacar og Volcano Lanin står jeg pludselig ved den mægtige parkeringsplads, som på trods af at det er sommer, er holdested for mange biler. Der er naturligvis en også en god asfalteret vej derop. Mens jeg spiser en god tiltrængt frokost, hvor jeg studerer lift- og pistekort og andet infomateriale ser jeg flere store grupper af mountainbikere køre ned. Det er turister som har købt en guidet cykeltur og bliver fragtet hele vejen op til enden af gondolliften og cykler ned ad bakke tilbage til byen. Jeg hopper i stedet på min cykel og fortsætter ad hårnålesvingene hele vejen op til enden af gondolliften. Over mig krydser jeg flere gange gondolerne der nu ikke har ski siddende på siden men mountainbikes og i baggrunden har jeg det meste af tiden en pragtfuld udsigt ned til søen. Hvilket skisportssted i Europa kan byde på den slags scenerier? Endeligt oppe og også her er masser af besøgende, der bla. kan købe en tur i en kæmpemæssig lang sommerrutchebane. Det viser sig også, at her er mange mountainbikeruter ned igennem skoven og pisterne, men dum som man er, har jeg endnu ikke anskaffet mig en hjelm. Da jeg spørger en liftmand om vej er han dog så venlig uopfordret at låne mig en, bare jeg afleverer den nede for enden. En herlig tur nedad. Det er nu engang rart med en hjelm sådanne steder, hvor risikoen for grimme styrt må siges at være noget større end på landevejen. Tilbage i byen anskaffer jeg mig en rigtig god dejlig hjelm til resten af turen. Desværre blev den senere glemt i hattehylden i en chilensk bus da jeg en meget tidlig morgen pludselig var fremme og skulle af i huj og hast.

Fra San Martin fortsætter jeg mod Bariloche ad den 220 km lange "el camino de los Siete Lagos", som oversat betyder "vejen med de 7 søer". Det og resten af vejen til Chiles kyst bliver noget af den flotteste del af hele turen. Heldigvis er den argentinske ferie ved at være ovre så her er god plads, men kommer man i højsæsonen skulle her efter sigende være sort af mennesker på hver eneste lejrplads og parkeringsplads. Nu lidt henne i marts er her ganske få biler, hvilket passer mig storartet, men det er absolut heller ikke varmt længere og jeg oplever endda at vågne op til et tyndt lag is på søkanten. Det meste af vejen går gennem nationalparkerne Lanin og Nahuel Huapi og det er måske en af grundene til den manglende asfalt.

Det går nu nogenlunde fint alligevel takket være de nye dæk. Landskabet er overvældende og vejret perfekt for selvom det ikke er sveddryppende varmt har jeg flot solskin. I mit eget tempo kan jeg både få tid til at nyde udsigterne og klare de mange seje op-og nedkørsler.

Bariloche ligger på den sydlige bred af den store sø Lago Nahuel Huapi og er Argentinas førende bjergferiested, såvel vinter som sommer. Den minder meget om San Martin, blot er den meget større og andet end bare ferieby. Også her tilbringer jeg et par dage med dagsture på cykel og til fods på de utallige stier og vandreruter. Og det må siges at være velvalgt med lidt motion sådant et sted, når man som jeg nok nærmest kan karakteriseres under betegnelsen chokoman. Her er som i de andre byer i regionen masser af hjemmelavet chokolade, men i Bariloche er udbudet ekstra stort. Gaderne bugner med store og små forretninger, som udstiller alskens chokolade i vinduerne. Og når man som chokoladekender også har været indenfor og prøvet sagerne ved man, at det virkeligt er kvalitet. Er man heldig bliver man tilbudt smagsprøver i forretningerne og i lavsæsonen kan man endda være så heldig at de kommer ud med et par godbidder, hvis man står længe nok og studerer vinduerne med et lækkersultent blik. Fik jeg sagt at deres hjemmelavede is er ligeså god.

Andesbjergene er ikke så høje hernede som oppe ved Mendoza, men alligevel er det sparsomt med veje til Chile og det er langt fra alle passene der er åbne hele året. Jeg vælger en rute, der først og fremmest er for turister. Her kan nemlig ikke medbringes køretøjer - bortset fra cykler naturligvis. Istedet køber man en billet fra Bariloche og bliver via busser og tre færgeture fragtet hele vejen til stillehavsbyen Puerto Montt, som er Chiles sydligste større by. Det er tidligt morgen da jeg løfter cyklen op på den første båd i Llau Llau lidt omkring 30 km oppe af Lago Nahuel Huapi. Vi bliver budt velkommen af kaptajnen, der opremser de mange nationaliteter ombord. Lige undtagen en enkelt dansker selvfølgelig, som ikke er nævnt i listerne han har fået fra de mange rejseselskaber. Pyt med det. Den første tur, fører os ind for enden af "Brazo Puerto Blest". En dyb fjordlignende smal arm af søen, som er betagende flot med skov og sneklædte tinder til alle sider. Da vi går i land har jeg kun en ganske kort cykeltur på en udmærket kort grusvej før jeg står ved den næste færge ved Lago Frias. Det er dog kun er en lille båd a lá de små danske færger med plads til omkring 4 - 6 biler. Inden længe når resten frem. De er fragtet i små busser, men med al deres bagage er de meget langsommere end en cykel. Den lille turkisblå sø vi skal krydse ligger dybt nede mellem stejle bjerge og for første gang ser jeg kondorer. De cirkler rundt højt højt oppe mellem de grønne bjergsider og udsigten til Tronador - områdets højeste bjerg. Ved det næste lille færgeleje får vi ordnet passene og så venter en sej cykeltur regner jeg med. Jeg har fået at vide, at jeg skal køre temmeligt meget opad før jeg når toppen af passet og grænsen til Chile. Vejen fører op igennem tæt skov og er meget stejl og svær at køre på, da den nærmere består af store sten end af grus. Efter et stykke tid er jeg ved at indstille mig på, at det bliver en overordentlig sej tur og da den første bus med resten af dagens selskab passerer mig er det ikke ligefrem misundelse jeg kan aflæse i deres ansigter. Men så efter kun godt 2 kilometer ser jeg pludselig en simpel træport/portal dukke til op. Velkommen til Chile står der hen over vejen i ca. en kilometers højde. Det var en glædelig overraskelse. Tak for det.

 CHILE 

Næste stop er en lang frokostpause ved et luksushotel i flækken Peulla nede ved søen Lago Todos los Santos 18 km længere fremme i 183 meters højde. Vejen ned er ligeså stejl og dårlig som på Argentinasiden, men den er jo heller ikke tilgængelig fra det almindelige trafiknet. Det er rigtig hårdt for hænder og fingre at bremse og farten ned er ikke meget hurtigere end opad. Jeg når bunden af den korte nedkørsel omtrent samme tid som busserne, men så har vi også holdt fotopauser de samme steder, når der har været hul i træerne og mulighed for at nyde de fabelagtige udsigter over søen og sletten og Volcano Osorno, også kaldet verdens 2. flotteste vulkan næst efter Fuji ved Tokyo.

Den flade vej til Peulla er flot men langsommelig. Her er ikke meget andet end hotellet, et par huse og så tolden. Her regnede de åbenbart ikke med flere kunder den dag for jeg bliver mødt af en høj strøm af toner til "Barbiegirl", som også er det helt store hit i Sydamerika. Da jeg endelig kommer i kontakt med en lidt overrasket og forlegen ung kvinde, varer det dog ikke mange minutter at mine stempler og papirer. Inden længe sidder jeg på hotellets terrasse og nyder et par sodavand og de andres selskab.

Næste båd er igen en stor og moderne, men den har jo også langt flere passagerer idet det er eneste forbindelse til Peulla. Her aftaler jeg med en lille international gruppe fra rejseselskabet GAP at følges med dem de næste dage, hvor de skal en tur op ad volcano Osorno. Efter sejlturen ankommer vi til Petrohué, hvorfra der er ganske få kilometer til de hytter de har reserveret i Ensenada ved bredden af chiles største sø Lago Llanquihue. Vi har et par rigtig hyggelige dage sammen, hvor vi mere eller mindre bliver blæst omkuld i en regnstorm på Osorno men også nyder dejligt solskinsvejr ved søbredden og ved de nærliggende Petruhuevandfald. Mens de endnu engang tár en bus cykler jeg de ca. 70 km til Puerto Montt, hvor vi har endnu en dag sammen inden de næste morgen skal med flyveren til sydpå til Punta Arenas for at besøge Torres del Paine og Moreno gletcheren i Argentina.

Gudskelov at man ikke selv er på sådan et stramt program. Men det er også ærgeligt at det kun er cyklister, man kan følges med i længere tid. I afskedsgave gav Wilma gav mig 2 plader røde Rittersport med marzipan. Herligt efter godt 3 måneder, hvor der godt nok har været meget chokolade men absolut ingen marzipan. Men netop denne del af chile er i den grad tyskpræget og fra landevejen bemærker man det ved de mange tyske skoler, hoteller og kirker. Lidt dansk islæt møder jeg dog også i form af en dansk bager i Frutillar uden dog at jeg går indenfor.

Desværre er tiden ved at løbe ud så det er begrænset, hvad jeg når at cykle i Chile. Efter en kort tur nede sydpå stiger jeg i en bus i Osorno og tidligt næste morgen er jeg i San Fernando, hvorfra jeg cykler ud mod Stillehavskysten, som jeg følger op til Val Paraiso og det var så den cykeltur. Mest på grund af trafikken går den sidste lille stræk ind til Santiago også i bus og så er jeg mere eller mindre allerede hjemme igen efter endnu en alt for kort tur.