VANDRING I PATAGONIEN
|
|
Historierne er først om fremmest skrevet med henblik på at beskrive stederne for folk, der påtænker at rejse til Patagonien og derfor søger oplysninger om vandre- og hikingmuligheder. Fortalt af Henrik Fastergaard Foto: Henrik Fastergaard & Zohar Adner m.m. |
Endeligt oppe ved sneen på Volcano Osorno i Chile |
|
Hvad er Patagonien? Et spørgsmål, næppe mange kan svare rigtigt på, hvis der da findes et sådant rigtigt svar. Men de fleste nikker sikkert genkendende til navnet og forbinder det måske også med et eller andet sted ovre i Sydamerika. Der ér mange modstridende definitioner men jeg vil groft tillade mig at sige, at det omtrent er den sydligste fjerdedel af Sydamerika, hvis man skærer kontinentet op i 4 lige brede striber. Afgrænset mod nord af floderne Bio Bio i Chile og Rio Colorado i Argentina. Hermed er så allerede sagt, at Patagonien omfatter såvel argentinsk som chilensk territorium. Kun adskilt af Andesbjergene som strækker sig helt ned til Ildlandet. Den Argentinske del er i store træk en stor enorm flad halvørken, hvor der ovenikøbet næsten altid blæser en kold tør vind. Bestemt ikke et hverken gavmildt eller gæstfrit klima, hvorfor her også er meget øde. Kun ganske få byer, hvis eksistensgrundlag er miner, olie og enorme fårefarme. Kun i den tynde vestlige stribe langs og i Andesbjergene forandrer landskabet sig væsentligt og det er her, det er interessant. I Chile er der helt anderledes, lige bortset fra den evige vind. Kun i den nordlige del af området ned til Puerto Montt er der et egentligt lavland klemt inde mellem Stillehavet og bjergene. Her er grønt og frugtbart og mange større byer. På de sydligste ca. 1.700 km ligger de nu knapt så høje, men ikke mindre spektakulære Andesbjerge klods op af Stillehavet. Her er fugtigt og regnfuldt og hele kysten og bjergene med er beklædt med skove. Her er som i Argentina meget øde og er man i bil fortsætter vejen ikke længere sydpå end til Puerto Yungay, som ligger omtrent halvejs nede. Mange på vej mod syd eller omvendt vælger i stedet at tage båden, fra Puerto Monnt til Puerto Natales. En 2½ dages sejltur, som det meste af strækningen foregår i stille farvand beskyttet mod Stillehavets kraftige dønninger, idet ruten fører igennem den kæmpemæssige skærgård som strækker sig hele vejen til Kap Horn. Kyststrækningen består simpelthen, som det kan anes på kortet til venstre, af et virvar af store og små øer og halvøer. Smalle lange fjorde og stræder og hele det er ikke uden grund betragtet som en af verdens smukkeste sejlture. Det er dog først og fremmest de skovklædte bjerge, som gør Patagonien til noget særligt. Mod nord er de præget af grønne og turkisblå søer og en perlerække af både aktive og uddøde vulkaner. Heraf er mange perfekt kegleformede og udstyret med en pæn hvid snekalot om sommeren. Dette område er et de største turiststeder på både Chile- og på Argentinasiden og kan byde på alle mulige aktiviteter lige fra vandring og klatring til skisport, fiskeri, rafting osv. Og sommervejret er ovenikøbet ganske godt. Længere sydpå bliver det mere barsk og vildt samtidig med at temperaturen falder drastisk. Det bliver sjældent over 15° celcius nede omkring sydspidsen og på Ildlandet. Det der første og fremmest tiltrækker rejsende her, er først og fremmest de smukke nationalparker, som er kendetegnet ved vilde og dramatiske bjergformationer, som virker som magneter på de bedste og mest vovede klatrere fra hele verden. Det erogså her man finder nogle af de største og mest imponerende indlandsgletcere i hele verden. Umiddelbart skulle man tro, at med et sådant klima, må man befinde sig langt langt mod syd og ganske tæt på den sydpolen, men sådan forholder det sig ikke. Faktisk ligger verdens sydligste by Ushuaia på den argentinske del af Ildlandet, på samme breddegrad som Flensborg - bare modsat. Den sydlige halvkugle er blot meget koldere en den nordlige og en af grundene er is. 84½ procent af verdens totale ismasse befinder sig på antarktis og kun godt 12 procent på Grønland og Nordpolen. Den trediestørste koncentration finder man i Sydpatagonien, hvor de 2 store ismasser Hielo Norte og Hiele Sur danner isen til de mange flotte gletchere, som flyder ned i søer og floder herfra.
TORRES DEL PAINE - EL CIRCUITO
Nationalparken Torres del Paine ligger i det allersydligste
Chile. Det er en af de kendteste i Sydamerika og er af National Geographic blevet
udnævnt som den flotteste. Dens areal er beskedne 1.814 kvadratkilometer
men grænser mod nord op mod den langt større Parque Nacional Los
Glaciares i Argentina og den noget mindre Parque Nacional Balmaceda mod vest.
Det er en ganske ung park, idet området først blev erklæret nationalpark i 1959 og først nu er sporene efter græsning ved at være helt væk. Det der gør parken til noget helt unikt er Paine bjergmassivet med spektakulære bjergformationer i form af forrevne klippesider og kæmpemæssige lodrette tårnelignende granitsøjler. Torres betyder netop tårne på spansk. Hele vejen rundt om massivet er der store søer, hvoraf mange får vand fra kæmpemæssige gletchere som langsomt glider ned fra verdens tredjestørste isklump Hielo Sur.
De fleste vandrere vælger enten at tagen den store tur rundt om hele massivet, hvilket tager 6 - 10 dage afhængig af afstikkere, start- og slutpunkt, eller man kan nøjes med det der populært kaldes "w´t", som kan gøres på et par dage. De flotte udsigter til tårnene ses fra sydsiden, hvor man også har de størstedelen af de mange flotte søer. W´t består af en tur på tværs af denne forside imellem Refugio Amarga og Refugio Grey, med to afstikkere op i to dale der fører en helt op til foden af henholdsvis tårnene og los cuernos, som betyder hornene.
Der findes ganske udmærkede kort over parken, som kan købes overalt, men man behøver egentligt ikke så meget. Har man f.eks. Lonely Planet's "Trekking in the Patagonian Andes" er det fuldt tilstrækkeligt.
Jeg er i den lille chilenske by Puerto Natales og har netop taget afsked med min rejsekammerat Henning, der har fået alvorligt hjemve og er vendt tilbage til Danmark. Ærgeligt for os begge, for endeligt var vi efter en uges ophold i Buenos Aires og 2 ugers halvkedeligt rejsen ned gennem Argentina, ankommet til udgangspunktet for et af rejsens planlagte højdepunkter. Den store vandretur i Nationalparken Torres del Paine. Jeg gjorde mig mange overvejelelser om, hvad jeg skulle stille op med udstyr og ikke mindst det store 4 - 5 mands telt vi havde valgt at medbringe, da det giver stor komfort, men kun vejer og fylder en smule mere end mit lille tomandstelt. For 2 mand var det ingen problem at fragte, men for lille mig alene var som at slæbe rundt på cirkus Arena. Men det endte alligevel med, at jeg kun sendte Henning hjem med ganske lidt fællesudstyr og nu stod jeg derfor med både mad, telt, kogegrej osv. til mindst 2 personer. Heldigvis er Puerto Natales en by, hvor det vrimler med backpackere og andre turister, som skal på tur i Torres del Paine. Derfor var jeg blevet enig med mig selv om, at det ikke ville udgøre noget problem at finde nogen at dele telt og udrustning med. Og med lidt held ville jeg også støde på nogen at følges med videre nordpå, som måske kunne tage lidt af slæbet eller simpelthen bare sende teltet hjem. Ingen problemer! På mit hostal Casa Cecilia fik jeg hurtigt snust mig frem til det schweiziske par Manuela og Kurt, som ikke selv havde noget udstyr. Henover en middag blev fik vi også hurtigt afklaret, at vi havde samme ønsker mht. rute, varighed m.m. Næste formiddag gik vi sammen på indkøb for at købe proviant. Puerto Natales har 3 - 4 mindre supermarkeder, der slet ikke kan sammenlignes med dem man finder længere nord på, hvor de absolut ikke er hverken er mindre eller dårligere end i Danmark. - Snarere tværtimod. Vi fandt dog i overflod det vi og mange andre turister kom efter - nemlig praktisk og let proviant til 8 dages vandring. Dvs. diverse pasta, ris, pulversupper- og sovse, mælkepulver, havregryn, pulversaftevand, tørrede svampe osv. Og til de første dage lidt luksus - nemlig friskt brød og pålæg. Og ikke mindst masser af kiks og chokolade. Med mine 7 dobbeltportioner frysetørret mad medbragt fra Danmark var vi nu klar til afgang næste morgen søndag den. 30. januar. Vi købte en busbillet igennem Casa Cacilia og næste morgen kl. 7.30 blev vi hentet af en lille bus, som kørte rundt i byen og samlede forventningsfulde turister op.
Efter ca. 2½ times bustur ankom vi til parkens
hovedindgang ved Guardería & Refugio Amarga. Vejret var rimeligt
godt med enkelte solstrejf, men vi havde dog langt fra sigtbarhed til at
kunne se toppene af bjergene. Vi stillede i stedet pænt op i køen og i løbet af ganske kort tid havde vi ordnet formaliteterne med parkbetjentene og var på vej ud på vores rundtur omkring Torres del Paine Plateauet. Efter 10 min. begyndte det at småregne. Ikke ret meget, men nok til, at hvis det fortsatte sådan ville vi før eller siden blive våde, hvilket vi for alt i verden skulle undgå, da mulighederne for at tørre tøj ville være meget dårlige, medmindre vi ligefrem skulle løbe ind i rigtigt sommervejr. Så snart var vi alle pakket ind i regntøj fra top til tå og inden længe fandt jeg også min fleecehue frem, som jeg efter pres fra Manuela havde købt i en souvenierkiosk, hvor bussen gjorde holdt på vejen derud. Det var samtidigt blevet blæsevejr og halvkoldt. Typisk vejr i Patagonien.
Ca. midtvejs holdt vi vores frokostpause i ly under nogle småtræer ved et lille vandløb. Selvfølgelig havde jeg glemt mit pålæg og min lille mini ketshupflaske, der skulle sætte lidt kolorit på tunfisken på mit brød. Men ellers var alt som det skulle være. Bortset fra vejret naturligvis og derfor var der ingen grund til at sidde længere end nødvendigt og blive småklam. Nej af sted igen og se at få resten overstået. Den sidste halvdel var endnu fladere end den første og vi kunne alle prise os lykkelige for vores gode vandtætte vandrestøvler. Trædestien, der hidtil havde været så let at følge forsumpede mere eller mindre ud i en våd våd græseng langs med floden og vi måtte prøve os frem for at finde en vej der kunne føre os tørskoet det sidste stykke.
Efter 4¼ time nåede vi endeligt i småregn den første lejrplads og fik meget hurtigt rejst vores telt og ikke ret lang tid efter var vandet sat over til dagens middag, som altid bestod af en suppe efterfulgt af en af mine medbragte færdigretter godt suppleret med ekstra ris, pasta eller kartoffelmos. Det regnede resten af dagen og vistnok det meste af natten med, så tiden blev fordrevet med læsning og snak i teltet.
Gud ske tak og lov var det dejligt vejr næste morgen uden dog at det var varmt. Men solen skinnede og varme kan man sagtens undvære, når man skal slæbe rundt på en kæmpemæssig rygsæk. Vi nød morgenmaden mens solen fik lov at tørre lidt halvfugtigt tøj jeg havde haft liggende øverst i min rygsæk. Jeg har aldrig appetit om morgenen, men schweizerne derimod skovlede ubesværet kæmpeportioner med havregrød i sig. Det var næsten imponerende, at se Manuela spise så meget, mens man selv næsten ikke kunne få en krumme ned. Terrænnet fortsatte som på førstedagen. Vi fulgte stadig floden Paine gennem grønne frodige enge, men kunne nu også virkeligt nyde landskabet fordi vejret var med os. Det blæste dog indimellem kraftigt, men det gør det jo stort set altid. Efter et par timer kom der mere krat og træer, samtidig med at det blev en anelse mere kuperet og efter endnu en time nåede vi den næste lejrplads "Campamento Lago Paine", der som navnet antyder ligger for enden af søen med navnet Paine. Vi tog en kort pause, hvor vi spiste vores frokost sammen med en gruppe israelere og hvilte vores ben og rygge. Ikke fordi det var specielt hårdt, men ingen af os havde hidtil båret vores rygsække ret meget mere end de sædvanlige korte ture til og fra busser, stationer osv. Bare det ikke blev meget værre. Samtidig var det gået op for mig, at Kurt og Manuela altid gik i højeste gear. Jeg havde ingen problemer med at følge med, men hvorfor jage afsted, når man har god tid til dagens etape, men kun sandsynligvis 8 dage i parken. Det kunne være rart lidt oftere at stoppe op og betragte udsigterne, se sig tilbage, tage fotos osv. Heldigvis var det ikke noget egentligt problem, for jeg havde rigeligt med overskud til altid at indhente det forsømte eller evt. gå lidt i forvejen. Efter et par timer startede rundturens første strabadser.
Ruten havde slået et skarpt knæk så vi nu gik mod vest
og nu fik vi kraftig modvind. Vi skulle følge Lago
Paine ad en smal sti på en eksponeret bjergskråning omkring
200 meter over søen. Det var stejlt og hårdt og vinden stod
lige imod os i stormstyrke. Hvis det var sådan resten af turen var
ville det blive rigtig rigtig sejt og vi vidste udmærket, at dette
var kun en lille smagsprøve. Resten af dagen forløb ubesværet på et fladt grønt plateau langs floden imellem Lago Paine og Lago Dickson, hvor vi overnattede ved Refugio Lago Dickson. Det var herligt vejr, da vi ankom og vi kunne nyde aftensmaden i solskin med udsigt over søen og gletcheren Dickson på den anden side.
Det regner da jeg vågner. Jeg alene i teltet, da Kurt og Manuela besluttede sig for at leje en køje i det hyggelig refugio. Kurt sover dårligt i telt siger han og ønsker forståeligt nok at være så frisk og udhvilet som muligt. Jeg sover heldigvis som sædvanligt fremragende i det fri, men har jo også, i modsætning til schweizernes lejede tynde skumruller, mit eget højt skattede 5 cm tykke selvoppustelige liggeunderlag . Vi skal kun ud på en lille kort march i dag, som ganske vist går opad, men da det regner er der ingen grund til at forhaste sig. Kurt og Manuela er ganske enige og er da også knap stået op, da jeg får sneglet mig op til hytten ved 10-tiden. Jeg får en varm kakao og en lille bitte smule havregryn og vi afventer, som flere andre situationen, mens vi hygger os i hyttens bløde hynder. I et kort øjeblik aftager regnen og vi får pakket teltet og er så endeligt klar til afgang, blot for at kunne konstatere, at den tager til igen. ØV! Vi venter og venter og endeligt ved 14-tiden ser regnen ud til at aftage til et acceptabelt niveau og himlen bliver lysere. Det er også ved at være sidste udkald, hvis vi skal være sikre på at kunne nå frem til næste lejr. Det støvregner da vi er skrået de første 500 meter over den flade våde eng og tager de første skridt opad den smalle sti, der skal føre os op til Campamento Los Perros. Stien er fedtet og våd og leder os op igennem tæt skov, der desværre ikke overlader os mange muligheder for udsigter tilbage over Lago Dickson og tilhørende gletcher, selvom regnen fuldstændig ophører. Jeg har det fint og er snart foran, snart bagved og allevegne. Det får dog pludselig en brat ende, da jeg endnu engang bliver belært om, at man skal huske at spise ordentligt og fylde sine energidepoter, inden man kaster sig ud på fysisk krævende ture, hvadenten det der til fods, til vands eller på cykel. Jeg går rigtig rigtig sukkerkold og er med et fuldstændig tappet for energi og bliver totalt træg og træt i ben og hofter. Mens vi fordrev tiden med at vente på bedre vejr nede i Refugio Dickson og hele tiden stod på spring til at tage afsted, var tiden løbet fra mig uden at jeg havde ænset det at spise en tanke. Op kommer jeg dog, men desværre uden rigtigt at kunne nyde de scenerier, vi passerer undervejs. Vi kommer op over den tætte skov, samtidig med at det flader ud. I det fjerne hører regelmæssige høje brag, som vi lidt senere finder ud af er isbjerge der knækker af gletcheren Los Perros og med dybe plump dratter ned i den lille gletchersø nedenfor. Den fedtede skovsti er nu ophørt og i stedet må vi passere tæt forbi søen ved at forcere et område bestående af løstliggende store sten, som man skal være meget varsom med at gå på for ikke at vrikke om på foden. Campamento Los Perros ligger dog i nogle træer lige på den anden side og så er det spisetid. Teltet bliver rejst i rekordfart og mindst ligeså hurtigt bliver kogegrejet fundet frem og vand sat over til te og mad. Vi har beslaglagt de sidste ledige plader for bordenden af et primitivt bord bestående af 2 lange vakkelvorne planker. Det står placeret under et halvtag der sammen med et toiletskur og en lille kiosk udgør lejrens faciliteter. Snart damper det fra gryderne, men det er ikke duften af dejlig mad der først finder vej til vores madhungrende næsebor. Vi deler bordet med en flok chilenere, som ikke hvad angår udstyr er så priviligerede som os, hvilket har resulteret i diverse gennemblødte beklædningsgenstande. De forsøger at tørre fodtøj og strømper over en lille brændeovn fremstillet af en halv olietønde, men desværre uden større held. Ikke fordi der mangler varme, for pludselig hører vi et vræl, samtidig med at der breder sig en ækel stank af brændt gummi. De har ikke været opmærksomme nok og sålen på et Caterpillarstøvler er mere eller mindre smeltet væk i en lille tåge af svigende røg. De tager det dog med godt humør og vi får en hyggelig middag, hvor forretten en varm pulversuppe som sædvanligt indtages, mens hovedretten laves. Kurt, som er grådig, fylder som han altid gjorde pasta i til randen af gyden, så det er helt umuligt at styre og hele tiden på nippet til at koge over og brænde på. Dagens middag, som er frysetørret jægergryde suppleret med ekstra pasta og kryderier, blíver dog ganske god og jeg stopper mig alt hvad jeg kan og krydser fingre for, at dagens træthed, kun skyldes mangel på mad og energi. Den fejl vil jeg ikke begå igen. Det bliver hurtigt koldt og snart ligger vi i soveposerne, som absolut
ikke var for varme denne nat. Jeg håber næsten på, at
vejret er dårlig næste morgen, hvor vi skal ud på turens
vanskeligste etape, som kun bør gennemføres i ordenligt vejr.
Og så propper jeg mig med kiks og chokolade. DAG 4:
Campamento Los Perros - Refugio Grey Vi er oppe ved daggry efter en god nats søvn og vejret ser ud til at være fint, hvilket jeg ikke helt ved om er godt eller skidt. Benene føles dog ganske normale, men det er selvfølgelig også let at sige før man får sin tunge rygsæk på og skal slæbe både den og en selv afsted opad. Jeg begynder at proppe mig med kiks og chokolade allerede mens vi pakker og derudover består morgenmaden for mit vedkommende af suppe og pasta. Der skal energi til for at komme over rutens højeste punkt "John Garner" passet i 1.180 meters højde. De første 2 timer er ren bushbashing. Vi er nu kommet over den egentlige trægrænse og bevæger os opad igennem et sandt vildnis bestående af krat og buske. Stier er der ikke meget af - kun nogle spredte orange afmærkninger, som man så må forsøge at finde en vej imellem så godt som man nu kan. Det hele besværliggøres af, at det samtidig er den rene sump, hvilket nødsager en til at finde en vej, hvor man ikke bare forsvinder i mudder til knæet, men kan bunde eller træde på rødder græstuer osv. Stakkels de chilenere vi havde mødt, som kun havde gummisko. Og måske en lille smule uansvarligt. Efter ca. 2 timer når vi op, hvor bevoksningen ophører og møder straks en lille kløft med en lille brusende flod vi skal forcere før vi kan fortsætte mod toppen. Efter ca. 10 minutter finder vi et sted opstrøms, hvor vi med fælles hjælp fra sten til sten kan hoppe over. Blot for ovre på den anden side at få øje på en brolignende ting ca. 100 meter nede ad floden. Vi skulle blot have været gået en lille smule nedstrøms i stedet for, så her svigtede afmærkningen os. Her venter os nu kun ca. 2 timer, hvilket synes overkommeligt, selvom mine ben ikke er superfriske. Vi kan tydeligt se passet som en markant lavning i bjergkammen langt langt oppe i det nøgne stenlandskab og et par prikker er allerede ved at nærme sig. Bortset fra trætheden går det meget let. Her er ingen forhindringer - kun klipper og masser af sten i fodboldstørrelse og her og nu en vandstrøm, som vi dog bare kan vade igennem, da der er lavvandet. Vinden tager til, men da vi endelig står deroppe titter solen for et kort øjeblik frem imellem skyerne og vi kan ikke andet end være tilfredse. For blot en uge siden var passet lukket i flere dage pga. snestorm og en halv meter sne. Et helt nyt syn venter os på den anden side. Ca. 800 meter under os ligger den kæmpemæssige Gletcher Grey som en lavthængende sky lagt som et blødt tæppe fra tværs over hele dalen. Omkring 10 km længere kan vi lige netop skimte, hvor den brat ender i Lago Grey. Der skal vi hen. Manuela og Kurt er fra Schweiz
og åbenbart vant til i bogstaveligste forstand, at løbe over
stok og sten.
Vi når helskindet ned til gletcherkanten, som vi lige netop kan skimte imellem træerne. Her finder vi Campamento Paso, som ligger i en lille lysning, men det ville blive svært at finde bare en nogenlunde vandret og plan flade i en størrelse der kan matche vores store telt. Ligemeget - vi har allerede mere eller mindre allerede besluttet os for at fortsætte til den næste lejr, hvor der igen var et rigtigt refugie og mulighed for at få et bad, købe mad og drikke. Og det værste var jo overstået, så efter en kort pause er vi på vej igen. Vi havde forestillet os en rimelig let anden
halvdel, men fik os lille overraskelse. Konstant op og ned og over og igennem
et virvar af væltede træer og store sten og klipper. Det er
ikke just det letteste med en stor rygsæk på ryggen - det rene
forhindringsløb. Endeligt blev sporet langsomt afløst af en god jævn sti og vi kunne se vi nærmede os den bratte ende af gletcheren, hvor Refugio Grey skulle ligge ved bredden af søen lige nedenfor. Og sandelig. Pludselig var vi der og kunne trætte rejse vores telt på den lille enligt beliggende sandstrand, der efterhånden var ved at være godt fyldt op af massevis af telte. Vi var kommet til enden af W't og dermed til et sted, hvor der var langt flere besøgende. Både folk der vandrede W-ruten og mere magelige turister, der var kommet med båd fra den anden ende af søen ved Hostaria Lago Grey, hvortil man kan køre i bil eller bus. Vi var rigtig godt tilfredse med os selv efter en dobbeltetape og 11 timers hård og vanskelig vandring og belønnede derfor os selv med straks at bestille aftenmad i Refugiet, som var en stor hyggelig bjælkehytte. Vin skulle der også til, men paradoksalt nok for et vinland som Chile var de løbet tør for rødvin, hvorfor vi lidt skuffede måtte nøjes med en liter halvkedelig hvidvin. Det gled dog let ned ligesom den dyre 3 retters middag, der bar præg af at være en dåsemadsmiddag, med pulversuppe til forret, akkurat som vi selv lavede den. Men det var hyggelig og rart at sidde indendørs ved det store fællesbord, hvor vi fik en plads ved spiserunde nr. 2 sammen med den sædvanlige blanding af folk fra øst og vest. En lille vask blev det også til inden det fine middagsselskab,
men desværre ikke under en af de varme brusere i det komfortable refugie.
Vi måtte nøjes med et koldt brus i et lille træskur på
størrelse med en telefonboks og med vand direkte fra søen,
som flød med mega isterninger i form af de mange isbjerge som knækkede
af gletcherranden og med store plumt drattede de mange meter ned i vandet
for langsomt at fortsætte deres færd ned ad søen. DAG 5:
Refugio Grey - Campamento Italiano Vågner igen op til småregn efter en dejlig nat, hvor det overhovedet ikke var koldt. Sikkert ikke under 5 °celcius. Nogle har svært ved at komme op, da gårsdagens etape har efterladt tydelige spor i form træthed og ømhed i især overlåret. Det har krævet mange kræfter at skulle bremse og stemme imod på den lange tur ned fra Paso John Garner. At regnen samtidig trommer på teltdugen er heller ikke med til at sætte tempoet i vejret. Vi når lige i sidste øjeblik at købe en sandwich i køkkenet, og så er det afsted. Regnen er så småt stilnet af til støvregn, men det forhindrer ikke teltet i at være plaskvådt og fuld af småsand, da det ryger ned i bunden af rygsækken. Stien fortsætter mere eller mindre som den sluttede i går. Den er generel god, kun afbrudt af enkelte steder passager, hvor man er nødt til at klatre en smule enten op eller ned af klipper eller i skovbund, hvor man benytte rødder, grene og stammer til at gribe fat i. Vi bevæger os stadig på bjergsiden, der skråner ned mod Lago Grey og sceneriet er absolut ikke blevet mindre bjergtagende end på de forrige dage. Her er i modsætning til de første 4 dage masser
af mennesker, hvoraf mange blot bærer på en lille dagrygsæk.
De er på dagture fra deres hosteria eller refugio og ligner og lyder
ofte som noget, der er på randen af en kollaps. Det er ganske fornøjeligt,
at overhale dem og måske lidt senere møde en irriteret ægtefælde,
som ikke er flink til at vente. Jeg har fået rigtig gode ben nu og
føler ikke mere rygsækken som nogen stor byrde. Vi er kommet om på forsiden af bjergmassivet og har dermed også fået udsigt til nogle af de særprægede lodrette bjergtinder, der ses på så mange postkort og billeder derfra. Et imponerende syn, som i dejlig solskin og strid blæst danner kulisse for en kort frokost, før vi i en lille kiosk supplerer op med soft drinks og chokolade, inden vi drager videre. Stien er stadig god uden de helt store forhindringer og da træerne nu næsten er helt afløst af lav krat, har vi i solskinnet nu næsten hele tiden et godt udsyn både opad og over de mange søer. Vi når uden de helt store anstrengelser floden Rio del Francés, som vi krydser via en god solid hængebro og finder Campamento Italiano i træerne på den modsatte bred. Vi er ankommet i god tid og fordriver resten af de lyse timer med at hygge os ved et lille bål, der holder os godt beskæftiget med at finde brænde. Lært af erfaring bliver der ligeledes lavet ikke så få strækøvelser.
Vi står op til strålende vejr og får pakker vores rygsække,
så de er klar til afgang senere på dagen. Først skal
vi på en lille afstikker op i Valle
Francés, som man ikke må snyde sig selv for, medmindre
vejret forhindrer det. Vi nøjes med at medbringe det mest fornødne
og forlader således for første gang nattens lejr uden en tung
rygsæk. Det er en sjov fornemmelse og var det ikke for vores stadig
smertende ømme overlår ville det være en ren spadseretur.Hurtigt
har vi lagt lejren og skoven bag os og træernes orange pletter er
nu afløst af spredte pletter på granitblokke og stensætninger.
Hvis alle seks ben havde været uden mén fra turen over John Garner passet havde turen nedad måske gået meget hurtige. Men heldigvis havde vi ikke travlt og uheldigvis gjorde hvert stort skridt nedad ondt. På vejen løb vi ind i et lille snevejr, men havde dog også solskin på samme tid. Tilbage i Campamento Italiano må vi igen til at slæbe på vores rygsække, som samtidig blive en lille bitte smule lettere, efter indtagelsen af frokost. Turen fortsætter nu i solskin og næsten sommervejr mod den helt ny og endnu ikke helt færdige Refugio y Camping Los Cuernos. Vi følger den store Lago Nordenskjöld, hvor stien fører os op og ned på bjergsiden ovenfor søen, for til sidst at ende ved den bred ved det nye Refugie. Den dejligste af alle hytterne, med en stor opholdsstue med panoramavinduer med udsigt over søen og op imod Los Cuernos, hvor vi kan se kondorerne svære omkring. Vi værdsætter, at man som i alle rufugierne også kan benytte dem, selvom man camperer udenfor. Man kan endda betale sig til at benytte køkkenet, når altså kokken ikke lige er ved at tilberede dagens ret. Vi vælger dog at nøjes med at købe kaffe, kakao og snacks og går senere i gang med som mange andre, at tilberede vores egen mad over primussen på nedenfor trappen ved indgangen, hvor der er læ. Maden indtager vi indenfor sammen med et par dejlige store flasker colaer, som er dejligt fyldt med sukker. Vi har efterhånden lært flere andre vandrere at kende den lille uge vi har været undervejs. Deriblandt et andet schweizisk par, som Kurt og Manuela hele tiden taler schweizertysk med. Det er komplet umuligt at forstå og lyder mere som hollandsk end tysk. Det er der dog ikke megen forståelse for og selvom det kun er Kurt der ikke mestrer engelsk, foregår alt snak på deres eget sprog. I en sådan situation er danske rygsækrejsende meget anderledes. Her slås for de flestes vedkommende over på over på engelsk, hvis der er andre tilstede ved bordet - også selvom der indimellem taler indbyrdes.
Vi står op til pragtfuldt solskingsvejr omend en lille smule koldt. Solen har dog forlængst fået tag med den sidste kulde da vi efter en god stor morgenmad til 2.000 pesos svarende til 4 dollars forlader refugiet. Uden overhovedet at forhaste os tager det lidt overraskende kun 3 timer før vi når vi når skiltet, der viser vej op i Valle Ascensio, vores anden afstikker på turen. Både skilte og kort angav nu ellers en marchtid på 4 timer. Det har været en let og flot tur, hvor vi fulgte Lago Nordenskjöld til dens østlige ende for derefter at krydse over til den store grønne eng der ligger lige nedenfor dalen. Som de sidste 2 dage er der en stor trafik af andre turister, uden man dog kan sige at det myldrer. Det er blevet lidt af en moderne kliché at påstulere, at man vil ud og være helt alene i naturen, så langt væk fra civilisationen som muligt og føle den ultimative frihed (hvad det end så er) bla. bla. bla. Og hvis man møder bare en håndfuld andre mennesker er hele oplevelsen mere eller mindre spoleret. Hvordan i alverden kan tilstedeværelsen af andre mennesker gøre enormt fysisk store naturoplevelser mindre imponerende. Man kan selvfølgelig blive irriteret over højrystede amerikanere og affald der ligger og flyder, men hverken bjerge, kløfter eller vandfald krymper af den grund. Efter en kort frokost i græsset påbegynder vi den lange opstigning i dalen, som nærmere kan betegnes som en smal kløft med den brusende ascensioflod i bunden. Manuela, der har haft problemer med sin achillessene er gået ca. 5 minutter i forvejen men sætter ellers en god fart. Benene er stadig ømme i overlårene, men det er uden betydning, når det går opad. Kurt derimod virker træt og nærmest slæber sig afsted, mens jeg selv er superfrisk. På trods af Kurts langsomme fart er vi oppe ved Refugio y Campamento Chileno på en time, selvom skiltene angiver 1½ time. Forneden er dalen bred med hedebevoksning og mange spor at vælge imellem, men snart snævrer den sig ind, så vi tilsidst går på en smal sandet afsats på den stejle skråning højt over en buldrende flod. Efter at have gået opad i omkring 3 kvarter kan vi skimte bjælkehytten et stykke fremme på den modsatte side af kløften og stien fører os nu nedad mod bunden, hvor vi krydser floden via en hængebro. På hele strækningen er der pludselig rigtig mange mennesker, for Valle Ascensio er parkens hovedattraktion og det er muligt at køre i bil til foden og overnatte på såvel refugio, et meget dyrt luksushotel eller blot campere. Vi oplever desværre også, hvordan vejret kan skifte fra det ene øjeblik til det andet i bjergene og ikke mindst i Torres del Paine. Vi startede forneden i dejligt sommervejr og ankom i kedelig blæsende overskyet efterårskulde. Manuela havde allerede bestilt to lune senge indendøre til hende og Kurt, mens jeg fik bakset teltet op, på en lille smal halvflad stenet stykke jord imellem refugiet og den bagvedliggende bjergvæg. Her var ikke plads til mange flere telte. Refugiet er hyggeligt men hundekoldt. Alle støvler skal naturligvis
efterlades på de dertil ophængte støveknager på
det lille overdækkede indgangsparti, så det er ikke let at holde
varmen i fødderne med mindre man har slæbt sandal med. Vi laver
mad i ly af vinden på verandaen og spiser sammen med bla. det andet
schweiziske par fra dagen før. Her er ikke alt for meget bordplads.
DAG 8:
Campamento Chileno - Laguna Amarga
En bus der var indrettet til at fragte så mange turister som muligt og dermed ensbetydende med alt for lidt benplads. Jeg fik uheldigvis en plads over et af baghjulene og sad derfor med sammenkrøllede ben hele vejen tilbage, hvilket resulterede i et dårligt knæ, jeg måtte døje med lang tid efter. Tragikomisk at have gennemført 8 dage rundt i alt muligt og umuligt terræn uden at pådrage sig anden skavanker end ømme lår og så blive halvejs invalid pga. af en kort bustur ud af parken.
PARQUE NACIONAL
LOS GLACIARES, ARG.
Hvorfor sidder jeg så der og bumler afsted i en gammel bus på en dårlig vej? Jo fordi El Chaltén modsat El Calafate ligger i den nordlige ende af nationalparken Los Glaciares og man her finder nogle bjergformationer, som er mindst lige så smukke, vilde og betagende som dem i "Torres del Paine" nogle hundrede kilometer mod syd i Chile. Utallige stykker friluftsudstyr er blevet navngivet efter de mest kendte toppe Cerro Torre (3.102) og det højeste punkt i regionen Monte Fitz Roy (3.406). Det er et internationalt klatremekka, men også almindelige vandrere og naturglade turister finder vej hertil. Men åbenbart ikke nok til, at man har villet asfaltere vejen hertil. Det gør heller ikke så meget, for grusvejen er velholdt og udsigten fremragende. Heldet er igen med mig og vejret tegner godt. Det er solskin med kun få skyer og jeg sidder og spejder ud af vinduet op imod venstre mod bjergene og de mange gletchere der har deres langsomme vej oppe fra "Hielo Sur" ned mod søerne og floderne. Engang imellem når bussen vender rigtigt får jeg momentane glimt af de berømte toppe forude, men de er dække af skyer foroven og derfor ikke så lette at genkende. Derimod er lamaens sydlige lille vilde fætter guanacoen ikke til at tage fejl af, når de i småflokke græsser på sletten langs vejen. Jo mere vi nærmer os målet desto mere farer de andre passagerer rundt i bussen fra side til side og fra vindue til vindue med deres kameraer og videoer. Til sidst stopper chaufføren for at vi kan komme ud og tage billeder og strække benene.
I byens turistinformation for jeg sammen med en byplan udleveret nogle kort over området. De er dog ikke er andet end dårlige fotokopier af nogle stregtegninger og ikke spor bedre end de glimrende kort i Lonely Planets "Trekking in the Patagonien Andes". Denne bog er et virkelig fremragende, hvis man vil vandre i Patagonien. Lidt efter er jeg på vej op ad en smal sti og kan tage de sidste kig ned over byens spredte bebyggelse bestående af en blanding af gamle bygninger og forholdsvis nyopførte hoteller, vandrehjem og pensioner m.m. der alle kan servicere den stigende turiststrøm. Dagens mål er Campamento Bridwell, som jeg når efter et par timers let vandring på gode flittigt benyttede stier. Mens jeg spiser frokost på en gammel træstub, møder jeg bl.a. en canadisk familie med dansk baggrund, som nu har slået sig ned i San Martin de Los Andes, en dyr turistby i det noget lettere tilgængelige nordlige Patagonien. Manden er meget historisk interesseret og fortæller mig om, hvordan det kan være, at navnet Madsen fremtræder i så mange stednavne i området. Andreas Madsen var en dansk pioner og bosætter, som var med til at grundlægge byen, da han i 1903 slog sig ned og byggede "Estancia Fitz Roy".
Efterhånden som jeg kommer længere op i terrænet forsvinder skoven, som jeg hidtil har bevæget mig i, og afløses af krat og buske. Eneste lille forhindring på min vej er et lille vandløb, som skal krydses, hvilket ikke indebærer noget problem overhovedet. Da jeg sidst på eftermiddagen ankommer til lejren, som er anlagt i en spredt træbevoksning, bemærker jeg straks, den er noget anderledes end normalt. Der er mange kostbare letvægtstelte og midt i det hele er opført noget der minder om en basecamp og et par steder er der spændt et reb ud imellem træerne. Her er mange klatrere og de venter alle på det rigtige vejr til at gennemføre deres drøm, nemlig at klatre op ad Cerro Torres næsten lodrette kilometerhøje granitvægge. Første gang det lykkedes for nogen var så sent som i 1970 da italieneren Maestro hentede international anderkendelse derved. Den blegnede dog noget, da det blev kendt, at han havde medbragt en kompressordrevet boremaskine til at fastgøre reb og bolte. Jeg finder et nogenlunde plant sted på den hårde jordbund og får hurtigt rejst mit telt, da det er ved at blive koldt. Det er lejrens suverænt største telt og folk har nok kigget mærkeligt på mig, da min rejsemakker Henning er rejst hjem og jeg derfor er helt alene, men har plads til de første 4 liggeunderlag. Efter en primitiv men god fødselsdagsmiddag og en lang kold nat glædes jeg næste morgen over, at vejret stadig er godt. I løbet af ingen tid har jeg pakket min lille dagrygsæk med tøj, væske og chokolade og så er jeg på ved mod Mirador (udsigtspunkt på spansk) Maestri. Et par hundrede meter
fra lejren er der en høj rund moræne sten- og grusvold, som
fylder hele dalen. Da jeg kommer op på toppen af den ser jeg den inddæmmer
hele gletchersøen "Laguno Torre", som i den modsatte ende bliver
tilført vand og is fra Glacier Torre. Et imponerende syn allerede her.
Jeg følger toppen af dæmningen over til dalens nordside, hvor jeg
stadig hoppende og skridtende fra sten til sten, følger søen langt
over dets dybblå vandspejl.
Udsigtspunktet er sådan set ikke mere end der hvor det utydelige spor slutter ovenfor, hvor gletcheren jævnligt kælver ned i søen. Det er godt vejr, hvad man desværre ikke kan se på billederne, så jeg nyder stedet et par timer, mens jeg gumler chokolade og sludrer med nogle tjekker, som også var med gårdsdagens bus. Vi håber på, at de sidste skyer skal blæse "Spiret" helt fri for skyer, hvilket aldrig sker, men det er nu også et mindst ligeså imponerende syn, at iagttage når de suser forbi deroppe med noget der sikkert er værre end orkanstyrke. Jeg tænker på de vanvittige klatrere, som jeg ved hænger et eller andet sted derovre på væggen og formentlig blot venter på godt vejr. Nede i lejren blev jeg fortalt, at nogle havde ventet 3 uger på gunstige forhold og de dukke netop op i de dage, jeg var i parken. Supervejr. Et par timer senere er jeg igen med fuld oppakning på vej mod Campamento Poincenot. Da jeg drejer fra stien der fører ned mod byen og bevæger mig nordpå går det atter opad og desværre begynder jeg at mærke en begyndende stikken i det ene knæ. Jeg går så langsomt jeg kan, hvilket ikke er noget problem for skoven er flot og fuld af dyr og fugle. Bl.a passerer jeg en ugle der ganske få meter fra stien sidder ganske stille og upåvirket på en gren tæt op ad stammen. Det er som om den har regnet ud, at her er der ingen fare på færde. Et par farvestrålende larmende spætter længere inde i skoven lader mig dog ikke komme på kamaraafstand, men jeg må gerne blive stående ude på stien og se til på behørigt afstand. Uglen havde da ellers helt ret. Her er de ikke i fare for mennesker for Argentinerne er selv store naturelskere, der værner om deres nationalparker og dyreliv. F.eks. koster et simpelt fisketegn for udlændinge omkring 250 kr for en uge, 500 kr for en måned eller 800 kr for et helt år. Men så er det også gyldigt i hele Patagonien, der af lystfiskere betragtes af et af verdens bedste ørredvande. Herhjemme koster et årligt fisketegn 100 kr. Overalt bliver besøgende via "pæne" diskrete skilte gjort opmærksom på diverse parkregler, der selvfølgelig omfatter, at man skal tage sit affald med sig, hvilket næsten 100 procent efterfølges. Da jeg når ud af skoven er jeg ved en stor blød dal som omslutter de 2 små søer Laguna Hija og Laguna Madre. Dattersøen og Modersøen. Jeg følger søernes østbredder dels på en smal grusstrand dels ad små fedtede stier i den fedtede engbund. På den modsatte side har jeg en helt synlig Monte Fitz Roy og jeg fryder mig over, at vejret igen viser sig fra sin bedste side her hvor man ellers ikke kan forvente sig det bedste. Kort tid efter når jeg Campamento Poincenot, som breder sig langs østbredden af floden Rio Blanco. Området er stort og jeg finder en passende plet til mit kæmpetelt inde mellem de store spredte skyggefulde træer. Snart har jeg hentet vand i floden og sidder i solskinnet og nyder min mad, mens andre campister dukker op. Mine nærmeste naboer er 3 unge tyskere, som jeg bliver ved med at møde hele den lange vej op til Santiago. Lidt længere væk får jeg øje på et gammelt Helsport telt, hvilket næsten er ensbetydende med skandinaver. Det er Gunnar - en norsk cyklist på omkring 60 år, som cykler rundt i Sydamerika i et år. Han har en Cateye cykelcomputer med bla. højdemåler og termometer og kan fortælle mig, at temperaturen har været nede på frysepunktet forrige nat. Sådan en computer, må jeg há til næste langtur, der helt sikkert bliver på cykel igen. Vi hygger os ved tyskernes telt, hvor Gunnar henrykt grinende fortæller om, hvordan han på sin vej i det ellers dyre Argentina ofte kan købe en god flaske vin til mindre penge end det brød han spiser til. En fuldkommen vanvittig og omvendt verden for en nordmand. Pga. kulde er jeg tidligt i seng
og kan også i løbet af natten mærke til smerterne i mit knæ.
Derfor er jeg også hurtigt tilbage i soveposen igen da jeg 7.30 næste
morgen tager en kort tur udenfor teltet. Efter endnu en hyggelig aften med de 3 tyskere, en flok israelere, Gunnar og endnu en tysker Torsten ligger jeg igen i min halvkolde sovepose. Gunnar har lært mig et trick, som jeg afprøver. Jeg fylder min aluminiums drikkeflaske med kogende vand, putter den i et par strømper og så ned i soveposen med den. Her er det så meningen, den som en anden varmepude, skal afgive sin varme i løbet af natten. Om det virkede kunne jeg ikke vurdere. Næste morgen aftaler jeg med Torsten
at mødes ved Campamento Laguna Capri senere på dagen. Han skal
først en tur over til Cerro Torre, mens jeg skal på en lille kort
tur ned langs floden og op ad en kort slugt til endnu en sø med tilhørende
gletcher - eller omvendt. Men jeg må tilbage
til lejren for at pakke mit grej og komme den korte vej ned til Laguna Capri.
Når man bevæger sig ud fra beskyttende kroner er der en lille smal stribe ud til skrænten som fører brat ned til søen og her fandt canadiske Francesca en lille bar og jævn plet, der lige netop var tilstrækkelig stor til at huse hendes lillebitte telt. Desværre for Torsten, som ankom lidt efter fra en lang men perfekt dag ved Cerro Torre uden en sky på himlen. Han var noget misundelig på hendes plads og måtte tage til takke med en plads i skyggen som os andre. Vi hygger os med fælles madlavning fra de efterhånden temmeligt slunkne madbeholdninger og er alle af dén men også kún den grund glade for at det er den sidste aften i parken. Snart sidder hele lejren henne ved skrænten og nyder den i særklasse flotte solnedgang ovre på den anden side af søen, hvor flere hvide og gråbrune takker med Monte Fitz Roy som den ypperligste knejser højt over skoven på den modsatte bred. Men en ting er solnedgang og en helt anden ting er solopgang og lige netop her er den alles samtaleemne. Desværre kom jeg ikke op til tiden denne morgen, men der er jo også en hel mere tilbage af slagsen. Aftenen forbliver helt skyfri og sammen med et ungt argentinsk par fra Rosario studerer vi stjernebilleder blottet fra storbyens forstyrrende lys og forsøger at tage billeder af en lille ræv, som formentlig strejfer omkring for at finde madrester. Vi er langt nede på den sydlige halvkugle og jeg har efterhånden indprintet billedet af det meget letgenkendelige Cruz del Sur (Sydkorset) og det mindst ligeså lette Orions Bælte. Natten er igen isnende kold og man har ikke ligefrem lyst til at stå ude og vente på, at de første stråler finder vej hen over hovederne på os og ind på det stejle bjerg overfor os. Men hip hurra for Francescas lille telt. Med åben teltdør kan vi ligge lunt derinde i vores tykke soveposer og uden nogen ubekvemmligheder iagttage, hvordan de første stråler finder vej over de små bakker øst for os og rammer toppen af Fitz Roy, som næsten øjeblikkeligt bliver malet i et rødligt skær, som hurtigt breder sig til hele bjerget. Dette farvescenarie aftager efterhånden som solen står op, men i stedet for kan vi se det hele dobbelt. Ikke en vind rører sig og alt er blikstille. Søen er spejlblank og i dets overflade gentegner sig et knivskarpt billede af skoven og Fitz Roy. Det er dog stadig uhyggeligt tidligt og hundekoldt så det varer nogle timer endnu før vi kommer ud af dun og fibre og får pakket vores rygsække. Samme aften er jeg med Torsten nået tilbage til El Calafate, hvor vi ikke er længe om at finde vej til supermarkedet for at købe ind til et velfortjent aftensmåltid og ikke mindst et par flasker god argentinsk rødvin.
PARQUE NACIONAL PUYEHUE, CHILE
Dag 1, tirsdag den 22. februar, 2001 Det er tirsdag morgen den 22. februar 2.000 i byen Osorno i sødistriktet i Chile. Méget tidligt morgen og byen sover endnu. Her er ikke det mindste tegn på, at om nogle få steder vil området være fyldt med boder, hvor man kan købe alt fra empanadas og Coca Cola til tasker, tøj og de evigt irriterende vækkeure, som sælgerne altid skal demonstrere virkeligt kán bippe. Vi venter på en lokal bus der skal køre os ud til nationalparken Puyehue. Vi er lige ved at være i tvivl om, om vi har misforstået et eller andet, for her ér absolut ikke andre mennesker og vi går et par runder om bygningerne for sikre os, at den ikke holder et andet sted. Men nej. Det er rigtig nok. Lidt forsinket, dukker flere mennesker op og endelig en lille minibus. Uhá den ser lille ud, men det lykkedes os da, at få bakset os helt ind på bagsædet, hvor vi og vore 2 store rygsække optager hele 4 pladser. Her er ikke særligt komfortabelt, men vi skal jo heller ikke særlig langt. Vi er mig selv og new yorkeren Zohar Adner, som jeg delte kahyt med på båden fra Puerto Natales i det sydligste Chile til Puerto Monnt omkring 100 km syd for Osorno, hvortil vi ankom forrige morgen. Det er gråvejr og tåget da vi i en fyldt bus krydser den Pan Amerikanske Highway med retning mod Puyehuepasset på grænsen til Argentina og kan se Osorno forsvinde bag os. Tågen forsvinder undervejs og vi kan derfor på trods af vores skiftende ukomfortable siddestillinger, godt nyde det flotte frodige landskab. Vi er i et turistområde, passerer derfor masser af store og små campingpladser og hoteller undervejs og jeg som før har været i området, bemærker de mange dejlige brombærbuske, som er lige til at plukke fra, når man er på cykel. De er faktisk blevet lidt af en plage, men bærene smager vidunderlige, ligesom marmeladen "Mora", som altid er at finde på morgenbordet på hoteller m.m. Vi gør mange stop undervejs, og bussen bliver fyldt til bristepunktet af folk på vej til arbejde, men ingen sure miner pga. vores pladskrævende rygsække. Da vi endeligt når endestationen ved parkadministrationens hovedkvarter ved landevejen har vi dog god plads til at strække benene. Inden længe har vi indskrevet os og fået fyldt vores vandflasker og kan så gå ca. to kilometer tilbage igen ad vejen, før vi på den modsatte side kommer til den egentlige start på turen- nemlig ved den lille gård "El Caulle". Her betaler vi hver 10 USD for adgang til parken og kan så også frit benytte det nyopførte "Refugie El Caulle", som farmen har ladet opføre i stedet for "Refugie Vocán Puyehue" for enden af dagens march. Vores fremragende Lonely Planet "Trekking in the Patagonian Andes" beskrev da også denne som en faldefærdig 4-sengs hytte og anbefalede brug af telt. Vi forsyner os med lidt ekstra snacks i den lille bod farmen har lavet og begiver os afsted. Det første lille stykke vej følger vi blot en markvej der fører ind til endnu et par gårde nedenfor den meget gørnne bjergside, men snart bliver den afløst af en sti, som fører os igennem en grøn lund med store flotte træer, hvoraf mange er i fuldt flor med hvide blomster. En hyggelig og afslappet start i bunden af dalen. Vi ved dog udmærket, at sådan vil det ikke fortsætte, for vi kan blot løfte blikke og se op til højre og så ved vi det kommer til at gå meget opad. Inden det går løs finder vi et fint sted og indtager vores frokost og behøver overhovedet ikke at tænke på, om det feder. Herefter forsvinder stien ind i skoven og så går det opad. Skoven er tæt og kun et par gange tillader dens tætte løv os et kik ud over dalen, hvor vi kan se landevejen langt nede. Stien snor sig nu stejlt opad og skifter mellem at bestå af fedtet skovbund og heldigvis det meste af tiden af groft lavasand. Efter at have tilbagelagt omtrent 11 kilometer og steget godt 1 km i vejret flader det pludseligt ud og med et er vi ude af skoven. Vi er kommet op til et grønt plateau lige ved trægrænsen og får straks øje på refugiet, som ligger idyllisk et par hundrede meter væk i en sænkning i en ly af en lille gruppe træer. Der står allerede rejst 2 andre telte. Det ene tilhørende et par tyske geologer, som er her for at samle vandprøver fra diverse varme kilder og geysere på og omkring vulkanen. Ved det andet telt finder vi et meget typisk for patagonien et par schwizere. Ved det nye refugie ser det ud til, at folkene nede fra gårdene har familiesamkommen. De hygger sig og lader børnene ride rundt på hestene, men er allerede i løbet af et kvarter på vej ned ad stien igen.
Tilbage ved Refugiet igen er der kun
geologerne tilbage, samt en hund, som snuser rundt ovre ved det gamle
refugie. Det er åbenbart en slags hyrdehund bliver vi enige om, for
vi kan se kvæg længere oppe på skråningen. Den har
nok ikke lige gidet gå med dens ejere hele den lange vej tilbage og
har besluttet sig for at blive natten over. Inde i refugiet er der meget
simpelt og rustikt. Men der er da en brændeovn og et bord med et par
bænke - alt lavet i bedste skovhuggerstil. Også de 16 køjepladser
er lavet i samme minimalistiske stil, men fuldt tilstrækkelige til
at lægge sit liggeunderlag på. Det er meget hyggeligt og vi
undrer os over, hvorfor tyskerne mon gider rejse deres telt, når man
kan ligge her inde i varmen.
Vi er meget glade, da vi næste morgen vågner og lettede kan konstatere, at også tågen er lettet. Det er godt nok halvkoldt, men kun med få skyer. Derfor starter vi dagen med igen at gå op til el mirador/udsigtspunktet bag hytten og har denne gang langt bedre held med at se de omkringliggende bjerge samt de mange store populæret søer, som ligger for foden af Andesbjergene på i dette område. Vi får følgeskab af hunden fra i går og undrer os over, hvad den mon spiser og drikker, når den er heroppe helt alene. I hvert fald har vi ikke mad til den, og den bør heller ikke vænnes til at kunne tigge mad hos turisterne. Men den er da meget sød.
Vi stiger vel omkring 500 - 600 meter opad før stien går på tværs og rundt om vulkanen omkring 400 meter fra kraterranden i ca. 2.200 meters højde. Det ligner ikke en vulkan på afstand ligesom mange af de andre flotte kegleformede af slagsen i området, men når man går heroppe er man slet ikke i tvivl. Her er hektisk vulkansk aktivitet og mange steder støder vi på svovlstinkende huller og ildelugtende vandstrømme, som risler ned fra toppen i små kløfter. Da vi når skiltet, der viser vej mod toppen beslutter vi os for bare at fortsætte i stedet for at tage en afstikker. Måske kan vi gøre det på tilbagevejen. Jeg døjer stadig en smule med et dårligt ben fra busturen hjem fra Torres del Paine og Zohar har lignende problemer. Der er dog ikke nogen forskel på udsigten på toppen og her nede på stien har alle fortalt os og skyerne er også begyndt at hænge lavt omkring os. Hunden er stadig med os. Vi prøver med alle midler, at få den til at gå hjem igen. Først venligt men bestemt og senere vredt og råbende og måske smider vi også en småsten efter den. Men den står bare og logrer og smiler til os, som Lucky Lukes Ratata. Det er en komplet umulighed, så i stedet opgiver vi og døber den Freddy.
Efterhånden, som vores smalle sti har ført os en kvart
omgang rundt om vulkanen flader det ud. Vi er kommet op i et højtliggende
ørkenlandskab, som mest af alt leder ens tanker hen på månen.
Vildt, goldt og øde. Ikke et eneste lille græsstrå er
at finde og det eneste vi har at gå efter er nogle næsten udviskede
spor i sandet, samt nogle temmelig spredte markeringspinde. der ér
dog ikke noget problem at finde vej, da vi stadig har solskin det meste
af tiden. Midt på eftermiddagen når vi til vores bestemmelsessted - en lille minioase ved et lille vandløb, hvor der er varme kilder. Der er allerede rejst flere telte og en flok piger sidder i et sving i vandet og ser ud til ligefrem at nyde det. Nej tak. Selvom det er solskin er det ikke ligefrem hedebølge og vi kan sagtens undvære et bad. Der kommer dog dejligt varmt vand op fra undergrunden i svinget, men det er samtidigt en anelse mudret og har en svag lugt af svovl. Vi rejser i stedet straks Zohar´s telt, som vi har valgt at tage med på turen, mens vi har efterladt mit sammen med en masse andet gods på vores hotel i Osorno. Freddy har stadig masser af energi og gider ikke vente, men drager straks videre sammen med tyskerne, som vi ser forsvinde videre ud af stien. Det gør vi også lidt efter - forsvinder videre ud af stien.
Denne gang dog lettet for vores store rygsække og kun bærende
på kameraer og flasker til at fylde rent vand i. Vi vil ligesom tyskerne
op og kikke på "Los Geisires", som bogen beskriver som et
must. Efter at have fulgt vandløbet et stykke tid og hoppet over
et par stinkende tilløb skifter vi retning og zigzagger nu ind og
ud imellem små runde klitter. På lang afstand ser vi røg og damp stige op i store tykke
stråler og da vi kommer om til udsigtspunktet har vi en svag vind
imod os, som bringer en fæl, ækel, stikken stank lige op i hovederne
op os. Og selv hvis man er slemt forkølet og uden lugtesans slipper
man ikke uden gener for røgen stikker og svier i øjnene. 1½ time senere er vi tilbage ved teltet igen og denne gang har
vi begge drivvåde sko og strømper. Efter 25 kilometers vandren
op og ned, megen af tiden i løst sand og grus har vi fortjent en
god aftensmad og inden længe varmer vi os med en varm knorrsuppe lavet
på rent og lugtefrit vand, som vi heldigvis fand på vejen til
geyserne. Hovedretten er pasta og en af Zohar´s amerikanske frysetørrede
kyllingfærdigretter. Ganske fortrinligt. Dag 3, torsdag den 24. februar, 2001 Det har været en varm nat. Sikkert ikke fordi vi sov vulkansk grund - det kunne vi godt have undværet for jorden var hård og fuld af småsten. Men der har været skyet, hvilket som jo bekendt også holder på varmen fremfor en stjerneklar himmel. Desværre kan skyer også indeholde regn og ligge lavt og det var lige netop hvad vi vågnede op til. Det er tåget og småregner og hvem har ikke medbragt regnbukser? Mig! Vi venter på klaring i vejret, men da der ikke viser sig nogen tegn på bedring pakker vi teltet og begiver os afsted. Sigtbarheden er meget dårlig og det småregner hele tiden. Vi havde overvejet om vi skulle fortsætte 2 dage videre til en anden by ad en efter sigende halvkedelig rute eller tage samme vej tilbage. I dette vejr var det let. Hellere tilbage til det hyggelige refugie fremfor at skulle fortsætte ud i tågen ad en ukendt rute, hvor vi alligevel ikke ville kunne se eller nyde landskabet. Det var en god beslutning for vejret blev ikke spor bedre før vi var næsten fremme. Vi måtte nærmest famle os igennem ørkenen og mistede også sporet fuldstændig en enkelt gang. Her ville en GPS'er have været nyttig. En stedkendt hund er dog mindst lige så nyttig og løber hverken tør for batterier eller kræver en halv landmåleruddannelse. Kære Freddy var stadig i lejren i stod straks klar til at sige godmorgen da vi kom ud af teltet. Den var godt klar over, det kunne blive svært for os at finde tilbage og meldte sig straks frivilligt til at vise vej. Den var hele tiden foran os, men forsvandt ofte ind i tågen forude, men dog blot for lidt senere at sidde og vente, for at sikre sig, at dens venner var på rette vej. Gó hund Freddy. I støvler, shorts og min gode halvlange regnjakke blev jeg ikke videre våd eller kold på den lange tur igennem ørkenen. Så pyt med de glemte regnbukser. Næsten da! De sidste par hundrede meter ned til refugiet gik igennem drivvådt højt græs, som nærmest hældte alt dets vand direkte ned i mine støvler. Vi endte med at være 8 mand i hytten, som snart var fyldt op med våde sokker, støvler, telte m.m., vi forsøgte at tørre. Desværre var det overordentlig vanskeligt at finde brænde i træerne udenfor, så det kneb med at holde gang i brændeovnen. Vores brændere havde vi dog naturligvis masser af brændstof til og kunner derfor endnu engang tilberede en herlig aftensmad. Den obligatoriske suppe efterfulgt af rød peber og rørhatte ristet i olivenolie serveret til pasta med tomatsovs og osteklumper.
Det er koldt om morgenen og stadig småregn og tåget, da vi håbefulde titter ud af døren. Men næsten inden vi når at få sagt øv, klarer det op og regnen ophører. Så er det bare med at komme afsted. Jeg låner et par gamacher af Zohar udmærket kna nøjes med sine regnbukser og derefter ned i vores halvvåde støvler. Efter mindre end 5 minutter har vi passeret den grønne eng og er klar til at påbegynde turen ned igennem skoven. Det første vi bemærker og næsten udbryder i munden på hindanden er, at her nærmest flyder med dejligt godt brænde her. Kun ganske få minutters gang fra refugiet. Store og små grene og kviste ligger spredt over hele skovbunden og det ville have været en let sag dagen før, at hente rigelige forsyninger på ingen tid, hvis nogen bare havde tænkt sig om. Turen ned igennem skoven går som en leg og stien forekommer ikke nær så stejl nedad, som vi havde frygtet og forventet. Men nå vi vender os og kigger op igen er den nu stadig stejl. På trods af regnen er den ej heller særlig glat eller fedtet. Det grovkornede lavegrus absorberer vandet fremragende, samtidig med at det virker stødabsorberende idet man kan skride en anelse i det. Vejret bliver gradvist bedre og da vi når ud af skoven skinner solen og vi kan gå det sidste stykke tilbage til landevejen i sommertøj. Det er gået langt hurtigere end vi havde troet og vi har indstillet os på, at måtte vente i lang tid på en af de få busser, som lægger sin vej forbi i løbet af dagen. Men netop, som vi træder ud på asfalten bemærker vi en lille minibus i den rigtige retning og få minutter efter sidder vi atter engang krøllet sammen på vej til Osorno. Hvilket held og hvilken flot og herlig tur. Tilbage i Osorno køber vi straks en billet til en aftenbus til Bariloche i Argentina og når også at købe ind, tage bad osv. inden vi endnu engang kører samme vej mod Puyehue, men nu i en stor komfortabel luksusbus. |
|||||||||||||||||
Som
før nævnt er dalen hovedattaktionen i hele parken. Et stykke
længere oppe har man et udsigtspunkt lige for foden af tårnene
og det var vores plan at gå derop ved solopgang og derefter tage den
sidste lette spadseretur tilbage til udgangspunktet ved Laguna Amarga. Desværre
måtte vi indse, at det ikke var umagen værd at forsøge
noget sådant, for sigtbarheden var meget lille, det småregnede
og var i det hele taget et rigtigt dårligt vejr. Det ville absolut
ikke være bedre længere oppe i bjergene. Derfor tog vi den med
ro og vendte i stedet i løbet af formiddagen snuden nedad og kunne
så langsomt smide tøjet efterhånden som uvejret forvandledes
til sommervejr. Vi gjorde et lille ophold ved luksushotellet Hostería
los Torres, hvor vi i en souvenierkiosk trøstede os med en stor dejlig
is, som man i øvrigt er rigtig gode til at lave i både Chile
og Argentina. Derefter var det bare at spadsere ad den fine grusvej det
sidste korte stykke til Amarga, hvor vi efter at have meldt vores tilbagekomst
snart fik en plads i en lille bus tilbage til Puerto Natales.
