En fortælling fra en 4 måneders cykel- bus- tog- og færgerejse igennem det sydøstlige Afrika, foretaget sammen med Ole Aneberg Madsen.
    
Det starter med kulde og masser af regn vejr i Cape-provinsen, men derefter har vi varme og tørvejr næsten hele vejen til Nairobi. Vi cykler især i Sydafrika, Malawi og på Zanzibar og er på forskellige typer Safarier i Zambia, Zimbabwe, Malawi og Tanzania. Vi afslutter med en tur på Kilimanjaro.

Turen foregår i perioden 3. sept. 1996  til 3. januar 1997.   
Turens længde knap 3.000 km på cykel
   
Fortalt af Henrik Fastergaard med hjælp og ideer fra Ole Aneberg Madsen
Foto: Henrik Fastergaard & Ole Aneberg Madsen

Vi troede vi havde været smarte og kunne hoppe direkte fra den svindende danske sommer og påbegynde et nyt forår i det sydlige Afrika. Men ak ak nej. Sådan skulle det ikke være. Ikke dette år. Vi havde ellers planlagt det helt rigtigt, men akkurat ligesom herhjemme er klimaet i Cape-provinsen i SA svingende fra år til år. Og netop i 1996 af alle år lod det vente og vente på sig som aldrig før.

Så hvis nogen tror, at Afrika kun er sol og varme kan vi fortælle, at det er det absolut ikke. Vi måtte i starten indtil flere gange flygte videre i bil, bus eller tog pga. regn, kulde og håbløst deprimerende vejrudsigter, der gjorde det formålsløst at blive for 2 sol- og varmeelskende danskere.

CAPE TOWN

Vi fik dog alligevel nogle gode dage i Cape Town, selvom vi måtte opgive at se byen fra toppen af det berømte "Table Mountain". Efter at være ankommet ved midnat, vågnede vi den første morgen op til solskin og en vidunderlig udsigt over havet. Og vejret holdt resten af dagen og så var det dét. I løbet af dagen cyklede vi rundt og kiggede på byen, som i modsætning til de to andre storbyer Durban og Johannesborg er utrolig smuk og fyldt med atmosfære.

Vi skulle bo hos den danske pige Maria Mortensen, som studerede drama på Cape Towns Universitet og boede sammen med to andre studerende i et lille hus i studenterkvarteret "Observatory". Der var dog stadig ingen hjemme da vi ankom sidst på eftermiddagen og da vi var lidt i tvivl om adressen forhørte vi os i den nærmeste lille kiosk et par huse væk. Jooh - den vældig meget sympatiske og meget hjælpsomme kioskejer mente nok, der var en skandinavisk pige lidt op af vejen. Og ganske rigtigt. Lidt efter dukkede Maria op fuld krigsmaling direkte fra en dramaprøve. Lidt overrasket over vores ankomst, men heldigvis og endnu mere glædeligt overrasket for vores Haribo og hendes kære violin, vi havde medbragt fra hendes forældre. Dansk slik gør altid glæde ved danskere, der har været hjemmefra i lang tid.

Den venlige kioskejer, berettede hun senere, kørte rundt i en stor BMW og var en af de lokale narkohandlere. Efter sigende skulle der være ca. 150 af dem i kvarteret. 150 vel at mærke, som var velkendte af politiet, men alligevel meget symptomatisk ikke kunne stille noget op imod. Kriminalitet var og er stadig et kæmpeproblem i især storbyerne i Sydafrika, men heldigvis foregår den voldelige kriminalitet i Cape Town hovedsageligt indbyrdes mellem enkelte bander i de forstæder, som man absolut ikke ved sine fulde fem, bevæger sig ud i som turist. Den største af banderne havde omkring 50.000 medlemmer, mere eller mindre bevæbnede, hvilket understreger politiets magtesløshed.

Efter et par dages regnvejr med sightseeing og en udflugt til Kap det gode Håb beslutter vi os for om morgenen den 7. september at starte cykelturen på trods af småregn. Vi vil cykle lidt ind i landet til Stellenbosch, som er hjertet i vindistriktet og her håber vi at kunne bedre vejr i ly af bjergene. Og ganske rigtigt. Da vi ved middagstid, efter at have besøgt en botanisk have, er på veje ud igennem de rige forstæder, har vi endeligt strålende solskin. Her er flotte huse og biler, vagter, tjenestefolk og som overalt i Sydafrika masser af pigtråd og tremmer for vinduerne. Vi havde lidt forinden mødt et fransk par, som netop kom fra Stellenbosch og de havde forklaret os, hvordan de blot havde fulgt den store vej ind i byen. Ok, tænkte vi. Vi kører bare samme vej, men da vi kiggede på kortet, var der bare mange forskellige store veje at vælge imellem. Gradvist forsvandt velstanden bag os og blev afløst af mere normal bebyggelse, samtidig med at vejen blev mindre. En grundigere undersøgelse af kortet var nødvendig, for der er ikke noget så træls, som at komme i den forkerte retning ud af en storby. Men vores anstrengelse kom ikke til at vare længe. Næppe havde vi fået kortene frem før en lille varevogn stoppede og en fyr tilbød os en lift. Tilbød er måske ikke det rette ord, for da han hørte, hvor vi var på vej hen insisterede han simpelthen på det kraftigste og ville ikke acceptere et nej! Vi var på vej ind i Cape Towns farligste town ship og ville ganske enkelt ikke været kommet levende ud derfra igen påstod han. Vupti, en to tre og så var cykler og tasker læsset og cykler og vi var på vej imod Somerset West. Ikke lige, hvad vi havde planlagt, men cyklede vi derfra til Stellenbosch, blev kilometerne alligel nogenlunde det samme. Vi fik en god snak med Dave, som var meget cykelinteresseret og faktisk arbejde for Syd Afrikas Cannondaleimportør og havde bilen fyldt med en masse rare sager derfra. På vejen blev vi overbevist om hans påstand. Det er et sted "almindelige" mennesker kun kører igennem på motorvej, hvor man ikke kan risikere at skulle stoppe for rødt og hvor der i øvrigt bliver patruljeret af politiet. Men skal det dog lige siges. Inden vi ville have kommet så langt ville vi have været vendt om og have fundet en anden vej ud af byen.

Nu skal det heller ikke lyde som om Cape Town er forfærdelig farlig by, man skal holde sig langt fra. Det er den ikke og man kan trygt gå rundt inde i selve byen og nyde dens specielle multinationale atmosfære og dens helt unikke beliggenhed. Et sted jeg helt sikker vender tilbage til. I godt vejr.
 

VAND OG VIN

Efter en forholdsvis kort cykeltur er vi snart indlogeret på et vandrehjem i Stellenbosch og kan gå i byen og købe billigt rødvin og oksekød. Prima kvalitet og en rigtig flot by, som foruden at være vinhovedstad også huser et af landets førende univerciteter. Det er dejligt omsider at være på farten og i vandrehjemmets lille hyggelige køkken stiger forventningerne hurtigt til de kommende dage, i takt med at vin og bøffer forsvinder og erfaringer udveksles med de andre gæster.

Næste morgen regner det. ØV! Alligevel hiver vi cyklerne frem og regntøjet ligeså. Vi skal op over det første bjerg via Helshoogte pas, der dog ikke er så slem som den lyder. Det er grønt og frodigt og bjergene fantastisk smukke. Det fortæller vores bøger os i hvert fald og billederne bekræfter det. Vi kan bare ingenting se. Kun regn, dis og asfalt mens vi surt slider os op imod toppen med vores endnu utrænede ben.

På toppen besøger vi en vingård og får en god varm middag, sammen med et par franske piger, nede fra vandrehjemmet. Vi nærmest surfer videre ned til en anden stor vinby Paarl, hvor vi sjaskvåde finder en B&B på en bondegårdsferiefarm i udkanten af byen. Herligt sted med et utroligt hjælpsomt værtspar, som ikke er vant til cyklende europæiske turister i regnvejr. Konen forkæler os med smagsprøver på alle deres specialiteter som f. eks. ost, vin druer og oliven og hendes hjælpsomhed vil ingen ende tá. Næste morgen studerer vi for 17 gang vejrudsigten til lyden af regnens tunge trommen på tag og ruder. Den lover endnu mere regn uden udsigt til bedring og der er derfor kun ét at gøre. At tage det tunge skridt og forlade det område, vi ellers sådan havde glædet os til og begive os ind mod halvørkenen little Karoo, hvor der er garanti for sol. Det er dog lettere sagt end gjort for det er søndag og der er ingen transportmuligheder bortset fra at leje en bil. Mutter hjælper os og efter et par timer holder der endelig en bil i gården, der er rummelig nok til at fragte to cykler.

Et par timer senere dukker de første rigtige lysglimt op for enden af en lang tunnel og da vi kommer ud på den anden side tror vi næsten ikke vores egne øjne. Vi er kørt direkte fra tungt regnvejr på den ene side af denne lille bjergkæde til solskin på den anden side. Vi har en lang flot køretur for os og først efter mørkets frembrud ankommer vi til vores vandrehjem "Oasis"i strudsebyen Oudtshoorn, hvor vi i haven bekvemt camperer under et skyggefuldt træ tæt ved poolen.

SWARTBERGPASS

Vi tilbringer et par dage i byen og tager dagture ud og besøger nogle af de mange seværdigheder byen kan byde på. Et spændende besøg på en strudsefarm, en dyrepark, et flot vandfald og de imponerende dolomithuler/grotter kaldet Cango Caves. Men det bedste af alt - turens cykelmæssige højdepunkt. Det berømte Swartbergpass.

Vandrehjemmets australske bestyrer er selv entusiastisk langturcyklist og udlejer mountainbikes og arrangerer forskellige dagture. En af destinationerne for hans ture er netop toppen af Swartbergpass. Deltagere og cykler bliver fragtet de godt 60 km dertil og kører derefter selv hjem og besøger evt. på vejen de førnævnte grotter.

En tidlig morgen går det løs. Ole og jeg med vores egne cykler, samt en del andre gæster med udlejningscykler. Hjelme og bremser bliver kontrolleret og cyklerne lastet i en storcykelanhænger og så afgang. Nogle af pigerne lidt ængstelige for, om 60 km er for meget for dem, selvom det primært vil gå ned ad bakke. Tæt sammenklemt trykker vi næserne mod vinduerne og forsøger at få et glimt af bjergkæden og af vejen over, men vi skal nu næsten hen til foden af den, før vi kan få et egentlig indtryk En stejl om ikke sort/swart så i hvertfald mørk mur toner efterhånden tydeligere og tydeligere frem, men det er nu svært at forestille sig en passage over. Men vejen ér der og snart afløses den gode sydafrikanske asfalt af en smal snørklet grusvej, der zigzagger sig op imod imod skyerne. Vi når en forblæst top i ca. 2.150 meters og stiger ud på en lille parkeringsplads for i kulde og halvskyet vejr at gøre cyklerne klare.

Vi rupper fingrene og beder til, at vejret bliver bedre, når vi kommer væk fra højderyggen og en to tre er de andre cyklister ude af syne. Vi har nemlig valgt, først at køre ned og få frokost i den lille by Prince Albert på den anden side. Vejret bliver øjeblikkeligt bedre og solen kommer også frem igen. Men vejen - uhá uhá. Den er stenhård og ren vaskebræt at køre på. Så er store huller og ujævnheder godt nok at foretrække.Hældningen er formentlig omkring de 10 grader, men det er ganske umuligt af udnytte faldet til bare at få lidt fart i cyklen. Det sætter rystelserne en effektiv stopper for og en affjedring stod absolut øverst på vores ønskesedler i et par timer. Men skide være med farten. Hvad betyder den nå vi har god tid og også gerne vil nyde udsigten udover dybet. Langt langt under os kan vi følge vejens krumninger indtil den efter omkring 10 kilometers fald forsvinder ind i en kløft. Bjergene er på denne side nærmest lysebrune i solskinnet og langs vejen har vi store kaktusser og anden hårdført grønt. Ja kun på den ene side naturligvis for yderst er der det meste af tiden bare en dyb afgrund.

Vi stopper ved alle udsigtspunkterne, hvor flertallet af de få biler vi møder også holder pause og giver de varme biler en tiltrængt pause. De tror vi er fuldstændig sindsyge og byder os ofte et par godbidder og forfriskninger. Drikkelse har vi dog rigeligt af, selvom vi pludseligt mister en cola. Jeg ligger forrest og høre pludseligt et mindre knald bagfra og er allerede i fuld gang med et pænt udvalg af de mindre pæne ord over turens første punktering. Men så uheldige var vi nu ikke. Vi havde endnu ikke anskaffet os små rygsække, hvilket er det eneste rigtige at opbevare kamara, sodavandsdåser osv. i på sådan en vej. I stedet har vi måttet benytte vores styrtasker/bokse og bagagebærerne. Ole havde en cola pakket ind i en trøje i en plastikpose bagpå og vaskebrættet havde ganske enkelt resulteret i at den sprang.

Vi når kløften, som vi hurtigt kører igennem, hvorefter vi med trætte hænder, pludselig står på fuldstændig flad grund ved bjergkædens nordlige fod. Fra denne side kører man ikke op ad bjergsiden, men nærmest ind i et usynlig hul. Vi bliver belønnet med asfalt igen og inden længe triller vi rundt i den lille charmerende og halvsøvnige by Prince Albert. Selvom den ikke ligefrem bliver oversvømmet af regn er den grøn og frodig og den ligner en lille oase her midt i halvørkenen. Langs vejene er der bittesmå vandingskanaler, hvorfra husene kan tappe vand til de mange smukke blomster der pryder haverne. Desværre skal vi tænke på de omkring 80 km hjem igen og derfor sidder vi snart udenfor en lille restaurent og guffer de herligste hollandske pandekager i os.

Vejen hjem bliver hård. Vi har endnu ikke mange kilometer i benene og det går meget trægt opad, men det lykkedes dog som altid.Igen bliver vi begavet af venlige mennesker på udflugt med velassorterede picnickurve, men tiden er desværre ikke til alt for lange spise- og snakkepauser. Vi skal helst tilbage inden det bliver mørkt. Vi klæder os igen i varmt tøj, da vi igen står på toppen ved 4-tiden. Og da vejret er blevet bedre en om morgenen må vi også lige nyde udsigten til den anden side. Den er helt anderledes end nordsiden, idet man kan se sletten nedenfor med marker, floder og andre mindre bjergkæder og knolde, som vi desværre skal passere før vi kan kaste os over aftenens strudsegrill.

Heldigvis er vejen meget meget bedre herovre og i løbet af ingen tid er vi nede ved asfalten igen. Maks. hastighed 66 kilometer i timen. Vi når meget trætte hjem lige efter mørkets frembrud.

THE GARDEN ROUTE

Næste morgen forlader vi Oudtshoorn og sætter kursen sydpå mod det Indiske Ocean påny. Dvs. vi forlader faktisk byen to gange for først har vi lige en ekstra 30 km udflugt ad vejen mod øst, før det lykkedes os at finde den rigtige sydgående vej. Ikke fordi det var vanskeligt eller skiltningen dårlig, men nogle gange tager man bare retningen for givet og opdager først fejltagelsen, når man kommer til et vejkryds med skilte til de helt forkerte byer og steder. Og i Sydafrika kan der godt være temmeligt langt imellem de store vejkryds.

Selvfølgelig forsvinder det gode vejr i takt med, at vi nærmer os kysten. Og da vi nærmer os Outeniqua-bjergene, som er en lille kystbjergkæde vi lige skal krydse først, er himlen sort som kul og vi indstiller os på uvejr af værste kaliber. Men heldigvis tilsmiler heldet os og skyerne holder på vandet, lige netop indtil vi ankommer til vandrehjemmet i George. Vejen over passet er ganske vist både lang og stejl, men som det er kendetegnende for Sydafrika i en rigtig god kvalitet. Da der er vejarbejde har vi tilmed har vi en helt ny vognbane helt for os selv, så vi giver den hele armen opad, for at kunne komme tørre hjem. Tilskyndet af vejarbejdernes hujen overhaler vi prustende ligeledes prustende lastvognstog op mod toppen, hvorfra vi i ekspresfart uforstyrret kan suse hele vejen ned til byen.

Vi er nu kommet til "The Garden Route" eller frit oversat haveruten, som er en ca. 750 km lang strækning af Sydafrikas sydkyst. Vi fortsætter den korte vej fra George til Knysna med et af de mange turistattraktioner, nemlig et gammelt damp lokomotiv, som snor sig ud og ind langs den dramatiske kyststrækning. Desværre er regnen endnu ikke stoppet, men her er fantastisk flot og ligesom mange af vejene er også bygningen af den gamle jernbane en beundringsværdig ingeniørbedrift.

Det var så vores sidste dårlige vejr og næste morgen kan vi i solskin tage en lang flot dagtur ind i skoven og bjergene bag Knysna. Man påstår her er elefanter og for år tilbage importerede og udsatte man faktisk nogle fra en anden nationalpark. Der er store advarselsskilte på vejen ind, men ingen har set elefanterne i mange år og det hele kan nærmest betragtes som et stort turistgag, for at tiltrække endnu flere turister. Vi så dem heller ikke men fik en rigtig flot cykeltur.

Til gengæld så vi et par dage senere nogle endnu større pattedyr, nemlig Southern Right hvaler ved badebyen Plettenberg Bay. De lå 3 stykker og boltrede sig i bølgerne lige uden for brændingen ganske tæt på kysten. Et ganske almindeligt syn langs store dele af sydøstkysten, hvor de hvert år kommer helt ind under land for at føde. Et flot syn, som vi sad og stirrede på i timevis fra et højt udsigtpunkt for enden af en lille pynt.

At resten af omgivelserne også smukke og maleriske som her, hvor vi udover hvalerne kunne se ned på en pragtfuld strand og bag den en blå lagune med masser af fugle og farvestrålende små fiskerbåde og de skovkædte Tsitsikammabjerge i baggrunden. Ja så forstår man da godt, hvorfor "Plett" er en af sydafrikanernes foretrukne badebyer. De rige sydafrikanere vel at mærke, for her oser ligesom i Knysna og i mange af de andre byer på haveruten af penge og rigdom. Store flotte hoteller, kæmpevillaer, lystbåde og casinoer og faktisk kunne det ligesågodt have været en lille millionærby ved middelhavet.

Desværre ikke hele sandheden, men sandsynligvis det billede mange "charter-turister" får af den kraftigt markesførte "haverute" At her ér bjergtagende smukt kan ikke diskuteres men der er også en bagside af turist brochurernes glamourfotos.

TOWNSHIPS

Både på vejen ind og ud af Knysna cyklede vi for første gang direkte igennem en township og fik os også en lille snak med nogle af de mange nysgerrige børn, der som sædvanligt hilste på os. Townships, som vi i øvrigt aldrig kunne se på vores ellers udmærkede kort, er de områder, hvor de sorte of de farvede blev placeret eller tvangsforflyttet til under apartheidstyret. På haveruten er de ofte i skrigenede kontrast til byernes forside, det mondæne middelhavslook, placeret helt op ad indfaldsvejene og ligner slum, som vi ser det i tv når det er værst. De hvides by og de rige kvarterer, var et sted, man kun kom i, nar man var på arbejde.

Små huse/skure banket op af blik, brædder og plastik eller hvad man nu har kunnet skaffe. Sådan levede en stor del af Sydafrikas befolkning, stuvet sammen uden ret meget håb eller udsigt til noget bedre, og ikke meget har ændret sig i dag på trods af apartheids fald. Vi kunne dog alligevel ikke fatte, hvorfor der absolut konsekvent skulle se ud som en losseplads.

Overalt i disse kvarterer og områder og langs veje og jernbaner bliver plastik, papir og andet affald skødesløst smidt omkring. Det hænger i træer og hegn i en udstrækning så man tror det er løgn. Faktisk ligner samtlige træer langs vejene halvpyntede juletræer, bortset fra, at det ikke er grantræer og ej heller hyggelig julepynt. Der er ingen glimtende kugler eller funklende stjerner, men blik er dog i overflod repræsenteret af enorme mængder af tomme Coca Cola dåser. Det er tragisk, men Coca Cola synes at eje den halve verden og selv i de fattigste afkroge af verden, overbeviser de skruppelløst folk om, at de ikke kan undvære dette sukkerstads, selvom de slet slet ikke har råd!

ZULULAND OG "SORTE OMRÅDER"

Vi forlader haveruten i en gammel Datsun bus, som kører på fast rundfart mellem Johannesburg, Cape Tow, Port Elisabeth og Durban. Den er allerede nærmest fuld da vi stiger ombord og vi har svært ved at se, hvordan vi skal få plads til cyklerne. Men intet er umuligt for afrikanske buschauffører og cyklerne bliver stablet ind førersædet, så han nærmest skal på en mindre klatretur for at komme ud og ind. Her sidder vi sammenklemt uden benplads i en rystende bus med skrattende højt musik hele vejen til Durban, hvor vi efter et par dage tager et tog til Estcourt nær Drakenbjergene, med det lille kongerige Lesotho på toppen.

Da vi endeligt kan lempe vore cykler ned fra godsvognen bagest i vogntoget og takke vagten der trofast har siddet i mørket og vogtet vore sager er det blevet midnat. Vi finder let den kommunale campingplads langs floden og er snart i soveposerne, hvor vi forsøger at ignorere frøernes højlydte kvakkvakkoncert. Tidligt næste morgen finder vi os selv helt alene på pladsen og personale er der ej heller at finde, men der er rent og varmt vand i bruserne, så hvad mere kan man forlange.

I turistinformationen på biblioteket forhører vi os om en god vej til vores mål Dragons Peak ved foden af bjergene. Den hvide midaldrende dame anviste os den nærmeste vej og mente nok, at det ville være forsvarligt at køre der på cykel. Vi var godt nok i Zululand og skulle igennem nogle "black areas", sorte områder, som hun kaldte det. Men folkene lige netop dér var ikke "aggressive", blot vi ikke stoppede op. "Just go on, go on, go on and don´t stop! Don´t stop!

Vi tog afsted og som sædvanligt vinker og hilser alle på os. Det virker absolut 100 pct. ufarligt. Vejen er igen belagt med god asfalt og fører os gennem rimeligt fladt agerland og de første 30 km er hurtigt tilbagelagt. Det "sorte område" var ligesom townshipsene præget af, at det var et lille sted med den dårligste jord, hvor en masse mennesker var blevet tvunget til at slå sig ned. Husene og gårdene lå tæt, men det var alligevel ikke nogen by, men dog ej heller som at være på landet.

Jeg opdager pludselig, at jeg har tabt min pose med sovepose og et par andre småting. Den er uundværlig og mens Ole slapper af i græsset med mine tasker må jeg tilbage og lede, selvom det formentlig er nyttesløst. Efter irriteret over min dumhed tilsidst må opgive eftersøgningen og vende cyklen mod bjergene igen bliver jeg stoppet af en bil. Et ungt hvidt par stiger ud og kan veltilfredse overdrage mig posen igen til min store tilfredshed for det kan være temmeligt koldt i bjergene. En flok børn havde stoppet dem berettiger de, og bedt dem holde udkig efter to hvide cyklister. Et rimeligt let job på de kanter. De havde set mig tabe posen og havde råbt og skreget og løbet efter os, - men uden held. Vi har muligvis både set og hørt dem, men i dette venlige land er vi blevet vant til, at alle råber og vinker og har måske derfor ikke bemærket den lille forskel - soveposen.

Historien illustrerer meget tydeligt situationen dernede. Alle er overordentlig flinke, gæstfri og imødekommende, men det er vores indtryk at den ældre hvide generation lider af en overdreven angst og mistro over for den sorte og den farvede befolkning. Det var mønstret hele vejen igennem Sydafrika. De fleste ældre hvide bifalder og indser nødvendigheden af apartheids fald, men er meget skeptiske med hensyn til den ny regerings evne til at føre landet videre. De unge derimod er langt mere positive og virker generelt helt fri for racistiske holdninger.

DRAKENSBERG

Glade og nærmest opstemte over gensynet med min sovepose og måden hvorpå det skete begiver vi os videre og sandelig om ikke det pludselig går stejlt opad de sidste kilometer. Heldigvis ikke ret langt for jeg havde ikke fået spist eller drukket ordentlig og gik tilsidst fuldstændig kold og måtte kæmpe mig det sidste stykke op med syre i benene. Så fik jeg lært to ting den dag. Glem ikke at indtage brændstof og pak din cykel ordentlig. Det første har jeg dog prøvet igen sidenhen, men fra den dag har jeg altid opbevaret sovepose liggeunderlag osv. i en stor hvid sæk ovenpå bagagebæreren i stedet for som 17 løsdele, der skal holdes på plads men 2 elastikker.

Campingpladsen er prima og vi falder hurtigt i snak med et søskendepar og pigens veninde. Vi tilbringer et par dage med vandring i bjergene, volleyball, cykling på stierne og masser af braai/grill og vist nok også mange øl og de fremragende sydafrikanske vine. Måske tog vi endda et par kg på, men hvad gør det når man efter sigende som regel ligner en mager krikke, når man endeligt vender hjem. Og når vi om morgenen vågnede op og så en stribet hest kigge ind i teltet skyldes det ikke alkoholen, men at der gik en halvtam zebra rundt på området.

JOHANNESBURG - EN BARSK BY

Den aften, vi noget senere forlader Zululand og tager nattoget fra Ladismith til Johannesburg og derfra videre til Nelspruit, er det dog ikke forårsaget af vejret, men af travlhed og af den simple grund, at vores ellers udmærkede kort ikke viser andre veje nordpå end motorvej. Vi har ikke noget specielt ønske om at se Jo’burg som vi absolut kun har hørt dårligt om, men der er ikke andre transportmuligheder end tog, som altså nu engang kun kører den vej skinnerne er lagt. Da vi efter en behagelig nattur endeligt får vores cykler ud af den bageste vogn insisterer en uniformeret togmand af ukendt rang på, at vi følger efter ham. Vi skal måske betale ekstra for cykeltransport. Vi følger ham op og ned af trapper med vores tungt læssede cykler for at han kan finde en kompetent person, som kan tage stilling til sagen. Efter at have forceret den samme lange trappe indtil flere gange lader vi ham forstå, at vi egentlig er ved at være godt trætte af at se på Jo’burg hovedbanegård og alle dens trapper og spor. Det inspirerer ham dog uheldigvis til at få den geniale idé, at i stedet for endnu engang at gå op ad trapperne skal vi bare krydse sporet over til den næste perron. Med andre ord - sænke vores pakkede cykler over en meter ned fra betonkanten, krydse et smalt jernbanespor og bakse dem op på den anden side. Hvad nu hvis der kommer et tog, spørger vi? Men det vil han overhovedet ikke høre på. Vi snakker lidt frem og tilbage og det ender med, at vi nægter at følge ham, hvilket gør ham temmelig gal. I det samme hører vi en svag rumlen fra tunnelen 25 meter længere fremme og få sekunder senere buldrer et tog forbi os nede på sporet. Derefter får vi straks og uden videre diskussion lov til at forlade banegården.

Efter at have købt billetter til Nelspruit får vi lov til at betale en mindre formue for at få cykler og bagage opbevaret på banegården indtil afgangen sent på eftermiddagen. De forlanger ganske enkelt en stykpris for hver eneste lille enhed, som de kan finde på vores cykler - i stedet for at tage en pris for cykel inkl. bagage. Det løber meget let op med 5 tasker på hver cykel plus telt, sovepose, liggeunderlag - ja selv en lille sadeltaske.

Ude på gaden fornemmer vi straks, at Jo’burg ikke er nogen venlig turistby. Der er en ubehagelig atmosfære og gang på gang bliver vi antastet af politi og securitas, som enten vil visitere eller advare os. Selv om det er midt centrum og vi er ekstremt vagtsomme lykkedes det os alligevel at blive overfaldet af en bande bestående af en seks til otte halvstore drenge. Vi går yderst på fortovet og netop som jeg skal til at sige, at nu er der da vist ved at være for mange lurvet påklædte drenge i den forkerte alder omkring os, stopper en af dem op halvanden meter foran mig og udløser en stor springkniv. Det udvikler sig dog ikke til mere en lidt tumult idet vi både er større, holder godt fast på vores tasker og slår fra os. At vi tilmed råber op, ser kun ud til at irritere folk på gaden og der er bestemt ikke nogen hjælp at hente der.

Heldigvis var det vores eneste rigtige ubehagelige hændelse på turen og vi oplevede ikke andre steder hvor vi ikke følte os velkomne og sikre.

Neej - det passer nu ikke helt for senere bliver vi udsat for indbrudsforsøg og groft hærværk på vores telt. Men mere om det senere.

Den næste måned tilbringer vi i bjergområdet Klein Drakensberg med dets fantastisk flotte naturscenerier og i Zimbabwe, hvor vi ikke får cyklet så meget, men til gengæld er på hele 3 safariture, hvoraf den den dog går over grænsen til Zambia.

KAFUE NATIONALPARK

Hvad gør når man lige har fået lagt sig rigtigt dejligt til rette på sin feltseng ved lejrbålet og pludselig hører en stor fæl hanløve brøle med en kolosal lydstyrke alt alt for tæt ved? Og hvad når man lidt senere ganske tydeligt hører noget liste omkring i det kulsorte krat, der omkranser lejren? Måske kun et enkelt løvespring fra ens strube, hvorfra man måske ikke engang vil kunne nå at udstøde et råb om hjælp

Jo, eftersom Allan vores australske ledsager, allerede ved det første brøl ikke mange sekunder om at flytte sin seng helt hen til den tomme ledige plads ved bilen, ja så var der ikke andet for end at vise sig som en rigtig skandinavisk mand. Blive liggende og lade som ingenting og stole på vores guide Dave.

"Løver bryder sig ikke om menneskelugt og skal nok holde sig langt langt væk skraldgrinede han og prøvede derpå at efterligne dyrekongens brølen. Han morede sig fortrinligt, hvilket selvfølgelig beroligede os, og vi blev liggende tæt op ad bålet, mens løven fortsatte sin natlige vandring omkring sit territorium og brølede "Her regerer jeg og i kan bare komme an hvis i tør".

Selvfølgelig faldt vi alle snart i søvn og heldigvis vågnede vi også alle uspiste op tidligt næste morgen. Under morgenmaden fortalte Dave, at det jeg troede havde været en listende løve, blot havde været en af de elefanter vi så omkring 500 meter væk, mens vi slog lejr. De hader åbenbart menneskelugt knapt så meget som løver, og var på det nærmeste kommet helt ind i vores lejr. Løven, som han havde forsikret os var mindst 200 meter væk, havde dog gået oppe på jordvejen vi havde forladt for at slå lejr. Den var kun 25 meter væk og dyrets spor var stadig helt friske, men der havde ikke været nogen grund til at skræmme os mere end nødvendigt forklarede han stadigt skraldgrinende. Bilen vi kørte rundt i var jo en helt åben 4wd Toyote Landcruiser, som man derfor ikke kunne gemme sig indeni.

Vi befinder os i nationalparken Kafue i det sydvestlige Zambia, hvor reglerne ikke er nær så restriktive, som i mange af de mere traditionelle safarituristlande som fx. Kenya, Tanzania eller Sydafrika. Parken er på størrelse med det halve af Danmark; her er masser af dyr og man har næsten den totale frihed til at gøre som man vil. Blot det er i selskab med en autoriseret guide og man ikke bærer våben. Bliver man opdaget med en skyder uden at være i besiddelse af en tilladelse hertil, har parkbetjentene en tilladelse til at skyde en på stedet uden nogen som helst advarsel. Barske vilkår at drive krybskytteri under. Men krybskytter er der og pga. parkens enorme størrelse og parkadministrationens utilstrækkelige midler er de utroligt svære at komme til livs.

Der er næsten ingen turister i parken og i den sydlige del, som vi besøger er der hverken camps eller lodges. Vores eneste luksus er, at vi ikke behøver at lave noget som helst, udover at kigge efter dyr og nyde campinglivet.

Gilbert, som er en stilfærdig ældre zambiansk herre er med på turen som kok og altmuligmand. Han får ca. 160 danske kroner ud af de omkring 7.000 vi i alt har betalt for de 5 dage turen varer. Faktisk er det en ganske god løn efter zambianske forhold får vi at vide, men alligevel virker det meget skævt og urimeligt, hvorfor vi også fordobler beløbet i form af drikkepenge. Noget han meget tydeligt var overordentligt tilfreds med, selvom det er absolut ingenting for de vesterlændinge, der har råd til at tage på ferier i eksotiske lande.

Vi er i slutningen af tørtiden og det er meget meget varmt. Ventetiden er ved at være forbi for de mange frø og spirer i den afsvedne jord og de første dråber vil snart forvandle de gulbrune farver til et lysegrønt farvemekka inden regnen for alvor sætter ind og store dele af området vil være ufremkommeligt medmindre man er i båd. Men for safariture er den allerbedste årstid lige netop nu, her i slutningen af oktober. Der er intet højt græs og dyrene er lette at skue, samtidig med at de må søge hen mod de få resterende vandhuller for at sætte livet på spil for en tår vand. Vi tilbringer de midterste dagtimer med at dase i skyggen af træerne og i morgen- og dagtimerne kører eller går vi rundt og kigger dyr.

Da vi den første morgen efter vores natlige elefant- og løveoplevelse påny ser elefantflokken i det fjerne, bliver Dave ovenud begejstret. Det er kun anden gang han arrangerer en tur til Kafue og han har aldrig før set elefanter her. De er nemlig i Kafue kendt for at være meget sky, men samtidig, hvis man altså er så heldig at komme tæt på, nogle af de vildeste og mest aggressive i Afrika. Det skyldes naturligvis deres uheldige erfaringer med "menneskelige" krybskytter.

Vi havde absolut ingen chancer for at nærme os i bilen og måtte derfor til fods snige os ind på dem, for overhovedet at komme nogenlunde tæt på. Med Dave forrest og Gilbert kredsende rundt omkring som spejder og sikkerhedsvagt var vi omkring 25 meter fra et par mødre og deres unger. Det var med adrennalinet pumpende og klar til at flygte efter de instrukser vi på forhånd nøje havde fået udstukket.

I bilen sidder vi 3 turister på et ukomfortabelt sæde højt oppe på ladet og kappedes om først få øje på især de mest sjældne dyr, mens de utallige zebraer, impalaer, gnuer m.m. hurtigt bliver uinteressante. Dave er en god og rutineret chauffør, men lider også af en høj grad af speedomani. Vejene er meget dårlige og firehjulstrækkere er påkrævede for overhovedet at få adgang til parken. Vores bliver udnyttet og misbrugt til det yderste - både på og uden for vejene. Gang på gang bliver bilens hårdt prøvede affjedring banket i bund med et brag og ofte må vi bukke os eller kaste os til en af siderne for ikke at få grene i hovedet. Når vi får øje på noget spændende eller Dave eller Gilbert har noget at fortælle os sættes farten selvfølgelig ned. Eller vi standser helt op, mens de begge overøser os med deres store viden om Afrikas fauna og flora for ikke at tale om en masse røverhistorier. Det er helt utroligt sjovt og spændende for et par store drenge.

Da vi får øje på en stor bøffelflok med ca. 1.500 dyr forsøger vi i bilen at liste os ind på dem. Desværre har vi vinden i den forkerte retning og de mærker vores tilstedeværelse næsten øjeblikkeligt. Vi lader os dog ikke slå ud, men forsøger at køre i en kæmpebue udenom, for at forsøge at komme på tæt hold fra den anden side. Men nej. Det var muligvis nok en kæmpebue men slet slet ikke stor nok for igen opdager de os og trave ligeså stille i den modsatte retning. Øv! øv! øv! og en hel masse grimme ord er alt hvad vi når at høre fra Dave inden fanden tager ved ham og han og han flår i rettet, træder sømmet i bund og med fuld fart kører direkte imod flokken, som nu flygter i en kæmpemæssig støvsky.
 

Og sådan sidder vi så i stedet pludselig i løbet af nul komma fem midt imellem alle bøflerne, højt hævet over jorden på toppen af Landcruiseren. Som cowboys på hesteryg i en vild flok kvæg, mens vi forsøger at tage billeder og samtidig må klamre os fast til bilens frontgelænder for ikke at blive kastet af. Med et standser vi og i samme øjeblik motoren bliver stoppet falder dyrene til ro. og vi kan nu studere dem på ganske kort afstand, mens støvet langsomt daler ned på plads igen på den afsvedne jord.

En vild oplevelse, men sikkert også en forteelse, der ville have kostet guideautorisationen de fleste andre steder - hvis altså det blev opdaget. Men her var vi alene og det eneste det kostede var en punktering. Og da vi uheldigvis dagen efter igen begyndte at tabe luft på det ene hjul måtte vi søge ud til en landsby ved en anden indgang for at lade vores 2 reservehjul lappe. En søndag selvfølgelig - hvor alle værksteder holder lukket. Hvad gør man så? Jo vi kører hen til busstationen, hvor en flok drenge holder til og tjener lidt småpenge på at lappe de udslidte bussers tyndslidte dæk. Ikke noget med moderne værktøjer her! Nej med hammer og mejsel og 10 par hænder bliver dækket taget af og på og hullerne fundet og lappet i eksprestempo under stor opmærksomhed og morskab.
 

Sådan gik fem dage i Kafue. Masser af dyr, sol, støv, og hygge ved lejrbålet om aftenerne og ikke at forglemme dejlig kølig hvidvin til aftensmaden hver dag som belønning for en hel dag i heden uden anden drikkelse end lunken saftevand.

Vi tilbringer endnu et par dage i den meget kommercielle turistby Victoria Falls Town. Her kan man desværre ikke bevæge sig mange meter i fred uden at blive antastet af yderst pågående unge "forretningsmænd", som enten vil sælge is, drikkelse, souvenirs eller måske fungerer som agenter for de mange rafting og safariselskaber. Ét skal dog medgives: byen kan byde på måske verdens beste rafting og ligger centralt placeret som udgangspunkt til nogle af de bedste safariområder i Afrika. Endelig er der jo vandfaldet, som dog på dette tidspunkt var halvtørt, men ikke desto mindre usædvanligt flot og imponerende. De lokale påstod det var den laveste vandtand i 50 år.

MANA POOLS NATIONALPARK I ZIMBABWE

Efter endnu lidt cykling og en afslappet færgetur op ad Karibasøen ender vi ved et af de andre store turistmål i Zimbabwe, nemlig Kariba By. Her beslutter vi os til sammen med et tysk par på bryllupsrejse at leje en bil for tre dage for at tage til nationalparken Mana Pools, der har ry for at være en af de smukkeste i Zimbabwe.

Efter proviantering i Kariba og 200 km kørsel ankommer vi endeligt til Maincampen - et område omkring parkadministrationens hovedkvarter, hvor man kan campere og benytte sig af primitive toilet- og badeforhold. Forinden har vi ved indgangen måttet spise alle vores nyindkøbte appelsiner, da alle citrusfrugter er bandlyste i parken. Hvorfor? Jo, det er elefanternes livret og får de først med deres lange næser færten af dem, har de ingen hæmninger i deres bestræbelser på at få fat i dem.

Campen ligger ideelt placeret lige op ad Zambezifloden, som afgrænser parken mod nord og samtidig danner grænse mod Zambia. Her er rent drikkeklart vand, toiletter og bruser, men ingen indkøbsmuligheder - og her er over 40 grader i skyggen midt på dagen.

Vi rejser vores telte under et af de mange store skyggefulde træer og slapper af en times tid. Tiden går let med at iagtage bavianerne og de mange marekatte der på det nærmeste har besat det lille toilethus. De har deres yndlingslegeplads udenfor, hvor også affaldsbeholderne er placeret og kan man tænke sig noget bedre for end lille abekat at rode i? Nej og måske kan man finde noget spiseligt! De befinder sig konstant ved beholderne og har den ene fundet noget der kunne tænkes at være bedre end den andens så går den helt store jagt.

Så er det blevet tid til en aftenstur. De fleste pattedyr er ikke meget forskellige fra mennesker med hensyn til lysten til at bevæge sig under den værste hede. De ligger og daser når solen står højest og bliver først rigtigt aktive lige efter solopgang og igen lige før den går ned. Det passer os glimrende. Heldigvis er vejene i Mana Pools rimeligt gode - i hvert fald i tørtiden og vi behøver ikke at køre ret længe før det første stop. Alt dyrelivet er her i den sene tørtid koncentreret omkring floden og de får resterende vandhuller, som ligeledes befinder sig i denne ende af parken. I øvrigt er det også her i Mana Pools t på eget ansvar tilladt at forlade bilerne og spadsere rundt på egen hånd. Faktisk bliver man ligefrem opfordret til det, men får samtidig stukket en folder i hånden om, hvordan man teer sig ved konfrontationer med de farligste dyr. Vi møder dog ingen for os farlige dyr denne aften, hvor vi bruger det meste af tiden ved et vandhul fyldt med krokodiller. Vi får dog en mindre forskrækkelse, da en fugl på en gren lige foran næsen på os, lynhurtigt bliver snuppet af en krokodille fra det grumsede vand.

Det vrimler med dyr i parken. Flodheste og krokodiller i vandet og en mangfoldighed af firbenede pattedyr lige fra de smukke og graciøse Kuduer til grimme hyæner. Bøfler og Elefanter er der mange af, både enlige og i små flokke. De virker i modsætning til i Kafue til at have vænnet sig til mennesker og flygter ikke bare fordi der kører en lille personbil forbi med Homo Sapiens hængende ud af vinduerne.

Da vi lige før mørkets frembrud vender tilbage til lejren, er tre lækkersultne elefanter i fuld gang med at æde et af vores nabotræer, som dog allerede er gået ud i forvejen. Vi ville nok foretrække et hvilket som helst andet træ, bare det var friskt og havde blade, men hver sin smag. Til lyden af elefanternes fortsatte gnasken går vi tidligt i seng og forsøger at få en smule søvn. Dyrenes tilstedeværelse generer os ikke, men det er varmt og sveden pibler frem og driver af os hele natten. Vi har absolut ingen besvær med at stå op kl. 05.00 og ser de sidste flodheste vandre tilbage i floden efter nattens græsning langt inde i landet.

Da vi vendte tilbage efter den første morgentur blev vi mødt af et uhyggeligt syn. Begge telte var vind og skæve og dørene var åbnet i begge ender af vores tunneltelt. Vi havde åbenbart haft besøg og var der mon stjålet noget? Nej, gerningsmændene var heldigvis ikke nået længere énd til de tomme apsisser og var så blevet jaget væk. Vi havde som de første forladt lejren inden der var kommet liv i de andre telte og denne mulighed skulle ikke forspildes. Teltene var simpelthen blevet brugt som hoppepuder af en flok yderst frække bavianer og marekatte, som havde troet de var i Fårup Sommerland. De havde med langt tilløb sprunget op på det, men havde også hoppet ned på det fra det træ vi havde søgt skygge under, og hvor de havde tilbragt natten uden for de store kattes rækkevidde. Der er ikke noget så godt som et stort gyngende og fjedrende tunneltelt rejst med et minimum af barduner. Heldigvis blev de barnlige og larmende frækkerter blevet jaget væk af vores naboer, inden skaden blev alt for stor. Alle aluminiumsstængerne var dog blevet vind og skæve, men kunne efter nogle timers udretning bruges igen. Værre var det med tyskernes telt, som havde pådraget sig et par flænger.

Natten før havde et andet tysk par været så letsindige at efterlade deres træstol uden for deres folkevognsrugbrød, hvilket havde været guf for en hyæne, hvis kæber kan tygge sig igennem næsten alt.

Efter nogle trods alt meget vellykkede safaridage med masser af dyr ender vi til sidst i hovedstaden Harare, hvorfra turen går mod Malawi.

MED BUS GENNEM MOZAMBIQUE

Vi vælger den letteste og korteste vej dertil og det er med bus ad den gamle krigskorridor gennem Mozambique.

Det er en heldagsrejse på 600 km og vi skal med bussen meget tidligt om morgenen, mens alle andre sover dybt. Det er lige før vi ikke når den pga. en rar hund, som vi åbenbart er blevet for gode venner med under vores ophold på vandrerhjemmet. Den bliver ved med at tro, at den skal ledsage os helt til hen til busstoppestedet i stedet for at holde vagt derhjemme. Først efter ti til femten minutter, får vi den overbevist om, at den altså ikke kan komme med. Vi venter en times tid før den rigtige bus omsider dukker op. I sædvanlig ekspresfart får vi sammen med buspersonale og medpassagerer cyklerne vel anbragt oppe på taget og alt vores bagage fragtet ind i bussen. DSB kunne godt lære noget her. I Afrika er der altid plads til en cykel til. Og en taske, en kommode, en sæk kokosnødder, et par høns osv.

Vi kommer forholdsvis hurtigt igennem de to grænsekontroller ind til Mozambique og med det samme bemærker vi den fattigdom og håbløshed, som landets lange borgerkrig har medført. Alt er meget forfaldent og mange bor under de meget iøjnefaldende blå UN-pressenninger (FN), som findes overalt i verden, hvor krigen raser. Mange huse og skilte er gennemhullet af kugler. Godt vi ikke cykler denne strækning! Det “morsomste” ved busturen er de mange driftige handelsfolk, som hele tiden omgiver bussen, når den ikke kører. De sælger alt fra tørrede fisk til brugte sko og parfume. Noget for enhver lugtesans!

Grænseovergangen mellem Mozambique og Malawi er en omstændelig affære! Først skal alle passagererne ud i den stegende sol og stå i en lang, lang kø for at få kontrolleret passene og ordnet diverse papirer. Derefter er det bussens tur. Alt bagage bliver omhyggeligt gennemrodet. Helt ned til bunden af hver eneste taske. Heldigvis kan vi i vores bus med stor lettelse konstatere, at vi overraskende nok stort set kún har vores cykler og nogle få møbler på taget. Det sparer os for nogle timer i forhold alle de andre busser, som på sædvanlig afrikansk vis er højt lastet med alle mulige ting og sager. Bussen triller langsomt videre, mens alle passagererne i højt humør vinker til de mange tilbageblevne busser, som vi så heldigt har kunnet overhale.

Det er forlængst bælgravende afrikamørkt, da vi ved 20-tiden ankommer til den lille men myldrende busstationen i Blantyre, Malawis største by. Vi skiftes til at gå tilbage ind i bussen efter de sidste tasker, samtidig med at vi holder et meget godt øje med dem, der allerede ligger i en rodet bunke i støvet ved siden af bussen. Folk er dog meget venlige og vi mærker slet ikke den påtrængenhed, vi før har oplevet nogle steder i Zimbabwe og især senere Tanzania. Her slipper vi for en gangs skyld for de sædvanlige ti til femten drenge, som råbede i munden på hinanden, tilbyder deres ydelser - at bære vores tasker, holde vores cykler, veksle penge osv. - dejligt. I løbet af 10 min. har vi læsset cyklerne og er i mørket trukket op til det nærliggende vandrerhjem, hvor vi hurtigt får rejst vores store, men nu halvt massakrerede tunneltelt.
 

DANSKE ØL OG FODBOLD

Da vi næste morgen kommer på cyklerne igen, falder det straks i øjnene, at levestandarden også levestandarden i Malawi er væsentlig lavere end dén i Sydafrika og Zimbabwe.

Der er absolut ikke meget, der minder om Danmark, men én ting har vi dog tilfælles - nemlig øllerne. Carlsbergs eneste bryggeri i Afrika ligger i Blantyre og her producerer man Hof - og de smager akkurat som derhjemme. Vi deltager i en rundvisning, som naturligvis bliver efterfulgt af smagsprøver. Her sidder vi som de eneste hvide, blandt en stor broget flok afrikanere af mange nationaliteter og smager på godterne, mens vi diskuterer øl og ser video for fuld styrke. På skærmen er der to unge udgaver af Helge Sander og en “nyopdaget” Tommy Troelsen, som entusiastisk fortæller om dansk fodbold. Øllet er fortrinligt, men videoen en katastrofe - omkring 15 år for gammel.
 

ZOMBAPLATEAUET

Malawi ligger forholdsvist lavt og det kan derfor blive meget varmt. Der er dog også mange bjerge og nogle af disse er netop målet for vores første dagsmarch i landet.

Vi skal ca. 80 km nordpå til universitetsbyen Zomba ved foden af Zombaplateauet, hvis vægge rejser sig som en uhyggelig stejl lysegrøn væg bagved byen. Vejen derop fra byen er ca. 10 km lang og meget stejl, men er alle anstrengelserne værd - bagefter! Den er meget smal, uden autoværn og snoer sig hele vejen op, mens den sparsomme asfalt er fyldt med ubehagelige huller. Heldigvis kan man føle sig nogenlunde sikker for modgående trafik, da der er en anden vej for nedadgående køretøjer. Det eneste vi møder er talrige cyklister, som på forunderlig vis har stablet ca. halvanden meter høje brændestabler bagpå deres cykler og endda formår at balancere med dem. Professionelle brændehandlere!

Plateauet er skovklædt og bliver udnyttet til plantagedrift, men det huser også et af Malawis få luksushoteller, der især besøges af de vandre- og friluftsglade sydafrikanere. Vi nøjes dog med at campere i nærheden i en herlig lille lysning, hvor man har etableret en lejrplads for campister og budgetrejsende.

Her nyder vi et par dage med at cykle rundt på plateauets tag og blive betaget af de mange fantastiske udsigter. Vi spiser af de utallige vilde bær, som vi enten selv plukker eller køber af de mange ihærdige børn, der efter eget udsagn forsøger at tjene penge til deres skolegang. Om aftenen spiser vi i hotellets fremragende restaurant. Men først efter at vi har fået et dejligt bad - den eneste luksus lejrpladsen bød på udover dens skønne beliggenhed. I den ene ende af pladsen står et lille træskur med to døre. Én til toilettet og én til bruseren. Det varme vand holdes konstant opvarmet i en stor beholder over et ildsted, hvor en mand er fuldtidsbeskæftiget med løbende at skubbe en lang træstamme længere ind i ilden, efterhånden som den brændes.
 

FLODSAFARI

Efter et par dage på Zombaplateauet cykler vi videre til Liwonde, hvor vi finder et dejligt sted at bo i vores egen lille hytte. For en gangs skyld har vi eget køleskab og tekøkken og for første gang møder vi et myggenet. Det er muligvis effektivt imod myg, men er i hvert fald ikke edderkoppesikker. Den første morgen, da jeg slår øjnene op, stirrer jeg lige ind i øjdene på en kæmpemæssig af slagsen,. Ingen grund til panik tænker jeg - indtil jeg efterhånden er blevet så vågen, at det langsomt går op for mig at den sidder på indersiden af nettet ca. 40 cm fra mit hoved. Ca. ½ sekund senere er jég på ydersiden!

Stedet ligger lige ned til Shire River, der løber gennem Liwonde Nationalpark. Vores vært er kunstner og vi får et nært forhold til familien, som vi spiser med hver aften. Vi bliver hurtigt overtalt til at tage en sejltur ca. 35 km op ad floden og ind i nationalparken. Det viser sig at være en overordentlig god idé, for det vrimler med dyr og fugle langs flodbredden og vi kommer bl.a. helt tæt på en lille flok elefanter, der brøler og plasker i vandet for at skræmme os væk. Vi er ikke helt stolte ved situationen i vores lille speedbåd, men vores bådguide tager det helt roligt. Det er langt farligere med de utroligt mange flodhestekolonier, som vi i bogstaveligste forstand må zigzagge os igennem for at undgå.
 

LAKE MALAWI

Efter et par dage cykler vi videre og når snart Cape Maclear, der ligger som en halvø i den sydlige ende af Lake Malawi. Her bliver vi stoppet af en bil, netop som vi begiver os ind på de sidste 20 km grusvej op over nogle småbjerge. Bagi bilen sidder 2 rystede piger, som ligeledes på cykel havde været på vej den anden vej, men var blevet overfaldet ca. 3 km fra søen. Tre knivbevæbnede fyre, som sandsynligvis havde vidst de forlod deres campingplads den morgen, havde ventet på dem og taget det meste af deres bagage og værdigenstande. Heldigvis var bilen kommet dem til undsætning midt i det hele og de var blevet skræmt væk.

Vi overvejer situationen grundigt, men der er ikke så mange muligheder og røveri er i øvrigt meget sjældent i det normalt så fredelige Malawi. Efter en lille omfordeling af vores papirer og penge fortsætter vi ud ad den øde grusvej. Det er vel de færreste røvere, der bliver på gerningsstedet efter at ofrene er undsluppet og på vej til nærmeste politistation. Heldigvis møder vi en pickup ca. halvvejs mod søen og får reddet os en lift resten af vejen og slipper også herved for at klatre over bjergene.

Lake Malawi er en ferskvandssø og kendt for at have ca. 1.500 forskellige fiskearter og nogle fænomenale dykkemuligheder. Vi prøver at dykke med iltflaske, men tilbringer også mange timer med svømmefødder, maske og snorkel. Det er en fantastisk oplevelse at svømme rundt imellem de mange farvestrålende fisk. At vandet tilmed er 27 grader varmt og for en gangs skyld ikke smager salt, gøre det kun endnu mere lækkert.
 

EN “KORT” SYV TIMERS SPADSERETUR

Efter at have fået et lille lift fra Cape Maclear over bugten til den vestlige søbred cykler vi stort set hele vejen op til Tanzania. Vi gør dog ophold nogle dage på et sted kaldet Heidis Hideoout, smukt beliggende lige ned til søen. Her bliver vi, sammen med et tysk par, af de sydafrikanske ejere og deres venner inviteret med på en lille let gåtur op til nogle flotte vandfald i nogle nærliggende bjerge en halv times bilkørsel derfra. De har aldrig selv været der og derfor finder vi i den nærmeste landsby nogle drenge, der kan guide os. Vi begiver os raskt afsted, da der ikke skulle være ret langt, men efter et par timer må vi dog konstatere, at “ikke ret langt” i Malawi er ensbetydende med meget langt - både efter danske, tyske og sydafrikanske normer. Efter af have fulgt floden og krydset den utallige gange, når vi dog efter ca. 3 timers klatren og vandren, endelig det sidste og det flotteste vandfald. Her går vi alle i barndom og bruger en halv times tid med at bade og lege i det forfriskende kølige vand. Efter lidt diskussion beslutter vi at følge en anden rute tilbage. Den skulle ifølge vores guider, ikke være hverken længere eller vanskeligere. - Det var den - selvfølgeligt! Og sådan blev en lille en times spadseretur altså til ca. syv timers hård bjergvandring i stegende hede næsten uden noget at drikke.
 

FOLKELIV

Dejligt at være tilbage på cyklerne igen efter den oplevelse. I Malawi er det altid en fornøjelse at cykle. Landet har ca. 12.000 km veje, hvilket efter afrikanske normer er ganske pænt i.f.t. landets størrelse. Det er dog kun de vigtigste hovedveje, der er asfalterede, men hvad gør det, når de i sagens natur er placeret netop på de strækninger, hvor man ønsker at cykle - nemlig mellem de største byer langs med søen.

Der er næsten altid liv langs vejen og kun på ganske få strækninger føler man, at man er kommet så langt ud, at der er langt til den næste sodavandsforsyning. Vi har ustandseligt travlt med at hilse på de mange mennesker, som fra deres hytter måbende stopper deres arbejde for venligt at vinke til os. Børnene stormer i store flokke fra landsbyerne og ud til vejen, hvor de på deres bedste engelsk i kor råber “hallo, hallo, hallo”, mens de vinker og grinende prøver at holde trit med os i deres bare fødder på den hårde og til tider meget varme asfalt. Biler er der heldigvis ikke mange af, men cykler derimod, er der overalt. Ofte oplever vi, at de efter at vi har passeret dem, lidt efter i et hæsblæsende tempo overhaler os igen for at lægge sig foran et lille stykke tid eller blot følges med os. Som regel falder de dog hurtigt tilbage igen. Deres tunge kinisiske og indiske etgearede cykler kan slet ikke matche et par lette moderne mountainbikes. Det er dog ikke altid ræs og ofte, falder vi i snak, og sætter farten ned, indtil de ikke skal længere.

Det er rimeligt fladt det meste af vejen og vi har tid og overskud til rigtigt at nyde landskabet og sceneriet. Ofte sidder lokale håndværkere langs vejen og laver deres arbejde - eksempelvis høvdingestole, skamler og andet træskærerarbejde. Der har hele vejen været masser af mangotræer foruden de allestedsværende kokospalmer, men nu er mangofrugterne pludselig blevet modne fordi vi er kommet ned i en lavere højde og et varmere klima. De sælges overalt i vejkanten og bliver en vigtig del af vores føde de næste 2 mdr. Smagen af dem er ubeskrivelig og kan ovehovedet ikke sammenlignes med de aldeles smagsløse eksemplarer, der sælges i Danmark til skyhøje priser.

VAMLE SOFTDRINKS

Vi står altid op meget tidligt og håber på den måde at nå frem til næste sted inden den værste hede. Vi er storforbrugere af Sprite, Fanta og Coca Cola, som man kan købe i selv den mindste lille flække langs vejen. De bliver dog ikke altid indtaget med lige stor velbehag. Efter en liter eller to begynder de at blive vamle og meget klistrede. Hvis de så oven i købet ikke er kolde eller måske ligefrem varme, ja så ender de med et blive direkte ækle og ubehagelige. Varme sodavand slukker absolut ikke tørsten, men sætter sig som et tykt lag klister i hele munden og det eneste man har lyst til er noget mere for at skylle klisteret væk. Bvadrr! Men væske skal der jo til og desværre er det lettere at købe soft drinks end drikkevand på flaske.

Malawis sparsomme elforsyning går som regel parallelt med vejene, og derfor spejder vi altid spændt efter elmasterne og hvor mange ledninger der hænger deroppe. Når vi så endeligt passerer et lille hus med en ledning op til en af elmasterne, ja så ved vi, at der en chance for at få kolde drikkevarer.
 

TANZANIA OG ZANZIBAR

For at komme ind i Tanzania skal man som dansker have visum. Det er en helt ny regel, som vi ikke kendte. Vi havde dog hørt lidt om snakken fra andre rejsende, men var ikke helt sikre. Da tolderen i det lille paskontor så vores pas lænede han sig tilbage i stolen, lagde hænderne over kors og sagde tørt: ” You have a problem”. Vi forklarede ham situationen og gjorde det klart for ham at vi ikke ligefrem havde lyst til at cykle over 1.000 tilbage til Harare for at få et visum. “What are You going to do about that?” spurgte han ironisk, og lidt efter var han 40 US-dollars rigere og vi havde hver et 3 måneders visum. Det foregik i dybeste fortrolighed!

I Tanzania besøger vi krydderiøen Zanzibar, som endnu ikke er helt spoleret af masseturisme, selvom især Zanzibar Town og østkysten er under kraftig udvikling. Vi cykler på rimelige veje gennem kokosplantager og krydderiplantager og må ofte holde os langt fra vejkanten, fordi den yderste meter af vejen bliver anvendt til at tørre nelliker på. Også hér er mange cyklister - ofte på vej til markedet i byen med et tungt læs fisk eller blæksprutter.

På vej ned langs østkysten bliver vi overtalt af en hytteudlejer til at lade en udriggerkano sejle os tværs over Chwaka Bay for at spare os for en dagsmarch og være nødt til at køre den samme vej to gange. Der er desværre ingen vind, men heldigvis råder nogen i byen over en påhængsmotor, som vi låner og vi får derved en herlig skumsprøjtende sejltur.

Da vi bliver sat i land på den anden side peger mandskabet på hele tre mand op imellem palmetræerne og forklarer, at derfra går vejen mod syd. Vi tager pænt afsked og trækker op over sandstranden, hvor vi ganske rigtigt finder en lille smal sti, som vi følger igennem små primitive landsbyer indtil vi når den “store” grusvej mod syd. I starten går det rimeligt. Vejen er ganske vist ujævn og fyldt med store huller og sten, men gudskelov fast og det er det vigtigste for en tungtlæsset mountainbike. På de ca. 40 km , vi følger vejen sydpå, ser vi mange nye hoteller og flere store italienske feriekomplekser i bedste “palmeblade-hyttestil” er under opførelse. De er alle forskanset bag et højt sikkert palmehegn, så de kan få en ubekymret ferie i et lille stykke modificeret italiensk plagiatafrika og det er formodentligt kun et spørgsmål tid før gæsterne kan køres hele vejen dertil på asfalt. Her og nu må vi dog kæmpe os afsted op og ned imellem sten og huller, men desværre kun indtil vejen forvandler sig til én stor blød sandkasse.

For første gang på turen må vi lide den tort at være nødt til at trække cyklerne. Til vores store lettelse dog kun et kort stykke og vi når tidligt frem næste guesthouse, netop som jeg får min den første punktering mod Oles seks.

Efter Zanzibar går turen i bus til Arusha, som er Tanzanias safarihovedstad, bekvemt tæt ved Kilimanjaro og de berømte safaridestinationer, Ngorogorokarteret og Serengeti. Vi tager på en sidste safari i 3 dage i julen til den flotte Lake Manyara nationalpark, hvor vi ser klatrende løver og til Ngorogorokarteret. Førstnævnte var vild og spændende, på trods af, at man knapt måtte stikke hovedet ud af vinduet. Blot man kørte langt nok ind og kom væk fra den værste trafik af minibusser og hvide landcruisere eller landroveres som vores egen.

Krateret derimod var en lille skuffelse selvom den ganske vist var utrolig smuk. Der er simpelthen for mange mennesker og har taget lidt for meget præg af zoologisk have. Der er altid andre biler i syne eller i det mindste et par støvskyer derfra. Ser man flere biler holde stille samme sted er det tegn på fx. løver, der overhovedet ikke synes at ænse menneskers tilstedeværelse. Man venter pænt til en af bilerne fortsætter og kan så overtage dens plads i rækken. Der kan man så sidde blot et par meter fra dyrene, der godt ved, at det kan være svært at finde fred andre steder.

Vi skulle selvfølgelig også på Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg 5.895. Det er en trekkingtur, der er velbeskrevet i mange artikler og rejsebeskrivelser på nettet, så det vil jeg ikke forsøge at gentage det her. Blot at vi valgte den lette Coca Cola rute og ville gøre det på 5 dage, hvilket vi ikke skulle have gjort, da vi begge fik højdesyge på vej op til kraterranden den sidste nat. Hvorfor havde vi dog ikke bare betalt 75 dollars mere og have fået en ekstra dag til opstigningen. Det havde helt sikkert havde været nok til at akklimatisere, da vi meget hurtigt fik det helt normalt igen nede ved den sidst hytte 4.800 m.o.h.